Sidstnævnte nøjedes ikke med hyl og skrig, men foranstaltede optøjer. Det var en af lederne af den russiske revolution og senere grundlægger af 4. Internationale, Leo Trotskij, der skulle tale i København. Det gjorde han – trods chikanerierne – for 2.000 tilhørere i Idrætshuset.

Prins Åge, Berlingske Tidende og Land og Folks [DKP’s dagblad, red.] forgænger, Arbejderbladet hylede om kap imod revolutionslederens besøg i Danmark. Stauning-regeringen havde kun nødtvungent givet Trotskij et visum i otte dage – under pres fra den socialdemokratiske studenterorganisation, som havde inviteret Trotskij.

Arbejderbladet havde hidset medlemmer og sympatisører godt op. I artikel efter artikel op til besøget skrev bladet f.eks. om ’Stauning og Trotskij arm i arm’ og ’Trotskij – det krigsgale bourgeoisis agent mod Sovjetunionen’.

DKP’s mislykkede demonstrationer

Rejsen fra det foreløbigt fire år lange, ufrivillige eksil på den lille tyrkiske ø Prinkipo startede 14. november. Han ankom med skib til Esbjerg 23. november. DKP havde arrangeret en demonstration på havnen for at pibe Trotskij ud. Men som Politiken skrev: ”I det øjeblik Trotskij viste sig, blev der dyb tavshed – man havde fornemmelsen af en historisk personlighed og måske også af en historisk begivenhed”.

Endnu en demonstration havde DKP forberedt – på Københavns Hovedbanegård, når toget kom ind fra Esbjerg. Men stalinisterne måtte vandre slukørede hjem. Der var ingen Trotskij med toget. I strid med fartplanen, var det stoppet ved en lille station før København, hvorfra Trotskij fortsatte i bil ad ’bagdøren’ til København.

DKP havde også mobiliseret til ballade foran Idrætshuset den 27. november mod ’forræderen’ der ville benytte lejligheden til i sin tale at ’hetze mod Sovjetunionen’. DKP-medlemmerne blev dobbelt skuffede. Trotskij kom heller ikke denne gang ad ’fordøren’. Og hans tale ”Til forsvar for Oktober” (også kaldet ”københavnertalen”) var et enestående forsvar for den russiske revolution.

Marie Nielsen om mødet

Marie Nielsen, en af stifterne af DKP, skrev en pjece (”Kampen om Trotskij”) fire år senere, da hun var blevet ekskluderet for ’trotskisme’: ”Trotskij kom i 1932 til København på indbydelse af den socialdemokratiske studentergruppe for at tale om den socialistiske opbygning i Sovjet – en enestående lejlighed for danske kommunister til selv at høre – selv at høre – selv at vurdere – til at få bevis for rigtigheden af Arbejderbladets påstand: at han svinede Sovjet til.

Men DKP’s medlemmer blev af partiledelsen mobiliseret til gadedemonstrationer den aften, nogle advaredes mod at gå til mødet, blandt andre jeg.

Jeg gik derhen og hørte det klareste kommunistiske foredrag om de vældige resultater, som Sovjet havde nået under den første 5-års plan, som jeg nogensinde har hørt. Intet angreb på Stalin og ingen inddragen af den standende strid i foredraget.

Men udenfor larmede de danske kommunister og skreg: Ned med Trotskij!

De vidste ikke hvad de gjorde!”.

En anden ekskluderet DKP’er, Georg Moltved, som senere blev medlem af 4. Internationale beskriver i sin bog ”Leo Trotskij” mødet: Myndighederne havde kun tilladt mødet på betingelse af at taleren skulle undgå enhver form for polemik og provokation. Men denne fordring kunne alligevel ikke skjule hans dybe og faste overbevisning, så talen blev en retfærdiggørelse af revolutionen og var så meget mere effektiv som den var fri for undskyldninger og ikke veg tilbage for frit at erkende fejl og misgreb. Over 30 år efter erindrer tilstedeværende tilhørere det levende bifald, som denne oratoriske bedrift fremkaldte.

Konferencen som ikke måtte holdes

Opholdet i København blev brugt til meget andet end det offentlige møde. Der blev lavet to propagandafilm (på tysk og fransk) med Trotskij. Og over radiostationen CBS holdt han en tale, som blev transmitteret i USA – en kort, men klar tale til forsvar for Sovjetunionen. Den danske radio var derimod lukket for Trotskij.

Der blev også holdt en række møder med tilrejsende revolutionære fra mange europæiske lande – den eneste af de konferencer, der i 1938 førte til dannelsen af 4. Internationale, hvor Trotskij selv deltog.

Trotskij selv benægtede, at der blev holdt en konference. Det var nemlig imod betingelserne for hans opholdstilladelse.

Men Prins Åge og Berlingske kværnede løs om det utilstedelige i, at regeringen havde givet ”czar-familiens morder” opholdstilladelse. Og den sovjetiske ambassade protesterede kraftigere og kraftigere. Det gjorde de socialdemokratiske ministre ivrige efter at få Trotskij ud af landet. Forsøg på at få forlænget opholdstilladelsen mislykkedes. Et svensk visum lykkedes det ham heller ikke at få – det gjorde den daværende Sovjet-ambassadør, Alexandra Kollontay, sit til at forhindre.

Pierre Frank, fransk trotskist, som rejste med Trotskij fra Prinkipo skrev i forbindelse med 40-året for ”Københavnertalen”:

”Det blev i København, at Trotskij holdt sin sidste offentlige tale. Igennem en lang række år overlevede hans teorier og skrifter kun i en meget snæver kreds, indtil en ny generation af arbejdere bragte dem ud af mørket igen og indtil de mere og mere trænger igennem hos større og større lag af ungdommen overalt i verden. De, som var sluttet op om ham i disse år, lærte langt mere end blot læren om marxismen hos ham. De lærte også at gå imod under den periode af tilbageslag, som arbejderbevægelsen ikke tidligere havde kendt til. Trotskij lærte os, ikke at give op i en situation, hvor der ikke fandtes nogen øjeblikkelige løsninger, men i en sådan situation at finde de positive elementer, selv de mest ubetydelige, for at den revolutionære marxistiske bevægelse kunne modstå de mest brutale angreb. Han lærte os organisatorisk, i det begrænsede omfang det var muligt, politisk og teoretisk at gøre fremskridt. ”Historien vil give os ret”, sagde han i disse år. I dag begynder historien endelig at give ham ret”.

Artiklen blev første gang bragt i Ugeavisen Klassekampen, nr. 41, 1982. Indledningen er opdateret.

Hele Trotskijs tale kan læses her!