Læsetid: 2 minutterI ethvert normalt land ville man ikke tøve med at gøre det rigtige. Man ville fjerne de radikale højreorienterede fra regeringen og beordre sikkerhedstjenesterne til at behandle jødisk terror med samme alvor, som de gør med palæstinensisk terror.
Men så længe ministeren for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich forbliver i regeringen, vil det ikke være muligt at bekæmpe jødisk terror. Så længe førstnævnte har ansvaret for politiet, og sidstnævnte har ansvaret for de besatte områder, kan jødisk terror være forvisset om, at den har opbakning fra de højeste myndigheder.
Billedet, som chefen for Shin Bet [Israels interne efterretningstjeneste, o.a.] tegner, er dystert. Han beskriver en ændret karakter af jødiske terroraktiviteter: “fra fokuseret hemmelig aktivitet til bred, åben aktivitet. Fra at bruge en lighter til at bruge krigsvåben. Nogle gange ved at bruge våben, som er lovligt distribueret af staten.
Fra at unddrage sig sikkerhedsstyrkerne til at angribe sikkerhedsstyrkerne. Fra at afgrænse sig fra systemet til at være anerkendt som legitime hos visse embedsmænd i systemet.”
Hvis Israel fortsat benægter den bitre sandhed, at det vilde jødiske ukrudt i områderne nu er kommet helt ud af kontrol, vil jødisk terror bringe Israel til fald. “Fænomenet ‘unge på bakketoppen’ [ekstremistiske religiøs-nationalistiske unge, som uden lovhjemmel etablerer bosættelser på Vestbredden, o.a.] har for længst udviklet sig til en platform til at begå vold mod palæstinensere,” skrev Bar.
Han bemærkede tabet af frygt for at blive varetægtsfængslet, som stammer fra “de forhold, de har råd til i fængslet, og de penge, de modtager efter deres løsladelse fra Knesset-medlemmer, ud over den legitimering og ros, de modtager for deres handlinger. Oven i købet ledsages det af en delegitimerings-kampagne mod sikkerhedstjenester.”
Bar advarede om, at jødisk terror kunne antænde en yderligere kampfront. Shin Bet-chefen fortalte også om politiets passivitet og den skjulte støtte, jødiske terrorister modtager fra politiet. Han nævnte specifikt Ben-Gvir og hans besøg på Tempelbjerget på Tisha B’Av. Bar bemærkede udtrykkeligt, at dette “skabte en meget betydelig risiko for den regionale sikkerhed.”
Efter offentliggørelsen af Bars brev krævede Ben-Gvir på et regeringsmøde, at han skulle afskediges. Netanyahu og andre ministre støttede Bar, hvilket førte til, at Ben-Gvir forlod mødet. Men erfaringen har vist, at Netanyahu ombestemmer sig, hvis hans støtter er vrede. Bar har i et stykke tid været mål for bibi-istiske og kahanistiske angreb (se note). Hans advarselsbrev vil kun øge denne lejrs angreb på ham.
Har en politiker bundet sin politiske skæbne til den radikale højrefløj, legitimeret kahanismen, givet Ben-Gvir kontrol over regeringen og lagt områderne i hænderne på Smotrich, er man den sidste, der kan bekæmpe jødisk terror.
For hver dag, den super-højreorienterede regering under Netanyahu fortsætter med at eksistere, synker Israel dybere ned i en afgrund, det bliver svært at komme ud af. Denne regering skal udskiftes med det samme.
Note:
Benjamin “Bibi” Netanyahu er Israels premierminister siden december 2022. Meir David HaKohen Kahane (1932-1990) var en amerikansk-født israelsk ordineret ortodoks rabbiner, forfatter og ultranationalistisk politiker, der sad en periode i Israels Knesset, før han blev dømt for terrorhandlinger.
Kommentaren blev bragt som leder i det israelske dagblad Haaretz den 25. august 2024
Oversat fra europe-solidaire af Anne Haarløv