På det sidste har der over nogle få måneder været et svimlende arsenal af tiltag og retorik fra den kinesiske stat i forhold til at prioritere “fælles fremgang”, slå ned på tech-giganter og finansfirmaer samt støtte platform- og techarbejdere. Det har skabt enten begejstring eller frygt, afhængig af éns politiske ideologi og økonomiske interesser. Men der ser ud til at være generel enighed over det ideologiske spænd fra progressive over den liberale mainstream-elite og hele vejen til skribenterne i erhvervspressen om, at dette repræsenterer noget fundamentalt anderledes.

 

Nogle på venstrefløjen har sågar spekuleret på, om Kina er på vej tilbage til et ægte engagement for “socialisme”, som kunne være et alternativ til den regerende neoliberale kapitalisme. Det er temmelig spøjst, som om de sidste tre årtiers kapitalistiske udvikling i Kina bare kunne ignoreres, eller at socialismen kunne skabes ved statens indgriben.

 

Forbundne problemstillinger

Virkeligheden er, at de nylige “røde” indgreb er pragmatiske og målrettede svar, snarere end et fundamentalt ideologisk skift i forhold til dybere sociale og økonomiske problemer. Der er en anerkendelse fra den kinesiske stat af, at den ikke længere kan udskyde at tage sig af et spind af forbundne problemstillinger, som har fælles rod i landets kapitalistiske transformation.

 

Tegn på voksende problemer var allerede ved at blive tydelige i slutningen af 00’erne, efter et årti med uhindret økonomisk vækst. Et overophedet boligmarked, stor gæld i statsbanken på grund af lokalregeringers lånoptagelser, finansialiseringen af økonomien, som førte til ustabilitet og den bredt anerkendte galopperende ulighed (med en Gini-koefficient på 0,465 i 2019) har gæret i 20 år.

 

I stedet for at blive løst er mange af problemerne blevet værre, da den kinesiske stat igangsatte politiske tiltag for at redde økonomien og holde vækstraten oppe på høje encifrede tal i kølvandet på den globale finanskrise i 2007-8. Det, vi ser nu, er regningen for mange af disse udskudte problemer, såvel som nye, såsom tech-selskabernes voksende magt og i stor stil uregulerede platformsarbejde, der udgør en tilspidset risiko og er en barriere for bæredygtig vækst og et stabilt samfund. Det er værd at notere sig, hvordan den kinesiske stat takler disse problemer.

 

Udryddelse af fattigdom?

Selv om man må rose den præstation, det er at afhjælpe dyb fattigdom, så er retorikken om “fælles fremgang” - der daterer sig tilbage til 50’erne - den mest synlige anerkendelse af, at det er nødvendigt at adressere den økonomiske ulighed, som har nået et grotesk niveau. Kina har nu flere dollarmilliardærer end noget andet land. Ved siden af denne akkumulation af rigdomme ser vi den chokerende indrømmelse fra Kinas premierminister, at 600 mio. mennesker har en månedlig indkomst på 1.000 RMB (150 dollars). Tallene er dog stadig slet ikke nok til at indfange virkelighedens daglige ulighed. Følelsen af uretfærdighed er kun blevet værre af den økonomiske stagnation. Samfundsdebatten om et “indtørret” Kina, der henviser til folks oplevelse af at arbejde hårdt under intenst pres, men uden at se nogle forbrugermæssige belønninger, viser en dybtfølt frustration.

 

Måske mest bemærkelsesværdigt har den kinesiske stat disciplineret tech-selskaberne. Efter at have støttet opbygningen af nationale fyrtårne – både statslige og private firmaer – ser staten ud til at være i gang med at inddæmme de private selskabers udskejelser, når de er blevet for store og magtfulde og trodsige overfor statens regulering. For eksempel har man rettet skytset mod Jack Mas Ant-gruppe, standset firmaets børsintroduktion i Shanghai og tvunget selskabet til en omstrukturering. Staten har også forsøgt at splitte tech-monopoler.

 

Den økonomiske stagnation og dårlige resultater for big business har allerede ført, at giganter som det gældsplagede HNA og senest Evergrande-gruppen er gået fallit. At indskrænke de private selskabers magt og udskejelser og genskabe en stabilitet i økonomien er blandt statens vigtigste mål, når det gælder sikring af dens politiske legitimitet.

 

Indrømmelser under pres

Stillet overfor arbejderprotester og en udbredt utilfredshed i samfundet har den kinesiske stat taget nogle skridt for at tvinge selskaberne til at behandle arbejderne bedre. Mens fabriksarbejdernes strejker har været bedre organiseret, har madbude og kurerer for Kinas gigantiske platforms- og e-handelsvirksomheder stukket hovederne frem. I denne uregulerede sektor har platformsarbejderne organiseret sig via uformelle netværk for at presse bedre forhold igennem. Det har resulteret i adskillige bølger af “vilde” strejker de sidste fem år. Tech- og mere bredt - funktionæransatte har også ført en national samtale om overarbejde de sidste to år. Som svar på dette har den kinesiske stat prøvet at sætte en begrænsning på arbejdstimerne, forlangt at selskaberne overholder arbejdslovene og presset nogle firmaer til at oprette fagforeninger.

 

De seneste tiltag er pragmatiske og målrettede svar, snarere end et fundamentalt ideologisk svar på stadig dybere sociale og økonomiske problemer.

 

Disse skridt er på ingen måde ubetydelige. Hvis de bliver ordentligt implementeret, kan de vise sig at være nyttige modforanstaltninger til de værste effekter af det kapitalistiske system. Men det er et stort spørgsmål, om de kan håndteres tilstrækkeligt via statstiltag og direkte intervention.

 

Nogle ville måske spørge: Selv hvis dette ikke handler om at opbygge socialisme, er det så ikke stadigvæk progressivt? Det skal ses for, hvad det er: et pragmatisk svar på problemer, der er ved at nå et kritisk niveau, hvis mål er at reformere kinesisk kapitalisme og genskabe stabilitet ved hjælp af mere statskontrol. Dagsordenen er at sikre en bedre basis for fortsat kapitalakkumulation.

 

Der er en overhængende fare for at romantisere den “røde” politik. Især når USA-Kina-konflikten intensiveres, er det fristende at sætte de positive sider af Kina i kontrast til de negative i USA og andre steder. Men vi kan ikke bare fokusere på statslige tiltag og den politiske økonomi og ignorere de sociale bevægelser. Vi skal i stedet forstå de folkelige følelser og bevægelser.

 

Hvis venstrefløjen internationalt skulle rose noget, skulle det være de bevægelser, der kæmper for en sandt progressiv fremtid. Til trods for års undertrykkelse fortsætter arbejdere deres kamp. Feministiske aktivister har sat seksuelle krænkelser og ulighed forrest på den offentlige dagsorden. Under pandemien spillede spontant organiserede selvhjælpsgrupper kørt af frivillige en uundværlig rolle i at sikre adgang til lægemidler og indtjeningsgrundlag under nedlukningerne. Disse aktiviteter og bevægelser nedefra er det, som giver os håb om at opbygge et mere retfærdigt samfund – ikke statens tiltag.

 

4. februar 2022

 

Kevin Lin er gæstestuderende på Hong Kongs kinesiske universitet og skriver om arbejderbevægelser i Kina. Artiklen blev første gang udgivet i nummer #234 af “Technocapitalism”.  Her oversat fra RedPepper af Bodil Olsen.