Valgkampen er i fuld gang. Blot et blik på gaden eller jernbanestationen lader dig ikke i tvivl, når politikere stirrer ned på dig. Som ved de seneste valg kommer klima og biodiversitet til at spille en vigtig rolle.

af Leif Mikkelsen

Læsetid: 5 minutter

Grønne budskaber er in. Men status på de hidtidige tiltag er ikke blændende:

 

Ifølge en rapport fra EU’s miljøagentur med titlen ” Status of Nature in the EU”, der blev udgivet i 2020, ligger Danmark faretruende nær bunden, når det gælder beskyttelse af naturområder og bevaringsstatus for udsatte arter af planter og dyr. Hvad angår gunstig status for habitatområder, altså levesteder for udsatte dyr og planter, ligger Danmark næstsidst. Når det gælder status for truede dyrearter, ligger Danmark femtesidst i Europa.

 

Mette Frederiksens ord og handlinger i konflikt

Det vil Mette Frederiksen ifølge Ritzaus Bureau 1.9.22 ikke leve med:

 

” Vi bliver nødt til at kunne se os selv i øjnene og sige, at vi leverer en jordklode videre, der har det bedre. Og det kræver mere natur – også i Danmark”.

 

Det er ikke første gang, vi oplever politikere afgiver grønne løfter før et valg. Derfor har aktivister efterhånden lært, at have blikket stift rettet mod handlingerne. Især har organisationer på Amager lært lektien.

 

En række borgergrupper og bevægelser skriver i et læserbrev i Berlingske Tidende under overskriften: Vi har fået nok. Amager kan og vil ikke mere:

 

Regeringen har lavet to udspil under titlen: ”Danmark kan mere”, som begge handler om reformer, der skal gøre Danmark grønnere, sikrere og rigere. Udover ”Danmark kan mere” har regeringen også præsenteret andre udspil, der indeholder flere store infrastruktur- og byggeprojekter.

 

De kommer til at ramme Amager og betyder, at Amager IKKE bliver grønnere, sikrere og rigere. I hvert fald ikke på livskvalitet, sundhed og natur. (Berlingske Tidende 15.8.22)

 

Organisationerne beskriver problemstillingen nærmere:

 

”På Amager har vi Europas mest bynære lufthavn, som planlægger en udvidelse til dobbelt kapacitet og flere motorveje, hvor der er planer om udvidelse til 4 spor og med afkørsler henover boligområder. Der er planer om at bygge (på) en del af vores vilde bynære natur på Amager Fælled, så vi mister en del af naturen, og der er udsigt til 700 lastbiler i døgnet med jordtransport til Lynetteholm. Det er en stor belastning for et relativt lille område, som huser 200.000 voksne og børn.”

 

”Hvert projekt får måske lavet en miljøkonsekvensvurdering, men den er oftest opdelt i mindre delprojekter. Samtidigt er det kun selve anlægsfasen, der vurderes og ikke den forurening og støj, som efterfølgende drift afleder. Det har bl.a. betydet udvidelsen af DHL’s fragtterminal i Kastrup Lufthavn, hvor fragt flyves til København nat og dag, ikke blev miljøkonsekvensvurderet.”

 

Læserbrevet konkluderer: ”Alle projekterne på Amager belaster miljøet og øger støj og luftforurening i områder, der er forvejen er belastede. Det enkelte projekt er i sig selv for meget, og summen af projekterne bliver alt for meget.”

 

Bevægelserne og borgergrupperne bag læserbrevet vil forsat søge at forfølge den debat fremover.

 

Underskriverne er: CPH uden udvidelse, Ny Kastrup, Amager kan ikke mere- bevar Gl Kastrup og havn, Øresundsmotorvej – overdækning og støjreduktion, Arternes Ambassade og Amager Fælleds Venner.

 

Der er sådanne konkrete handlinger og planer, der skal lys på før, under og efter den kommende valgkamp.

 

Fokus på SFs hykleri

Men ikke blot regeringen er i søgelyset. SF er også fremme med grønne løfter:

 

“Naturen kæmper for sin overlevelse. By, mark, pesticider og fiskeri trænger den op i en krog,” siger Pia Olsen Dyhr.

 

Helt konkret ønsker SF først og fremmest at afskaffe den lovgivning, der i dag direkte modvirker biodiversiteten, dernæst at samle de eksisterende naturbeskyttelseslove i en samlet lov. I den lov skal der være bindende mål, der sikrer naturbeskyttelse i hele landet.

 

Loven er et hovedkrav fra SF til det kommende valg.

 

“Sammen med de tiltag, vi har gennemført i denne valgperiode, kan vi være fælles om at sikre, at dansk natur ikke er noget man skal gå på museum for at opleve i fremtiden,” siger Pia Olsen Dyhr.

 

Loven skal samtidig tildele det Biodiversitetsråd, som SF i sin tid fik nedsat, opgaven med at overvåge udviklingen på området og afrapportere til Folketinget, hvorvidt regeringen lever op til de vedtagne målsætninger, samt foreslå politik, der kan hjælpe med netop dette.

 

Derved får rådet en status, der minder om Klimarådets, og naturens beskyttelse bliver et grundfundament for al politik i Danmark.

 

(Kilde: SFs hjemmeside)

 

Denne megen snak om biodiversitet sammenholdt med SFs rolle i sagen om Amager Fælled fik aktivister fra Amager Fælleds Venner til at søge dialog med SFs medlemmer på SFs sommermøde med løbesedlen nedenunder. Aktivisterne blev godt modtaget med mange gode snakke. Især SF’ere fra provinsen undrede sig over, hvor SFs grønne profil i København var blevet af.

 

Vi skal have skabt en god og grøn by. Sådan en skabes ikke ved at fjerne naturen.

SF kan stadig nå at blive et grønt parti!

 

Grøn politik

”Vi vil have mere vild natur og urørt skov, større sammenhængende naturområder og mere bynær natur.” – SF

 

Når man taler om natur og biodiversitet, så er det vigtigt, at man står ved sine grønne løfter, træder til og siger fra, når tingene går i den gale retning. Naturen har ikke brug for fine ord. Den har brug for handling. Her er en række punkter, som SF har svært ved at stå fast på.

 

  1. Hvordan kan det være grøn politik at støtte et byggeprojekt som Fælledby, der greenwasher sit miljøaftryk i sådan en grad, at førende forskere kalder det for ”himmelråbende naivt” og ”utroværdigt”? Læs om Fælledbys greenwashing her: https://ing.dk/artikel/forskere-beskylder-arkitekt-radgiver-greenwashing-231657

 

  1. Hvordan kan det være grøn politik at affrede dele af Amager Fælled, når Danmark indtager en europæisk bundplacering ift. beskyttelse af naturområder?

 

  1. Hvordan kan det være grøn politik at bebygge vild natur på Amager Fælled, når København indtager en europæisk bundplacering ift. befolkningens adgang til natur og grønne områder – stik imod WHO’s anbefalinger? Læs om problematikken her: https://friluftsraadet.dk/nyheder/behov-mere-natur-friluftsliv-koebenhavn

 

  1. Hvordan kan det være grøn politik at ville ”afskaffe den lovgivning, der i dag direkte modvirker biodiversiteten”, når SF samtidig stemmer ja til at reducere biodiversiteten på Københavns mest artsrige område, Amager Fælled?

 

  1. Hvordan kan det være grøn politik at fjerne dyrenes habitat på Amager Fælled, når SF selv skriver, at ”den vilde natur i Danmark er truet”? Bebyggelsen af Amager Fælled betyder fjernelsen af levesteder for bl.a. skovhornuglen, nattergalen, sanglærken, viben, lille præstekrave, gøgen, stor vandsalamander og rådyret. DEMOKRATI ”Danmark skal igen være et grønt foregangsland. Vi skal sætte kursen og ikke bare nølende følge trop.” – SF

 

  1. Hvordan kan SF forsvare, at den supplerende VVM-rapport for Fælledby ikke blev gjort tilgængelige for offentligheden, hvilket fratog borgerne muligheden for at forholde sig til projektet og dets konsekvenser på et oplyst grundlag?

 

  1. Hvordan kan SF forsvare, at byggeprojektet på Amager Fælled er blevet lagt i et selskab, som er fuldstændig lukket for offentligheden? Dette på trods af, at halvdelen af Fælledby P/S ejes af By & Havn, som ejes 95% af Københavns Kommune og 5% af staten. Det er vores fælles naturarealer, det handler om.

 

  1. Hvordan kan SF forsvare, at partiet har været med til at affrede 19,58 hektar vild natur på Amager Fælled uden om det fredningsnævn, der fredede arealerne?

 

  1. Hvordan kan SF forsvare, at en frivilligdrevet borgerorganisation som Amager Fælleds Venner skal være i stand til at sikkerhedsstille flere millioner kroner for at sikre sig klageadgang? Dette umuliggør i realiteten, at almindelige borgere kan lægge sag an mod store selskaber, som handler forkert.

 

  1. Hvordan kan SF forsvare, at det er borgerne selv, der må træde til og sørge for, at kommunalt ejede projekter følger landets demokratiske spilleregler?
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com