De sidste par måneder har der været en del artikler i den danske og internationale presse omkring presse- og ytringsfrihedeni Venezuela.

af Leif Mikkelsen

Især den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch har været ude med riven, blandt andet med en omfattende rapport om udviklingen i Venezuela under Chavez.

På det seneste har fokus været på Venezuelas nye presselovgivning og en debat om behovet for lovgivning omkring grov misinformation fra mediernes side. Dette får HRW til at udråbe Venezuela til enestående i Latinamerika i landets eklatante mangel på hensyn til almindelige standarder for ytringsfriheden.

Denne kampagne sker samtidigt med, at den ulovlige regering i Honduras brutalt undertrykker modstanden mod kuppet. HRW advarer for tiden politiet mod overdreven vold mod demonstranterne ved Brasiliens ambassade, der huser Honduras præsident – der trues med arrestation.

Hvilke initiativer er det, Venezuelas regering har taget:
1) Frataget stationen RCTV dens sendetilladelse på grund af gentagne brud på lovgivningen

2) Vedtaget en lov om omfordeling af sendetilladelser på det luftbårne net.
Loven indeholder bestemmelser, der stopper adgangen til æteren for stationer
• der aldrig har haft sendetilladelser
• der ikke betaler afgifter eller ikke følger lovens retningslinjer
• begrænser antallet af sendetilladelser til 6 per person
• samt at sendetilladelser ikke er arvelige, men personlige

3) En lov om kabelbaserede tv- og radiostationer begrænser muligheden for at sende ens programmer over hele landet. På denne baggrund har CONATEL – radio og tv nævnet – taget 34 stationer ud af æteren og omfordelt sendetilladelserne dels til statsejede stationer, dels til græsrodsstationer. 103 andre stationer er ved at blive udredt.

Medier kontrolleret af de få
Hvorfor denne konflikt?
Tv-mediet i Venezuela har gennem årtier været ejet af et meget snævert oligarki, det vil sige ganske få personer/familier. 5 stationer har ejet 90 procent af fjernsynsmarkedet. Derudover er der mindre stationer og statsdrevne medier.

Disse monopoler har vendt sig mod Hugo Chavez fra dag et. Det kulminerede i 2002, hvor dele af militæret kidnappede præsidenten og indsatte en ny, som var loyal overfor monopolerne.
RCTV hyldede kuppet og transmitterede indsættelsen af kuppræsidenten. Samtidigt bragte RCTV og andre medier opfordringer til at gå på gaden mod Chavez.

Da udviklingen vendte, da græsrodsmedier fortalte om kuppet og organiserede moddemonstrationer, bragte medierne intet herom, men sendte sæbeoperaer, madprogrammer mv. I sidste ende vandt befolkningen, og Chavez forsatte som præsident.

Regeringen har indtil dette forår gjort meget lidt for at ændre denne udvikling af frygt for reaktionerne. Straks efter kuppet blev der taget initiativ til at styrke græsrodsmedier, som ikke må være styret af partifunktionærer. Præsidentens ugentlige dialogprogram på fjernsynet »Hallo, præsident!« har også været vigtig for at få regeringens politik ud. Det er et live program, hvor borgerne ringer eller skriver ind. 25.000 har skrevet til præsidenten, og 6.000 har talt med ham i sendetiden i de seneste 10 år.

I udsendelsen bliver der også bragt klip for eksempel omkring samspillet mellem mediemonopoler, oppositionen og den amerikanske regering, når de planlægger strategier for at vælte Chavez. For eksempel i efteråeret 2008, da mediebosserne kom hjem fra en sådan drøftelse i Puerto Rico, forsøgte græsrods-tv at interviewe deltagerne ved hjemkomsten.

Opfordrer til at lynche præsidenten
I foråret har regeringen og dens støtter sat flere skibe i søen:
Dels er der blevet lanceret en ny landsdækkende avis, som støtter og afspejler revolutionen.
Dels er der uddelt sendetilladelser til flere lokale stationer og græsrodsmedier.

Denne udvikling sætter ikke spørgsmål ved, at medierne og sendetilladelser stadig er domineret af de samme monopoler – det har blot forskubbet balancen.

Den gamle magtelite er ikke holdt op med at bruge sin dominans efter det mislykkede kup i 2002. Ikke blot har man brugt demokratiet til at sprede sine holdninger, man har også demonstreret en udpræget mangel på respekt for demokratiets spilleregler:

En af de dominerende stationer, Globovision, bringer udtalelser fra studieværter og deres gæster, som opfordrer til lynche præsidenten. Tillige bringes der tekst i bunden af skærmen med beskeder, som opfordrer til vælte regeringen med vold.

Den samme station viste en lignende adfærd under et jordskælv 4.maj. Direktøren gik på skærmen for at berolige befolkningen – og samtidig meddelte han, at han ingen informationer fik fra Venezuelas myndigheder, men byggede på amerikanske kilder, da han end ikke kunne få kontakt med myndighederne. Denne information viste sig at være falsk.

Debat om ytringsfrihed
På den baggrund er der blevet indledt en første debat om, hvordan ytringsfrihed og retten til fri information kan sikres, samtidigt med at åbenlyst misbrug kan straffes efterfølgende.

Debatten indtil nu har vist, at de forslag, den nationale anklager har luftet for kongressen, ikke har den rette balance.

I sidste ende er bruddet med monopolernes magt over medierne den eneste farbare vej for at komme misinformation til livs. De fleste andre lande har lovgivning omkring medier i nøds- og krigssituationer, og det vil Venezuela også få i den kommende periode.

I 2002 er græsrodsmedierne vokset som reaktion på, at befolkningen blev taget på sengen ved kuppet, og som en konsekvens af, at revolutionens sociale indhold bliver uddybet, hvor bevægelser søger at presse regimet fremad i et opgør med monopoler, godsejere og modstræbende og korrupte politikere, embedsmænd og militærfolk.

Græsrodsmedier
Et eksempel på denne udvikling er AviIla TV i Caracas. Stationen er finansieret af regeringen.
Den er startet med udgangspunkt i en medieskole, hvor lokale unge er blevet trænet i alle sider af mediet. Da stationen startede, var målet at nå ud til nye målgrupper i fattigkvartererne og blandt de unge.
Programmerne har til formål at afspejle de problemer og begivenheder, der er i lokalområdet.

Hold med kameraer og mikrofon er altid parat til at rykke ud – det afspejler sig i sendefladen. Derudover beskæftiger stationen sig med ungdomskultur med moderne musik a la MTV. Stationen tager afstand fra annoncer og kommercialiseringen af kulturen. De synes, det er det, revolutionen drejer sig om. De fattiges livsvilkår bliver sat på dagsordenen. Det er med til at drive de sociale programmer fremad , som er underpres på grund af finanskrisen.

Kanalen bruger også kræfter på at afsløre korruption og magtmisbrug, uanset om det sker fra oppositionen eller fra regeringsstøtter. (Læs Lainien Cassels artikel 11. juni 2009 på Upsidedownworld.org: Avila TV in Venezuela: Revolutionizing television)

Det er blot i Caracas, overalt dukker nye medier op. Medier der skal uddybe revolutionen og forhindre et nyt 2002.

Venezuela er ikke på vej mod diktatur, men derimod på vej til at uddybe demokratiet. Farerne mod demokratiet skal søges fra oppositionens forsøg på mord, kup og intervention fra udlandet.

Gode hjemmesider:
Venezuelaanalysis.com er baseret i Venezuela. Hoveddrivkraften er den amerikanske socialist Gregory Wilpert. Siden opdateres dagligt.
Intenational Viewpoint.org bringer Fjerde Internationales holdninger og mere dybtgående analyser.
Links.org.au bringer debat og dokumentation fra hele verden.
Upsidedownworld.org bringer nyheder og debat fra hele Latinamerika
 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com