Foto: Lars Hutters til Vietnam-demonstration i 1968

Om det var USA´s krigsførelse i Vietnam, det stalinistiske bureaukratis invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 eller “blot” professorvældet på hans eget studie på medicin, var ikke underordnet, men afgørende for hans livs udformning og praksis. Engagementet i en mangfoldighed af aktioner på de forskellige felter førte hurtigt Lars Hutters ind i partipolitik. Ved dannelsen af Venstresocialisterne, VS, i december 1967 gik Lars med i et parti for første gang. VS´ dannelse var resultatet af en splittelse i SF´s folketingsgruppe, hvor fire medlemmer stemte imod indefrysningen af en dyrtidsportion, og regeringen, det første arbejderflertal, faldt. VS nåede inden valget i januar 1968 at indsamle de nødvendige underskrifter for at kunne stille op. 2 procent fik VS og havde nu fire mandater i Folketinget.

Men i VS fandt Lars Hutters heller ikke de svar, han søgte efter i en verden i opbrud og oprør. I denne søgen mødte han en strømning, Revolutionære Socialister, RS – en trotskistisk gruppe, som var Fjerde Internationales daværende danske sektion. Det førte igen til mange aktiviteter og aktioner som demonstrationen mod Verdensbanken i 1970 ved dennes topmøde i København, Vietnam-solidaritetsbevægelsen, kampen mod Franco-styret i Spanien, aktioner mod det græske militærdiktatur – for blot at nævne nogle eksempler.

Opvækst

Lars Hutters blev født under den tyske besættelse af Danmark i 1942. Familien havde en gård i Skuldelev på Roskilde-egnen, og en større søskendeflok. Da Lars var fire år, fik han næsten skåret sin fod over, da han og hans søskende legede på en selvbinder. Det betød, at han i meget lang tid lå på hospitalet.

Da Lars var seks år mistede familien gården, og familien blev opløst. Sin barndom og ungdom boede han i Roskilde i ret trange kår. I den første periode boede han på en katolsk kostskole, da familien var katolsk. For Lars blev den katolske kirke en tryghed i en rodet opvækst.

Den fyldte katolske kirke i Bredgade i København, hvor begravelsen fandt sted med efterfølgende jordfæstelse på Vestre Kirkegårds katolske afdeling, vidner om dette tilhørsforhold. En utrolig flot begivenhed blev afsluttet med minde-komsammen i et ungdomsaktivitetssted nær Vestre Kirkegård, AFUK.

At Lars Hutters var katolik kan måske undre nogle på den danske venstrefløj, men for den strømning, han grundlæggende tilhørte – Fjerde Internationale – var og er dette ikke et spørgsmål, der skiller. Fjerde Internationales medlemmer og tilhængere rundt om i verden kan tilhøre religiøse strømninger og samfund, og samtidig kæmpe helhjertet for retfærdighed og bæredygtighed, som er socialistisk i sit grundelement.

Medicin

Lars Hutters blev læge og arbejdede rundt om på flere hospitaler. Det lange ophold som fireårig havde åbenbart ikke skræmt ham fra hospitalsverdenen. Hutters blev ikke mindst kendt for sit engagement for at bevare Kommunehospitalet i København som et hospital, der behandlede ældre med høj kvalitet og omsorg. Kampen blev tabt, da hospitalet lukkede i 1999.

Den store gejst i denne kamp hang også, udover det politiske, sammen med, at Hutters uddannede sig til læge med speciale i geriatri – alderdommens sygdomme. I sit faglige arbejde som læge var aktivisten Lars Hutters selvklart faglig aktiv og tillidsrepræsentant for sine kollegaer, der hvor han var. Fællestillidsmand havde han været på Rigshospitalet, Kommunehospitalet og på Frederiksberg Hospital. Han var bl.a. med til at organisere den landsomfattende lægestrejke i 1981.

Partiorganisering

Lars Hutters blev som nævnt medlem af Revolutionære Socialister og forlod VS, da den nye sektion af Fjerde Internationale, Revolutionære Socialisters Forbund – RSF – blev dannet i 1972. Nogle få blev i VS og fastholdt organiseringen RS. RSF var reelt en ungdomsorganisation uden et samspil mellem generationer med forskellige erfaringer. Udspringet var SUF, en ungdomsorganisation tilknyttet SF, som fulgte med over i VS. Trotskisterne vandt flertallet i SUF, brød med VS og stiftede RSF.

På den tid var venstrefløjen – også sektionen – præget af fraktionsdannelser. Fjerde Internationale og dens sektioner havde og har tendens- og fraktionsfrihed. I RSF var disse principper i 1970’erne og ind i 1980’erne udviklende og fremmede den politiske afklaring, men gav nogle gange uheldige udslag med overdrevne interne slagsmål, splittelser og demoralisering. Lars Hutters tilhørte et mindretal omkring ”Aktionsprogram-tendensen”, som slog på nødvendigheden af at formulere et aktionsprogram med aktuelle politiske krav. Der skulle dannes aktionskomiteer, som samlede bredt og mobiliserede til handling. Om noget afspejlede dette en gennemgående holdning hos Lars: en optimistisk (måske også for optimistisk) tro på mulighederne for at tage initiativer til konkret handling og at opbygge folkelig mobilisering.

Parlamentarikeren

Lars Hutters forlod RSF i slutningen af 1970’erne grundet uenigheder i disse interne stridigheder og vendte tilbage til Venstresocialisterne, trods at partiet var præget af store fraktionskampe.

Fra 1982 til 1993 sad han i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han indtil 1990 repræsenterede Venstresocialisterne, dernæst “Byens Oprør” og i 1993 Solidarisk Alternativ, som blev dannet efter folkeafstemningen i 1992 om EU´s Maastricht-traktat af en gruppe nej-sigere. 1998-2001 sad han atter i Borgerrepræsentationen for Solidarisk Alternativ.

Til det sidste

Senere blev Enhedslisten Lars´ parti. Til sin død sad han i partiets afdelingsbestyrelse på Østerbro. Og i Enhedslisten koblede han sig til sin gamle strømning, den danske sektion af Fjerde Internationale, der nu havde skiftet navn til Socialistisk Arbejder Politik.

I såvel Enhedslisten som i SAP var han aktiv til sin død – deltog fx aktivt i SAP-Københavns medlemsmøde i maj, som han kom cyklende til. Til sin død var Lars Hutters ligeledes aktiv i Netværk for Velfærd og Demokrati sammen med blandt andet den tidligere SiD-formand Hardy Hansen, tidligere VS-borgmester i København Villo Sigurdsson og økonom Ole Thorbek, som han gennem årtier havde et tæt samarbejde med.

Lars Hutters var aktivist om nogen, på alle planer. Han var altid på den rigtige side i klassekampen og altid fokuseret på det udadrettede. Han var et vigtigt bindeled mellem generationer før ham og nu. Og som den aktivist og organisator, han var, god til at etablere bredere netværk. En evne han beholdt til det sidste. Nogle gange nok lidt foran andre, men hellere det end at sidde og vegetere. Hans gode humør, opmærksomhed, venlighed, åbenhed og fordomsfrihed over for andre mennesker havde en afsmittende virkning.

Lars blev i gymnasiet – Roskilde Katedralskole – kæreste med Inger, hans senere kone og medaktivist. De fik fire børn og har flere børnebørn.

Herunder bringer vi de sidste ord, som Lars skrev til familien.

Erindringsglimt fra oprøret

Af Lars Hutters

Studenteroprøret er en del af et større oprør, – en brydningstid i slutningen af 60érne, hvor en hel ungdomsgeneration søgte nye veje.

Der er mange som deltog i oprøret. Så der er mange historier om 68-, studenter-og ungdomsoprøret. Historierne er som en mosaik. Min fortælling er en del blandt mange.

1968 er blevet kaldt året, der rystede verden.

Politisk var det et oprør mod autoriteter og krav om mere demokrati. Et oprør, som fik genklang over hele verden: Studenteroprør næsten overalt på universiteter både i vest og i øst, mod USA`s krig i Vietnam, stalinismens undertrykkelse i Østeuropa, de mexicanske studenters oprør ved OL i Mexico, borgerrettighedsbevægelsen i USA og de sortes kamp.

Det var også en kulturelt oprør med ny musik ( Beatles, Stones, Bob Dylan), farverigt tøj, langt hår, kollektiver, festivaler.

I sommeren 1965 var flere af os som studenter-vikarer på Nykøbing S. Statshospital. En ung kvindelig læge havde flere Beatlesplader og sagde: ” I eftertiden vil Beatles være kendt ligesom Mozart”.

Nogle har sagt: “1968-ungdommen havde en særlig følsomhed, hvor kampe overalt i verden blev fulgt. De havde idealer, de troede på idealerne. Kampene skulle og måtte forbindes i fælles solidaritet, – frem mod bruddet, som skulle varsle den store forandring, – som blev styret af idealerne.” Vi troede virkelig, at vi kunne forandre verden. Ingen ungdom uden idealisme og begejstring. Overfor ungdomsoprøret stod et system, som måske kunne rokkes, – men kun vanskeligt ændres.

Trods systemets store modstand erindres det store sammenhold, solidariteten, stemningerne fra de store møder, fantasifuldheden, den nye berusende musik.

Vi har alle en særlig følelse om vores ungdom. Da mulighederne var store.”