De katastrofale pludselige oversvømmelser i Nepal som følge af den globale opvarmning og smeltningen af gletsjerne i Himalaya var en advarsel til verden, men har det en særlig betydning for Pakistan, som også grænser op til Himalaya?

 

De katastrofale pludselige oversvømmelser i Nepal er en alvorlig advarsel til Pakistan. I årevis har Pakistan været blandt de lande i Sydasien, der er mest udsat for klimakrisen, og vi har allerede været vidne til, hvad en opvarmning af Himalaya kan medføre – lige fra de katastrofale oversvømmelser i 2022 til de stadig hyppigere oversvømmelser forårsaget af læk fra gletschersøer i Gilgit-Baltistan og Khyber Pakhtunkhwa. Katastrofen i Nepal fortæller os, at vi måske er på vej ind i en endnu farligere fase af klimakrisen i Himalaya.

 

Men for mig er der et langt dybere spørgsmål her. Sydasien har en fælles historie. Vi deler historien om kolonial udnyttelse, om plyndring og rov, om ressourcer, der blev taget fra vores lande for at opbygge rigdom andre steder. Politisk afkolonisering betød ikke nødvendigvis økonomisk afkolonisering. Udnyttelsens geografi har ændret sig, sproget har ændret sig, men det underliggende forhold kan forblive bemærkelsesværdigt genkendeligt.

 

I dag får vi at vide, at svaret er udvikling, investeringer, kritiske mineraler, energisikkerhed og endda den grønne omstilling. Men vi må spørge: hvis udvikling, hvis energisikkerhed og hvis omstilling?

 

Klimaforandringerne kan ikke reduceres til alene minedrift. Men det ville være dybt uansvarligt at forfølge en accelereret udvinding i en allerede klimasårbar Himalaya-region uden at spørge, hvad udvindingen gør ved skrøbelige økosystemer, vandskel, lokalsamfund og regionens samlede modstandsdygtighed.

 

Og det er her, at kolonialismens historie spiller en rolle. Vi kan ikke blive ved med at gentage den gamle koloniale aftale under et nyt ordvalg: vores bjerge leverer mineralerne, vores lokalsamfund bærer de økologiske og sociale omkostninger, og værdien udvindes til globale markeder andre steder.

 

Hvis det globale Nord har brug for mineraler til sin energiovergang, må spørgsmålet være: Hvem ejer dem? Hvem beslutter? Hvem drager fordel af det? Hvem bærer miljøomkostningerne? Og hvad sker der med de mennesker og økosystemer, hvorfra disse ressourcer udvindes?

 

Vi kan ikke fortsætte med en økonomisk model, der behandler vores bjerge, mineraler, floder og jord som handelsvarer.

 

Vi kan ikke kalde det en grøn omstilling, hvis omstillingen bygger på endnu en runde af udvinding fra det globale Syd. Vi kan ikke afkolonisere vores politik, mens vi fortsætter med at kolonisere vores ressourcer. Og vi kan ikke blive ved med at bede Pakistans befolkning om at betale klimaprisen for en udviklingsmodel, hvorfra de får så lidt af velstanden.

 

For Pakistan er læren fra Nepal derfor ikke blot at forberede sig bedre på oversvømmelser.

 

Hvis udvindingen fortsætter uden økologiske grænser, demokratisk kontrol og retfærdighed – og hvis det gamle ulige forhold mellem det globale Nord og de ressourcerige lande i det globale Syd fortsætter under dække af »grøn udvikling« – så vil den næste katastrofe ikke komme som en overraskelse. Den vil være en konsekvens af de valg, vi allerede har truffet.

 

For mange år siden deltog vi i en international kampagne for løsladelsen af Baba Jan fra Gilgit-Baltistan, der blev kaldt den »første politiske fange for klimaretfærdighed«. Hvordan påvirker den tiltagende økologiske krise undertrykkelse og menneskerettigheder?

 

Kampen handler ikke kun om miljøbeskyttelse, men om, hvem der har ret til at tale, hvis land der beskyttes, hvis tab der anerkendes, og om klimaramte samfund har lov til at kræve retfærdighed.

 

For mig er historien om Baba Jan et af de tydeligste eksempler på, hvordan klimapolitikken ser ud i Pakistan, når det bliver et spørgsmål om retfærdighed snarere end blot et spørgsmål om klimaforandringer. Og det fortæller os noget meget vigtigt om det råderum, venstrefløjen har i Pakistan.

 

Vi må gerne tale om klimaforandringer. Vi må gerne tale om oversvømmelser, smeltende gletsjere, CO₂-udledning og modstandsdygtighed. Men når vi begynder at tale om klimaretfærdighed – om jord, ejerskab, fordrivelse, arbejdstagerrettigheder, ressourceudvinding, erstatning og hvem der bærer ansvaret – bliver samtalen langt mere politisk ubehagelig.

 

Det er her, klimakrisen krydser undertrykkelsen.

 

Baba Jan bad ikke blot om katastrofehjælp. Han spurgte: Hvad betyder retfærdighed for mennesker, hvis hjem og levebrød er blevet ødelagt? Hvem ejer jorden? Hvem bestemmer, hvad der skal ske med de fordrevne samfund? Hvorfor skal mennesker, der har bidraget så lidt til klimakrisen, bære omkostningerne? Når disse spørgsmål bliver politiske, bliver rummet for afvigende meninger meget snævrere.

 

Det er også derfor, at den tiltagende økologiske krise skaber både en udfordring og en mulighed for venstrefløjspolitikken i Pakistan. Krisen synliggør de uligheder, som venstrefløjen har talt om i årtier: klasse, jord, arbejdskraft, køn, fordrivelse, ressourceudvinding og den ulige fordeling af rigdom og risiko. Klimaforandringerne skaber ikke disse uligheder ud af ingenting; de forstærker dem.

 

Men de kvinder, der lever gennem disse kriser, er de hårdest ramte, men alligevel ofte dem, der bliver hørt mindst i den politiske reaktion. De mister deres hjem, deres levebrød, adgangen til vand og mad; de påtager sig mere ulønnet omsorgsarbejde; de udsættes for større usikkerhed og vold – og så forventes det, at de forbliver taknemmelige for den hjælp, de måtte modtage. Det er ikke klimaretfærdighed.

 

Og det er her, jeg finder udtrykket »grøn omstilling« utilstrækkeligt. Regeringer og erhvervslivet taler i stigende grad om grøn vækst, vedvarende energi, grønne job og omstilling. Men hvor er den »retfærdige omstilling«, der blev talt om?

 

En omstilling kan ikke betragtes som retfærdig, hvis en arbejdstager mister sit levebrød i processen. Den kan ikke være retfærdig, hvis minesamfund mister deres jord, så virksomheder andre steder kan sikre sig de mineraler, der kræves til en »grøn økonomi«. Den kan ikke betragtes som retfærdig, hvis kvinderne skal bære den ekstra byrde i form af ulønnet omsorgsarbejde. Og den kan ikke betragtes som retfærdig, hvis de mennesker, der er hårdest ramt af klimakatastrofer, ikke har nogen meningsfuld indflydelse på beslutningerne om, hvad der skal ske med deres samfund.

 

En grøn omstilling uden arbejdstagerrettigheder, jordrettigheder og demokratisk deltagelse kan ganske enkelt blive endnu en form for udnyttelse.

 

Derfor mener jeg, at venstrefløjens rolle ikke blot er at kræve, at Pakistan »tilpasser sig« klimaforandringerne.

 

Venstrefløjen må spørge: Tilpasse sig for hvem? Omstilling for hvem? Grøn vækst for hvem? Og hvem betaler?

 

For hvis vi bringer de mennesker, hvis jord bliver taget fra dem, til tavshed, hvis vi kriminaliserer dem, der kræver erstatning, hvis vi udelukker kvinder fra beslutningstagningen, hvis arbejdere bliver bedt om at ofre deres levebrød i omstillingens navn, og hvis klimafinansieringen ikke når ud til de berørte lokalsamfund – så løser vi ikke klimakrisen. Vi forvalter uligheden gennem klimakrisen.

 

Baba Jans historie er derfor stadig utroligt relevant. Hans kamp minder os om, at klimaretfærdighed i Pakistan altid har handlet om politisk magt. Det handler om, hvorvidt lokalsamfund har ret til at kræve ansvarlighed fra staten, fra industrien og fra dem, der tjener på udvindingen.

 

Og måske er det den udfordrende lære for venstrefløjen: Klimakrisen er ikke blot en miljøkrise, der venter på at blive løst. Den er ved at blive en dybtgående kamp om jord, arbejdskraft, ressourcer, demokrati og overlevelse.

 

Hvis vi ikke kan skabe politisk rum for de mennesker, der allerede lever midt i krisen, så de kan komme til orde, vil de, der bærer det største ansvar for at have skabt krisen, fortsat tale på deres vegne.

 

Hvad betyder det konkret for kvindelige arbejdere og bønder?

 

Kvindelige arbejdere over hele Pakistan — herunder kvindelige bønder, der arbejder på marken, arbejdere på hjemmearbejdspladser, i husholdningen og kvinder ansat i beklædnings- og tekstilindustrien — arbejder fortsat under yderst usikre forhold. Deres arbejde er ofte usynligt, undervurderet og dårligt beskyttet, med ulige lønninger, begrænset social beskyttelse, usikre ansættelsesforhold og ringe indflydelse på de vilkår, de arbejder under.

 

For kvindelige bønder og kvinder, der arbejder i teglværker, kan der også være tale om et markant tab af kontrol over den løn, de tjener. Kvinderne udfører måske arbejdet, men indkomsten kontrolleres ofte af eller modtages af mændene i husstanden. Deres arbejde fører derfor ikke automatisk til økonomisk selvstændighed eller forhandlingsstyrke.

 

Bylden bliver endnu tungere, når vi betragter den gennem gælds- og økonomikrisens linse. Kvinder er ikke kun arbejdstagere; de bærer også den ulønnede byrde med at holde husholdningerne i live — at sørge for mad, børn, sundhedspleje, uddannelse og husholdningens overlevelse, når lønningerne er utilstrækkelige, og de offentlige ydelser skæres ned. Gæld og sparepolitik er derfor dybt kønsbestemt. Det, der på makroniveau fremstår som en økonomisk krise, opleves af kvinder som længere arbejdstider, mere ulønnet omsorgsarbejde, gældsætning og større usikkerhed.

 

Derfor har vi brug for en kønsretfærdig skatte- og finanspolitik. Vi kan ikke blive ved med at bede kvinder fra arbejderklassen om at betale prisen for en økonomisk krise, de ikke har skabt. Skattesystemerne skal lægge en større byrde på formuer, virksomheders overskud og dem med størst betalingsevne, mens de offentlige udgifter skal prioritere social beskyttelse, sundhedspleje, uddannelse, anstændigt arbejde, børnepasning og essentielle tjenester.

 

Et kønsretfærdigt skattesystem bør anerkende kvinders arbejde og ikke behandle det som en usynlig ressource, der uendeligt kan absorbere de økonomiske krisers og klimakrisernes stød. Kvinder bør ikke være nødt til at arbejde mere, låne mere og yde mere omsorg blot for at overleve.

 

18. september 2026

 

Oversat fra Green Left af Poul Bjørn Berg