Allerede efter den første mislykkede revolution i 1905 havde Finland, som jo dengang var en del af det tsaristiske russiske imperium, fået sin egen duma (parlament), Landdagen. Ligesom Dumaen i Rusland havde Landdagen i realiteten ingen magt [den var ”rådgivende”], men i modsætning til Sverige på dette tidspunkt, havde man indført almen og lige stemmeret i Finland, så også de fattigste arbejdere og kvinder kunne stemme.  Ved valget i 1916 vandt socialdemokraterne derfor stort, de opnåede hele 103 af Landdagens 200 sæder, fik dermed sit eget flertal og kunne danne verdens første demokratisk valgte socialistiske ”regering”.

Efter Februarrevolutionen i Rusland i 1917, da tsaren blev væltet, kunne den finske Landdag havde fået reel politisk indflydelse. Men Aleksander Kerenskij, regeringschef i den nye borgerlige russiske regering, var imod finsk selvstyre og opløste Landdagen, trods de finske socialisters protester. ”Det var en ulovlig handling, et statskup fra oven mod det socialistiske flertal”, mente den svenske venstresocialist Ivar Vennerström i en debat i den svenske rigsdag om den udvikling, som skulle føre frem til borgerkrigen i Finland: ”Dette kup støttedes af de finske borgerlige. I forbitrelse over dette grove overgreb nægtede mange socialdemokrater at tage del i det påfølgende valg.”

Ved det nyvalg, der blev afholdt i Finland i efteråret 1917, fik de borgerlige partier derfor flertal med 108 mandater og dannede regering under ledelse af Pehr Evind Svinhufvud. De finske socialdemokrater nægtede at anerkende valgresultatet og mente at landdagsvalget fra 1916 stadig var gyldigt. Ved en landsdækkende storstrejke i november viste arbejderbevægelsen sin styrke. Både højre og venstre side begyndte herefter at bevæbne sig og danne henholdsvis hvide frikorps og røde garder. Den 27. januar 1918 tog socialdemokraterne med våben magten tilbage ved at opløse den borgerlige landdag i Helsingfors. Det blev starten på den finske borgerkrig mellem de røde og de hvide, hvor begge sider mente at have den lovlige ret til at styre landet.

”Fra den finske grænse meldes, at arbejderklassens revolutionskomite har udråbt den finske arbejderrepublik, dannet sin egen regering og udpeget sin egen prokurator [i den russiske periode i Finland betegnelsen for en topembedsmand, som skulle sikre, at lovene blev overholdt – en slags vice-tsar]. Hele det sydlige og østlige Finland har anerkendt arbejderrepublikken”, rapporterede de svenske venstresocialisters [det svenske socialdemokrati havde lige ekskluderet sin venstrefløj, der nu bar dette navn] avis Folkets Dagblad den 30. januar. Den nye røde regering i Helsingfors blev ledet af Kullervo Manner, som erklærede, at man nu ville gennemføre sociale reformer for at forbedre arbejdernes levevilkår, nationalisere bankerne og de store industrier, samt uddele jorden til bønderne. Men i modsætning til Sovjetrusland ville de finske socialister ikke oprette ”proletariatets diktatur”; men erklærede, at man ville bevare det parlamentariske system med frie valg.

Svinhufvuds borgerlige regering fik sæde i Vaasa. Den hvide arme som ledtes af den tidligere tsargeneral Gustaf Mannerheim, havde bedre militært uddannede soldater, men de røde garder, som udgjordes af arbejdere og husmænd, inklusive mange kvinder, var i begyndelsen større og mere sejrssikre, inspirerede som de var af bolsjevikkernes succeser i Rusland. Bolsjevikkerne havde efter oktoberrevolutionen i 1917 anerkendt Finlands selvstændighed, ifølge Lenins princip om retten til national selvbestemmelse.

Bolsjevikkerne støttede den nye røde regering i Helsingfors, men eftersom Sovjetrusland lå i fredsforhandlinger med Tyskland, blev man dog tvunget til formelt at indtage en neutral stilling til den finske borgerkrig, og Lenin hjemkaldte de russiske soldater, der havde været udstationerede i Finland siden Første Verdenskrig. Til trods herfor tilsluttede et par tusinde demobiliserede russiske soldater sig frivilligt de finske røde garder. Det var dog ikke meget imod de 13.000 tyske soldater, som snart kom til Mannerheims hjælp for at kæmpe på den hvide side.

I Sverige kom det til et politisk opgør både mellem de borgerlige og arbejderbevægelsen og internt i arbejderbevægelsen. Formanden for Socialdemokratiet Hjalmar Branting fordømte de finske socialdemokraters revolution og støttede i begyndelsen en svensk militær intervention til fordel for de hvide. Men han mødte stor modstand i sit eget parti, blandt andet fra LO-formanden Herman Lindqvist. ”Hvordan kan du tænke på at nedskyde finske arbejdere”, skreg Lindqvist til Brantings højre hånd Palmstierne i en ophidset rigsdagsdebat, som viste, hvor splittet partiet var. Samtidig gik venstresocialisterne i gang med en bred opinionskampagne mod svensk militær indblanding i Finland og havde held til at få flertallet af socialdemokraterne og fagbevægelsen med i protesterne. Dette gjorde det umuligt for regeringen at fortsætte overvejelserne om en militær intervention. Man valgte i stedet i smug at sende våben og ammunition til Mannerheims hvide hær.

Aktivister på den svenske højrefløj havde med opbakning fra de borgerlige aviser samtidig held til rekruttere ca. 1500 frivillige højreekstreme professionelle soldater og andre unge mænd fra borgerskabet til at kæmpe på den hvide side i Finland. De fleste kæmpede samlet i et frikorps ved navn Den svenske Brigade, men flere hundrede officerer tog kommando over andre enheder i den hvide hær.

Den finske borgerkrig varede i godt tre måneder og blev i realiteten afgjort af slaget ved Tammerfors ved månedsskiftet marts-april, da de røde blev afgørende besejret, hvorefter også Helsingfors faldt for de tyske troppers fremmarch. Den socialistiske regering havde da taget tilflugt til Viborg tæt ved grænsen til Rusland, men blev snart tvunget til at flygte videre over grænsen, da byen blev indtaget af de hvide i slutningen af april.

Som i de fleste borgerkrige begik begge sider overgreb i forbindelse med selve kamphandlingerne. Men især efter den hvide sejr kulminerede volden med orgier af massehenrettelser af arbejdere og røde krigsfanger. Den hvide terror var skånselsløs brutal og udgør et af de værste massemord, som nogensinde har forekommet i et europæisk land, set i forhold til befolkningstallet. Mannerheim havde givet ordre til, at rødgardister, som havde overgivet sig, skulle skydes på stedet – en krigsforbrydelse, som i Europa siden 1500-tallet er blevet anset for uetisk, og som internationalt blev forbudt i Bruxelles-konventionen fra 1874. Selv hospitalerne blev stormet af de hvide soldater, som skød og dræbte patienterne i deres senge, samt de læger og sygeplejesker, der havde taget hånd om de sårede røde soldater.

Ved afslutningen af krigen havde de hvide styrker fængslet 80.000 mennesker. Det var ikke bare røde soldater, som havde deltaget i kampene, men også mange, som var blevet arresteret, blot fordi de var medlemmer af det socialdemokratiske parti, de fleste fattige arbejdere og husmænd. Af disse blev 10.000 dømt til døden. Ifølge finsk lov skulle henrettelser foregå ved halshugning. Men eftersom det var urealistisk at dræbe 10.000 mennesker med økse, fik man snart vedtaget en lov, der muliggjorde henrettelse ved skydning.

Men at blive henrettet ved skydning var i det mindste en hurtig død. Værre stod det til i de elendige fangelejre, hvor yderligere 13.500, som ikke var blevet dømt til døden, alligevel døde af sult eller bukkede under for sygdomme, samtidig med at deres pårørende blev forbudt at sende hjælpepakker til dem. De høje dødstal i lejrene blev affærdiget af de hvide med racistiske morsomheder om, at de røde fanger døde af sygdomme, som de havde pådraget sig ved omgang med russere. Sammenlagt blev der dræbt over 23.000 personer i den hvide terror, hvilket kan sammenlignes med de ca. 1.500 som mistede livet i den tilsvarende røde terror. Efter at terroren var slut, udfærdigede Svinhufvud en amnesti for de hvide bødler, så at ingen skulle kunne anklages for det massemord, de havde gjort sig skyldige i.

Den skandinaviske arbejderbevægelse blev forfærdet over rapporterne om den hvide terrors hærgen i Finland, og i et fælles opråb opfordrede de socialdemokratiske partier i Sverige, Danmark og Norge samt de svenske venstresocialister den hvide regering i Finland til at besinde sig. ”De skandinaviske landes arbejderklasse, som dybt beklager grusomhederne, som fra begge sider er forekommet under denne borgerkrig, kan ikke stiltiende påse ovennævnte voldshandlinger mod finske arbejdere fra et for øjeblikket i den finske klassekamp triumferende borgerskab”, lød en af formuleringerne. Men da Per Albin Hansson, Gustav Møller og Carl Lindhagen forsøgte at aflevere skrivelsen til den finske ambassadør Alexis Gipenberg, nægtede denne at modtage den.

Ved afslutningen af krigen var Finland i realiteten blevet et tysk protektorat, med over 10.000 tyske soldater udstationerede i landet. Tyskland havde også fået monopol på Finlands udenrigshandel, og tyske firmaer fik ret til frit at etablere sig i landet. Svinhufvud ville til og med, at Finland skulle blive et monarki med den tyske prins Frederik af Hessen som konge. En plan, som dog gik i sig selv, da den tyske revolution brød ud senere samme år, og kejseren blev styrtet.

Da landdagen for første gang igen samledes efter krigsafslutningen den 15. maj 1918, var der kun en enkelt af de 92 socialdemokrater, som var blevet indvalgt i efteråret 1917, tilbage. De øvrige var dræbt, fængslet eller tvunget i eksil. De fleste finske socialister, som havde helt til at flygte, tog til Sovjetrusland, omkring 6.000 personer, inklusive familiemedlemmer. Allerede samme år dannede de der Finlands Kommunistiske Parti i eksil, med Yrjö Sirola som første partiformand.

Den svenske brigade afsluttede sin indsats med en sejrsparade gennem Stockholm den 30. maj 1918.

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund. Enkelte henvisninger til svenske begivenheder er udeladt.