Ruiner af politistationen i Sderot, efter den blev generobret af israelsk militær. Foto: Yoav Keren, CC BY-SA 4.0, Wikimedia

 

Hamas' modoffensiv mod Israel den 7. oktober 2023, en dag efter 50-årsdagen for et andet arabisk overraskelsesangreb på Israel - Oktoberkrigen i 1973 - er en langt mere spektakulær bedrift end sidstnævnte. Mens de to arabiske stater, Egypten og Syrien, for 50 år siden indledte en konventionel krig med henblik på at genvinde de territorier, som Israel havde taget fra dem seks år tidligere i krigen i junikrigen i 1967, minder den nye modoffensiv fra Hamas om den bibelske Davids dristighed i hans kamp mod kæmpen Goliat. Ved at at anvende forholdsvis simple våben til lands, til vands og i luften - svarende til Davids slangebøsse - udførte Hamas' krigere en overraskende og meget dristig offensiv langs hele grænsen mellem Gazastriben og den israelske stat.

 

På samme måde som Israels arrogante selvsikkerhed over for sine arabiske naboer blev knust i 1973, er den sikkerhed og straffrihed, som landet har taget for givet i forhold til det palæstinensiske folk og bekæmpelsen af palæstinensiske guerillaer, blevet alvorligt og uopretteligt svækket. Set fra den vinkel er Hamas' oktoberoffensiv en kraftig påmindelse til den israelske befolkning og stat om deres sårbarhed, og om den kendsgerning, at der ingen form for sikkerhed kan være uden fred, og ingen fred uden retfærdighed.

 

Hamas' beslutning om at iværksætte en så massiv operation mod den israelske stat vil uundgåeligt udløse den israelske regerings massive morderiske gengældelse og anspore den til at forsøge at udslette Hamas og dens allierede fra Gazastriben med enorme omkostninger for civile til følge. Uanset hvad man måtte mene om dette, er det en kendsgerning, at denne modoffensiv allerede og ubestrideligt har været et hårdt slag for den israelske racistiske højrefløjsregerings uudholdelige hovmod. Og det gælder også enhver tro på, at Israel nogensinde ville kunne nå en "normal" tilstand af sameksistens med dets naboer i regionen, samtidig med at de plager og forfølger det palæstinensiske folk og påfører dem en langvarig Nakba med territorial ekspropriation, etnisk udrensning og apartheid.

 

Ikke mindre uudholdeligt er det hastværk, hvormed vestlige regeringer (og en ukrainsk regering, der burde vide bedre i forhold til den legitime kamp mod udenlandsk besættelse) har udtrykt deres solidaritet med Israel, hvilket i høj grad står i kontrast til deres afdæmpede reaktioner på Israels brutale angreb på den palæstinensiske befolkning. Det israelske flag blev projiceret op på Brandenburger Tor i Berlin om aftenen den 7. oktober i en foragtelig demonstration af leflen for staten Israel, det sædvanlige kendetegn for tyskernes misforståede higen efter tilgivelse for nazisternes forbrydelser mod de europæiske jøder ved at støtte Israels forbrydelser mod palæstinenserne. Dette bliver endnu værre på et tidspunkt, hvor Israels regering består af hele spektret af jødiske højreekstreme kræfter, inklusive folk, som en fremtrædende israelsk Holocaust-historiker ikke tøvede med at beskrive i avisen Haaretz som nynazister!

 

Ikke mindre foragtelige er forsøgene på at "analysere" Hamas' offensiv som et iransk komplot for at afspore den igangværende USA-støttede tilnærmelse mellem det saudiske kongedømme og den israelske stat. Selv hvis det var sandt, at Teheran ønsker at afspore denne tilnærmelse i stedet for at bruge den til at styrke sin egen påstand om monopol på antizionisme, hvilket er en meget tvivlsom hypotese, er denne benægtelse af palæstinensisk handlekraft ved hjælp af konspirationsteori nøjagtig det samme som enhver undertrykkende regerings reaktion på folkelig opstand. Den postulerer, at der ikke er tilstrækkelig grund til, at det undertrykte folk gør oprør mod deres undertrykkelse, og at enhver sådan bevægelse nødvendigvis er inspireret af en usynlig hånd fra en fremmed regering.

 

Enhver, der er bekendt med, hvad det palæstinensiske folk har udholdt i årtier, og som er klar over, hvilken slags friluftsfængsel Gazastriben er blevet, lige siden den blev besat i 1967 og derefter evakueret af israelske tropper i 2005 - et friluftsfængsel, der med jævne mellemrum er mål for en morderisk israelsk "kalkunskydning" - kan let forstå, at den eneste grund til, at en så nærmest desperat modig handling som Hamas' seneste operation faktisk ikke sker hyppigere, er det enorme militære misforhold mellem den palæstinensiske David og den israelske Goliat. Gazas seneste modoffensiv leder faktisk tankerne hen på opstanden i Warszawas ghetto i 1943.

 

Der er ingen tvivl om, at dette nye kapitel vil ende med frygtelige omkostninger for palæstinenserne i almindelighed, for Gazas indbyggere i særdeleshed og specielt for Hamas – i langt højere grad end de omkostninger, som israelerne har måttet bære, sådan som det altid har været tilfældet i hver eneste runde af kampe mellem Israel og palæstinenserne. Og mens det ikke er svært at forstå "nok-er-nok"-logikken bag Hamas' modoffensiv, er det langt mere tvivlsomt, om den vil hjælpe med at fremme den palæstinensiske sag ud over det slag mod Israels selvtillid, som er nævnt ovenfor. Dette ville være blevet opnået med enormt uforholdsmæssigt store omkostninger for palæstinenserne.

 

Selve ideen om, at en sådan operation, uanset hvor spektakulær den var, kunne føre til "sejr", kan kun stamme fra den religiøse form for magisk tænkning, som er karakteristisk for en fundamentalistisk bevægelse som Hamas. At Hamas' informationstjeneste distribuerede en video, der viser bevægelsens ledelse priser Gud om morgenen den 7. oktober, er en god illustration af denne tankegang. Desværre kan ingen magi ændre på Israels massive militære overlegenhed: Resultatet af Israels nye igangværende krig mod Gaza vil helt sikkert blive ødelæggende.

 

Angrebene på New York og Washington den 11. september gav USA's arrogance et spektakulært slag. I sidste ende øgede de George W. Bushs popularitet enormt og gjorde det muligt for ham 18 måneder senere at iværksætte den besættelse af Irak, som han havde ambitioner om. På samme måde er det allerede lykkedes Hamas' modoffensiv i oktober at genforene et tidligere dybt splittet israelsk samfund og politik, og det vil gøre det muligt for Benjamin Netanyahu at gennemføre sine vildeste planer om at påføre palæstinenserne massiv terror for at fremskynde deres tvangsforflytning.

 

På den anden side, hvis Hamas' ledelse havde satset på, at Libanons Hizbollah - og Iran bag dem - ville deltage i krigen på et niveau, der virkelig ville bringe Israel i fare, ville denne satsning være meget risikabel. For ikke alene er det langt fra sikkert, at Hizbollah ville løbe den store risiko at gå massivt ind i en ny krig med Israel, men en sådan situation, hvis den skulle opstå, ville uundgåeligt få Israel til at gribe uhæmmet til sin massive destruktive magt (som omfatter atomvåben) og dermed skabe en katastrofe af historisk omfang.

 

Den eneste reelle vej fremad i kampen for det palæstinensiske folk, når det er oppe imod en undertrykker, der er så overlegen militært, er at vælge det terræn, hvor de kan holde sig fri af denne overlegenhed. Højdepunktet i palæstinensernes kampeffektivitet blev nået i 1988 under den første intifada, hvor palæstinenserne bevidst undgik at bruge voldelige midler. Dette førte til en dyb moralsk krise i Israels samfund og politik, inklusive dets væbnede styrker, og var en nøglefaktor, der fik den israelske Rabin-Peres-ledelse til at forhandle Oslo-aftalerne fra 1993 med Yasir Arafat - uanset hvor mangelfulde disse aftaler var, fordi den palæstinensiske leder forfaldt til ønsketænkning.

 

Den palæstinensiske kamp må først og fremmest sætte sin lid til politisk masseaktion mod Israels undertrykkelse, besættelse og bosætterkoloniale ekspansion. Den nye væbnede undergrundsmodstand, som organiseres af unge palæstinensere i Jenin og Nablus, kan være en effektiv støtte til den folkelige massebevægelse, forudsat at den er underlagt denne og udformet med henblik på at forstærke den. Den regionale støtte, som det palæstinensiske folk bør regne med, er ikke fra tyranniske regeringer som den iranske, men fra de befolkninger, der kæmper mod disse undertrykkende regimer. Heri ligger det sande potentielle perspektiv for palæstinensisk frigørelse, som skal kombineres med frigørelsen af selve det israelske samfund fra zionismens logik, som ubønhørligt har skabt dets politiske samfunds stadigt voksende drift mod den yderste højrefløj.

 

8. oktober 2023

 

Gilbert Achcar voksede op i Libanon. Han er for tiden professor i Development Studies and International Relations ved School of Oriental and African Studies (SOAS) i London. Hans seneste bøger er The New Cold War: The United States, Russia and China, from Kosovo to Ukraine (2023)., Morbid Symptoms: Relapse in the Arab Uprising (2016) og The People Want: A Radical Exploration of the Arab Uprising (2013, 2022). Andre bøger er The Clash of Barbarisms (2006); Perilous Power: The Middle East and U.S (med Noam Chomsky) og The Arabs and Holocaust: The Arab-Israeli War of Narratives (2010). Han er medlem af Anti*Capitalist Resistance

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen og Poul Bjørn Berg. Artiklen blev bragt under overskriften "Initial Comments on Hamas’s October Counter-Offensive"