Læsetid: 9 minutter

Kan du fortælle os om Razems historie og politik?

 

Razem blev dannet i 2015 af en gruppe venstreorienterede aktivister med mange års erfaring fra grønne og feministiske bevægelser samt medlemmer af organisationen Unge Socialister.

 

Drivkraften til at skabe et nyt parti var dobbelt. Den ene var den frustration, der opstod under den liberale Donald Tusk-regering (2007-14). Hver gang der blev rejst krav til regeringen om at sætte fokus på sociale udgifter i stedet for nedskæringer og privatiseringer, var Tusks svar at sige, at Polen stadig var i en overgangsfase [til en markedsøkonomi], og at det ikke var tidspunktet nu til at skabe en velfærdsstat.

 

Frustrationen voksede, efterhånden som den neoliberale politik blev implementeret i rasende tempo for at forkæle erhvervstoppen, mens folk blev nægtet selv beskedne sociale ydelser, og offentlige tjenester blev afviklet.

 

Alt dette skete samtidig med store folkelige protester mod nedskæringer i Grækenland – som vi støttede, og som var en inspiration for Razem.

 

Den anden store faktor var protesterne mod Irak-krigen og mod Polens deltagelse i besættelsen af Afghanistan. Flere af de aktivister, som var med til at opbygge Razem, kom fra disse protestbevægelser.

 

Afsløringerne af ulovlige amerikanske fængsler i Polen, der blev brugt til at torturere al-Qaeda-medlemmer, skabte enorm forargelse. At se den polske regering underdanigt bøje sig for amerikansk imperialisme – og faktisk opmuntret af den almindelige opinion – inklusive tidligere Solidarność-aktivister – gav næring til frustration på venstrefløjen.

 

Razem blev dannet som et udtryk for denne vrede og frustration, der var blevet opbygget under overgangsprocessen [på vej til kapitalistisk markedsøkonomi, o.a.].

 

Det er stadig et tema for ungdommen. I modsætning til folk fra det gamle kommunistiske regime eller de nye liberale eliter, som var knyttet til erhvervslivet, fik ungdommen ikke mulighed for at berige sig selv i overgangsperioden.

 

At etablere sig professionelt, endsige at stifte familie, er blevet – og er stadig – en meget vanskelig ting, hvis du ikke har fast job. Vores formandskab, Magda Biejat og Adrian Zandberg, har endvidere sat fokus på boligsituationen, især fordi husleje- og ejendomspriserne er steget dramatisk.

 

Polen står også over for en tilbagegang i befolkningstallet. Abortforbuddet afskrækker kvinder fra at blive gravide, og høje leveomkostninger forhindrer unge i at starte et selvstændigt liv.

 

En forskel mellem Razem og store dele af den vestlige venstrefløj er, at vi ikke bruger et ideologisk sprog, men i stedet kommunikerer venstrefløjens værdier mere konkret. Dette skyldes, at det efter 1990’erne [med det kommunistiske regimes fald] blev problematisk at bruge ordet “socialisme”. Der var en modreaktion, som højrefløjen og neoliberale kredse med glæde udnyttede til at miskreditere enhver idé om en social stat.

 

Det skete på trods af, at den socialistiske tradition i Polen er meget ældre end Østblokkens eksistens og spillede en enormt væsentlig og positiv rolle i opbygningen af Polen som en selvstændig stat [efter afslutningen af Første Verdenskrig i 1918, o.a.]. For ikke at nævne, at i modsætning til hvad konservative ideologer påstår, var Solidarnośćs idealer socialistiske.

 

Razem blev også inspireret af Podemos, som demonstrerede, hvordan venstrefløjen kan kommunikere socialistiske ideer på en mere moderne måde. De viste, at det var meget vigtigt at finde nye veje til at bryde med det højreorienterede to-partisystem. I polsk politik er det den liberale og den konservative højrefløj, der skiftes til at dominere scenen.

 

Vi måtte starte med at få venstrefløjen tilbage og sætte venstreorienterede spørgsmål i centrum af den politiske debat i Polen. Vi var nødt til at bringe sociale protester og faglig organisering tilbage i den daglige politiske praksis – og det lykkedes. Det var vores motiver.

 

Siden da har vi engageret os i en til tider dramatisk kamp om en plads i dette terræn domineret af to aktører. Deres dominans manifesterer sig som en krig mellem højreorienterede stammer, der er en kilde til næring for deres eliter. Så for os var det afgørende at undgå fælden med at engagere os i tomme argumenter.

 

Polske liberale reducerer ethvert socialpolitisk spørgsmål til, om det tjener til at vinde over de konservative, og omvendt, mens de aldrig anskuer problemerne ud fra deres substans. Det polske folk er trætte af dette rituelle slagsmål.

 

De sætter pris på, at vores seks folketingsmedlemmer i stedet fokuserer på at tale om de reelle problemer. Når Adrian Zandberg taler i parlamentet, er det noget af en længe savnet offentlig begivenhed, fordi det giver en sjælden følelse af at noget virkeligt i hele denne hurlumhej. Hans taler giver genlyd, fordi der eksisterer en vrede, og folk vil have løsninger og reel handling. Og de ved, at de kan regne med os.

 

Folk værdsætter det, når Razems parlamentsmedlemmer møder hurtigt op til en strejke for at støtte arbejdernes krav og hjælpe med at få arbejdsgiverne til forhandlingsbordet. På den made har vi været i stand til gøre en forskel i flere strejker i de seneste år.

 

Polen bliver ofte sat i en gruppe af højreekstremistiske autoritære lande i Østeuropa. Hvor nøjagtigt er dette? Hvad kan du sige om den nuværende regering?

 

Samme år som Razem blev dannet, blev en konservativ kristelig regering valgt. De fandt ud af, at nøglen til at vinde var at tilbyde noget, som folk ønskede, en form for social ydelse – i dette tilfælde et børnetilskud – men som de liberale havde nægtet at give. Den konservative regering sikrede sig kun flertal, fordi den inkorporerede sociale elementer i sin dagsorden.

 

Når det polske samfund bliver spurgt, hvilken politik man foretrækker, er det oftest en form for socialdemokrati med en solid offentlig service. De konservative har udnyttet dette til deres politiske fordel – men har tydeligvis undladt at levere nogen omfattende social dagsorden.

 

Under alle omstændigheder er det klart, at for at få magten førte de ikke kampagne for at forbyde abort eller at afvikle statens juridiske instanser. Men lige efter de kom til magten, angreb de menneskerettighederne og statens institutioner. Senere begyndte de at sætte gang i en kulturkamp, for eksempel ved at chikanere og gøre LGBT-personer til syndebukke.

 

Ja, disse politiske støttes af den katolske kirke. Det konservative flertal skylder kirken store tjenester – mange af disse ting sker som en form for en udveksling af vennetjenester mellem kirken og regeringen. Men det er ikke en politik, der har flertalsopbakning.

 

Meningsmålinger viser, at flertallet af det polske folk ønsker legalisering af abort, og at par af samme køn kan indgå civiltt partnerskab. Det polske samfund er blevet sekulariseret dramatisk i de seneste år. De konservative har tabt denne kamp, og den rabiate reaktion fra fundamentalistiske grupper, der er indlejret i regeringens miljø, afspejler dette.

 

I modsætning til Ungarn har den polske regering ikke været i stand til at underminere valgsystemet, og selvom forsøgene på at overtage retsvæsenet stort set er lykkedes, er de blevet mødt af folkelige protester. På grund af EU’s modstand mod at acceptere disse ulovlige reformer har regeringen desuden stødt på en mur af polsk EU-begejstring.

 

Dette er en stor forskel til Ungarn. Vores regering har ikke været i stand til at finde en nem vej uden om det faktum, at folk ikke vil støtte nogen antydning af “Polexit”. Det vil Razem i øvrigt heller ikke. Vi mener, at EU har hårdt brug for sociale og demokratiske reformer, men at Polen bør forblive medlem og bidrage til at fremme integration og samarbejde på kontinentet.

 

Resultatet var, at alle regeringens Orban-agtige tiltag, ikke mindst forfølgelsen af kvinder og LGBT-personer, udløste en bølge af hidtil usete protester. Protesterne mod abortforbuddet var enorme og spændte over alle niveauer i samfundet. Det førte til et dramatisk fald i meningsmålingerne, og de konservative vil næppe vinde et parlamentarisk flertal ved dette års valg [parlamentsvalget skal finde sted senest oktober 2023, o.a.].

 

Med hensyn til ideen om et autoritært Østeuropa fuld af højreekstremistiske nationalister, vil jeg sige, at dette er et resultat af, at Østeuropa i årtier er blevet afskrevet indflydelse. Ofte er det den unuancerede, bekvemme fremstilling i medierne, der smigrer egoer i Vesten.

 

Vi ved alle, hvilke problemer vesteuropæiske lande er i med hensyn til højreorienterede trusler, se på Italien eller Frankrig med [Giorgia] Meloni og [Marine] Le Pen, eller tyske ekstremisters nylige plan om at vælte systemet. Men på en eller anden måde formår de globale medier og russisk propaganda at henlede eksklusiv opmærksomhed på højreorienterede autoritære tendenser i Østeuropa. På den måde slører de det faktum, at der er venstreorienterede bevægelser og et progressivt civilsamfund, og de ser bort fra den emancipatoriske og demokratiserende impuls, der er godt i live i mennesker. Dette bidrager til billedet af Østeuropa som et særligt konservativt dødvande, fjendtligt over for progressive ideer, hvilket ikke rigtig er tilfældet og bestemt ikke er en konstant.

 

Selvfølgelig er der elementer af dette, men det bliver utroligt overdrevet i Vesten, også indenfor den vestlige venstrefløj. Se på Slovenien med Levica, Kroatien med Mozemo, Letland med Progresivie eller Polen med Razem, og du vil opdage inspirerende bevægelser på venstrefløjen, der implementerer progressive forandringer i deres land – og i kommunalpolitik – og der vil være flere overraskelser af den slags i fremtiden, som bør anerkendes .

 

Især hvad angår Ukraine, er det afgørende, at bevægelser som Den Sociale Bevægelse får støtte i forbindelse med modstandskampen og genopbygningen, når den russiske aggression er besejret.

 

Hvordan har Razem reageret på Putins invasion af Ukraine? Hvorfor insisterer Razem på, at det er nødvendigt at kæmpe mod russisk imperialisme?

 

Razem var ikke i tvivl om, hvordan vi skulle reagere i betragtning af vores landes fælles historiske erfaring med russisk imperialisme. Vi var slet ikke i tvivl om, at denne invasion repræsenterede en eksistentiel trussel mod Ukraine, at der ikke kunne være et kompromis, og at en reaktion fra vores partis var helt nødvendig.

 

Desværre var vi meget skuffede over tavsheden fra flere progressive organisationer – også dem, som vi på det tidspunkt samarbejdede med, både lige før og efter invasionen og endda efter Bucha-massakren.

 

Dette var skuffende, men jeg indrømmer også, at vi måske har været en smule blinde over for en åbenlys tendens hos en del af venstrefløjen til at overbetone amerikansk imperialisme, mens vi lader russisk imperialisme slippe. Det blev hurtigt klart, at en stor del af venstrefløjen ikke er i stand til at acceptere, hvad der for os er to eksistentielle spørgsmål: at Ukraine er en suveræn stat, og at russisk imperialisme eksisterer.

 

I modsætning hertil mødtes repræsentanter for venstrefløjen i Polen (Razem), Finland (Venstrealliancen), Litauen (Venstrealliancen), Tjekkiet (Fremtidsalliancen; Venstre) og Rumænien (Partiet for Demokrati og Solidaritet) i Warszawa den 8. marts med repræsentanter for den ukrainske venstreorganisation Den Sociale Bevægelse (Sotsіalniy Rukh) for at lytte til dem og spørge dem, hvad de havde brug for. Den danske venstrefløj (Enhedslisten) var ikke til stede på mødet, men tilkendegav senere deres støtte.
Det blev klart, at vi først måtte føre kampagne for at støtte venstrefløjen og Ukraines væbnede modstand. Her stødte vi på en betydelig modstand fra den såkaldte anti-krigsbevægelse i de imperialistiske, vestlige samfund.

 

Vi oplevede ofte, at ukrainske venstreorienterede måtte kæmpe selv for deres ret til at tale ved arrangementer organiseret af venstrefløjen i Vesten. Så dette var en kamp og er fortsat et vigtigt punkt: at hævde eksistensen af den ukrainske venstrefløj og udbrede deres synspunkter. Når først den er blevet hørt, skærer den uundgåeligt igennem alle propagandistiske røgslør – de fører en retfærdig kamp for selvbestemmelse mod en imperialistisk aggressor, ingen tvivl om det.

 

Siden da har det sammenhold, der blev indledt i Warszawa, udvidet sig til andre nordiske og centraleuropæiske venstrefløjspartier og på det seneste til venstrefløjsgrupper på Balkan. Vi opbygger et netværk for at dele information ikke kun om vores fælles erfaring med hensyn til russisk imperialisme, men også om processen med en barsk neoliberal omstilling i den tidligere østblok.

Sammen med Sotsіalniy Rukh og andre allierede, såsom Venstreblokken i Portugal og Venstrepartiet i Sverige, lancerede vi også en kampagne for at annullere Ukraines gæld, hvilket begrænser Ukraines krigsindsats og evnen til at holde økonomien kørende. Vi har haft nogle succeser: Et lovforslag er blevet vedtaget i det amerikanske Repræsentanternes Hus, der opfordrer den amerikanske regering til at påvirke långivere på vegne af Ukraine, og spørgsmålet er også blevet rejst i Storbritannien og i Europa-Parlamentet.
Dette er en kampagne, vi håber at bygge videre på som et eksempel på konkret solidaritet og udadvendt kampagne. Vi foretrækker at tilbyde konkret solidaritet og samarbejde med partier, fagforeninger og bevægelser, der står til ansvar over for vælgere, medlemmer og offentligheden.

 

Diskussioner om realistisk geopolitik i forhold til multipolaritet kan måske sælge bøger, give likes på Twitter og invitationer til paneldebatter, men de hjælper ikke det ukrainske folk, der kæmper mod et folkemordsangreb fra en nabo, der satser på neokolonialisme i det 21. århundrede.

 

Hvordan ser I på spørgsmålet om NATOs udvidelse?

 

Vi er klare på, at indflydelsen fra vestlig militarisme ikke er velkommen i Polen. Men vi erkender, at vi står i en kompleks situation. I modsætning til venstrefløjen, der opererer i hjertet af et imperium, har venstrefløjen i vores del af Europa ikke råd til at indtage en rent ideologisk holdning, der er adskilt fra de sikkerhedspolitiske realiteter for befolkningen i vores region.

 

På den ene side, i manglen på en passende europæisk sikkerhedsarkitektur, repræsenterer NATO i øjeblikket den eneste garanti for beskyttelse for polske borgere. Langt de fleste polakker ønsker denne beskyttelse, fordi de kender den trussel, russisk imperialisme udgør. Derfor mener jeg ikke, at vi oprigtigt kan tale om NATO-ekspansionisme i vores region. I stedet havde vi en situation med lande, der desperat ansøgte om at blive medlem af NATO i 1990’erne, mens USA oprindeligt ikke var så positivt indstillet over for at få os med.

 

For mennesker i vores region er russisk ekspansionisme den eksistentielle trussel. Og det er Rusland, der ekspanderer mod og på tværs af vores region – ved at invadere Ukraine.

 

Hvis man ser ærligt på historien om relationerne mellem NATO og Rusland i forhold til Europa, vil man se, at det har været Rusland, som regelmæssigt træder frem først med en vilje til optrapning.

 

Politisk kan man tale om forsoning i den vesteuropæiske politik over for Rusland i de seneste årtier. Militært, hvad angår udstationering af tropper og våben, kan man ikke tale om provokation.

 

På den anden side er Razem aktivt gået imod enhver polsk deltagelse i NATO’s foragtelige, næppe lovlige, interventioner, såsom i Afghanistan, Libyen, Irak osv. Enhver handling, der er motiveret af primitiv udbytning eller påtvunget alliancens medlemmer via politisk pres fra USA er for os den sande betydning af “NATO-ekspansionisme”. Og vi er imod det.

 

Vi er også bevidste om, at sådanne handlinger kun har opmuntret Rusland og givet det præcedens til at udføre sine egne uforskammede imperialistiske handlinger.

 

Razem er klar over, at der er flere imperialismer på spil i vores del af Europa, og at vi ikke har råd til at tage parti for at støtte en imperialisme frem for en anden.

 

Oversat fra Green Left af Åge Skovrind