Demonstration I Paris 23. september 2023  for retfærdighed og mod politivold. Phototeque Rouge, Martin Noda / Hans Lucas

Dette slogan, som tidligere var forbeholdt nogle få små grupper, der også generelt gik ind for afskaffelse af fængsler, bliver nu diskuteret i stadig bredere kredse og er nu genstand for en national kampagne: #8to-Aboli.

Det er stadig et mindretalsfænomen, men det har taget et omfang, som ingen ville have anet for bare et par uger siden, og det rejser en offentlig debat om et spørgsmål, hvis radikalitet kun overgås af dets enkelhed: Skal vi afskaffe politiet?

“Disempower, disarm, disband”

I USA bygger sloganet for afskaffelse af politiet faktisk på et tredelt slogan: “disempower, disarm, disband”. Det er en velgennemtænkt strategi, som især er beskrevet af kollektivet A World Without Police. [note 1] Det er et program med aktioner og krav, der forsøger at tage højde for de modsigelser, der ligger i kravet om afskaffelse af politiet, og de vigtigste indvendinger, der kan rejses imod det.

At svække politiet betyder at modsætte sig opførelsen af nye politistationer, oprettelsen af nye enheder, udvidelsen af politiets særlige beføjelser og interventionsområder, rekrutteringskampagner og så videre. Det “offensive” slogan om at skære i politiets finansiering (“Defund the Police”) bliver i stigende grad taget op i demonstrationer, og det samme gælder en udelukkelse af politiets fagforeninger fra [den faglige landsorganisation] AFL-CIO, hvilket også kunne bidrage til en svækkelse.

At afvæbne politiet betyder konkret at rejse spørgsmålet om politiets overdrevne udrustning, militariseringen af politiet og derudover politiets ansvar for udbredelsen af vold i sociale relationer. Det peger på det faktum, at i modsætning til den legende, der behændigt vedligeholdes af den etablerede ordens vogtere, tjener politiets våben ikke til at pacificere sociale relationer. De bidrager tværtimod til at skabe stadig mere vold.

Endelig betyder afvikling af politiet, at man kræver politistyrken afskaffet, fordi den undertrykker netop de mennesker, den hævder at “beskytte”. I USA ser man ikke dette krav som kulminationen på en proces, der først indebærer svækkelse og afvæbning af politiet, men som noget, der er knyttet til disse to nøgleord. Et krav, der kolliderer med “det irriterende spørgsmål”: Afskaf politiet, men hvad skal sættes i stedet? Eller i en anden version: Politiet skaber ganske vist problemer, men ville der ikke være flere, hvis de blev afskaffet?

Undvære politiet?

Disse spørgsmål og de “klassiske” svar, der gives på dem (dvs. at et samfund ikke kan undvære politiet), er mudret til af fordomme, der er dybt indgroede i mentaliteten. Vi taler her især om det, Engels beskrev som en “overtroisk ærefrygt for staten og alt, hvad der er forbundet med den, en ærefrygt, der så meget lettere slår rod, fordi vi fra vuggen er vant til at forestille os, at alle anliggender og alle fælles interesser for hele samfundet kun kan løses, som de er blevet løst indtil nu, det vil sige af staten og dens behørigt etablerede myndigheder”. [2]. Enhver lighed med Jean-Luc Mélenchons udtalelser før demonstrationen den 13. juni – “Vi har ret til at drømme om et samfund uden politi, det er en smuk drøm, men det er kun en drøm. Vi har brug for en politistyrke, der er gennemtænkt, organiseret, lydig over for den republikanske stat og så ubevæbnet som muligt” – er rent tilfældigt…

En af disse antagelser er, at politiet er uerstatteligt i deres (påståede) mission om at “beskytte” befolkningen, og at det er et væsentligt element i konflikthåndtering. Er det ikke den instans, vi henvender os til, når vi bliver angrebet, udsat for indbrud, truet etc.? Selv om denne situation tilsyneladende er indiskutabel, bør den ikke opfattes som en tidløs social selvfølgelighed. I andre tider og/eller under andre himmelstrøg kunne, og kan, disse funktioner stadig varetages af andre strukturer, som udspringer direkte af befolkningen uden at være underlagt staten. På grund af begrænsningerne i denne artikels format vil vi ikke gå i detaljer med disse forskellige erfaringer, men blot insistere på dette punkt: Det er nødvendigt at skifte perspektiv og overveje, at “politiet”, som vi kender det (og lider under det) i kapitalistiske samfund, er en social konstruktion, der som enhver anden konstruktion kan ødelægges.

Alt i alt er det vigtigt at gøre op med tanken om, at de problematiske situationer, der kan opstå i et givent samfund eller fællesskab, kun kan løses ved indgriben fra et autonomt og separat organ. Det er hele pointen med de forskellige initiativer (konflikthåndteringstræning, støtte til voldsofre, oprettelse af nabofællesskaber eller beboelseskollektiver osv.), der sigter mod at styrke de sociale bånd, så folk kollektivt kan håndtere størstedelen af problemerne uden at “behøve” at tilkalde politiet. Her taler vi naturligvis ikke om “selvtægtsgrupper” og andre militser, der ser sig selv som politiets hjælpere og ofte reproducerer politiets værste adfærd, men om selvorganiserede grupper, der har til formål at løse lav- og mellemintensive konflikter, som i virkeligheden udgør størstedelen af politiets indgreb.

En strategisk horisont

Ved at rejse spørgsmålet om politiets afskaffelse og dermed om dets uundværlighed (eller mangel på samme), tackler vi en vis begrebsforvirring, som hænger sammen med dets mange roller. Politiet er både det organ, som borgerne har vænnet sig til at tilkalde i mange problematiske situationer, og det organ, som staten tilkalder for at undertrykke social protest. Men det er ikke fra den sidste funktion, at politiet henter sin legitimitet i flertallets øjne, men fra den første. Magthaverne spiller på denne begrebsforvirring og forsøger at skjule politiets fundamentalt undertrykkende rolle bag deres påståede “public service”-rolle.

Betyder det, at vi kan afvikle politiet, garanten for en uretfærdig orden, uden at afvikle selve ordenen? Med andre ord: Kan vi komme af med politiet uden at komme af med kapitalismen? Svaret er naturligvis nej, eftersom politiet spiller en så funktionel rolle i opretholdelsen af kapitalismen. Det er i den forstand, at kravet om afskaffelse af politiet skal ses som en strategisk horisont, et kompas, og ikke som en parole, der kan opfyldes her og nu. I 2016 offentliggjorde journalisten Maya Duksamova fra Chicago Reader en undersøgelse [3] af grupper i Chicago, der forsøgte at omsætte abolitionistiske slogans til praksis, hvor et vidne forklarede: “Jeg tror, man skal se på dette begreb [afskaffelse] som en strategi og et mål, mere end noget man kan implementere i dag. Når jeg lytter til abolitionister, kan jeg høre, at det er muligt at opbygge en verden uden fængsler eller politistyrker.”

Kampagner mod politiet og oprettelsen af “modinstitutioner” for at gøre deres indgriben unødvendig støder på denne store forhindring: Politiets centrale plads i det kapitalistiske dominanssystem giver dem en position, der gør det uundværligt for dem, der især konfronteres med situationer med alvorlig vold. At tale for politiets forsvinden “her og nu” er at ignorere denne vanskelighed, og det er en af de værste faktorer, der kan bruges som modargument mod forestillingen om, at vi kan opbygge et globalt alternativ til politiet uden at rejse spørgsmålet om afskaffelse af staten. I den forstand er det vigtigt at forbinde umiddelbare krav om at svække politiet og bekæmpe deres vold med en alternativ praksis for at demonstrere, at politiet ikke er et “nødvendigt onde”, og et globalt politisk projekt for at vælte kapitalismen.

17. juni 2020

Noter

[1] https://aworldwithoutpolice.org/

[2] Friedrich Engels, Forord til 1891-udgaven af ”Borgerkrigen i Frankrig”.

[3] «Abolish the police? Organizers say it’s less crazy than it sounds», 25. august 2016. Kan læses her

Oversat fra Europe Solidaire af Poul Bjørn Berg

Se også resolution fra den amerikanske organisation Solidarity: Hvad kan erstatte politiet?