Ana Paredes Landman blev som den ene af venstrefløjens to medlemmer af Underhuset. Foto: periodismodeizquierda.com

 

Valget gjaldt nyvalg af 46 medlemmer af Underhuset og 23 medlemmer af Senatet. Desuden var der valg til kommunalbestyrelser og skolebestyrelser. Valget var en vigtig test for regeringen forud for de nationale midtvejsvalg i de øvrige provinser sidst i oktober.

 

Milei kom til magten i 2023 og indførte straks en række drakoniske love, som indskrænkede retten til protester og strejker, kombineret med massenedskæringer og massive fyringer i det offentlige samt privatiseringer. Under provinsvalget i Buenos Aires lovede han sine støtter, at “vi vil sætte det sidste søm i deres kiste”, idet han refererede til den peronistiske opposition i midten af det politiske spektrum. Men selv Milei kunne ikke “spinne” noget postitivt ud af resultatet. På valgaftenen slog han en helt anden tone an: “Uden tvivl, på den politiske front, har vi i dag lidt et klart nederlag.”

 

Nederlaget kom især peronisterne til gode [opkaldt efter Argentinas tidligere præsidenter Juan og (datter) Isabel Peron, o.a.] - en koalition af forskellige partier fra centrum-venstre til centrum-højre. I tæt forening med fagforeningsbureaukratiet har peronisterne regeret Argentina de meste af tiden siden landets tilbagevenden til demokrati i 1980’erne og har i denne periode introduceret et bredt udvalg af neoliberale tiltag.

 

Peronisterne vandt 47,3 procen af stemmerne i Buenos Aires og kunne erklære sejr i 100 af de 130 kommuner. LLA til gengæld, vandt kun 33,7 procent. I de to mest befolkede områder, som også er mest arbejderkvarterer, vandt peronisterne over Mileis koalition med henholdsvis 25 og 10 procentpoint.

 

Det høje stemmetal til peronisterne afspejler mere en afvisning af Mileis program end entusiastisk støtte. På bare to år har Mileis stramninger smadret levestandarden for arbejderklassen. Sidste år nåede fattigdomsraten et rekordhøjt niveau på 54,8 procent. Hele 70 procent løber tør for penge til de månedlige udgifter den 20. I måneden, ifølge økonomen Guillermo Oliveto. Milei slog det hen ved at sige, at “hvis det var sandt, ville man gå ned ad gaden, og den ville være fuld af lig.”

 

Oveni denne klare ligegyldighed overfor massefattigdommen har Mileis administration været nedsunket i skandaler om korruption, hvilket sandsynligvis har påvirket nogle af de vælgere, der tog det for gode varer, da han i sin tid præsenterede sig selv som anti-elitær.

 

Det andet opmuntrende resultat af valget var de mange stemmer på Arbejdernes Venstrefront (FIT-U) - en koalition af stærkt venstreorienterede socialistpartier. På tværs af provinsen vandt de 4,3 procent af alle stemmer, eller 350.000 stemmer. Vælgermæssigt er provinsen delt i otte kredse. I tredje og ottende kreds, som hver har mere end henholdsvis 5 millioner og 600.000 indbyggere, konsoliderede FIT-U sig som den tredje stærkeste politiske kraft ved at vinde lige over 5,5 procent i hver af disse områder.

 

I La Matanza - den største kommune i landet med næsten 2 millioner indbyggere - vandt FIT-U 7,5 procent. I andre områder nåede deres stemmandel op mellem 6 og 8 procent. Det flotte resultat betyder, at FIT-U vll beholde sine to mandater i Underhuset. Partiets program inkluderer massive offentlige investeringer på sundheds- og uddannelsesområdet, nationalisering af nøglesektorer i økonomien, politikere på lærerløn, afskaffelse af ikke-progressive skatter og etableringen af et landsdækkende beskæftigelsesprogram. Deres succes viser, at selv et relativt lille parti kan vinde en andel af arbejdere og studerende, når de kommer ud med et anstændigt venstreorienteret program.

 

Ana Paredes Landman er lærer og medlem af Socialistiske Arbejderbevægelse (MST), ét af de fire partier, der udgør FIT-U. Hun vil besætte den ene plads i Underhuset. I en udtalelse pegede hun på venstrefløjens modstand mod Mileis program som årsagen til hans nederlag:

 

“Der var arbejderne i Garrahan (hospital), handicapbevægelserne, pensionister og så mange folkelige sektorer, der med støtte fra Venstrefronten holdt modstanden i live, mens andre kræfter knyttet til fagforeningsbureaukratiet og peronismen valgte passivitet. Det gode valgresultat for Venstrefronten markerer en anerkendelse af os fra dem, som opretholder et vedholdende alternativt svar, som ikke vender ryggen til, og som altid forsvarer arbejderes og unges rettigheder i parlamentet og i kommunalbestyrelser.”

 

En anden vigtig del af FIT-U’s tilgang er, at de ikke kun tilbyder et alternativ under valget, men også aktivt opbygger modstand i gaderne, på universiteter og arbejdspladser. MST har været ledende i noget af den højest profilerede modstandskampe mod Mileis nedskæringer. Ét eksempel er Garrahan børnehospital i Buenos Aires. Mileis angreb på det frie og offentlige hospital, som behandler 40 procent af Argentinas kræfttilfælde for børn og unge, har gjort det til et symbol på modstand.

 

MST er den dominerende politiske kraft i Garrahans fagforening. De er gået foran i en række strejker på hospitalet og demonstrationer til parlamentet - hvoraf én endte med, at sundhedspersonalet omringede kongresbygningen.

 

Fagforeningens formand, Norma Lezana, som er medlem af MST. har forsøgt at forbinde Garrahans kamp til alle arbejderes kampe for ved at sige, at mens deres aktioner “fokuserer på Garrahan, gælder deres krav hele befolkningens interesser… hvis Garrahan vinder, og det lykkes os at forhindre en lukning af hospitalet, vil det også være en sejr for hele befolkningen.”

 

Det korte af det lange er, at valget er et vigtigt tilbageslag for Milei og hans ultrakonservative dagsorden. Mens to generalstrejker og andre større industristrejker i hans første år stækkede nogle af de mest ekstreme elementer i hans program, er modstanden blevet mere isoleret siden da. Kun de bedst organiserede dele af arbejderklassen - ofte der, hvor den socialistiske venstrefløj er stærk - err fortsat med at presse på med konsekvente strejker og protester.

 

Ikke desto mindre viser valget i Buenos Aires, at den yderste højrefløjs fremgang kan inddæmmes, og at den politiske midte kan tage stemmer fra dem. Mens peronisterne og deres partnere i det faglige bureaukrati i det store hele har opgivet kampen mod Milei på gaderne og arbejdspladserne, har en synlig yderste venstrefløj med en vis tyngde i nøglesektorer hos arbejderklassen været afgørende for at opbygge modstanden.

 

Uheldigvis er den yderste venstrefløj stadig for lille til seriøst at udfordre den peronistiske bevægelses indflydelse. Men for et voksende antal arbejdere er den et politisk alternativ, som er i stand til at lede i det mindste nogle af dem til handling. At fortsætte med at opbygge og styrke en reelt antikapitalistisk bevægelse, som når længere ind i arbejderklassen, er nøglen til at udfordre både Milei og peronismen seriøst.

 

14. september 2025

 

Oversat fra Red Flag (Australien) af Bodil Olsen