Alle demokratiske og venstrekræfter må støtte ethvert initiativ, der går imod denne imperialistiske intervention og hjælpe med at give venezuelanske arbejdere mulighed for at bruge sin styrke overfor regeringen og knuse oppositionens kupforsøg.

Det, som begyndte som en revolutionær proces i Venezuela for mere en to årtier siden, og som vækkede arbejdernes værdighed og bevidsthed, bliver nu truet med et reaktionært slutspil.

Støj fra oppositionen og opflammende taler af udenlandske diplomater er ikke noget nyt eller overraskende eller specielt bekymrende. Venezuela har set det hele før. Oppositionen har haft imperialistisk opbakning i hvert fald siden årtusindskiftet. Helt konkret har imperialismen ført en lavintensiv konflikt mod Venezuela siden 2002. Trump har ikke indtil nu været mere ihærdig end hans forgænger Barak Obama.

Nu er der imidlertid en betydningsfuld forskel.

I april 2002 blev kupmagerne mødt af en arbejderklasse, der som noget helt enestående ikke var hæmmet af reformistisk politik, men var præget af voksende bevidsthed og kampvillighed.

April kuppet mod den populære præsident Hugo Chavez blev slået tilbage af en radikaliseret massebevægelse. Regeringen drejede mod venstre, og en periode med revolutionære fremskridt blev indledt.

I dag efter flere års tilbageskridt, nederlag og politiske kompromisser og ideologisk mystifikation, er Venezuelas arbejderklasse afvæbnet, demoraliseret og forsynet med et politisk lederskab, der ikke har løsrevet sig fra det snedige kapitalistiske bureaukrati, som Maduro er redskab for.

Forbindelserne mellem avantgarden i klassekæmpende fagforeninger og organisationer og flertallet i den venezuelanske arbejderklasse er blevet kraftigt svækket af år med økonomisk hårde tider og en regering, der påberåber sig chavismens kappe, men som har afviklet mange af Chavez ikke-parlamentariske politiske strukturer og i stigende grad fører en politik med indrømmelser til kapitalens interesser og opbakning fra militærets spidser.

Begivenheder i løbet af det sidste år har fremkaldt minder om Salvador Allendes sidste måneder som Chiles præsident i 1973. I stedet for at mobilisere og organisere arbejderklassen søgte Allendes regering yderligere kompromisser med kapitalistiske kræfter og hærens øverstbefalende. Få dage før kuppet 11. september erklærede general Augusto Pinochet sin loyalitet til Allendes regering.

Efter en episode, som sandsynligvis var et mordforsøg på Maduro i august 2018 og efterfulgt af rygter om nye destabiliseringsplaner fra oppositionen og USA, forsøgte Maduro at bekæmpe den økonomiske og politiske krise med yderligere indrømmelser til kapitalinteresser og med forsøg på at indynde sig hos potentielle udenlandske investorer.

I oktober lancerede regeringen dens ”Retningslinjer for implementering af overenskomster indenfor rammerne af programmet for genopbygning, vækst og fremgang”. Stillet overfor forsat hyperinflation, varemangel fremkaldt af kapitalisternes hamstring og voksende fattigdom, gik regeringens plan ud på en række tiltag og anbefalinger med det formål at begrænse lønstigninger og forringe eksisterende faglige aftaler.

Retningslinjerne var resultat af konsultationer, som ikke inddrog andre end regeringens inderkreds og sandsynligvis forskellige kapitalister, ifølge den almindelige opfattelse, blandt andet fra de dele af venstrefløjen, der har givet kritisk støtte til Maduro, såsom Venezuelas Kommunistiske Parti. Regeringen begrundede den nye arbejdsmarkedspolitik med de sædvanlige vendinger om ”omfordeling” og ”privilegerede arbejdere”.

Denne politik kom, efter Maduro har afviklet det offentlige system til distribution af fødevarer, som blev skabt af Chavez i 2002-2003 under kapitalens olielockout. I stedet for at demokratisere kontrollen og administrationen af systemet, der ligesom alle regeringsaktivitet har været plaget af korruption og ineffektivitet, har Maduro overladt mange af aktiviteterne til private aktører.

Forsøg på at omstrukturere de 700 statsvirksomheder har overhovedet ikke undermineret det proto-kapitalistiske statsbureaukrati, det såkaldte boli-borgerskab. Maduros fortsatte forsøg på at anvende staten som redskab i forhold til markedets indvirkning har vist sig endnu mere katastrofalt end det var for Allende ved at være ineffektivt i forhold til at forhindre kapitalisternes hamstring, kapitalflugt, og general økonomisk underminering og sabotage. Samtidig med at han yderligere fremmer det opsvulmede bureaukrati, som i forvejen var beriget af petrodollars. Dette bureaukrati er fjendtligt overfor demokrati og arbejdernes magt.

Ligesom Allende nægtede at bygge på Cordones Industriales – arbejderorganisering i industrikvarterene – og i stedet prøvede at behage kapitalistiske virksomheder med forskellige for garantier, har Maduro fremmet re-privatisering of politiske rum, som ellers var offentlige. Det omfattede nye aftaler om det afgørende vigtige olieselskab PDVSA. Både PDVSA og det konglomerat af virksomheder, som kontrollerer vigtige mineraler og vandkraft i staten Guayana – Empresas Basicas de Guayana – var administreret af det nepotistiske bureaukrati og styret af regeringen og reformistiske fagforeningsledere, hvis opgaver ofte overlapper med ledelsens.

Meget ligesom Allende og for nylig Lula da Silva i Brasilien har Maduro regeringen opretholdt en række sociale politikker for give et sikkerhedsnet for de mest sårbare dele af befolkningen. Virkningen af en sådan politik er imidlertid særdeles begrænsede af krisen i økonomien, herunder voksende mangel på faglært arbejdskraft og sammenbruddet i det offentlige sociale system. I den nuværende situation er en sådan politik dødsdømt som erstatning for en politisk strategi, der bygger på arbejderklassens mobilisering, og det politiske initiativ bliver overladt til politiske kræfter, som repræsenterer ikke kun storkapitalen, men også middelklassen.

Middelklassen, der er i stigende grad er desperat for at holde fast i sine privilegier, bliver drevet i armene på de mest reaktionære kræfter. Venezuelas opposition, ligesom de kræfter der støttede Bolsanaro mod Lula, repræsenterer denne yderste højrefløj. Den hadefulde forfølgelseskampagne, som en Guaido-regering sandsynligvis vil bedrive, er en vigtig faktor, som måske kan mobilisere nok kræfter til at slå kupmagerne og deres imperialistiske bagmænd tilbage. Oppositionen har allerede fået sat brunskjorter i aktion og udløst vold i fattige- og arbejderkvarterer for at sprede frygt.

Maduro sætter sin lid til opbakningen fra militærets spidser, som for øjeblikket forbliver loyale. Maduro har imidlertid i modsætning til Chavez ikke prioriteret at politisere hæren i almindelighed, men i stedet tilbudt økonomiske og politiske privilegier. Det har overladt de lavere officerslag særligt sårbare overfor imperialistiske bestikkelser og trusler. Hvis det sår tvivl og frygt, kan det meget vel sprede sig til generalerne.

Som generalsekretæren i det chilenske MIR (Den revolutionære Venstrebevægelse) Miguel Enriquez konstaterede efter Allende regerings fald: ”Den fængslede sig selv i den borgerlige orden… i håbet om at opnå en alliance med dele af borgerskabet, den byggede ikke på arbejderklassens revolutionære organisering, på deres egne magtorganer. Den afslog en alliance med soldater og officerer med lav rang. Regeringen fortrak at styrke sig selv med det kapitalistiske statsapparat og officerskorpset i de væbnede styrker”.

Få havde forudset de venezuelanske arbejderes kampvilligheden, da de besejrede reaktionen i 2002. Hvis de kan rejse sig på ny, kunne det give Venezuelas venstrefløj chancen for at finde en ny kurs og genopbygge organisationer og bevægelser for at udfordre de korrupte og reformistiske kræfter, som kontrollerer Maduro-regeringen.

Artiklen er skrevet af Jorge Jorquera. Han er chilensk flygtning bosidende i Australien og har skrevet intensivt om Latinamerika bl.a. om erfaringerne fra Chile. Han er medlem af Socialist Alternative og var kandidat til lokalvalgene i november for Victorian Socialists.

Artiklen er oversat fra Redflag.org.au af Leif Mikkelsen