Den 9. april 1940 overfaldt og besatte tyske tropper Danmark. Den socialdemokratiske regering under ledelse af Thorvald Stauning kapitulerede betingelsesløst. Indtil den tyske øverstkommanderende overtog den fuldstændige magt i landet, regerede den danske regering under kontrol af den tyske rigsbefuldmægtigede, SS-general Werner Best.

Revolutionære Socialister, som var den danske gren af Fjerde Internationale, fremlagde deres holdning til besættelsen i “Udtalelse til situationen”, som bringes herunder. Teksten var skrevet af Børge Trolle på grundlag af en kollektiv diskussion, og blev fordelt som illegalt flyveblad på arbejdspladser den 10. april. Det var det første illegale skrift imod den tyske besættelse af Danmark.

Fra november 1940 til juni 1941 udsendte Revolutionære Socialister hver måned sammen med nogle unge socialister og venstrefløjen i en socialistisk studenterorganisation de første regelmæssige illegale blade i Danmark med titlen Arbejderpolitik. I 1942 udgav grupperne bladet Frihed, men fra oktober 1942 til juni 1944 udgav trotskisterne alene 14-dages bladet Klassekamp, og i 1943 tre numre af det teoretiske tidsskrift Marxisme.

Efter at nazisterne helt havde overtaget magten i Danmark i august 1943, voksede modstands-beredskabet betydeligt, og nu også med deltagelse af borgerlige grupper, samt socialdemokrater, der hidtil havde afvist at deltage i modstandsbevægelsen. De trotskistiske grupper forsøgte at udbrede modstandsarbejdet til større grupper, og de var aktive i en landsomfattende strejke-bevægelse og tog initiativet til organisering af en arbejderopposition bestående af tillidsfolk i København.

Disse arbejdsgrupper fik indflydelse gennem tidsskriftet Arbejderopposition, og spillede en betydelig rolle ved organiseringen af folkestrejken i juni og juli 1944 mod besættelsesmagten – kort efter arresterede Gestapo vigtige dele af gruppen.

For at bevare deres politiske uafhængighed og deres socialistiske program deltog de danske trotskister ikke i sammenslutningen med andre retninger i modstandskampen, fx Frihedsrådet.

Allerede i begyndelsen af besættelsen havde de danske trotskister opbygget en flugtrute til Sverige, så de kunne bringe flygtninge og tyske desertører i sikkerhed. Da tyskerne i oktober 1943 begyndte at deportere de danske jøder, deltog trotskisterne i organiseringen af flugtruter til Sverige.

Udtalelse til situationen

(Illegalt flyveblad uddelt på arbejdspladser den 10. april)

Som revolutionære socialister har vi for længst undersøgt og bedømt mulighederne for krigens udvikling, og Danmarks stilling og rolle heri, således:

Krigen er, fra begge parters side, en imperialistisk røverkrig om verdens nyopdeling. Den vil være en totalitær krig, og vil ikke forskåne den mindste del af det kapitalistiske samfund.

Danmarks neutralitet vil ikke være afhængig af det danske bourgeoisis vilje til at holde sig uden for krigen, men bliver udelukkende bestemt af de krigsførende magters militære og økonomiske interesser.

Når regeringen og det danske bourgeoisi taler om forsvar for nationens uafhængighed, mener de dermed, forsvar for deres ret til at udbytte arbejdsklassen.

Hvis deres interesser kræver det, vil de være villige til at kapitulere og der igennem afse landets nationale uafhængighed.

Ligeledes vil forsøgene på at skabe et skandinavisk forsvarsforbund strande på de modstridende interesser, der gør sig gældende indenfor de skandinaviske landes bourgeoisi.

Den eneste mulighed for at frelse Skandinavien for krigens rædsler, og give dens befolkning mulighed for at forsvare sin nationale uafhængighed består i, at arbejderklassen overtager den politiske og økonomiske magt, og koncentrerer sine politiske, økonomiske og militære kræfter i et forbund af skandinaviske, socialistiske arbejderrepublikker.

Det danske bourgeoisi og Stauning-regeringen vil ikke være i stand til, at forskåne den danske arbejderklasse og det danske folk for de rædsler, den nød og de fordoblede byrder, som krigen og besættelsen vil medføre.

I dag er disse teser blevet til en bitter virkelighed.

Sammenstødet mellem de imperialistiske stormagter har medført Danmarks besættelse af tyske tropper. Gennem denne besættelse er landet blevet inddraget som et led i stormagtskrigen og danner en del af den imperialistiske front.

Den videre udvikling for Danmark afhænger af om landet bliver direkte krigsskueplads, eller om det gradvis vil blive nazificeret og indlemmet i den tyske krigsøkonomi.

Regeringen og de politiske partier har været vidende om den truende fare for Danmark, men har holdt folket i uvidenhed herom og uforberedt kastet det ud i katastrofen.

Ved betingelsesløst at kapitulere, har den danske regering vist ikke at ville eller kunne forsvare landets uafhængighed, men har været parat til at ofre denne i håbet om derved at sikre sig visse friheder for bourgeoisiet.

Den nu dannede samlingsregering betyder kun, at den reaktionære del af det danske bourgeoisi har fået forøgede muligheder for at øve kontrol og indflydelse, således at de også under de nuværende forhold, vil være i stand til at kaste de forøgede byrder over på den arbejdende befolkning.

De millioner, der i de forløbne år er ofret på det danske “neutralitetsværn,” viser sig nu, at være fuldkommen spildt, og påstanden om at hærens opgave i lige så høj grad har været at opretholde roen på den indre front for at forsvare landet, er gennem de sidste døgns begivenheder fuldt ud blevet bekræftet.

Det socialdemokratiske parti og fagforeningsbureaukratiet har fuldt ud været vidende om disse forhold, men har alligevel i enhver henseende støttet regeringen i dens politik og overladt arbejderklassen til sin skæbne. Heller ikke det stalinistiske parti har forbedret arbejderklassen og bedømmer ikke situationen ud fra klassemæssige synspunkter, men har stillet sig til tjeneste på den ene side af den imperialistiske front. Ved at acceptere den tyske motivering for besættelsen bliver de faktisk talsmænd for denne intervention.

De indtrufne begivenheder har knyttet den danske arbejderklasses skæbne tæt til den tyske arbejderklasse, og til krigens videre udvikling.

Ligesom den tyske arbejderklasse, må nu den danske arbejderklasse gå ind for Tysklands nederlag i dette imperialistiske opgør og udnytte dette for at fremme den proletariske revolution.

Dette mål kan ikke opnås gennem et forbund med de engelske eller franske imperialister – heller ikke i et slæbetov af eventuelle aktivistiske dele af det danske bourgeoisi, men kun gennem et snævert kampforbund med den tyske arbejderklasse og de undertrykte klasser i Polen og Tjekkoslovakiet.

Vores opgaver må herefter være overalt i bedrifter og organisationer, at få dannet den kerne af de bedste og mest bevidste elementer inden for den danske arbejderklasse, der kan føre kampen imod den imperialistiske røverkrig, og der igennem overvinde den demoralisering og desorientering, som den hidtil førte politik har bragt arbejderklassen ud i.

For at denne kerne kan blive sin opgave voksen, er det nødvendigt at den samler sig på grundlag af et klart og principielt program. Et sådant program må bygge på alle de erfaringer, arbejder-bevægelsen hidtil har høstet, og i dag står 4. Internationale som den internationale organisation, der har begyndt denne opgave. Kun under dens paroler vil det være muligt, at bryde den hidtidige vej nederlag til nederlag, og føre arbejderklassen frem til sejr.

Revolutionære Socialister, den 10. april 1940.