Billedtekst: Spaniens socialdemokratiske premierminister Pedro Sanchez har udskrevet valg. Venstrefløjen og fagbevægelsen mobiliserer til generalstrejke 11. november - midt i valgkampen.
Den grusomhed og ondskab – næret af løgne – som både ejendomsfonden og den reaktionære
blok - bestående af politikere, jurister og medier - har rettet mod Maricarmen, er nu blevet fuldstændig
afsløret, så der ikke længere er plads til undskyldninger.
Den vrede og indignation, som protesterne mod udsættelsen siden den 23. september viste, har
nu nået hidtil usete højder. Det har givet endnu mere styrke til en bevægelse, der voksede sig
stærkere dag for dag, hvilket blandt andet ses i de teltlejre og nye solidaritetshandlinger, der finder
sted over hele landet til støtte for den person, som er blevet et symbol på bevægelsen.[1]
I dem alle lyder det – som det blev skrevet fra teltlejren på Puerta del Sol, Madrids centrale plads,
at ”Maricarmen har været og vil fortsat være et symbol og et forbillede for os alle, i kampen for
anstændige boliger og for den fortsatte organisering af kampen for vores rettigheder. Hun har
været gnisten, der antændte denne ild af en ustoppelig kamp.”
Den sørgelige nyhed kom efter Pedro Sánchez’ beslutning om at udskrive parlamentsvalg til den
29. november. Han er overbevist om, at det folkelige ramaskrig over boligsituationen giver ham
den bedste mulighed for atter at mobilisere venstrefløjens vælgere og imødegå det forventede
udfald af valget - som deles af stort set alle meningsmålinger: At koalitionen mellem Partido
Popular (PP) og det fascistiske Vox, vil få absolut flertal. [2]
Beslutningen falder også sammen med, at stort set alle landsdækkende og regionale fagforbund
støtter Lejernes Unions initiativ om at indkalde til en generalstrejke, som er planlagt den 11.
november.
Sánchez’ endelige beslutning om at udskrive valg før tid var næsten ikke til at komme uden om,
efter at Junts [3] havde afvist det oprindelige boligdekret, og der ikke var noget som helst håb om,
at det foreslåede statsbudget kunne opnå et parlamentarisk flertal.
Sánchez måtte desuden tage højde for, at han næppe ville få bedre betingelser i de kommende
måneder: Inflationen stiger fortsat - er i øjeblikket 4,9 pct. - og den juridiske forfølgelse, herunder
sagerne om Zapatero og Leire Díez [4], samt sager, der involverer familiemedlemmer, viser ikke
tegn på at høre op.
Derfor valgte han at annoncere valget i en tale, hvor han endnu en gang benyttede sig af en retorik
rettet mod eliten og fremhævede nogle af sine moderate sociale reformer, samt de positive tal for
den økonomiske vækst. Disse står dog fortsat i kontrast til de forværrede materielle levevilkår for
størstedelen af arbejderklassen, især hvad angår lønninger, boliger og priser, for slet ikke at tale
om sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet.
Sánchez har desuden valgt at lade Ministerrådet vedtage de to dekreter [5] igen, denne gang med
visse ændringer, selv om Deputerkongressen (underhuset) der tidligere havde forkastet dem.
Målet er at sikre, at i det mindste det første dekret bliver godkendt i den permanente deputation
(Diputación Permanente, DP [6]) inden for en måned. På den måde forsøger han at vise, at han
fortsat reagerer på det pres, som boligbevægelsen lægger på regeringen, og at fremstille sig selv
som bevægelsens allierede i opposition til PP, Vox, Junts og det konservative Unión del Pueblo
Navarro (Navarras Folkeparti, UPN).
Det bliver imidlertid ikke så let at gøre politisk comeback, sådan som det lykkedes for ham i 2023.
Opgaven vil være langt vanskeligere denne gang, eftersom højrefløjens fremgang – især Vox’ –
ser ud til at være vanskelig at vende.
Hertil kommer, at desillusionen over koalitionsregeringen bestående af PSOE og Sumar [7] er
vokset betydeligt blandt mange fra arbejderklassen. Det skyldes en lang række politiske
beslutninger - eller løfter, der aldrig er blevet indfriet - om blandt andet boligsituationen samt
regeringens manglende afskaffelse af ”mundkurvsloven” [en lovskærpelse om beskyttelse af den
offentlige sikkerhed, o.a.] til trods for dens otte år ved magten.
PP og Vox reagerede hurtigt på udskrivelsen af det fremskudte valg, selv om de i første omgang
var rådvilde. Før sagen om Maricarmens udsættelse kom frem, havde krisen i Ceuta nemlig givet
dem et mere gunstigt udgangspunkt for deres racistiske kampagne og valgstrategi. [8]
Lederen af PP, Alberto Núñez Feijóo, har dog udtrykt tilfredshed, fordi han nu – ”endelig” - ser sig
selv som Spaniens kommende regeringschef. Alligevel virker han ikke helt overbevist. Han har
atter - ganske som Trump - grebet til påstande om valgsvindel. De kommer i kølvandet på
anklagerne mod Isabel Díaz Ayuso, præsident for Madrid-regionen og medlem af PP [for dårlig
forvaltning af sundhedsvæsenet og familiær korruption, o.a.].
Når det gælder politiske forslag, hører man imidlertid kun lidt fra PP. Bortset fra ønsket om at
ophæve alle de progressive reformer, der er gennemført under det, Feijóo kalder ”Sanchismo”, og
hans besættelse af sygefravær, synes han ikke at gøre andet end at gentage slagord som ”PSOE
eller demokrati” og ”Spanien mod PSOE”. [PSOE er det spanske socialdemokrati, o.a.].
Endnu en gang er det dog den tidligere premierminister Aznar, der har udtalt sig mest direkte og
tillagt valget den 29. november en dybtgående betydning. Han går så langt som til at hævde, at det
er det vigtigste valg siden overgangen til demokratiet, fordi fremtiden for ”78-regimet” – med
monarkiet i spidsen - angiveligt står på spil.
Hvad Vox angår, efterlader partiets erklærede grundpiller – ”national prioritering, deregulering og
Remigration” - ingen tvivl om dets hensigter, hvis det kommer til magten. Det vil gennemføre en
politik, der er racistisk, rettet mod fattige, sexistisk, benægte klimaforandringerne og ultraliberal.
Denne kurs er nu blevet bekræftet på et centralt område: Den bebudede tilbagerulning af
pensionsreformerne.
Den blev annonceret af det dystre parlamentsmedlem for Vox, José Figaredo, der opfordrede til at
jagte migranter i Ceuta. Kommer disse partier til magten, står vi således over for en omfattende
kontrareform på det politiske, sociale og kulturelle område – midt i den reaktionære internationale
bølge, som vi i øjeblikket også ser i Tyskland og Brasilien.
Samtidig har valgudskrivelsen ramt de landsdækkende kræfter til venstre for PSOE, der har
regeret sammen med partiet, midt i en intern strid. Konflikten drejer sig om, hvem der skal stå i
spidsen for Sumar-koalitionen, som nu skal omdøbes til Frente Amplio (Den Brede Front), og om
man skal indgå en aftale med Podemos eller ej.
Meningsmålingerne viser, at det potentielle vælgergrundlag her er skrumpet betydeligt i løbet af de
seneste otte år. Den samlede stemmeandel ville sandsynligvis være større, hvis partierne stillede
op hver for sig – til fordel for PSOE - eller helt undlod at stemme.
Andre politiske positioner indtages af de regionale venstrefløjspartier, som har dybe rødder i deres
respektive områder, og som vil stille op under egne navne. Det gælder blandt andet EH Bildu i
Baskerlandet; Bloque Nacionalista Galego (Den Galiciske Nationalblok); Esquerra Republicana de
Catalunya (Cataloniens Republikanske Venstre); Coalició Compromís i Valencia; Chunta
Aragonesista (Aragoniens Union) og Adelante Andalucía (Fremad Andalusien).
Det er uklart hvilket politisk program og hvilken retorik de vil vælge. Indtil da kan man ikke vurdere,
om deres politik afspejler et ønske om at ændre den politiske kurs efter de forskellige grader af
underordning under PSOE, som de hidtil har accepteret.
Adelante Andalucía, der går ind for en antikapitalistisk andalusisk nationalisme, er et særtilfælde.
Det samme gælder Candidatura d’Unitat Popular (Folkets Enhedskandidatur, CUP) i Catalonien,
hvis nationale ledelse har besluttet ikke at stille op, selv om beslutningen først skal godkendes ved
en intern afstemning.
Samtidig bliver det stadig tydeligere, at disse mobiliseringer har ført til fremkomsten af en ny
generation af sociale og politiske aktivister. Sammen med store dele af de ældre generationer, er
de i færd med at formulere en ny radikaliseringsproces, som påtrængende kræver en venstrefløjs-
bevægelse, der forpligter sig til et klart brud med den dominerende socialliberalisme og til at kunne
agere uafhængigt af den. [9]
Forberéd og organisér generalstrejken
Under alle omstændigheder kræver forberedelserne til generalstrejken den 11. november størst
mulig enhed i handling blandt de organisationer, der står bag initiativet. Målet er at oprette komitéer
i boligområderne, på arbejdspladserne og på uddannelsesinstitutionerne over hele landet, sådan
som Lejernes Union og en række andre fagforeninger samt feministiske, miljøpolitiske og sociale
organisationer allerede har foreslået.
Strejken bør - som det med succes blev foreslået i forbindelse med den feministiske generalstrejke
den 8. marts 2018 - være ”en strejke, der omfatter lønarbejde, omsorgsarbejde, forbrugere og
studerende”. Dengang var virkningen dog begrænset på fabrikkerne, fordi de store fagforbund kun
opfordrede til delvise arbejdsnedlæggelser på to timer.
Der er derfor tilstrækkeligt grundlag for at tro, at den aftale, der er indgået om denne mobilisering,
kan bane vejen for en næsten total arbejdsnedlæggelse – et hidtil uset scenarie umiddelbart før en
valgkamp. Samtidig udfolder denne proces sig på baggrund af udsigten til et ”varmt efterår” i
Europa, et fænomen, som vi ikke har set i lang tid, men som vi allerede er vidne til i Frankrig og
Belgien.
Der findes naturligvis forskellige strømninger og strategier inden for denne blok. Derfor må man
bestræbe sig på at forhindre, at mobiliseringen bliver instrumentaliseret med henblik på at opnå
valgpolitiske fordele. I stedet bør initiativet bygge på fælles mål, der tager udgangspunkt i krav om
anstændige boliger, rimelige lønninger og retfærdige priser. Men som også går videre og retter sig
mod en kapitalisme, der lever af renter, spekulation og rovdrift.
Denne mobilisering kan ikke forholde sig ligegyldigt til den trussel, som en valgsejr til højrefløjen
udgør. En trussel, der må imødegås med hele vores kollektive styrke. Men det skal ske samtidig
med, at bevægelsen fastholder sin selvstændighed og sin vilje til at fortsætte kampen, uanset
hvem der sidder ved magten - på alle politiske niveauer, både før og efter den 29. november.
Dette gælder så meget desto mere, fordi det primære ansvar for boligpolitikken ligger hos de
selvstyrende regioner og kommunerne, hvoraf de fleste styres af PP, i mange tilfælde i koalition
med Vox.
Vi går nu ind i nogle afgørende uger, hvor den reaktionære blok, erhvervs- og lobbyorganisa-
tionerne, der lever af renter og udbytter, næppe vil tøve med at benytte enhver tænkelig beskidt
metode for at forhindre generalstrejken i at blive en succes, der kan ændre den nuværende
magtbalance. De er blevet styrket af den afpresningsmagt, de demonstrerede over for Junts.
Artiklen fra International viewpoint er oversat af Arne Lund
Fodnoter:
[1] Den 23. september 2026 blev María del Carmen Abascal fjernet med magt og båret ud fra
den lejlighed i Madrid, hvor hun havde boet i 70 år. Det skete, efter at en investeringsfond havde
købt ejendommen og forsøgt at hæve hendes husleje med over 200 pct. til ca. 1.880 dollar om
måneden for at bane vejen for udlejning til turister.
[2] Det højreorienterede Partido Popular (PP) har indgået en række politiske alliancer med det
yderligtgående højreparti Vox.
[3] Junts per Catalunya (Sammen for Catalonien, JxCat eller Junts) er et catalansk, centrum-
højreorienteret og populistisk parti, der går ind for catalansk selvstændighed.
[4] Den tidligere premierminister Zapatero, og Leire Díez - begge PSOE - er blevet sat i forbindelse
med flere korruptionsundersøgelser.
[5] For en diskussion af nogle af disse dekreters begrænsninger og indbyggede modsætninger
samt behovet for at ”forbyde køb af boliger, der ikke er beregnet til ejerens egen beboelse”, se:
”Boligforhold: En uholdbar situation”, Gloria Marín og María Gómez, Viento Sur, 3. oktober 2026.
For et historisk perspektiv på den spanske ejendomsmodel, boligboblen fra 1997 til 2007 og dens
konsekvenser frem til i dag, se: ”Byplanlægning med bobler: Fremgang for ejendomshandlerne
og tilbagegang for den langsigtede planlægning”, José Manuel Naredo, Viento Sur, 7. oktober
- Se også: ”Gåsehud: Kapitalflugt blandt gribbefondene, deregulering og boliger”, Fátima
Martín, Viento Sur, 10. oktober 2026.
[6] DP (Diputación Permanente) er et parlamentarisk organ bestående af et begrænset antal
parlamentsmedlemmer, som overtager parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser, når
parlamentet ikke er samlet.
[7] Movimiento Sumar (Samlingsbevægelsen, MS) er en valgalliance dannet af Spaniens anden
vicepremierminister og arbejdsminister Yolanda Díaz, der er medlem af Spaniens Kommunistiske
Parti. Alliancen omfatter en række venstreorienterede grupperinger, herunder - i en periode -
Podemos.
[8] En meningsmåling fra den 7.-8. oktober i El País - efter udsættelsen af Maricarmen og
annonceringen af et nyvalg - giver den blok, der består af PP (31,9 pct.) og Vox (18,9 pct.) i alt
50,8 pct. af stemmerne. PSOE får 28,1 pct., Sumar 5,3 pct. og Podemos 2,3 pct.
Det vil give PP og Vox næsten 200 mandater, mens den progressive koalition ikke vil nå op på
130. Hertil skal lægges de mandater, som venstreorienterede regionale partier vil få. Alligevel er
afstanden mellem blokkene langt større, end før valgkampen i 2023 begyndte.
[9] Allerede før den såkaldte ”Maricarmen-effekt” pegede meningsmålinger på denne udvikling.
