Den folkelige opstand i april 2018 afspejlede den enorme sociale utilfredshed mod Ortega-Murillo-regimets neoliberale politik med privatiseringer og rovdrift på naturressourcer [Rosario Murillo er landets vicepræsident og gift med Daniel Ortega, o.a.]. Den konkrete anledning var forslaget om at forhøje bidragene fra arbejdsgivere og lønmodtagere til social- og sygesikringen, samt en skattereform med et neoliberalt islæt. Dertil kom regeringens passivitet på grund af de brande, der ødelagde Indio Maíz-reservatet i regnskoven. Alt dette antændte befolkningens sidste gnist, hvilket endte med at fremskynde den voldelige, autoritære og nedbrydende politik, som vi ser afspejlet i det nuværende nicaraguanske regime.

Nicaraguas tidligere guerillaleder, Mónica Baltodano, er for tiden på rundrejse i Europa. Hun er i opposition til præsidentparret, Ortega-Murillo og mødes blandt andet med repræsentanter for venstrefløjspartier og solidaritetsbevægelser med Nicaragua i Spanien, Frankrig og Belgien. Fra Anticapitalistas i Spanien ses her Miguel Urbán, der sidder i EU-Parlamentet for Anticapitalistas i Spanien.

Alene i løbet af de første tre dages protester blev omkring 60 mord registreret - begået af statslige sikkerhedsstyrker. Dette satte kun mere skub i oprøret og indignationen blandt befolkningen, først i byerne, men senere bredte det sig til landbefolkningen. Den folkelige opstand blev knust med enorm vold og undertrykkelse, hvor mere end 355 blev myrdet og mere end 2.000 såret. Siden da har tusindvis af aktivister, studenterledere, ungdomsbevægelser, bondebevægelser og feminister måtte flygte, de fleste af dem til Costa Rica.

Fra da af danner Ortega-Murillo-regimet skole i den accelererede udvikling af centralamerikansk autoritær neoliberalisme gennem love som Loven om Forsvar for Suverænitet eller Loven om Udenlandske Agenter, militarisering, styrkelse af politi- og politilignende strukturer, den kontinuerlige undertrykkelse, den tvungne forsvinden, de nye og varierede former for kriminalisering og forfølgelse af folkelige bonde-, indfødte, feministiske bevægelser og øvrige dissidenter. Kort sagt: etablering af ​​et system med overvågning, fængsel, eksil og plyndringer både mod organisationer og personer, som er i opposition, eller bare mod dem, der er kritiske over for statsvold.

Særlig voldsomt er det gået ud over dem, der var med i den sandinistiske revolution i 1980'erne, og som nu er i eksil, forfulgt og arresteret for deres holdninger og stærke kritik mod regimet. Det skete for Dora María Téllez og Ana Margarita Vigil, der tilbragte mere end to år i fængsel under umenneskelige forhold. Og der er eksemplet med Hugo Torres Jiménez, der døde i fængsel for et år siden under uigennemskuelige omstændigheder. Og så er der Mónica Baltodano i eksil, som nu er på rundrejse i Spanien, Frankrig, Belgien, Holland og Schweiz, hvor hun fordømmer hele denne situation.

Baltodano var guerillakommandant under den sandinistiske revolution, der væltede diktatoren Somoza. Under hans diktatur blev hun fængslet og tortureret mellem 1977 og 1978. Hun sluttede sig til den Sandinistiske Befrielsesfront (FSLN) i 1974. I den revolutionære regering var hun vicepræsident og minister for regionale anliggender (1982-1990) og senere medlem af parlamentet for FSLN (1997-2002). Fra begyndelsen var hun kritisk over for den fremadskridende nedbrydning af det sandinistiske projekt, og i 2005 gik hun med i Bevægelsen for Redning af Sandinismen [El Rescate]. I dag er hun en aktiv modstander af regimet og fokuserer sin kritik på eskaleringen af ​​den autoritarisme og statsundertrykkelse, der er foregået siden 2018, sandinismens højredrejning og Ortegas pagt med storkapitalen. Af denne grund blev Mónica forfulgt, forvist og gjort statsløs i februar sidste år, sammen med en gruppe på mere end 300 mennesker, der er imod Ortega-Murillo.

Baltodano fremsætter en stærk kritik af Ortega-Murillo-regimets reaktionære karakter og dets populistiske diskurs. Regimet søger at forvirre venstrefløjen rundt om i verden med henvisning til den historiske hukommelse om revolutionen – der nu er forrådt – og som bruges til at skjule Orteguismens sande autoritære og reaktionære karakter. Hendes vidnesbyrd sætter et spejl foran den del af den politiske "venstrefløj", der er fanget i sort-hvide analytiske rammer og ikke er i stand til at se og forstå den nuværende nicaraguanske politiske og sociale virkelighed. Det til trods for, at selv Den Internationale Valutafond (IMF) har garanteret Ortega-regimets neoliberale karakter og rost den nicaraguanske model.

Baltodano siger om orteguismens kannibalistiske karakter, at

"langt fra at omfavne det 21. århundredes socialisme, som højrefløjs-modstandere til Ortegas tilfredshed fejlfortolker, omfavnede han den eksisterende kapitalisme i dens mest brutale former: udvikling baseret på ekstraktivisme; overdragelse af naturrigdomme til udenlandsk kapital; udnyttelse af billig arbejdskraft; manglende beskyttelse af arbejdstagerrettigheder samt outsourcing og absolut deregulering af markedet".

Tavsheden hos en del af den europæiske og latinamerikanske venstrefløj over for denne udvikling er fortsat overvældende og forfejlet. Forsvaret af Ortega-Murillo-regimet placerer kun denne venstrefløj på samme side som undertrykkerne af den nicaraguanske arbejderklasse og tilskynder geopolitisk kun den yderste højrefløj til at bruge situationen i Nicaragua (såvel som andre lande i regionen) til at angribe hele den latinamerikanske venstrefløj.

Det er centralt, at der er flere og flere stemmer på venstrefløjen i Europa og Latinamerika, der afslører Ortega og Murillos reaktionære karakter og bryder de analytiske, diskursive og endda identitetsbaserede rammer, der er nedarvet fra den kolde krig, især i en region som Mellemamerika. Undskyldningen bag den antiimperialistiske retorik er forældet i forhold til at legitimere Ortega og kan ikke længere narre nogen af dem, der lukker øjnene for, at der ikke er noget tilbage af det historiske sandinistiske projekt i hans regering.

Som Fjerde Internationale tøver vi ikke med at støtte de venstreorienterede og demokratiske sektorer af modstand, oprør, ulydighed og folkelig magt i Nicaragua. Når Mónica Baltodano rejser gennem Europa, vil vi modtage og støtte hende i hendes utrættelige kamp. Sammen med hende og alle dissidenter kræver vi et stop for undertrykkelsen, forfølgelsen af ​​aktivister og organisationer, løsladelse af de politiske fanger og starten på en suveræn demokratisk proces uden indblanding af nogen art. Vi støtter al den modstand, der forsøger selv fra eksil at opbygge et alternativ, der er i stand til at slippe af med det neoliberale og undertrykkende despoti, der knuser det nicaraguanske folk. Kun den nicaraguanske befolkning i frihed kan bestemme sin fremtid.

14. februar 2024

Oversat af Åge Skovrind fra Punto de Vista Internacional, som er Fjerde Internationales spansksprogede hjemmeside.