Rapporterne om klimaets tilstand kommer i en lind strøm. Mange er immune overfor de scenarier, rapporterne beskriver. Forståeligt, men også risikabelt, men så lukkes der af forskernes indsigt og advarsler. Hvor galt det kan gå, er coronaen et eksempel på. Denne artikel handler om et scenarie, der endnu ikke er særlig belyst, og som kan blive ret ubehageligt: den optøende permafrost.

Læg en skinke i dybfryseren (hvis du har en). Så længe temperaturen er minus 20 grader, er alt i orden. Går kompressoren i udu, så starter optøningen, og bakterierne gnasker løs af kødet. Det rådner, bakterierne producerer CO2, metan og stinkende gasser. Sådan er det også med den permafrost, der nu for alvor er ved at tø op.

Nedfrosne sygdomme   

I sommeren 2016 dukkede et optøet rensdyr, der i 1941 var blevet begravet i Sibirien, op til overfladen. Kadaveret indeholdt miltbrandbakterier, der sivede ud til vådområder og jorder hvor rensdyrene holdt til. Over 2.000 rensdyr blev forgiftet, og det samme gjorde de nomader, der lever af rensdyrkød og fisk fra de forurenede floder og søer. Folk døde, og endnu flere blev alvorligt syge.

I 1890’erne blev Kolyma i Nordøst-Sibirien ramt af en koppeepidemi. I 2010 poppede de begravede lig op fra den frosne jord. Forskerne fandt, at de bakterier, der dræbte folk, stadig var smitsomme.

Ikke alle bakterier og vira kan overleve tundrakulden. Men miltbrand, stivkrampe- og botulisme-bakterier kan. Fundet af pandoravira, der var udbredt for 30.000 år siden, smitter “kun” encellede amøber, der dog kan mutere og blive farlig for mennesker og dyr ( se fx magasinet Nature)

Fælles for de nedfrosne bakterier og vira, er, at når de siver ud i miljøet, kan de gribe ind i økosystemer og true menneskers og dyrs sundhed. Især fordi flere af dem er resistente overfor antibiotika

Hvad der yderligere findes i permafrosten, er der stor usikkerhed om. Højprioriteret forskning er nødvendig, hvis ikke vi vil overraskes af nye, ukendte smitsomme sygdomme – som vi blev det med coronaen. Også her talte forskerne i årevis for døve ører.

Svenske forskere har i Ishavet fundet koncentrationer af metangas, der er ti gange over det normale, samt “metanbøvser,” der bobler op til havoverfladen. Drageånde, kalder forskerne dem, og spørger, om klimadragen er ved at vågne. (Berlingske 15.08.2014)

Objektivt set kan optøende bakterier og vira på et tidspunkt sprede sig til nomader, til de stedse flere ansatte i tundraens miner, olie- og gasfelter, og til turister. Så “nyheden” om bakterierne i den optøede permafrost er bestemt deprimerende. Men det værste er nok, at kun de færreste har fattet alvoren.

Tundraen tør      

Permafrosten – permanent frosne områder i Alaska, Canada, Grønland, Island, dele af Norge, Sverige og Finland samt Sibirien – er én af klimaforandringernes store ubekendte. Det samlede areal er lidt større end Europa til Ural. Tundraen begynder, hvor trægrænsen holder op i den nordlige del af den tempererede zone. Det meste befinder sig nord for Polarcirklen med “tunger”, der strækker sig til Sydnorge – ca. 300 km nord for Skagen.

Den ekstreme kulde – minus 50-60 grader om vinteren – har i årtusinder holdt på klodens største reservoir af kulstof, ca. 1.600 mia. tons – det dobbelt af atmosfærens indhold, samt 15 mio. tons kviksølv – det dobbelte af, hvad der globalt findes i havene, luften og på landjorden.

Områderne består af bundfrosne tørvemoser, hvor kun overfladen tør op om sommeren. Jord, sten og sand bindes sammen af is i ned til 1.000 meters dybde. Når det tør, så æder mikroorganismer af tørven og producerer metan – en klimagas, der er 25 gange stærkere end CO2

Permafrost kan enten tø langsomt som følge af højere temperaturer, eller det kan ske brat når store islommer smelter, og når is og metan “kolliderer.” Permafrosten ræber, eksploderer i et udbrud, der sender sten, is, jord og metan – og måske bakterier og vira op til jordens overflade. Kratere på 30-40 meter, der kun er blevet opdaget takket være droneovervågning, er det synlige tegn på den forøgede aktivitet i undergrunden.

En feedback-proces er i gang       

Optøningen sætter gang i en feedback-proces: Stigende temperaturer speeder optøningen yderligere op, is og permafrost tør hurtigere, og bidrager til at forstærke den globale opvarmning. Det samme gør stigende mængder metan, der får de globale temperaturer til at stige endnu mere, så endnu mere permafrost tør hurtigere op, mere metan udledes og så videre…

Frigivelsen af metan til atmosfæren er måske et endnu større problem end udledningen af CO2 og forstærker den igangværende ødelæggelse af gartnerier, landbrug og skove. Det fører til hungersnød, sociale konflikter, samt kamp om de tilbageblevne ressourcer og beboelige arealer.

Arktis er den største bidragyder til de stigende verdenshave, der siden 1971 er steget med 2-4 cm. Nok til at flere kystbyer nu må bruge store beløb på at pumpe vandet væk, og på at hæve veje og jernbaner. En total afsmeltning af Arktis vil få havvandet til at stige med op til 70 meter.

Grønlands is smelter med en hastighed, der overstiger opvarmningens. Siden 70’erne er afsmeltningen tredoblet. I dag mister isen 14.000 ton vand i sekundet, hvor det i 90’erne “blot” var 5.000 ton.

De tropiske regnskove er jordens lunger, fordi tætheden af træer og vækster omdanner enorme mængder CO2 til ilt. Tundraen har en lignende funktion. Den er klodens kulstoflager – et reservoir, hvor de kulstofholdige stoffer opbevares i kortere eller længere tid..

I takt med klimaforandringerne bevæger fiskene sig nordpå. Det ses såvel i Østersøen, hvor torsken forsvinder – den trives ikke i de varmere farvande. Og det ses i de arktiske områder, hvor der er målt fiskevandringer på ca. 150 km pr. årti. I takt med at fiskene søger andre farvande, ændres også flora og fauna, når nye fiskearter fra sydligere farvande vinder indpas.

Klimaforandringerne truer økonomien   

Permafrosten har hidtil udgjort et stabilt grundlag for bygninger, veje, og rørledninger. Også det ændrer sig. I i takt med optøningen revner huse, andre styrter sammen, veje, broer og rørledninger knækker. I Grønland skal landingsbanen i Kangerlussuaq lufthavn repareres for 120 mio. kr. Der er grønlandske veje, der repareres hvert tredje år – så hurtigt sker optøningen. I Alperne undermineres de infrastrukturer, der sikrer mod laviner af sne og stenskred, og truer nu byer nede ad bjerget.

Værst ramt er Rusland, og nu trues udvinding og transport af den naturgas, der dækker 40 pct. af EU-landenes forbrug, samt olieeksporten, der er afgørende for Kina, Japan og Sydkorea.

I takt med at Ishavet kan besejles hele året, har Rusland anlagt civile og militære infrastrukturer langs kysten. En del af disse skal nu flyttes til mere stabile områder. I Alaska har Trans Alaska Pipeline System flere gange været afbrudt og har skabt huller i USA’s energiforsyninger.

De arktiske områder er rige på råstoffer, olie og naturgas. I 1610 blev de første kulminer åbnet på Svalbard. Siden fandt russerne guld, diamanter og nikkel nær Murmansk. Efter revolutionen i 1917 blev minedriften udbygget. Når én mine var tømt, drog man videre til den næste – uden at rydde op. Resultatet er i dag ødelagt flora og fauna og et helt utroligt svineri bestående af udtjente industrianlæg, pipelines og lignende, der ruster, og lækker olie og kemikalier til jorden og vådområder. Naturhensyn var ikke noget, man tog sig af i Stalin-tiden, og i dag er det kun marginalt bedre.

Guldfund i Alaska og i Canada i 1890’erne, og siden olieudvinding, satte gang i en lignende proces, om end miljøødelæggelserne her ikke har været så voldsomme som i Rusland.

Udledningen fra industri og miner forøger temperaturerne. Sort fabriksrøg falder på sneen, så den absorberer mere solenergi og smelter hurtigere. Aerosoler og gasser forringer ozonlaget, forstærker solens intensitet, og flere får kræft. Den globale brug af DDT og PCB “bindes” i permafrost, men frigives atter, når permafrosten tør. Hertil kommer nye sygdomme fra varmere himmelstrøg, som lokalbefolkningen ofte ingen beskyttelse har imod.

Militærets bidrag     

Fra 1955 til 1990 foretog Sovjet 130 kernevåbenforsøg på øer i Ishavet. Hertil kommer dumpningen af udtjente atomubåde, reaktorer mv., samt radioaktivt affald. De er registreret høje niveauer af plutonium og cæsium i sedimenter, is, planter og jord. Den russiske regering er ved at hæve nogle af de skrottede ubåde, hvilket mindsker den radioaktive forurening. Oprydningen er imidlertid så omfattende, at den overstiger, hvad Rusland formår, og arbejdet er derfor næsten indstillet.

USA brugte i 70’erne øer ud for Alaska til enkelte kernevåbenforsøg, de fleste skete i Nevada. Til gengæld har USA efterladt store mængder rustent militært isenkram, noget af det radioaktivt, på og under den grønlandske indlandsis – som Danmark lydigt fjerner. Oveni kommer skaderne fra det B-52 bombefly, der faldt ned ved Thule i 1968 og var lastet med 4 kernevåben.

Den tikkende klimabombe kan svækkes, også den hast hvormed optøningen finder sted. Den første forudsætning er, at vi standser afbrændingen af fossile brændstoffer. At leve op til den juridisk bindende Paris-aftales krav om en temperaturstigning på max. 1,5 grader er ikke nok, for dén målsætning er død. Nu taler klimaforskerne om en stigning på op mod det dobbelte. I bedste fald.

Naturligvis sker der forbedringer. Flere lande er nået langt med vedvarende energi, udskiftning af sorte biler med elbiler, energibesparelser og -effektiviseringer osv. Og der er kommuner og regioner, der går længere end frygtsomme regeringer. Også mange borgere har forstået alvoren.

Men det er for lidt. Og er det for sent? Har nogen regering fx standset motorvejsbyggeri? Hvor mange lande har klimaskatter? Og hvor mange forbrugere handler klimabevidst, når der skal købes ind til aftensmaden, huset bygges eller ferien planlægges? Tager cyklen eller bussen og lader bilen blive stående.

Imens tikker klimabomben i Arktis højere og højere.