Hvorfor foragter det etablerede lederskab i Labour, koncentreret om partiets parlamentsgruppe, i den grad Jeremy Corbyn?

Richard Seymour: Ja, det er virkelig interessant. (…) De gik efter ham alt for tidligt, før de havde en færdigudviklet kritik, et klart alternativ eller en bare nogenlunde egnet modkandidat. Den kendsgerning, at de endte op med en egocentrisk fuser som Owen Smith som deres kandidat, der forsøgte og slog fejl med at sælge sig selv som en respektabel udgave af Jeremy Corbyn, viser, hvor elendigt de havde planlagt kuppet.

Jeg tror, det skyldes deres følelse af, at det her var noget, som de bare havde eneret til. Labour har igennem hele partiets historie været i hænderne på en alliance mellem fagbureaukratiet og det parlamentariske lederskab. Det har mest været til gavn for det parlamentariske lederskab på grund af dets sammenfletning med staten, mens fagbureaukratiet har brugt sin indflydelse til at bakke den parlamentariske ledelse op.

Tony Blairs målsætning – at svække fagforeningernes rolle, der i sin yderste konsekvens gik ud på at forvandle dem til bare at være en interessegruppe blandt andre, førte også til en ændring af partiledelsens kalkuler. Ledelsen flyttede magtens centrum, så den i højere grad kom til at ligge hos partiets parlamentariske gren og de ikke-valgte eksperter, rådgivere og spindoktorer, mens de satsede på, at en passiv, atomiseret og centrumsorienteret medlemsmasse bare ville bakke dem op.

Men det var en broget proces, der også indeholdt demokratiske reformer, og i sidste ende førte til indførelsen af princippet om ”et medlem-en stemme” ved valgene til partiledelse i 2014. Det, som de havde glemt, var, at samfundet – eller en del af det – kan radikaliseres, og at medlemmerne kan dreje mod venstre. Og det var det, der skete.

Så for første gang i partiets historie er Labours parlamentarikere blevet nødt til at affinde sig med en leder, som de ikke ønskede, men som medlemmerne havde pålagt dem. Og det endda på et tidspunkt, hvor venstrefløjens basis, dens infrastruktur, var blevet svækket gennem årtier. Det brød de sig meget lidt om. De mente, på trods af deres egen politiske svækkelse og ideologiske udtørring, at de havde ret til magten.

De tænker sig nu en ekstra gang om med hensyn til princippet om ”et medlem-en stemme”, og det er derfor, næstformand Tom Watson har talt om at få et system med en valgmandsforsamling, som ville give parlamentsgruppen en uforholdsmæssig stor indflydelse.

Og så er der noget andet. De skammer sig over Corbyn.

Der er mange af dem, der er højtuddannede, men i ideologisk henseende intetsigende eller tomme. De er blevet oplært til at være teknokratiske rådgivere eller konsulenter inden for bestemte fagområder, og de kommer fra et socialt og uddannelsesmæssigt jetset, der har følelsen af, at deres ret til magten er en selvfølge. Men de har stået over for den ene krise efter den anden med en total mangel på svar: ude af stand til at stille noget op over for tilintetgørelsen af partiet i Skotland, ude af stand til at stille noget op over for deres vedvarende svækkelse ved valgene og afstand fra deres basis, er de bare blevet ved med at gentage det samme fejlagtige mønster med ”den tredje vej”.

Når Corbyn taler ligeud – med hvad New Yorker kalder ”præstelig klarhed” – om at gå imod nedskæringer, investere i grøn vækst, ikke lade almindelige mennesker betale for bankernes krise, så er de på den. Når han sætter ord på en strategi for genopbygning af Labour, baseret på partiets organiske sammenhæng med sociale bevægelser, så har de ingen troværdige svar.

Det var det, der skete ved formandsvalget sidste år, og nu sker det igen.

Hvad er grundlaget for opbakningen til Corbyn, og hvor kommer hans popularitet fra?

Der er mange måder at sige noget om det på. Jeg vil først sige noget om støtten til ham i Labour, og derefter i det øvrige samfund.

Corbyns basis blandt de menige medlemmer i Labour kan groft opdeles i to befolkningsgrupper. Der er en ældre generation af socialister, der har overlevet de magre år i 1980erne og udgjort et næsten underjordisk netværk af stærkt venstreorienterede strømninger: Labour Left Briefing, Labour Representation Commitee osv. De har kendt Corbyn og hans allierede, skygge-finansminister John McDonnell, igennem mange år.

Mange af dem droppede ud af Labour og meldte sig ind igen under Corbyn, mens andre i det stille har været medlemmer af Labour gennem hele Blair/Brown-perioden og lagt al deres energi i sociale bevægelser og kampagner. De har sjældent flaget med deres medlemskab udadtil, men de har været der.

Så er der den yngre hær, meget større, men ideologisk mindre skolede venstreorienterede. Nogen af dem har erfaringer fra Occupy- eller Climate Camp-aktivisme, og som en Labour-aktivist fortalte mig, har de har i de senere år skiftet deres eksemplarer af ”Den kommende opstand” (også udgivet på dansk) ud med Gramsci.

De fleste af dem har faktisk ikke været aktive før, og for at være helt ærlig, så forventede de sikkert ikke at blive vildt aktive i Labour. Men kuppet overbeviste de fleste nye medlemmer om, at de blev nødt til at slås for partiet med næb og kløer. De får deres politiske skoling gennem disse kampe.

Det er også rigtigt, at de fleste fagforeningsmedlemmer, der deltager i valg inden for Labour, støtter Corbyn, med mindre de arbejder i militær-relaterede virksomheder. Det er, fordi Corbyn er den eneste Labour-kandidat, der forsvarer deres interesser her i nedskæringernes tid – selv om formålet med Owen Smiths opstilling for den bløde venstrefløj var et forsøg på at neutralisere denne tendens.

Den virkelige overraskelse er, at fagbureaukratiet, for første gang, i vid udstrækning også bakker Corbyn op. Det afspejler, hvor langt mod venstre de faglige medlemmer har bevæget sig siden 1997, til dels på grund af de forfærdelige erfaringer med Blair og Browns Labour-regeringer, der gang på gang angreb dem.

Valget af et hold venstreorienterede ledere har været en følge af denne proces. Men det er også et udtryk for, hvor dyb krisen i fagbevægelsen er. Det sædvanlige ”noget-for-noget”, hvor faglige ledere bakker højrefløjen i Labour op, og til gengæld får nogle få indrømmelser, har ikke virket i årevis. Organisationsprocenten, antallet af strejkedage og tilliden til fagforeningerne er blevet ved med at gå ned af bakke.

Fagforeningernes rolle i Labour bliver fortsat angrebet. Og de er ikke i stand til virkelig at kæmpe imod regeringens nedskæringsinitiativer, hvad der får medlemmer til at melde sig ud og tærer på ressourcerne, samtidig med at også den offentlige sektor bliver skåret ned. De må gøre noget virkelig radikalt, og det gør de ved at bakke Corbyn op. Og det bliver de indtil videre ved med.

Og med hensyn til det øvrige samfund: Hvis man ser på undersøgelser af briternes samfundsmæssige holdninger, så er omkring en fjerdedel socialister og dermed åbne over for Corbyns dagsorden. Men det er klart, at hvis man skal stå i spidsen for den officielle opposition, så skal der mere til end det. Man skal have en sikker vælgermæssig blok på mindst 35 pct.

Før kuppet var opinionsmålingerne rimelige for Corbyn og nærmede sig dette minimum. Og Labour sejrede ved valgene [suppleringsvalg, o.a.]. Der var overvældende fremgang der, hvor pressen sagde, at der ikke ville være det, nemlig i arbejderklassens højborge.

Ved suppleringsvalget i Oldham West i 2015 var det forventet, at et ”oversmart” Labour, der var i lommen på nogle storsnudede hovedstadsintellektuelle ville støde den gæve, fanesvingende, familieelskende arbejderklasse fra sig. Der skete nøjagtig det modsatte – Labour forøgede både sit forspring og det totale antal af vælgere, der stemte på dem.

Corbyn har været virkelig god til at genopbygge den grundstamme af kernevælgere, der er en uomgængelig forudsætning for partiets fremtid. Der, hvor han har mistet stemmer, har været i valgkredse, der er på vippen, eller usikre konservative kredse.

Det er et problem for ham, især når der nu bliver manipuleret med valgkredsgrænserne, for at formindske Labours repræsentation yderligere.

Opinionsmålingerne viste dog stadigvæk, mens kuppet var på sit højeste, at de fleste af de nuværende Labour-medlemmer ønskede, at han skulle fortsætte, og jeg tror, at der inden for et anseligt mindretal i samfundet er en erkendelse af, at der er noget helt grundlæggende, der skal ændres.

Hvordan er mulighederne for, at de vil være i stand til at slippe af med ham? Og hvad har været Corbyns strategi i kampen for at blive siddende?

Kuppet har været så stort et selvmål, at det har ført til en drastisk forringelse af deres muligheder for at slippe af med Corbyn. Før alt det her skete, ville jeg have sagt, at det var overvejende sandsynligt, at de tålmodigt ville underminere hans position over nogle år, og så afsætte ham før 2020.

Nu har de så smidt sig selv ud af det skyggekabinet, hvor de kunne have saboteret Corbyn indefra, udstillet sig selv i fravalgskampagner, som tidligere ville have kunnet skabe langt større splid blandt Labour-medlemmer, og trukket titusinder, måske hundredtusinder af nye medlemmer og tilhængere ind i Labour-partiet for at bakke Corbyn op.

Corbyn og hans allierede havde i virkeligheden længe vidst, at kuppet var under opsejling, og de var forberedt. De fik det stille og roligt afværget ved hen over hovedet på parlamentsgruppen og medierne at appellere til – bevægelsen. De bad de menige Labour-medlemmer og den bredere periferi af tilhængere om at komme og vise opbakning til Corbyn – og det gjorde de.

Scenariet med omfattende protester til støtte for den siddende formand for Labour ville have været rent ud sagt utroligt for bare et år siden. Lige så meget som vi med rette hader enhver form for persondyrkelse, så må vi vise respekt for den måde, hvorpå det enkelte menneske kan inkorporere historiske erfaringer og læren af dem på det rette tidspunkt.

Der er mange temaer repræsenteret i angrebet på Corbyn: Han var på en eller anden måde ansvarlig for udfaldet af Brexit-afstemningen, han ligger alt for langt til venstre, han ødelægger partiets muligheder for at udgøre et alternativ til de konservative. Er der noget som helst, der er sandt i disse anklager? Hvordan kan de stemme overens med, at så mange mennesker har sluttet sig til Labour i den seneste tid, især for at forsvare Corbyn?

Brexit-argumentet er en myte. Labour-medlemmer vidste i uger og måneder, før kuppet fandt sted, at det var på vej, og de mere velinformerede vidste, at det ville komme umiddelbart efter folkeafstemningen, lige meget hvordan den endte.

Corbyn stillede op som formand for Labour på grundlag af et kritisk Remain-standpunkt. Han har aldrig brudt sig om EU, eller bare ladet som om han gjorde, men han sagde, at ulemperne ved at trække sig ud var større end dem, der var ved at forblive i EU. Han sagde, at Labour ikke ukritisk skulle bakke op om EUs beslutninger vedrørende det frie marked, men skulle forsøge at omdanne EU: Remain but Reform.

Corbyn og McDonnell lagde afstand til de overbegejstrede og fanatiske EU-tilhængere, der førte an i Remain-kampagnen, og prøvede at fokusere på at vinde de euro-skeptiske Labour-tilhængere, som der altid har været en del af, over til Remain-siden. De inviterede den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis på en pro-EU-turne, og Corbyn blev en hyppig gæst i tv-studierne.

De var særdeles aktive i kampagnen ud fra Corbyns erklærede standpunkt, da han vandt formandsvalget. Og det endte med, at 2/3 af Labour-vælgerne viste sig at gå ind for Remain. Grunden til, at Brexit vandt, var, at mange konservative vælgere svingede over i de sidste uger før folkeafstemningen.

Brexit er således et af påskuddene for kuppet. Det andet argument – at han er for langt til venstre, til at kunne vælges – indebærer, at de har en magisk formel for at vinde valg.

Det traditionelle synspunkt er, at for at kunne vælges, skal man søge mod midten. Men det forklarer jo ikke, hvordan New Labour-projektet kunne koste 5 millioner stemmer – især arbejderklassestemmer. Det forklarer heller ikke, hvordan Labour, med en udpræget midtsøgende Ed Miliband, kunne miste hele Skotland ved det seneste valg.

Det forklarer ikke hele krisen for det repræsentative politiske system, de gamle partiers vakkelvorne tilstand, og den kendsgerning, at populistiske partier eller venstrefløjspartier pludselig kan få et gennembrud fra marginale yderpositioner.

De kunne måske have en pointe, hvis Corbyn forsøgte at lede partiet ud fra sin egne særlige synspunkter – at han i så tilfælde kun ville få tilslutning fra en fjerdedel af vælgerne.

Men det har Corbyn ikke gjort. Han har styret direkte imod Labours historiske midtpunkt. Han er gået på kompromis omkring NATO, EU og nationaliseringer.

Hans økonomiske program ligner Harold Wilsons, dog mere fra et venstreorienteret end et teknokratisk orienteret udgangspunkt, og med den hensigt, at magtbalancen i samfundet skal ændres.

Hvordan bør venstrefløjen forholde sig til spørgsmålet om at forsvare Corbyns lederskab?

Hvis man tænker i klassekampsbegreber, så bliver den udkæmpet på det højeste plan, det politiske plan. Og jeg tror, hvor mærkeligt det end kan lyde, at kampen for Labour-partiet udgør klassekampens frontlinje lige nu.

Det skyldes selvfølgelig til dels svagheden i arbejderklassens selvorganisering, men det er også et produkt af krisen i borgerskabets politiske organisering – den krise, der vedrører repræsentation. Corbyns lederskab er også udtryk for en krise for de etablerede former for politisk ledelse og for de eksisterende strukturer, som den ideologiske repræsentation giver sig til kende indenfor.

Den britiske venstrefløj har for første gang i historien et venstreorienteret masseparti, som er tæt forbundet med fagbevægelsen, og som har en parlamentarisk repræsentation af væsentlig betydning. Det er ikke så meget vores fortjeneste, at vi har fået denne chance, men vi må alligevel ikke lade den gå fra os.

Det betyder ikke, at så er alle problemer løst. Hvad nu hvis Corbyn vinder næste valg og bliver premierminister? Det er der, hans problemer begynder, det er der, den reelle mulighed for at reformere det 21. århundredes kapitalisme – trods den uundgåelige modstand fra investorernes side, fra mediernes ulveflok, det meste af parlamentet, måske domstolene, og endda dele af militæret – vil blive sat på prøve, med barbariet som den yderste pris.

Det er meget muligt, at Corbyn ind imellem vil dreje mod højre på måder, der spænder ben for sociale fremskridt, alene på grund af presset på ham. Det er muligt, at han begår store strategiske fejltagelser. Det er muligt, at hans position kollapser, sådan som det skete for SYRIZA.

At forsvare Corbyns lederskab drejer sig således ikke om, at man skal forsvare ”Jeremy” imod kritik. Det drejer sig om at forsvare vore egne chancer for overlevelse mod en bred og magtfuld koalition af interessenter, der vil elske at gøre det af med os. Jeg er fristet til at sige, at vi skal forsvare ham kritisk, men ubetinget.

Richard Seymour er en gammel venstrefløjsaktivist i Storbritannien, tidligere medlem af SWP, og forfatter til flere bøger, herunder for nylig ”Corbyn: The Strange Rebirth of Radical Politics” og på dansk: ”Deres krise – vores løsninger” (Forlaget Solidaritet)

Interviewet blev lavet af Socialist Worker (USA) umiddelbart før formandsvalget og er lettere forkortet af SIs redaktion. Oversat af Niels Overgaard Hansen.