For halvandet år siden advarede vi i en ugekommentar om de imperialistiske trusler mod Kalaallit Nunaat, om truslen om militarisering af Arktis og om presset på reel fremtidig selvbestemmelse, rettigheder, klima og natur.
I februar i år udsendte Inuit Circumpolar Council en udtalelse, der bekræftede de oprindelige folks krav om et fredeligt Arktis, beskyttelse af naturen og en afvisning af, at Kalaallit (grønlænderne) eller deres land var til salg.
Den 22. september underskrev Naalakkersuisut (den grønlandske regering), den danske regering og den amerikanske præsident så en ”Aftale mellem Grønland, Danmark og USA”, som radikalt udvidede USA’s rettigheder på bekostning af den lokale befolknings.
Hvad opnåede USA?
De vigtigste udvidelser af USA’s beføjelser er:
- To nye amerikanske forsvarsområder (et ord for baser, der nu også dækker ubemandede militære installationer) i hhv. Narsarsuaq og Mestervig.
- En ny protokol for etablering af yderligere sådanne områder - efter ”gensidig aftale”, men som noget nyt: også på baggrund af USA’s vurdering af egne sikkerhedsmæssige behov. Dette er en udvidelse af de hidtidige beføjelser, hvor de amerikanske baser skulle indgå som en del af en NATO-ramme.
- USA får omfattende mht. at begrænse brugen af de områder, der ligger op af nuværende og kommende forsvarsområder.
- Udvidelse af bevægelsesrettigheder for amerikansk militær, der nu får ubegrænset adgang fremfor ret til at bevæge sig i luften og på og under vandet.
- Et udvidet samarbejde om kontraspionage, der - jf. afsløringer andre steder - åbner en ladeport for USA’s spionvirksomhed.
- Begrænsninger på militære rettigheder for tredjelande, der ikke er medlem af eller samarbejdspartner med NATO.
- Investeringer fra lande, der ikke er NATO-partnere, NATO- eller EU-lande, i bl.a. kritisk infrastruktur og ressourceudvinding forudsætter, at ” det er aftalt mellem parterne, at sådanne staters eller investorers aktiviteter ikke udgør en trussel mod national sikkerhed eller offentlig orden.” Dette indebærer reelt, at både Danmark og USA har vetoret mod sådanne investeringer.
- En fortsat udvidelse af de danske militære kapaciteter uden et afgrænsende endemål.
- En binding af Kalaallit Nunaat også udover en fremtidig selvstændighed, hvor landet fremover vil være forpligtigede til at overtage alle Danmarks forpligtigelser i denne og tidligere aftaler.
- Ingen klare specifikationer af ansvar for oprydning af hverken nuværende, tidligere eller kommende forsvarsområder – og det er oplagt, at fortolkningen heraf bliver, at det ansvar ligger på de lokale og ikke på ejeren af områderne.
-
Et neokolonialt diktat
På trods af, at det er positivt at Naalakkersuisut er blevet inddraget og at Kalaallits rolle er blevet anerkendt og indskrevet i aftalen, så er det konkrete indhold en neokolonial aftale, hvor befolkningen i Kalaallit Nunaat er blevet truet til at indgå en aftale, som ingen fordele indeholder for dem selv.
At kalde det en asymmetrisk aftale er nærmest en underdrivelse. Det ville være mere præcist at sige, at der er tale om et USA-diktat, som man kun har kunnet acceptere fra Kalaalits side, fordi alternativet blev opstillet som direkte amerikansk magtanvendelse, i sidste ende en decideret invasion.
Resultatet er en aftale, der giver nye og udvidede rettigheder til USA mod at de øvrige parter får pligt og kompetence til at varetage de rettigheder indenfor aftalens rammer. Som Pele Broberg fra partiet Naleraq tørt bemærkede, så forsøgte USA i starten at lokke med store summer til hver enkelt borger i Kalaallit Nunaat - nu har USA fået det de ville have, men uden at der er fulgt penge med.
Opbakning i Inatsisartut
På trods af spredte kritiske røster i befolkningen er der i øjeblikket entydig opbakning til aftalen blandt partierne i Inatsisartut (det grønlandske parlament). Den mest markante kritik er indtil videre kommet fra beboerne omkring de nye forsvarsområder, der frygter for tvangsforflytninger eller indgribende begrænsninger på deres liv. - Hvilket er særdeles forståeligt på baggrund af de historiske erfaringer med amerikanske baser.
Dette optegner det egentlige dilemma for enhver, der ønsker at stille sig solidarisk med Kalaallit: Aftalen er objektivt et neokolonialt diktat, der pålægger Kalaallit Nunaat voldsomme begrænsninger for deres selvbestemmelse, men den samme selvbestemmelses politiske repræsentation bakker udelt op om aftalen.
Det er svært at forestille sig, at utilfredsheden med aftalen ikke kommer til at vokse over tid. Når USA begynder at bruge ubemandede installationer til sit Golden Dome projekt i Kalaallit Nunaat og dermed gør landet til et aktivt mål i en konflikt, når svineriet fra forsvarsområderne hober sig op og destruerer naturen, når agenter begynder at infiltrere og påvirke det civile liv, når USA’s soldater kommer i konflikt med lokale beboere, når atomubåde dukker op i bugterne, og når vestlige selskaber kan underbyde og alligevel vinde kontrakter på Kalaallit Nunaats naturressourcer og rigdomme.
For et frit og afmilitariseret Arktis
Vi må anerkende, at Naalakkersuisut har retten til at indgå denne aftale, også selvom den er forfærdeligt dårlig. Der er ikke nogen grund til at tro, at de har forstået aftalen dårligere, end vi har. De har med sikkerhed vejet fordele og ulemper (herunder USA’s trusler) mod hinanden - og har truffet deres valg på den baggrund.
Men dette er ikke en grund til at ytre støtte til aftalen. Vi kan som socialister selvfølgelig ikke støtte en aftale, der er et angreb på folkeretten (konkret folkenes selvbestemmelsesret), på freden i Arktis, på verdens klima og dermed på fremtiden. Det må siges klart, at denne aftale er et neokolonialt diktat. At den fratager Kalaallit suverænitet over deres fremtid på ubestemt tid. At den favoriserer specifik vestlig kapital, og at den øger – ikke mindsker - risikoen for militære sammenstød.
Socialistisk Arbejderpolitik vil fortsat kæmpe for at støtte kampen for selvbestemmelse i Kalaallit Nunaat og mod implementeringen af denne aftales perspektiver.
For et frit og afmilitariseret Arktis.
Socialistisk Arbejderpolitiks forretningsudvalg, 4. oktober 2026
