Læsetid: 7 minutter

Protestmarch i Minneapolis 26. maj 2020, dagen efter mordet på George Floyd. Foto: Fibonacci Blue, Wikimedia, CC BY 2.0

 

Resolutionens mål er at opridse et perspektiv for, hvordan det eksisterende politisystem kan afskaffes og erstattes med et radikalt nyt koncept for, hvordan samfundets sikkerhedstjeneste skal se ud.

 

Politisystemet er rettet mod afroamerikanere og andre farvede. Det afslører statistikkerne over, hvem der bliver stoppet, hvem der bliver arresteret, hvem der er genstand for politiets vrede, hvem der bliver dømt, og hvem der bliver fængslet. Det ses også i det amerikanske politis historie som en institution, der indfanger slaver, håndhæver love rettet mod sorte og er imod arbejderklassens organisationer.

 

Som revolutionære socialister ser vi afskaffelsen af politiinstitutionen som en ramme, ud fra hvilken forskellige krav bør stilles for at fjerne politiets magt. Selvom politiarbejde kun er et element i statslig vold, er det især der, hvor sorte mennesker først møder den.

 

Hvis man forhindrer dette første møde og afvikler politiets arbejde og metoder, vil det påvirke systemet som helhed. Det er et system, der umyndiggør befolkningsgrupper, og især sorte og andre farvede samfund, som i uforholdsmæssig grad bærer byrden og konsekvenserne af politivolden.

 

Resolutionen slutter med en række konkrete krav, som – hvis de blev gennemført, vil bidrage til at underminere politisystemets racistiske og arbejderfjendske ideologi og praksis. Det ville give muligheder for at opbygge et samfund, der er bedre sikret fra både politiet og fra asocial kriminalitet.

 

Begge den herskende klasses partier – Republikanerne og Demokraterne – kræver mere politi, hvilket sikrer dem legitimitet og magt til at gennemtvinge deres vilje over for befolkningen uden frygt for at blive retsforfulgt. En ændring af denne dynamik ville i stort omfang reducere den vold, som sårbare samfund oplever.

 

Nøglen til at opnå radikale og gennemgribende ændringer af politisystemet, med det endelige mål at afskaffe det, er på gadeplan at opbygge en uafhængig massebevægelse, der stiller sine krav direkte til regeringens institutioner, uanset hvilket parti der sidder på magten. Som Black Lives Matter-bevægelsen har vist, er anti-politibevægelser med folkelig støtte mulige. Spørgsmålet er, hvordan vi kan fastholde disse bevægelser ud over protester som reaktion på de seneste drab eller brutale overfald?

 

Udfordringen

De offentlige protester, der fulgte efter det brutale mord på George Floyds i 2020 begået af politiet i Minneapolis, involverede omkring 25 millioner mennesker. Alligevel kunne det ikke stoppe de årlige mord på mere end 1.000 mennesker, der dræbes af politiet. Faktisk steg tallet i 2022 til 1.192, ifølge hjemmesiden Mapping Police Violence. Sorte mennesker har næsten tre gange større risiko for at blive myrdet end hvide.

 

Fra folkeskolen er vi vokset op med myten om, at politiet giver sikkerhed, men virkeligheden er, at politiet er en kilde til vold. De fleste politioverfald og drab sker i forbindelse med, at folk bliver stoppet for mindre “overtrædelser” af færdselsloven og andre opdigtede situationer. De fleste demonstrationer udtrykker vrede over disse hændelser. Selvom det er nødvendigt at holde de enkelte betjente ansvarlige for deres forbrydelser, forbigår man den institutionelle vold, der er en del af politiarbejdet, hvis man udelukkende koncentrerer sig om det. Det er derfor, Black Lives Matter-bevægelsen rejste kravet om at afvikle og fjerne politiets finansiering.

 

Mens politiets svar på politifolks “dårlige opførsel” er at skyde skylden for volden på nogle få “sorte får”, afslører Justitsministeriets undersøgelser diskriminationens tiltagende niveau: Når en person bliver stoppet, er der større sandsynlighed for, at det er en farvet person, der bliver kropsvisiteret, brutaliseret, arresteret eller dræbt.

 

54 procent af alle mord begået af politiet sker som følge af standsning af trafikanter, reaktioner på psykiske kriser eller andre situationer, hvor offeret for politivold ikke havde et våben. Så hvorfor møder politiet op bevæbnet med knipler, strømpistoler og skydevåben?

 

De sædvanlige løsningsforslag er, at bedre uddannelse, bedre udstyr og højere lønninger vil motivere politifolk til at være lydhøre over for befolkningens behov. Men træning af politistyrken og brug af teknologi løser ikke problemet; politiet optrapper ofte volden og fortsætter racediskriminationen. Faktisk reagerer politiet ofte på protestdemonstrationer – og på de journalister, der dækker dem – med brutalitet.

 

I politiets træningsprogrammer er der indbygget et behov for, at politiet skal opretholde et disciplineret socialt system. Ethvert brud på denne disciplin bruges som begrundelse for, at politiet kan gribe ind. Det er den virkelighed, der giver næring til modstanden mod ”Cop City” i Atlanta.

 

Politiets voldelige optrapning af fredelige situationer er en del af politiets hverdag. Bagefter retfærdiggøres ensidig politivold af betjentenes påstande om, at det er deres liv, der er i fare.

 

I øjeblikket sluger 18.000 forskellige politienheder 30-40 procent af byernes eller regionernes budget. Investeringer i teknologi, herunder kropskameraer, koster millioner at anskaffe og vedligeholde. Gennem samarbejde med militæret har mange afdelinger nu kampvogne, fly og overvågningsudstyr, som bliver sat uforholdsmæssigt meget ind i de sorte, brune og indianske områder. Meget af dette udstyr er blevet “afprøvet” af det israelske politi i de besatte palæstinensiske områder.

 

Offentligheden får at vide, at denne nye, dyre teknologi vil forbedre politiets beskyttelse. Men da de blev spurgt, måtte de virksomheder, der udviklede teknologien med ansigtsgenkendelse indrømme, at den ikke nøjagtigt kan identificere afroamerikanske ansigter.

 

Ikke desto mindre blev systemet markedsført og solgt i de fleste sorte byer som Detroit. Efter at have brugt millioner på at installere det, er Detroit blevet sagsøgt for falske anholdelser. Byens politikommission har efterfølgende afgjort, at teknologien kun kan bruges i sigtelser som et supplement til mere håndfaste beviser.

 

For nylig løftede Washington Posts dataindsamling fra næsten 40.000 betalinger fra 25 af landets største politi- og sherifafdelinger sløret for disse byers udgifter på grund af politiets dårlige opførsel: tilfælde af direkte mord, “overdreven magtanvendelse”, ulovlige anholdelser eller uberettigede ransagninger. I løbet af det sidste årti fandt avisen ud af, at der blev udbetalt mere end 3,2 milliarder dollars i erstatninger. Alligevel er der ingen føderal myndighed, der indsamler data om de forskellige former for politivold. Naturligvis kan dette øjebliksbillede ikke indfange de traumer, som denne brutalitet forårsager for enkeltpersoner, familier og samfund.

 

Hvordan sikrer man samfundets sikkerhed, når massedrab er en dagligdags begivenhed? Der er nu flere pistoler og militære rifler end mennesker, der bor i USA (mindst 129 pistoler pr. 100 mennesker). Synspunktet om, at politiet og en voksende polititilstedeværelse i skolerne kan være en løsning, er udbredt, især blandt hvide. Nogle våbenentusiaster foreslår endda at supplere politiet ved at bevæbne befolkningen.

 

De fleste amerikanere har ikke tænkt over mulige alternativer til politiarbejde. Men virkeligheden er, at når politiet tilkaldes, er forbrydelsen enten allerede sket, eller der er mulighed for, at en ustabil situation eskalerer med politiets indgriben.

 

Politiets historiske rødder

I Solidarity forstår vi politiets rolle og det deraf følgende straffesystem, som forstærker de grundlæggende sociale uligheder i det kapitalistiske samfund. Blandt andre uhyrligheder bevirker dette system med “strafferet” en permanent stigmatisering af indespærrede mennesker, selv efter deres løsladelse fra fængslet.

 

Landet er fra de første europæiske bosætteres ankomst grundlæggende rodfæstet i raceundertrykkelse og hvidt overherredømme. De indfødte blev betragtet som “uciviliserede” og derfor lette at fordrive eller massakrere. Afrikanske slaver blev set som undermennesker og arbejdsheste for slaveejerne.

 

Politisystemet blev skabt for at beskytte den eksisterende politiske magt og det økonomiske overherredømme, først slaveejernes og senere produktions- og bankkapitalens. Der blev opretholdt et racehierarki, som nægtede dem adgang til politisk magt og økonomiske muligheder. Jim Crow-systemet var centralt i den kontrarevolution, der fulgte efter slaveriets afskaffelse.

 

Selv efter at Jim Crow-lovene blev forbudt i 1960’erne, er den moderne debat om politiarbejde nødt til at starte med disse historiske fakta. Den arv er langt fra udryddet. Mens sorte og brune deltager i militæret og politiet uden juridiske begrænsninger, er politiets grundlæggende rolle og det strafferetlige system stadig baseret på ideologien om hvidt overherredømme. Faktisk er den “integrerede” politistyrke et røgslør for dens fundamentalt racistiske rolle.

 

På grund af arbejdsmarkedslovgivningen har politiet lov til at danne organisationer, der kan forhandle med bystyrer, regionsråd og staten. Teknisk set kaldes enhederne “fagforeninger”, selv om deres primære rolle er at beskytte politibetjente, der er involveret i vold mod undertrykte grupper, og at beskytte arbejdsgivernes ejendom, når arbejderne strejker. Disse “fagforeningers” funktion svarer til beskyttelseskarteller. Af den grund bør disse “fagforeninger” ikke anerkendes som en del af arbejderbevægelsen, hverken som uafhængige foreninger eller som en del af større internationale fagforeninger.

 

Kravet om at fjerne finansieringen af politiet

Målet bag sloganet “Defund the Police” er både en politisk streg i sandet og et demokratisk krav om at flytte ressourcer til samfundsgrupper, der ikke er beskyttet af – men snarere truet af – politiet. Det åbner en vej til at flytte budgetforhandlingerne væk fra yderligere bevæbning af politiet til flere ressourcer til sociale behov. Den søger at skabe et sikkert samfund og derved reducere fængselsstatens magt.

 

Især siden mordene på George Floyd og Breonna Taylor i 2020 er der en voksende bevidsthed om, at politisystemet avler vold. I stedet for falske løsninger med flere penge og våben til politiet støtter vi reformforslag, der:

 

·         Ser sikkerhed som noget, der skal gøre det muligt for folk at leve i samfund med ressourcer, der omfatter billige boliger, gode skoler, medborgerhuse, der er åbne og bemandede døgnet rundt, muligheder for meningsfuldt arbejde til gode lønninger. Det betyder en direkte kontrol over politiet fra lokalsamfundets side, ikke tandløse rådgivende udvalg uden beføjelser til at foretage afskedigelser.

 

·         Danner betalte og frivillige teams, der reagerer på nødopkald, og som består af ikke-uniformeret, ubevæbnet og veluddannet sundhedspersonale, medlemmer af lokalsamfundet og socialarbejdere, som får ressourcer til at hjælpe dem, der har brug for det. Politiet skal ikke længere reagere på opkald om mental sundhed, anholde folk for besiddelse/brug af stoffer, hjemløshed, sexarbejde eller trafikforseelser.

 

·         Afskaffer “særlig immunitet” for politifolk, som, selv når de er anklaget for en forbrydelse, typisk har været i stand til at få fuld løn under efterforskningen.

 

·         Stopper overvågningsteknologi over for lokalsamfund, som altid i uforholdsmæssigt høj grad er rettet mod farvede samfund.

 

·         Støtter dem, der forsøger at stoppe ”Cop City”, et højteknologisk træningscenter, der vil dræne Atlantas budget i mange år fremover uden at give borgerne den sikkerhed, de ønsker. Det er også ødelæggende for miljøet.

·

·         Ser disse krav som en omfordeling af byers, amters og statens budgetter for at skaffe tilstrækkelige ressourcer, der vil skabe sikkerhed i alle samfund.

·

Den institutionelle racediskrimination, der er forankret i det hvide overherredømme, er grunden til, at det er begrænset, hvilke positive forandringer der kommer ud af masseprotesterne. Men demokratiske reformer, der påvirker livskvaliteten i undertrykte arbejderklassesamfund, er mulige.

 

På grund af arbejdet i Black Lives Matter og Critical Resistance er kravet om afskaffelse af politiarbejde, som det eksisterer i dag, mere populært, end mainstream-medierne og politikerne vil anerkende. Politimord er toppen af isbjerget, der afslører dele af et system med statssponsoreret vold.

 

Denne resolution forsøger at skitsere elementer i et konkret handlingsprogram, der kan bidrage til at reducere statens undertrykkende institutioner. Vi søger at udfordre volden i samfundet gennem en overgangsmetode, der kan give folk, især udsatte, farvede samfund, tillid til, at vi kan gennemføre et meningsfuldt alternativ.

 

Meningsfuld sikkerhed betyder at skabe et egalitært samfund, hvor adgang til basale behov er en selvfølge. Det er manglen på adgang til disse ressourcer, der skaber både den usikkerhed, som folk oplever, og “behovet” for et politi, hvis falske, men påståede funktion er at beskytte os.

 

Vedtaget på Solidaritys landsmøde 19. august 2023

 

Oversat fra Solidarity af Poul Bjørn Berg