Foto: Demonstration mod pensionsreformen 6. april 2023. Teksten lyder: “Macron er affald”. Copyright : Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas

For syv uger siden led præsident Macrons parti nederlag ved parlamentsvalget i Frankrig og mistede over 90 mandater (allerede før valget var det en mindretalsregering). Men Macron har indtil videre afvist at udnævne en venstreorientert premierminister, på trods af at venstrealliancen (NFP – Den Ny Folkefront) er den største gruppe i Nationalforsamlingen med over 185 pladser overfor Macrons 160. Jean-Luc Mélenchon, leder af partiet La France Insoumise (LFI – Det Ukuelige Frankrig) har anklaget præsidenten for at være ‘en autokrat’, der ‘skaber kaos’.

Macron erklærer krig mod La France Insoumise

Mens Macron har forsøgt at suge hver en sidste smule politisk kapital ud af succesen med De Olympiske Lege og Paralympiske Lege og udsat atleter for pinligt lange kram, forsøger hans kumpaner at samle en slags venstre-højrekoalition. Prioriteten, siger de antidemokratiske makronister, er at udelukke ‘ekstremister fra venstre og højre’, det vil sige La France Insoumise, det mest radikale af de fire partier i venstrealliancen, og det fascistiske National Samling. Så de leder efter en premierminister, helst fra et eller andet venstreparti, som afviser NPF’s radikale program og hader La France Insoumise. De traditionelle højrerepublikanere bakker Macron op ved at sige, at de straks vil stille et mistillidsvotum, hvis den nye regering inkluderer ministre fra La France Insoumise, men ikke hvis der er en moderat venstrealliance med Macron.

Macron har reelt erklæret krig mod La France Insoumise. Efter at Rima Hassan, et EU-parlamentsmedlem fra LFI, offentliggjorde et pro-palæstinensisk tweet, der påpegede, at selv FN ikke behandlede begivenhederne den 7. oktober sidste år, som de behandler terrorangreb, og at uden for de vestlige magter er der næsten ingen, der afviser Hamas som en terrororganisation, fik Macron 51 af sine parlamentsmedlemmer til at kræve, at Rima Hassans parlamentariske immunitet skulle ophæves, og at hun skulle stilles for retten for at støtte terrorisme. Han håber, at denne form for opdigtet ‘skandale’ vil splitte og svække Den Nye Folkefront. De højreorienterede medier vil på afskyeligt vis forsøge at hævde, at der er en sammenhæng mellem principiel modstand mod folkedrab i Gaza og det forfærdelige antisemitiske angreb på en synagoge i La Grande Motte i det sydlige Frankrig i denne weekend.

I sin tale ved fejringen af 80-året for de allieredes landgang i Sydfrankrig nåede Macrons hykleri et toppen, da han erklærede: ‘Vi må ikke give op i splittelse’. Det er præsidenten, der fik alle til at arbejde to år længere og nedsatte dagpengesatsen, mens han afskaffede formueskatten, undertrykte de gule veste og dæmoniserede muslimer.

Kan Macron splitte venstrealliancen?

Macrons zombie-regering, som officielt er trådt tilbage, fortsætter sit arbejde mod os. Darmanin, indenrigsministeren, opildner rabiat til islamofobi, fordi han ved, at det vil lægge en dæmper på venstrefløjens kamp om dette spørgsmål. En muslimsk prædikant fra Pessac i det sydvestlige Frankrig er truet med udvisning, fordi han forsvarer Palæstina, og fordi han har erklæret, at Frankrig ‘er et islamofobt land’. Og en stor moské i Marseille trues med lukning af politiet på grund af falske anklager.

Nedskæringer fortsætter også. Den tidligere premierminister Gabriel Attal har sendt breve til ministrene for sundhed, undervisning og andre, hvor de bliver bedt om at skære hundreder af millioner af euro i deres budgetter i løbet af det næste år. Selv centrum-højre-parlamentsmedlemmer som Charles de Courson protesterer over, at ‘det ikke er godt for demokratiet’, at en regering, der i teorien har trukket sig efter sit valgnederlag, gør dette.

Den 23. august mødtes Macron med lederne af alle politiske partier og lovede at vælge en premierminister kort efter. Han håber at kunne undgå at følge den demokratiske procedure, hvorefter han skulle udnævne Lucie Castets – en kandidat, der er loyal over for det radikale NPF-manifest, og som de fire venstrepartier er blevet enige om (se artikel i SI).

I denne langsomt udviklende, men dybe krise, afslører de fire partier i venstrealliancen (LFI, socialister, kommunister og grønne) deres politiske forskelle, selvom ingen endnu har brudt sammenholdet for at danne en alliance med Macrons folk. Stillet over for Macrons afvisning af at udnævne Lucie Castets har La France Insoumise truet med en rigsretsprocedure mod ham. Dette initiativ tog både ledere fra kommunistpartiet, socialisterne og de grønne dog afstand fra.

Massemedierne kører en vanvittig kampagne for at præsentere Macrons valg som fornuftige og gode for landet, selvom venstrefløjens ledere jævnligt interviewes i lang tid (omend aggressivt) på tv. Alternative medier spiller en vigtig rolle, især for venstrefløjsaktivister og -sympatisører: En halvfems 90 minutters video, hvor Jean-Luc Mélenchon analyser den politiske situation, fik 400.000 visninger på YouTube, ligesom et nyligt tv-interview med Marine Tondelier, leder af De Grønne.

Forberede at slå igen

Slutningen af ​​august er den traditionelle tid for politiske sommerskoler i Frankrig. Over fem tusinde mennesker deltager i La France Insoumises fire dage lange sommerskole i Valence, hvor der afvikles 116 møder. Blandt de største talere kan nævnes Lucie Castets, Olivier Besancenot fra de Ny Anticapitalistiske Parti (NPA) og Assa Traore, som har været en inspirerende forkæmper mod politivold og racisme, siden hendes bror blev myrdet af politiet i 2016. Kommunistpartiet holder sommerskole over tre dage, med 66 møder. 2500 aktivister lyttede begejstret til Lucie Castets på De Grønnes sommerskole den 22. august, og flere hundrede mennesker samles i fire dage på sydkysten til NPA’s sommerskole. Alle vegne diskuterer aktivister den bedste strategi i en helt ny institutionel krise og en stadig mere polariseret situation.

Macrons forsøg på at splitte venstrefløjen og overtale den moderate venstrefløj til at droppe al radikal politik har endnu ikke virket. Han kan blive nødsaget til at godkende dannelsen af ​​en mindretalsregering ledet af Den Nye Folkefront. En sådan regering kan have svært ved at vedtage lovgivning (selvom der godt kan være flertal i Parlamentet for visse velkomne tiltag, såsom at omgøre sidste års stigning i pensionsalderen eller fastsætte minimumspriser for landbrugsvarer for at beskytte små landmænd). Men at vedtage nye love er ikke det eneste, regeringer gør. En række vigtige paragraffer i NPF-programmet vil kunne gennemføres af en venstreregering uden afstemning i parlamentet: opløsning af de mest racistiske politienheder, forhøjelse af mindstelønnen og minimumspensionen, forhøjelse af lønninger i den offentlige sektor, fastfrysning af priserne på basale fødevarer og anerkendelse af staten Palæstina, for eksempel.

Hvad der sker i parlamentet i de næste par måneder er vigtigt. Uanset hvilken regering der dannes, vil det være en mindretalsregering, og nyvalg kan ikke afholdes før i juni næste år. Men massemobilisering vil være nøglen. Masseaktioner kan blive nødvendige for at tvinge Macron til at udpege en NPF-premierminister. Vi vil helt sikkert have brug for masseaktioner for at støtte gennemførelsen af ​​reformerne i programmet, når modstanden fra de rige og magtfulde viser sig at være endnu mere ondskabsfuld, end den radikale venstre ledelse tror, ​​den vil være. Og hvis Macron går videre med sin foragt for demokratiet og håndplukker en venstre-højreregering, bliver der brug for massestrejker og demonstrationer for at smide dem ud. Og hvis ingen mindretalsregering kan overleve, må vi kræve, at Macron træder tilbage, og at der bliver valgt en ny præsident.

25. august 2024

John Mullen er aktiv i La France Insoumise i Paris-regionen. Hans hjemmeside er randombolshevik.org.

Artiklen er oversat fra Counterfire af Åge Skovrind