Læsetid: 6 minutter

Borgmester for DEM Abdullah Zeydan (th), og medborgmester Neslihan Şedal, i Van. Foto: @neslihansedal65/X

 

Da resultaterne viste, at det sekulære oppositionsparti, Republikansk Folkeparti (CHP) havde skubbet Erdoğans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) ned på andenpladsen, var internationale kommentatorer hurtige til at hylde valget som et bevis på tyrkisk demokrati. Erdoğan kastede sig over muligheden for at dække over sit nederlag ved at erklære, at “sejrherren i dette valg er demokratiet”.

 

Europarådets delegation af valgobservatører udtrykte generel bekymring over det politiske miljø, men med hensyn til selve valgdagenkun småting at kritisere.

 

Men der gik ikke lang tid, før den demokratiske fernis krakelerede.

 

‘Kup’ i Van overvundet

Den første tydeligt synlige revne i den demokratiske facade fandt sted i byen Van, hvor kandidaten for det pro-kurdiske, venstreorienterede parti DEM (Folkepartiet for Lighed og Demokrati), Abdullah Zeydan, fik 55 procent af stemmerne – det dobbelte af de 27 procent, som gik til nummer to fra AKP.

 

DEM har et ledelsessystem, hvor en kvinde og en mand deler alle ledende poster. Det omfatter også borgmestre, men systemet er ikke officielt accepteret, så en af disse medborgmestre skal nomineres som den borgmester, der officielt er anerkendt af staten. I Van valgte DEM Zeydan til den officielle borgmesterpost.

 

Zeydan var blevet valgt som parlamentsmedlem for Folkets Demokratiske Parti (HDP) – DEMs forgænger – i 2015 og 2016. Sammen med andre kurdiske parlamentarikere blev Zeydan arresteret og fængslet i henhold til landets notorisk elastiske antiterrorlove.

 

Han blev dømt i 2018 af retten i Diyarbakır, men appelretten krævede en ny retssag, og i januar 2022 stemte den samme Diyarbakır-domstol for hans løsladelse.

 

Zeydan appellerede derefter om at få genetableret sine borgerlige rettigheder, og i april sidste år gik domstolen i Diyarbakır med på dette.

 

Zeydan indsendte alle sine dokumenter, også vedrørende de borgerlige rettigheder, til det øverste valgråd (YSK), som godkendte hans kandidatur til borgmesterposten. Fem minutter før fyraften fredagen før valget blev han imidlertid informeret om, at hans borgerlige rettigheder igen var blevet tilbagekaldt af den samme Diyarbakır-domstol, som havde genetableret dem, på foranledning af justitsministeriet.

 

Selv om Zeydan havde vundet valget, besluttede valgbestyrelsen i Van-provinsen den 2. april at tildele borgmesterposten til AKP’s kandidaten i stedet.

 

Dette var i bund og grund en gentagelse af det, der skete efter lokalvalget i 2019, hvor seks kurdiske borgmestre blev udskiftet på denne måde. 48 af de resterende 59 valgte HDP-borgmestre blev senere fjernet og erstattet af regeringsudnævnte administratorer, og mange af de afsatte borgmestre blev fængslet eller tvunget i eksil.

 

97 ud af 102 HDP-borgmestre valgt i 2014 var tidligere blevet fjernet og erstattet af embedsmænd. Truslen om at blive fjernet og sat i fængsel hænger over alle borgmestre, der er valgt for DEM.

 

“Kuppet” i Van, som DEM beskrev det, fik hundredtusindvis af vrede mennesker på gaden, ikke kun i Van, og ikke kun DEMs tilhængere.

 

De største demonstrationer havde talere fra CHP og Tyrkiets Arbejderparti (TIP). Støtteerklæringer for Zeydan og kritik af de tyrkiske myndigheder blev delt af internationale politikere, blandt andet EU’s rapportør for Tyrkiet, Nacho Sánchez Amor, og den internationale presse udtrykte sin bekymring.

 

Demonstranterne, herunder børn, blev mødt med vandkanoner, tåregas, gummikugler på tæt hold og tæsk. I Hakkari blev demonstranter mødt af bevæbnede mænd, som blev ledsaget af politiet. Der blev udstedt et forbud mod demonstrationer i Van for 15 dage, og flere hundrede blev tilbageholdt i 14 provinser.

 

Protesterne bredte sig stadig, da myndighederne erkendte, at de havde fejlvurderet omfanget af den vrede, som deres tilsidesættelse af demokratiet havde fremprovokeret. YSK besluttede derfor som svar på DEMs officielle anke at annullere de lokale myndigheders beslutning den 3. april, og Zeydan kunne omsider indtage sin post.

 

Modstanden havde virket, og masseprotesterne blev erstattet af massefejring.

 

Den eneste masseaktivitet, som var synlig på byens gader den 4. april, var lokale folk, herunder de nye borgmestre, som med støvsugere og koste fjernede affald fra protesterne og rensede byen for regeringens besættelse.

 

Transporterede stemmer

I deres bastioner i det sydøstlige Tyrkiet gav DEMs ihærdige græsrodskampagne pote. Deres 5,7 procent af stemmerne i hele landet var på niveau med det fine resultat i 2009 for et pro-kurdisk parti i lokalvalget. Umiddelbart betød det høje antal kommuner, hvor DEM vandt, at man ikke fik øje på regerings-myndighedernes kalkulerede forsøg på at ændre resultaterne ved at flytte et stort antal stemmer fra regeringstro vælgere til områder med opbakning til DEM.

 

Denne manipulation med stemmerne er næppe blevet bemærket af andre end DEM, som i lang tid har forsøgt at advare om, hvad der foregik. Ved nærtælling af de officielle stemmetal afdækkede partiet, at der på mange adresser var registreret hundredvis eller endda tusindvis af vælgere. Partiet forelagde det for valgmyndighederne, men deres klage blev afvist. De sendte også deres rapport til Europarådet.

 

Soldater og politi har tilladelse til at stemme der, hvor de er udstationeret, hvilket kan gøre en afgørende forskel de steder, som er under militær besættelse, men ved dette valg gik svindelen videre end det. På valgdagen så man busser med tusindvis af unge mænd i den værnepligtige alder ankomme til valgstederne.

 

Den store opbakning til DEM sikrede, at denne manipulation ikke altid lykkedes, men partiet har lavet en liste med ti kommuner, hvor antallet af “transporterede stemmer” overtrumfede det antal stemmer, som DEM manglede, således at DEM tabte valget – det vil sige snød folk for det valg, de havde truffet.

 

Det skete blandt andet i Sirnak og i Kars. I Kars, hvor man har beregnet, at 4000 blev hentet ind for at stemme, betød de overflyttede stemmer, at det Nationalistiske Bevægelsesparti MHP på den yderste højrefløj fik magten, mens det i de ni andre kommuner var AKP.

 

DEM har sendt en formel klage over manipulationerne. I Kars har CHP også offentligt opfordret til, at valget annuleres, men forgæves.

 

Selv om Europarådet har modtaget DEMs liste med adresser, har man ikke gjort noget forsøg på at efterprøve beviserne. I stedet valgte man at besøge valgsteder, som var tilfældigt udvalgt.

 

Udemokratisk praksis i øvrigt

De steder, hvor regeringens planer mislykkedes, blev andre metoder taget i brug.

 

I Hilvan, i Urfa-provinsen, fik DEM 33,2 procent af stemmerne, og AKP fik 30,7 procent. På valgdagen blev en gruppe filmet med blandt andet AKP-kandidatens nevø, hvor de afbrændte indholdet af to stemmeurner. Da det ikke lykkedes dem at vinde, afviste AKP resultatet, og myndighederne gik med til at arrangere et omvalg med henvisning til afbrændingen af stemmeurnerne. Det lokale parlamentsmedlem fra CHP bemærkede på sin Facebookprofil, at ”det er let at se, at denne begivenhed blev arrangeret for at skabe et grundlag for, at valget skulle annuleres.”

 

I Bitlis hævdede man, at DEM havde tabt med kun 198 stemmer, en forskel på mindre end et procentpoint. Samtidig blev 2018 stemmer erklæret ugyldige, og der var rapporter om, at stemmer på DEM var blevet lagt til side. Inden DEMs klage til den øverste valgkommission var behandlet, var AKP’s kandidat blevet anerkendt.

 

Borgmesterskifte

I de kommuner, hvor DEM har overtaget ledelsen, har borgmester-parret fra starten gjort det klart, at de vil arbejde på en meget anderledes måde end regeringens støtter, som tidligere kontrollerede mange af kommunerne. Deres første handling har bogstaveligt talt været at nedbryde de barrierer, som skilte dem fra deres medborgere. I Akdeniz hentede borgmestrene en skruetrækker og gik i gang med at afmontere de pompøse døre til byrådskontorerne.

 

På regeringssiden var der nogle af deres støtter, som trak en sidste bevilling fra kommunens kasse inden deres fratræden. I Cizre brugte den afgående borgmester næsten halvdelen af april-budgettet i sin sidste time på posten og efterlod kommunen med en gæld på 772 millioner lira (over 22 millioner euro).

 

Kvindepolitik

Udenlandske medier har også hilst valget af flere kvindelige borgmestre velkommen – og det var særligt tilfredsstillende at se DEMs Gulistan Sonuk vinde i Batman med 65 procent af stemmerne, mens hendes nærmeste rival, fra det kvindefjendske Hüda Par, kun fik 16 procent.

 

Men antallet af kvindelige borgmestre og kandidater er stadig meget lavt. Kvinder vil stå i spidsen i kun 11 af 81 byer. Som en påmindelse om den generelle status for kvindernes situation, blev en landsbyleder i Urfa genvalgt, selv om han var tiltalt for seksuel krænkelser af en 14-årig pige og sat i husarrest.

 

Usikker fremtid

Selv om de fleste kurdere I Istanbul og andre vestlige byer stemte taktisk på CHP for at holde AKP ude, og selv om CHP også har protesteret mod regeringens manipulation med den demokratiske afstemning, er der ingen garanti for, at et stærkere CHP vil gøre livet lettere for kurderne.

 

Det er også en kilde til bekymring, at hvis Erdoğan bliver svækket, så vil han blive mere afhængig af støtte fra det ultranationalistiske MHP, som det skete i 2015, og blive mere drevet af krigsretorik. Valget afspejler en voksende frustration over den tyrkiske økonomi. Den foretrukne afsporing fra de hjemlige problemer er at forene folket imod andre, både nationalt og internationalt: I Tyrkiets tilfælde betyder det imod kurderne.

 

Alle kurdiske landvindinger bliver efterfulgt af nye kampe.

 

10. april 2024

 

Sarah Glynn er skribent og aktivist bosat i Strasbourg. Se hendes hjemmeside

 

Oversat fra Green Left Weekly af Åge Skovrind