Nylige begivenheder har endnu en gang sat spørgsmålet om arbejderklassen i Venezuelas bolivariske revolution på dagsordenen – med dens målsætning om en ”socialisme for det 21. århundrede”, men med den organiserede arbejderklasse i bedste fald som en sporadisk deltager.

af Kiraz Janicke & Federico Fuentes, Caracas

Først bestemte Venezuelas præsident Hugo Chavez sig den 9. april for at re-nationalisere stålfabrikken Sidor, der blev privatiseret af en regering i 1997 fra før Chavez-tiden i kølvandet af en lang-strakt arbejderkamp.

Derefter valgte den bolivariske faglige tendens FSBT at bryde med hovedorganisationen UNT, der er pro-Chavez, for at stifte en ny landsdækkende sammenslutning.

To dage senere blev arbejdsminister og medlem af FSBT, Jose Ramon Rivero, erstattet af Roberto Hernandez – vicepræsident for nationalforsamingen samt tidligere medlem af Venezuelas kommu-nistparti, nu medlem af Chavez’ parti PSUV.

Disse begivenheder har endnu en gang sat spørgsmålet om arbejderklassen i Venezuelas bolivariske revolution på dagsordenen – med dens målsætning om en ”socialisme for det 21. århundrede”, men med den organiserede arbejderklasse i bedste fald som en sporadisk deltager.

Nyliberale fagforeninger
Før Chavez’ sejr i præsidentvalget i 1998, havde Venezuelas politiske system igennem 40 år været domineret af to hovedpartier – det kristelige parti COPEI og det socialdemokratiske AD.

Konføderationen af Venezuelanske Arbejdere (CTV), der var den dominerende faglige sammen-slutning, var traditionelt underlagt AD og blev i 1980’erne og 1990’erne til en solid støttespiller for den nyliberale politik vendt imod landets arbejdere.

Mens skiftende regeringer i 1990’erne stod for en privatiseringsbølge, mere løsttilknyttet arbejds-kraft og en voksende ledighed – hvor et flertal levede i fattigdom – vandt Chavez i 1998 valget ved at stille op på en anti-nyliberal platform.

Valget stoppede ikke bare privatiseringerne, herunder af olie- og elindustrien, men førte også til en ny politisk linie med sigte på at styrke de fattige og udbyttede, hvilket fik stor betydning for arbejderbevægelsen.
I 2005 talte vi med fagforeningsfolk fra industribyen Valencia, som forklarede os, hvad præsident Chavez havde betydet for arbejderne. Luis Flugo fra den nye generation af fagforeningsaktivister, fortalte os, hvordan ”bindet er taget væk fra vore øjne, så arbejderne nu kan se, hvordan de kan vinde frem”.

Love introduceret af Chavez-regeringen betød at arbejdere kunne holde afstemninger på deres arbejdsplads og derved afgøre, hvem der skulle administrere deres overenskomster. På denne måde blev der åbnet et helt nyt rum for en ny generation af fagligt aktive.

Mens regeringen stillede redskaber til rådighed for arbejderbevægelsen, var det arbejdernes egen kamp, der rystede fagbevægelsen.

I forbindelse med det mislykkede kupforsøg mod Chavez i april 2002, valgte CTV at arbejde sammen med den ledende arbejdsgiverorganisation Federcamaras omkring en kampagne vendt mod regeringen. En landsdækkende træf i september for Chavez-støtter i fagbevægelsen valgte ikke desto mindre at fortsætte kampen for reformer af CTV.

Ny faglig sammenslutning
Først efter arbejdsgivernes lockout i december 2002 til februar 2003, der ødelagde økonomien i et forsøg på at vælte Chavez, blev der tale om en ny strategi.

Under lockouten gik industriarbejderne for første gang som en organiseret kraft ind i kampen, i protest imod på fabrikslukninger og især ledelsens sabotage imod Venezuelas statsejede olieselskab PDVSA. Arbejderne besatte og overtog selv deres fabrikker og genstartede bl.a. olie- og elsektoren, hvilket var afgørende i at bryde lockouten.

I april 2003 gik militante fagforeningsfolk sammen om at stifte en ny hovedsammenslutning, UNT. Allerede i løbet af 2003-2004 var det UNT-fagforbund, der stod for 76,5% af alle indgåede over-enskomster. Dermed overhalede de klart CTV som den dominerende kraft på landsplan, godt hjulpet på vej af debatterne i regeringen samt den nye grundlov fra 1999, der støttede arbejdernes deltagelse og ”co-management” i industrien. Samtidig vedtog regeringen et moratorium imod fyring af de lavestlønnede arbejdere.

På trods af denne vækst, er fagforeningsraten stadigvæk kun lidt over 20% af den formelle arbejdsstyrke, mens hele 47% af alle lønmodtagere arbejder i den såkaldt uformelle sektor.

Under den foreløbige kulmination i 2005 deltog en million arbejder i UNT’s 1. maj-arrangement i Caracaus under parolen ”Co-management er revolution”og ”Venezuelas arbejdere bygger bolivarisk socialisme”.
”En fabrik lukket er en fabrik, der besættes og styres af arbejderne” lød det fra såvel Chavez som fagbevægelsen, mens Chavez og UNT fremlagde en liste med 800 virksomheder, der var blevet lukket af deres ejere og som arbejderne nu blev opmuntret til at overtage.

Splittelse og tilbageslag
Tre år senere er det dog kun et mindre antal, der reelt er blevet overtaget, og i en række vigtige tilfælde, hvor man ellers var nået langt i at eksperimentere med ”co-management”, er udviklingen siden blevet rullet tilbage.

I dag er mange fagforenings folk enige om, at fagbevægelsen er mere opdelt og splittet end på noget tidligere tidspunkt, mens Chaves har været præsident. De bitre interne splittelser, forskellige syn på erfaringerne med co-management samt uenighed over fagbevægelsens autonomi og interne demo-krati har alt sammen bidraget til situationen.

Manglen på struktur har gjort, at den traditionelt kommunistisk orienterede ”United Confederation of Venezuelan Workers” er forblevet uden for UNT.
Indre stridigheder har hærget UNT lige siden stiftelsen. Fraværet af seriøse interne strukturer har bl.a. gjort, at UNT nu har 21 nationale koordinatorer.
Valg er flere gange blevet udsat pga. fraktionsstrid og i takt med de øgende politiske forskelle og personlig rivalisering er de forskellige tendenser begyndt at handle uafhængigt af hinanden – men stadigvæk i UNT’s navn.

Op til 2006-kongressen var der således fem politiske hovedstrømninger. 1) Den oprindelige pro-Chavez-tendens FSBT under ledelse af Oswaldo Vera. 2) Alfredo Maneiro-tendensen, ledet af Ramon Machuca fra stålindustrien og Franklin Rondon i den offentlige sektor. 3) En strømning under ledelse af Marcela Maspero, også kendt som CTR eller Kollektivet af Revolutionære Arbejdere. 4) Den Forenede Revolutionære Autonome Klassestrømning (C-CURA) under ledelse af Orlando Chirino og Stalin Perez Borges, samt 5) den mindre tendens Autonom Fagbevægelse under Orlando Castillo.

Mens FSBT og Alfredo Maneiro-tendensen omfatter lederne af nogle af de største fagforbund, primært i den offentlige sektor og den statsejede del af industrien, ønskede CTR og C-CURA at udbrede diskussionen om arbejderstyre og co-management i den private sektor, hvor de også ønskede at orientere sig imod en række nye og fremvoksende fagforeninger.

Uenigheden på 2006-kongressen handlede på overfladen om hvornår, der skulle holdes interne valg til UNT-ledelsen, men reelt var der tale om idelogiske uenigheder om hvordan, man skulle forholde sig til Chavez-regeringen.

C-CURA, der så ud til at være i flertal på kongressen, opfordrede til valg med det samme, mens de andre tendenser mente, de skulle udsættes til efter det kommende præsidentvalg senere på året. Kongressen blev afsluttet under stor forvirring, og UNT er efterfølgende i stor grad stoppet med at fungere som en national sammenslutning.

Ny udvikling
En række nye begivenheder i 2007 har siden ført til endnu mere debat, herunder dannelsen af partiet PSUV, der forener mange politiske grupper og hundredetusindvis af Chavez-tilhængere; folkeafstemningen om flere reformer af grundloven med sigte på at ”åbne vejen til socialismen” samt udnævnelsen af FSBT-formanden Jose Ramon Rivero som arbejdsminister.

Mens stort set alle grupperinger var enige om nødvendigheden af at gå med i PSUV, blev C-CURA-tendensen splittet over spørgsmålet. En fløj under ledelse af Orlando Chirino gik imod deltagelse i PSUV på grund af en række udtalelse fra Chavez, der gik i retning af mindre selvstyre for fagbevægelsen, og bevægede sig i en mere fjendtlig retning over for regeringen. Bl.a. opfordrede de til at stemme blankt i folkeafstemingen om grundlovsreformer 2. december i 2007. Flertallet i C-CURA – under ledelse af Stalin Perez Borges – stemte imidlertid for indmeldelse i PSUV.

Debatten i fagbevægelsen omkring forholdet til regeringen er også blevet påvirket af en stigning i antallet af konflikter, hvor arbejdere og staten har stået på hver sin side. I takt med øget opbakning til kravet om arbejderdeltagelse i ledelsen af de statsejede virksomheder, er dele af statsbureaukratiet, der har følt sine interesser truet, begyndt at aktivt underminere processen.

Et eksempel fandt sted i det statsejede elforsyningsselskab. Efter en lang kamp fik de ansatte indskrevet retten til medbestemmelse over virksomhedsledelsen i deres overenskomst. Der blev nedsat arbejderkomiteer, der skulle sikre, at det blev gennemført, men arbejdsgiverne forsøgte aktivt at hindre reel deltagelse, f.eks. kom komiteerne kun til at have indflydelse på juledekorationerne.

Dette mønster har gentaget sig på flere forskellige områder i samfundet: En bevægelse nedefra og allieret med Chavez for øget folkemagt møder modstand fra det pro-kapitalistiske statsbureaukrati, der ikke er villig til at opgive deres kontrol. Disse interesser falder sammen med højrefløjen i Chavez’ bolivariske bevægelse, der har stor institutionel vægt og forsøger at bremse den revolutionære proces.

Konflikten har ført til en debat om hvilken rolle, arbejderne bør have i styringen af økonomien. Nogle mener, at de skal have en mere passiv rolle, mens andre mere aktivt kræver arbejdermagt og medbestemmelse.
Som svar på denne udvikling, blev Arbejdernes Revolutionære Front på Besatte Virksomheder med Fællesledelse (FRETECO, Frente Revolucionario de Trabajadores de Empresas en Cogestión y Ocupadas) dannet. Denne organisation samlede mange af arbejderne i det lille antal fabrikker, der er styret af arbejderne.

Konflikten mellem de ansatte og staten øgedes dramatisk med udnævnelsen af Rivero som arbejdsminister. Han greb ind i konflikterne med det formål at fremme sin egen strømning FSBT, (Fuerza Socialista Bolivariana de Trabajadores y Trabajadoras, Arbejdernes og Arbejderkvindernes socialistiske og bolivarianske magt). Han sluttede sågar op bag arbejdsgiverne, som i tilfældet med Sanatarios Maracay, en besat virksomhed, der fremstiller keramiske artikler. Arbejderne har fortalt, at Rivero tog initiativ til at oprette en konkurrerende fagforening og gav fabrikken tilbage til arbejdsgiveren.

Situationen tilspidsedes dette år med konflikten omkring Sidor. Efter mere en et års kamp med ledelsen ifm. en lokal overenskomstaftale, befandt arbejderne på Sidor sig i åben konflikt med den lokale ”Chavista” (tilhænger af Chavez, o.a.) guvernør, Francisco Rangel Gomez, og Rivero. De to forsøgte at gennemtvinge en afstemning om selskabets sidste løntilbud. Den 14. marts blev arbejderne angrebet af Nationalgarden og det lokale politi med tåregas og gummikugler. Rivero beskyldte arbejderne på Sidor for at være ”kontra-revolutionære” med løgne om, at de havde støttet arbejdsgivernes lockout i 2002. I virkeligheden havde de modigt overtaget kontrollen med virksomheden for at bryde lockouten. Til sidst underkendte Chavez Rivero og overlod det til vice-president Ramon Carrizalez at bilægge stridigheden. Efter en telefonsamtale med Chavez, offentliggjorde han 9. april regeringens beslutning om at nationalisere virksomheden.

En fagbevægelse med fornyet styrke
Arbejderne på Sidor havde i lang tid krævet fabrikken nationaliseret. Da det skete, fik arbejderbevægelsen fornyet styrke. Marcos Garcia, koordinator i de offentligt ansattes fagforening Fentrasep, forklarede det på følgende måde i en artikel fra 16. april på hjemmesiden www.aporrea.org: ”Arbejderbevægelsen har med Sidorarbejdernes og befolkningen i Guayanas sejr, som medførte nationaliseringen af den største stålproducent i Latin Amerika, igangsat en forandringproces over hele landet”.

Rivero gik til modangreb ved at angribe UNT (Unión Nacional de los Trabajadores, Arbejdernes Nationale Fagforbund o.a.), som han den 11. april hævdede ”ikke repræsenterer ånden i Venezuelas revolutionære udvikling”.

Den 13.april bekendtgjorde Rivero og Osvaldo Vera, koordinator i FSBT og medlem af Nationalforsamlingen, dannelsen af et nyt landsomfattende fagforbund. De opfordrede alle fagforeninger til at melde sig ud af UNT. De påstod, at de havde betydelig støtte fra alle dele af fagbevægelsen.

Samme dag roste Chavez i høje toner arbejderne på Sidorfabrikken for deres kamp og opfordrede arbejderklassen til at indtage en ”protagonistisk rolle” (i.e hovedrolle o.a.) i revolutionen. ”Arbejderklassen er grundlaget i enhver socialistisk revolution” understregede Chavez, da han talte til 300.000 tilhængere ved 6 års dagen for kuppet i 2002.

To dage senere fyrede Chavez Rivero og erstattede ham med Hernandez, tilsyneladende for at tage afstand fra Riveros højreorienterede linie.

Hernandez har opfordret til enhed i fagbevægelsen og foreslog, at der blev afholdt en kongres, omfattende hele fagbevægelsen, med henblik på at grundlægge fagbevægelsen på ny. Opfordringen blev støttet af Socialistisk Tidevand, C-CURA og CTR.

Det vigtige spørgsmål om, hvordan udviklingen vil forløbe i Sidor, består. Vil den skabende kraft, Sidorarbejdernes kamp har vist, blive sluppet løs gennem aktiv deltagelse i virksomhedens drift? Eller vil de endnu en gang blive begrænset til kampen for en bedre lokaloverenskomst, som det skete for elektricitetsarbejderne før dem?

De overordnede spørgsmål for fagbevægelsen drejer sig om, hvorvidt man er i stand til at overvinde de interne stridigheder, der potentielt er uddybet af FSBT’s opfordring til at danne et nyt landsomfattende fagforbund.

UNT trænger til at blive at blive fornyet, hvilket fordrer dialog mellem de forskellige strømninger, og vigtigst, en aktiv inddragelse af den enkelte arbejder, i en ægte demokratisk udvikling, der er en del af arbejdet med at skabe en revolutionær fagbevægelse.

Artiklen er skrevet 26. april 2008

Oversat fra det australske tidsskrift, Green Left Weekly, International News, af Bjarke Friborg og H.C. Nielsen.

 


 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com