Foto offentliggjort af det israelske militær fra begivenhederne 7. oktober 2023. Foto: Israeli Defense Forces.
Redaktionel note: Nedenstående opfordring er skrevet af en gruppe israelske borgere, der af hensyn til deres sikkerhed og af frygt for repressalier fra regeringens side ønsker at være anonyme.
Til vores israelske medborgere,
Vi anråber jer fra folkemordets tåge. Vi sørger og ængstes for ’vore egne’, og også for dem, som de fleste af jer ikke har blik for, eller betragter som ’dyr’.
Da repræsentanter for det israelske militær begyndte at sprede rygter om ’halshuggede babyer’, blev vi med det samme dybt rystede. Vi indså, at regeringens propaganda ikke ville være den samme, som den havde været ved tidligere morderiske angreb på Gaza.
Mens Israel bliver ved med at sprøjte billeder ud om formodede ’Hamas-bygninger’ i Gaza-koncentrationslejren (og hvad er ikke det, set med israelske øjne) for at undskylde deres bombardementer, så indeholder Israels hjemlige og internationale retorik noget, der er meget mere beslægtet med nazistisk udryddelsespropaganda.
Vi ved, hvad meningen med denne propaganda er. Mere end 8.500 palæstinensiske kvinder, børn og mænd er blevet udryddet – og antallet stiger, mens vi skriver. Mange kan ikke komme fri, spærret inde, som de er, under murbrokkerne af deres hjem, og dør en langsom, pinefuld død. Andre lider under tørst, sult og smitsomme sygdomme. Og samtidig med det bliver fremtrædende israelske personligheder, herunder vores præsident, ved med at skråle op om, at der ’ingen uskyldige civile’ er i Gaza.
Tag ikke fejl – det, som Israel foretager sig i Gaza nu, vil komme til at ride israelere som en mare i årtier fremover. Og det er en indsigt, der bør tage sin begyndelse med en udtømmende klarlæggelse af, hvad der skete 7. oktober, 2023.
Her er nogle krav, som enhver israeler bør stille med det samme, selv om de benægter det igangværende folkemord. Det første er en komplet liste over alle de israelske ofre, der er blevet identificeret. Der er ikke en sådan liste på regeringens hjemmeside. Den liste, som er offentliggjort i Ha’aretz, er ufuldstændig. Der er navne, der venter på at blive ’klargjort til offentliggørelse’, og vi kunne godt lide at vide, hvad det betyder.
At der ikke er nogen komplet liste, her tre uger efter, fører os til det næste krav, som israelske borgere bør stille – dannelsen af en officiel undersøgelseskommission. Meget store fejl, begået af efterretningstjenester og kampenheder, samt Israels insisteren på i de forudgående årtier at lave Gaza om til et udendørs fængsel, må adresseres af en sådan kommission. Vi kunne godt lide at vide, hvordan disse fejl bidrog til civile tab 7. oktober og de følgende dage.
Derudover er der, ifølge talsperson fra Hamas, 50 israelske gidsler, der allerede er blevet dræbt som følge af regeringens beslutning om at tæppebombe Gaza. Hvad enten man opfatter Hamas’ talsperson som troværdig eller ej, så ved vi, at israelske gidsler, nære slægtninge af mange her, er blevet spredt over hele Gaza-striben, og det ser ikke ud til, at Israel kender deres præcise lokation.
Israelske borgere bør spørge sig selv, om de støtter bombardementer af en sådan karakter, at de også truer gidslernes liv. En byttehandel er på bordet. Vi ved, at Hamas har tilbudt det fra dag ét. Israels blinde folkemorderiske hævn lader ikke gidslernes ve og vel indgå i overvejelserne.
Så mens vores militær udsletter mennesker i Gaza, så kører israelske propagandaplatforme i højeste gear, især i udlandet. De forkullede rester af de allerkæreste for nogen i denne verden, bliver vist frem for alles øjne, navnløse, kun sat i sammenhæng med umenneskeliggørende opfordringer til at udrydde de indsatte i Gaza-koncentrationslejren. Ved at se på disse billeder, bestemt for et vestligt publikum og fuldstændig uden hensyn til de efterladte familier, gør vi endnu en gang opmærksom på, at vi alle fortjener præcis information om, hvem disse ofre er, og hvordan de døde.
Uden en uafhængig undersøgelse kan vi kun håbe på at stykke sporadiske artikler og efterladtes vidneudsagn sammen. Konspirationsteorierne vil få kronede dage. Vi har allerede set benægtelser af selve den kendsgerning, at civile israelere blev dræbt af Hamas.
Vi afviser endvidere israelske forsøg på at omkategorisere faldne soldater eller andet sikkerhedspersonel til terrorofre og dermed regne dem som civile dødsofre. Hvis en israelsk soldat bare er en israelsk civil, så er en israelsk civil bare en soldat. Vi afviser denne farlige ligestilling.
Og så til sidst, spørgsmålet om, hvem der dræbte visse israelske civile, plager os. Det skyldes flere rapporter om, at der var nogen, der blev dræbt af israelsk militær. Hvad enten de blev fanget i krydsild, eller med vilje skudt på med tanks og fra helikoptere for at sætte Hamas-kæmpere ud af spillet eller forhindre dem i at tage flere gidsler, så fortjener vi et svar.
Vi kræver svar, fordi der bliver begået et folkemord i Gaza i de israelske ofres navn, selv om de efterladte familier er stærkt imod denne hævngerrige grusomhed. Vi kræver svar, og det bør I også gøre.
31. oktober 2023
Oversat fra Mondoweiss af Niels Overgaard Hansen