Repræsentanternes Hus, domineret af det Republikanske Parti, vedtog i sidste uge præsident Donald Trumps "Big Beautiful Bill", som han kalder den, med 215 stemmer mod 214. Lovforslaget giver skattelettelser til de rige og flere penge til militæret, samtidig med at det reducerer en række sociale programmer for arbejderklassen og fattige.

af Dan La Botz

Læsetid: 3 minutter

 

Lovforslaget, der er mere end 1.000 sider langt, reducerer Medicaid, som yder sygesikring til lavindkomst-familier, skærer i Supplemental Nutrition Assistance Program, der hjælper med mad til folk med lav eller ingen indkomst, og skærer i uddannelse på alle niveauer fra grundskolen til kandidatuddannelsen. Og Trump er i gang med at fyre 100.000 føderalt ansatte.

 

Samtidig giver lovforslaget flere penge til militæret og de myndigheder, der står for indvandring. Men på trods af nedskæringerne i sociale programmer vil lovforslaget øge den nationale gæld med omkring 3,3 billioner dollars. Lovforslaget går nu til Senatet, også med et republikansk flertal, som vil ændre lovforslaget; derefter skal de to kamre bilægge deres uenigheder. I sidste ende vil loven under alle omstændigheder være ødelæggende for de fattige og en gevinst for de rige.

 

Og mens han tog mad og lægehjælp fra de fattige, var Trump vært for en middag på sin Trump National Golf Club i forstaden til Washington for 250 milliardærer, der købte stort ind af hans $TRUMP-kryptovaluta, en digital mønt, der ikke har nogen anden funktion end spekulation. De fremmødte gæster købte i gennemsnit $TRUMP for 1,7 millioner dollars, hvor de syv største købte $10 millioner, og én købte $40 millioner. Mange af de fremmødte – et stort antal fra Asien – sagde, at de havde investeret i $TRUMP for at kunne påvirke præsidenten og hans økonomiske politik.

 

Siden han blev præsident, har Trump tilføjet milliarder til sin personlige formue, senest 320 millioner dollars i gebyrer gennem salg af sin kryptovaluta. Da gæsterne ankom, holdt snesevis af demonstranter skilte med slogans som “Kryptokorruption” og “USA er til salg” og råbte “Skam, skam, skam”.

 

Demokraterne har kritiseret Trumps brug af sit embede til at berige sig selv. “Donald Trumps middag er et orgie af korruption,” sagde senator Elizabeth Warren fra Massachusetts på en pressekonference for Det Demokratiske Parti før middagen. “Donald Trump bruger præsidentskabet i USA til at gøre sig selv rigere gennem kryptovaluta, og han gør det lige derude for åbent tæppe.”

 

Regeringer og forretningsfolk over hele verden indgår aftaler med Trump i et forsøg på at påvirke amerikansk politik. Trump har indført en told på 46 procent på vietnamesisk import, men måske i et forsøg på at reducere de toldsatser, der påvirker omkring en tredjedel af landets eksport, har den vietnamesiske regering samarbejdet med Trump-familien, som bygger et golfkompleks til 1,5 milliarder dollars uden for Hanoi, landets hovedstad. Men der er 20 Trump-mærkede ejendomme i lande rundt om i verden, og samarbejde med præsidentens private virksomheder bliver en måde til at forsøge at påvirke politiske beslutninger.

 

Trump gør alt dette ustraffet. Den amerikanske præsident er ikke bundet af love vedrørende interessekonflikter. Højesteret gav ham immunitet. Hans loyale støtte Pam Bondi kontrollerer justitsministeriet. Han er urørlig.

 

Mens modstanden langsomt er vokset mod Trumps angreb på arbejdende mennesker og fattige, er der ringe eller ingen modstand mod Trumps korruption. Hvorfor?

 

Nogle beundrer selvfølgelig forretningsmanden Trump, andre bliver narret af ham. Under alle omstændigheder kontrollerer han den udøvende magt, den lovgivende magt, og har støtte fra Højesteret, så han virker almægtig. Vi har heller aldrig i amerikansk historie set korruption i denne skala. Hastigheden af ​​Trumps handlinger har efterladt os forpustede. Som svar har vi kun Demokraternes kritik, mens partiledelsen er både splittet og upopulær. Og vi har et par dusin demonstranter, der råber: “Skam!”

 

Hvad skal der gøres? Opgaven er at finde ud af det.

 

25. maj 2025

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com