Demonstration i Paris 6. oktober 2026: ”Ungdommen er skidetræt af den nationale uddannelse”. Foto Copyright: Photothèque Rouge / Martin Noda / Hans Lucas

 

I denne uge har de lært, hvad autoritære tendenser indebærer, og at man igen og igen må kæmpe for den franske republiks formelle værdier – *liberté, égalité, fraternité* - frihed, lighed og broderskab. De har også forsynet os allesammen med en lektion i solidaritet.

 

Ligesom i andre lande, der har døjet med årelange neoliberale besparelser, lider de franske skoler under kronisk mangel på midler. Det påvirker alt fra lærermangel til vedligeholdelse af bygninger, og det er særlig slemt i de fattigere områder. Eleverne har fået nok af at få deres fremtid undergravet og er gået i strejke.

 

De protesterer mod manglen på uundværlige lærere og støttepersonale, for store klasser, overfyldte skemaer, dårligt vedligeholdte bygninger og det diskriminerende system for tildeling af studiepladser på universiteterne.

 

Deres primære aktionsform har været blokade af deres gymnasier, suppleret af spontane demonstrationer og stormøder.

 

Præsident Macrons regering har reageret på utilfredsheden, som den altid gør – med voldelig undertrykkelse. I stedet for at lytte til eleverne og handle på deres bekymringer er politiet blevet sendt ud – urobetjente bevæbnet med tåregas mod teenagere, der kræver en bedre uddannelse.

 

De første protester brød ud den 21. september på Lycée Saint-Exupéry i Créteil - en forstad til Paris, hvor der manglede adskillige lærere. Ved ugens udgang havde aktionerne spredt sig til omkring 60 gymnasier i hele Île-de-France-regionen (Paris-området).  Strejkende elever blokerede Lycée International des Pontonniers i Strasbourg den 1. oktober.

 

Aktionerne bredte sig til gymnasier i andre dele af Frankrig, og den 28. og 29. september opfordrede elevorganisationen Union Syndicale Lycéenne til blokader overalt. Gymnasieelever marcherede sammen med strejkende offentligt ansatte. Politiet anholdt 440 elever.

 

Blokader og andre aktioner fortsatte den 30. september, og elever fra mere privilegerede skoler mødte op for at støtte eleverne og princippet om lighed.

 

Gymnasieeleverne fik den 1. oktober følgeskab af studerende fra en række universiteter. Studenterrådet Union Étudiante hævdede, at de havde lukket 640 gymnasier og omkring 30 universiteter. I deres udtalelse hed det: "Disse blokader er et udtryk for de unges vrede over den foragt, de møder. Gennem næsten 10 års asocial og diskriminerende politik har Emmanuel Macron og hans skiftende regeringer undermineret vores leve- og uddannelsesvilkår."

 

Omkring 2.000 mennesker blev anholdt den 1. oktober. Aktionerne fortsatte den følgende dag.

 

Repræsentanter for gymnasieeleverne mødtes endelig med undervisningsministeren efter 10 dages protester, men oplyste, at de ikke havde modtaget nogen "konkret udmelding". Der er planlagt yderligere aktioner den 5. oktober, og der er forberedelser i gang til omfattende protester den 6. oktober med støtte fra fagforeningerne.

 

Politivold
Gaderne blev forvandlet til en kampplads, da politiet affyrede tåregas og slæbte tusindvis af teenagere i detentionen ved hjælp af den form for vold, vi desværre er ved at vænne os til.

 

En 14-årig fik knust kæben og mistede tænder, efter at være blevet ramt af en tåregasbeholder på helt klos hold. En anden teenager mistede et øje. En nyligt offentliggjort video viser en politibetjent, der holder en ung mand nede i vand, som om han ville drukne ham.

 

Regeringen kunne ikke have valgt en bedre måde til at sikre protesterne i at sprede sig. Studenterrådet Union Étudiante udtalte: "De tror, ​​de sætter en stopper for bevægelsen, men i virkeligheden puster de kun til ilden."

 

Demonstranter i Frankrig – herunder gymnasieelever – går ofte på gaden, men denne gang har reaktionen overgået alle forventninger, både hvad angår omfang og beslutsomhed. Det er blevet forstærket af den aggressive adfærd hos et politi, der tydeligvis nyder frihed til at udøve terror.

 

Lærere har støttet elevernes krav såvel som eleverne i sig selv og deres ret til at protestere uden at blive udsat for politiangreb. Fagforeningsfolk og folkevalgte har forsøgt at yde eleverne en vis beskyttelse. Og den folkelige opbakning er tydelig i reaktionerne fra forbipasserende og folk, der betragter protesterne fra nærliggende lejligheder og caféer.

 

Dæmonisering af eleverne

Dog støtter ikke alle protesterne, og en stor del af medierne – der i vidt omfang ejes af en håndfuld milliardærer – arbejder ihærdigt på at dæmonisere deltagerne og fortælle en helt anden historie.

 

Når tusindvis af vrede teenagere udsættes for angreb fra statens side, er det absurd at forvente, at protesterne ikke medfører skader. Der vil altid være enkelte personer, der ønsker at gå skridtet videre uanset konsekvenserne, og der er ikke altid andre til stede til at stoppe dem. Vi må også forvente, at der er provokatører på spil.

 

De fleste skader har begrænset sig til brændende skraldespande og knuste ruder i buslæskærme – en gave til dem, der leder efter billeder, der kan tilsværte elevernes sag – samt tyveri af løse genstande til brug ved opførelsen af ​​barrikader. Der har imidlertid også været mere alvorlige hærværkshandlinger, herunder brandstiftelse mod dele af netop det gymnasium, som de ønsker at se forbedret. En brand på Lycée Nelson Mandela i Nantes anslås at have forårsaget skader for 2 millioner euro.

 

Og naturligvis har nogle studerende rettet angreb mod det fremrykkende politi, og folk er kommet til skade i den generelle tumult – selvom de værste tilfælde, som politikerne har henvist til, har vist sig at være opdigtede.

 

Mens gaderne er fyldt med tungt beskyttet politi bevæbnet med tåregas, har de studerendes vold været et hovedtema i mediedækningen, og personer, der udtaler sig med sympati for de studerende, bliver altid bedt om at fordømme denne vold.

 

Som om denne skæve fremstilling ikke var nok, har det vist sig, at en ung mand, der er blevet interviewet på tv-kanaler som "repræsentant" for gymnasieeleverne, i virkeligheden er ansat hos et kommunikationsbureau med tætte bånd til Macron og rådgiver for Gabriel Attal – præsidentkandidaten fra Macrons parti, Renaissance. Det kom ikke som nogen overraskelse, at han holdt sig nøje til regeringens manuskript.

 

Anklager mod La France Insoumise

Det politiske establishment og deres allierede i medierne ønsker ikke blot at afvise og knuse de protesterende studerende. De ser dette som en mulighed for at angribe venstrefløjen – og især La France Insoumise (LFI), hvis leder og præsidentkandidat, Jean-Luc Mélenchon, i stigende grad fremstilles som en alvorlig trussel mod landet.

 

Parlamentsmedlemmer fra LFI har spillet en fremtrædende rolle i demonstrationerne, hvor de har vist deres støtte til de studerendes krav og hjulpet dem med at blive hørt. De er til stede som vidner, yder en vis beskyttelse og bidrager til at sikre, at demonstranterne forholder sig ikke-voldelige trods politiets provokationer.

 

Indenrigsministeren har talt om "vold i byerne" og hævdet, at bevægelsen bliver udnyttet af LFI. Højrefløjens præsidentkandidat, Marine Le Pen, hævder, at Mélenchon "bærer et tungt ansvar for den situation, vores land befinder sig i i dag". Samtidig kører tv-debatter under overskrifter som: "Mélenchon – en 'brandmand, der selv er pyroman?"

 

Samtidig insisterer Mélenchon selv på vigtigheden af ​​at forblive ikke-voldelig og understreger: "Bevægelsen 'Insoumis' leder ikke græsrodsbevægelserne. De leder sig selv gennem deres egen selvorganisering og deres repræsentanter. Vi beskytter dem, vi hjælper dem, og så træffer de beslutningerne."

 

Et særligt mål for angrebene på LFI er Bally Bagayoko, den populære borgmester i Saint-Denis – en arbejderklassekommune, hvor skolerne er blevet uforholdsmæssigt underprioriteret. Bagayoko blev budt velkommen af ​​de protesterende elever og filmet, mens han var omgivet af elever, der alle sang Marseillaisen.

 

Han opfordrede også eleverne til at udvise forsigtighed og hjalp med at slukke en brand, der var blevet påsat. Men det afholdt ikke politichefen fra at indberette ham til anklagemyndigheden med anklager om "opfordring til at begå en forbrydelse".

 

Turbulente tider
Politikere fra det etablerede system og medierne tøver ikke med at udnytte situationen til at miskreditere LFI – og de har ingen interesse i de emner, de protesterende elever rejser. De er parate til at bruge fordrejninger såvel som fysisk magt til at splitte landet og puste til flammerne i hadet, der vil brænde længe efter, at skraldespandene er holdt op med at brænde.

 

Optakten til præsidentvalget i april tegner til at blive stadig mere turbulent, men omfanget af denne uges protester og samspillet mellem gymnasieelever og fagforeningsfolk giver håb, som alle kan bygge videre på.

 

4. oktober 2026

 

Sarah Glynn er forfatter og aktivist med base i Strasbourg. Besøg hendes blog på sarahglynn.net

 

Oversat fra Green Left af Anne Haarløv