Forsvarsminister Yoav Gallant (tv) og premierminister Benjamin Natanyahu, begge fra partiet Likud

Nej, tro ikke engang på, at flertallet i de israelske masseprotester, der demonstrerer for at kræve udveksling af fanger mellem deres regering og Hamas, søger at afslutte tragedien i Gaza og trække besættelseshæren ud. Nej, som vi gentagne gange har understreget, vil den zionistiske hær ikke trække sig tilbage fra Gaza endnu en gang, da selv de “moderate” i dens rækker mener, at en ny tilbagetrækning ville betyde en gentagelse af den samme fejltagelse.

Den politiske konflikt i Israel er ikke mellem dem, der kræver en fuldstændig tilbagetrækning fra striben, og dem, der insisterer på at blive der. Den går snarere mellem den yderste højrefløj, som opfordrer til at annektere striben til den zionistiske stat ved at udvise de fleste af dens indbyggere fra det meste af deres erritorium og erstatte dem med jødiske bosættere, og på den anden side det zionistiske “centrum”, der indser, at prisen for annektering og udvisning er højere, end deres stat kan bære. Derfor foretrækker de at holde sig til rammerne for “Allon-planen” fra 1967, som fastlægger situationen på Vestbredden, hvor Israel kontrollerer strategiske steder og veje omkring de områder, hvor den palæstinensiske er koncentreret.

Med andre ord går den politiske konflikt inden for den zionistiske magtelite ikke mellem høge og duer, men mellem høge og gribbe. Dette er tilfældet med konflikten mellem Benjamin Netanyahu og det zionistiske “centrum”, som omfatter oppositionspartierne til den nuværende regering, såvel som et mindretal af Likud-partiet selv, og som er repræsenteret i regeringen af ​​krigsminister Yoav Gallant. Den israelske presse rapporterede for nylig om en konfrontation på et kabinetsmøde mellem Galant og Netanyahu, hvor Galant gav udtryk for holdningen hos militæret og sikkerhedstjenesterne. Hvad handlede konfrontationen om? Diskussionen drejede sig om den våbenhvileaftale, som Washington med hjælp fra Cairo og Doha søger at indgå mellem regeringen og Hamas.

Vi advarede fra begyndelsen mod enhver illusion om, at denne aftale kunne bringe en ende på den israelske besættelse af Gaza, og understregede, at det meste, der er på spil fra et israelsk perspektiv, er accept af en midlertidig våbenhvile med en begrænset tilbagetrækning af besættelsesstyrker fra nogle områder af Gaza-striben. Det skal ske for at få løsladt flertallet af de gidsler, Hamas holder fanget, før man fortsætter aggressionen og søger at nå sine mål fuldt ud. I denne sammenhæng beskrev vi Netanyahus dilemma som følger:

“Sidstnævnte er fanget mellem to ildebrande i israelsk indenrigspolitik: ilden fra dem, der opfordrer til at prioritere løsladelsen af ​​israelere, der er tilbageholdt i Gaza, naturligvis anført af de tilbageholdtes familier, og ilden fra dem, der afviser enhver våbenhvile og insisterer på at fortsætte krigen uden afbrydelser, ledet af de mest ekstremistiske ministre fra den zionistiske yderste højrefløj. Det største pres, som Netanyahu er udsat for, kommer fra Washington. Det falder sammen med ønskerne fra familierne til de israelske fanger i jagten på en ‘humanitær’ våbenhvile, der vil vare et par uger. Det vil give Biden-administrationen mulighed for at hævde, at den bestræber sig på at opnå fred og er bekymret for civile, efter at den har været og fortsat er fuldt medansvarlig for den folkemordskrig, som Israel fører, og som det ikke ville have været mulig uden amerikansk militær støtte i første omgang.”

Ovenstående blev offentliggjort for præcis fire måneder siden (“The Game of Poker between Hamas and Netanyahu,” 7. maj 2024), og intet har ændret sig i den politiske ligning siden da. Biden-administrationen mangler stadig at opnå noget, der beviser sin gode intentioner i forhold til den amerikanske og internationale offentlige mening, og det er nu blevet et behov for Kamala Harris’ valgkampagne, efter at Biden trak sig fra kapløbetvalgkampen til hendes fordel. Det zionistiske “centrum” er stadig opsat på at skabe en mulighed for at frigive det størst mulige antal gidsler, især da det folkelige pres for dette især involverer dets vælgere. Alle er imidlertid enige om at bevare israelsk kontrol over Gaza på lang sigt. Forskellen handler om kontrollens form og omfang, ikke om princippet.

Der er ingen mere klare beviser for sandheden om uenigheden mellem Gallant og Netanyahu, end hvad krigsministeren blev rapporteret at sige på det zionistiske kabinetsmøde, hvor de to mænd stødte sammen. Diskussionen fokuserede på Hamas’ krav, støttet af Kairo, om tilbagetrækning af besættelseshæren fra “Philadelphi-korridoren” [det israelske kodenavn for en smal stribe land, som ligger langs den 14 km lange grænse mellem Gazastriben og Egypten]. Mens det zionistiske militær- og sikkerhedsapparat går ind for denne tilbagetrækning, er den zionistiske yderste højrefløj i regeringen kategorisk afvisende og truer med at bryde regeringssamarbejdet med Netanyahu, hvis sidstnævnte accepterer aftalen. Det ville fremtvinge nyvalg, der kan sætte en endelig stopper for mandens politiske karriere. Vi så derfor Netanyahu klynge sig til sin holdning om at afvise tilbagetrækningen fra grænsekorridoren med sikkerhedsargumenter, som intet medlem af den zionistiske magtelite kan tilbagevise, da de alle ved, at våben og tunnelbyggeri kom ind i Gaza-striben fra det egyptiske Sinai, og de har ingen tillid til den egyptiske side med hensyn til tilsynet med korridoren, eller til nogen anden for den sags skyld.

Galant og den zionistiske oppositions svar var ikke, at der ikke var behov for israelsk kontrol over korridoren. I stedet stolede nogle af dem på forslag fra sikkerhedstjenesterne om at udføre elektronisk overvågning af grænsen uden en permanent udstationering af israelske tropper, mens Gallant opsummerede uenigheden mellem ham og Netanyahu, ifølge de israelske medier, som et valg “mellem gidslernes liv eller ophold i Philadelphi-korridoren i seks uger”.

Med andre ord, efter Gallants opfattelse er sagen ikke mere end en tilbagetrækning fra korridoren i seks uger for at tillade løsladelsen af ​​de fleste af dem, der holdes af Hamas, vel vidende at besættelseshæren ville vende tilbage til direkte kontrol med grænserne efter færdiggørelsen af ​​den første fase af den aftale, som Washington søger. Alle ved, at den anden hypotetiske fase af den aftale, som kræver, at besættelseshæren trækker sig fuldstændigt tilbage fra Gaza-striben, aldrig vil ske. De er alle hyklere.

3. september 2024

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind