Læsetid: 4 minutter
Venstrefløjens kandidat som premierminister, Lucie Castets, i snak med vælgere i Lille den 28. juli. Foto: @castetslucie/X
Da den olympiske åbningsceremoni blev vist til en milliard tv-seere over hele verden, vandt Macron ingen medaljer for at respektere demokratiet. Tværtimod har han vist det, som den radikale venstrefløj har sagt i årevis – at hans forhold til den nyfascistiske leder Marine Le Pen er “mere en duet end en duel”. Macron har indtil videre afvist at udpege en premierminister fra venstrealliancen Ny Folkefront (Nouveau Front Populaire – NFP), som er den gruppe, der har flest pladser i Nationalforsamlingen
Han har også udtalt, at det er forfærdeligt, at den yderste højrefløj ikke vandt nogen pladser i parlamentets præsidium i sidste uge. Dette udvalg beskæftiger sig blandt andet med parlamentarisk disciplin og suspenderede for nylig et venstreorienteret parlamentsmedlem, der viftede med et palæstinensisk flag i parlamentet. Det er ganske godt, at præsidiet ikke har nogen fascistiske medlemmer og nu har et venstreflertal.
Macrons hovedprioritet er at undgå en NFP-regering. Han håber i stedet på en (usandsynlig) koalition, der samler nogle fra højrefløjen og nogle fra venstrefløjen omkring sin egen gruppe. Det ville være meget svært for ham at få flertal på denne måde, men det er hans drøm, og grunden til, at han nægter at følge normal procedure og udpege en premierminister, der tilhører den største parlamentsgruppe.
Hvem skal være venstrefløjens kandidat?
I sidste uge (uge 30), efter 16 dages forhandlinger, blev de fire partier, der udgør NFP, enige om, hvem de vil foreslå som premierminister. I modsætning til mediernes rapporter var denne forsinkelse forårsaget af reelle forskelle i partiernes politiske perspektiver, ikke af personkonflikter eller psykologiske svagheder.
Det blev hurtigt klart, at lederen af La France Insoumise (FI – venstrefløjens største parti, Det Ukuelige Frankrig), Jean-Luc Mélenchon ikke ville opnå konsensus i venstrealliancen som kandidat til premierministerposten. Socialistpartiet (PS) forsøgte ihærdigt at skubbe en af deres ledere, Olivier Faure, i front til rollen. Efter nogle dage stod det klart, at for at have en chance for at blive enige, ville det kræve en kandidat, der hverken var leder af FI eller PS.
Først foreslog Kommunistpartiet (PCF) Huguette Bello, formand for regionalrådet i La Réunion, et fransk oversøisk departement i Det Indiske Ocean, som ofte er enig med FI, men som ikke er medlem. De Grønne og FI var enige, men PS sagde nej, da de så hende som for tæt på FI. PS kan måske også have haft problemer med hendes modstand mod islamofobiske love vedtaget for 20 år siden og/eller hendes noget sene støtte til love om homoseksuelle ægteskaber.
PS foreslog derefter Laurence Tubiana, en topøkonom. FI afviste hende vredt, fordi hun for nylig underskrev et dokument, der sagde, at venstrefløjen skulle danne en regeringskoalition med Macron. Macron overvejede hende også som en potentiel premierminister for nogle år siden.
Endelig nåede man til enighed i hele venstrealliancen den 23. juli om at opstille Lucie Castets som kandidat. Castets er en højtstående embedsmand, der dannede en organisation for at forsvare offentlig service for et par år siden. Hun førte kampagne mod forhøjelsen af pensionsalderen sidste år og har erklæret, at en koalition med Macron er umulig, fordi hans ideer er uforenelige med NPF’s program.
På disse nøglepunkter – at gennemføre venstrefløjens program og afvise en koalition med Macron – er hun en god og aktivistisk kandidat.
Ingen våbenhvile
Macron har insisteret på, at en “politisk våbenhvile” er nødvendig, indtil De Olympiske Lege er forbi, og han planlægger ikke at udpege en ny premierminister før tidligst midt i august – selvom han tabte valget for mere end tre uger siden!
I mellemtiden har nogle af vores nye radikale parlamentsmedlemmer slået til. Thomas Portes fik global medieopmærksomhed, efter at han sagde, at israelske atleter ikke var velkomne i Paris. Han blev anklaget over en bred kam i medierne for antisemitisme og tilskyndelse til terrorisme. Men publikums buhråb ved den olympiske fodboldkamp mellem Mali og Israel og ved selve åbningsceremonien så ud til at bakke hans holdning op.
PCF, som i årevis har forsøgt at skabe sig et politisk rum til højre for FI, fordømte omgående Portes og erklærede, at israelske atleter var velkomne. Macron inviterede Netanyahu til åbningsceremonien i et spektakulært forsøg på at rehabilitere folkedrabet, selv om han hævdede at have væsentlige uenigheder med den israelske regering.
Samtidig var præsident Macron vært for en overdådig middag med chefer fra 40 store internationale virksomheder, herunder Airbnb, Samsung, Coca-Cola og luksusvarekoncernen LVMH. Han forsøgte desperat forsikre dem om, at han faktisk ved, hvad han laver.
To ting har boostet Macron en smule i denne uge.
For det første skulle den olympiske åbningsceremoni fremvise Frankrigs storslåede universelle værdier for hele verden. Selvom tilskuerne højlydt buhede ad Macron, plejer en sådan imponerende demonstration af national stolthed at berolige “magtens mænd” i et par uger.
For det andet var der en koordineret storstilet sabotage af landets jernbanenet på dagen for åbningsceremonien. Det var en hjælp til præsidenten, fordi sådanne handlinger kan bruges til at retfærdiggøre et stadig mere undertrykkende samfund og en atmosfære af national enhed mod terrorisme. Ingen har taget ansvaret for sabotagen, men hvis det var en politisk handling, var det en aktion, der svækker vores side i klassekampen. Vi har brug for massekamp, ikke blokade af arbejdere, der rejser på ferie.
Situationen er ikke umiddelbart eksplosiv, men vi går ind i en lang og dyb krise.
Forfatningen tillader ikke nyvalg i 12 måneder, men alle tre blokke i Nationalforsamlingen — venstrealliancen, Macrons gruppe og den yderste højrefløj — mangler mange mandater for at have et parlamentarisk flertal.
Uanset om Macron udfører sin demokratiske pligt og udnævner Castets til premierminister eller ej, er uro og konfrontationer på dagordenen, og den organiserede mobilisering af arbejderklassen vil være nøglen til vejen frem
30. juli 2024
John Mullen er revolutionær aktivist og medlem af France Insoumise i Paris-regionen. Hans hjemmeside er randombolshevik.
Artiklen er oversat fra: Green Left af Leif Mikkelsen.