Blot få dage efter, at champagnepropperne sprang, led NATO-etablissementet et tilbageslag. Det ser ud til, at det tyrkiske parlament ikke vil ratificere Sveriges NATO-medlemskab hurtigt og betingelsesløst. Det var meningen, at parlamentet først skulle tage spørgsmålet op efter ferien, altså i oktober. Nu ser det ud til, at landets udenrigsudvalg vil fortsætte med at arbejde i ferien, hvilket vækker håb hos NATO-tilhængere om, at det hele snart er overstået.

Der er dog meget, der taler imod deres håb. Erdogans konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) har ikke flertal i parlamentet og samarbejder med det højreekstreme Nationale Bevægelsesparti (MHP), som er stærkt kritisk over for Sveriges NATO-ansøgning. Partileder Devlet Bahceli beskrev sidste weekend Sverige som “et land, der truer vores nationale eksistens og omfavner blodige terrororganisationer” (Sveriges Radio, 15. juli).

Hvis Erdogan vil have et svensk NATO-medlemskab så hurtigt som muligt, må han række hånden ud til oppositionspartiet CHP (Republikanske Folkeparti). I den tyrkiske valgkamp sidste forår blev CHP fremstillet som mere positivt indstillet over for Sveriges ansøgning om medlemskab, men nu, hvor regeringen kritiseres for ikke at have handlet over for Sverige i forhold til PKK, virker de meget mere ambivalente. Et sådant skridt ville også risikere at bryde koalitionen med MHP i parlamentet.

Fra et tyrkisk perspektiv er det også sådan, at den dag, Sverige bliver medlem, er der ikke længere nogen garanti for, at Sverige vil opfylde sin del af forpligtelserne. Erdogan sagde i sidste uge, at han forventer, at Sverige vender tilbage med den “køreplan mod terrorisme”, som regeringen har forpligtet sig til at fremlægge, før en tyrkisk godkendelse kan gennemføres. Den svenske udenrigsminister Tobias Billström vælger derimod at tolke aftalen sådan, at Sveriges NATO-medlemskab først skal ratificeres af Tyrkiet, og derefter skal Sverige så opfylde de punkter, der er nævnt i aftalen (DN, 13. juli). Så allerede her er der en uenighed. Spørgsmålet kompliceres også af koranafbrændinger og inkluderingen af svensk støtte til tyrkisk EU-medlemskab i aftalen.

Uden for aftalen har den amerikanske præsident Joe Biden brugt spørgsmålet om salg af amerikanske F-16-kampfly som et pressionsmiddel. Tyrkiets køb har længe været blokeret af den amerikanske kongres, og på trods af Bidens løfter om leverancer under Vilnius-mødet, kan stærkt anti-tyrkiske parlamentsmedlemmer som Bob Menendez stadig sætte en kæp i hjulet. For Erdogan kan der være en grund til at holde liv i Sveriges balladen for at fastholde sin indflydelse, indtil flyene står på en tyrkisk flyveplads.

Optimistiske massemedier har altid afvist de tyrkiske krav som “spil for galleriet”, men ligesom de svenske politikere har deres kæpheste, har de tyrkiske deres. Lad os for et øjeblik antage, at de har tænkt sig at stå fast på deres kæpheste, at de rent faktisk ønsker at se svensk politi angribe fredelige PKK-demonstrationer, masseanholde kurdere og udlevere journalister. Det ville kræve, at regeringen tager direkte kontrol med domstole og politistyrker for at styre dem i overensstemmelse med de tyrkiske ønsker. Vi skal selvfølgelig ikke undervurdere risikoen for åbent autoritære metoder, hvis højrefløjen og Sverigedemokraterne sætter sig på regeringsmagten. Men i forhold til Tyrkiets afstemning i oktober er det ikke en særlig relevant faktor.

Bundlinjen er, at det ikke er slut endnu. På de sociale medier har Rojava-komitéerne på forbilledlig vis opfordret til fortsat modstand mod NATO, og den opfordring må Venstrepartiet følge. Al tale om, at modstanden er slut, er usand.

20. juli 2023

Oversat fra Internationalen af Peter Kragelund. Internationalen udgives af den svenske sektion af Fjerde Internationale