Uafhængigt af, hvad man mener om den russiske revolution og udviklingen i det russiske samfund, der fulgte, så var de selvorganiserede arbejderråd – sovjetterne – et nybrud. Diskussionen om revolutionens 100 år har for det meste behændigt undgået at beskæftige sig med dette spørgsmål.

 

Ikke desto mindre er forståelsen af sovjetterne og rådsstrukturen helt centralt for at forstå både hvordan revolutionen kunne lade sig gøre og hvad dens mål var. ”Al magt til sovjetterne” lød sloganet, men hvilken magt og hvad er sovjetter? Det er centrale spørgsmål for fremtidige forsøg på at lave verden om.

 

Sovjetmagt – på dansk rådsmagt – blev et af de allermest centrale spørgsmål under den russiske revolution. Efterfølgende er spørgsmålet om organisering i råd, som en demokratisk modvægt til parlamentariske spil, blevet en fast del af enormt mange skærpede sociale konflikter. Organiseringen sovjetråd – stammede ikke fra 1917, men fra revolutionen i 1905. Strukturen var en konsekvens af en langvarig konflikt mellem industrialisterne og arbejderne i Rusland. Eftersom fagforeninger ofte var forbudte, dannede arbejderne råd, som de kunne organisere deres strejker igennem. Disse råd samledes fra arbejdspladserne, hvor de delegerede blev valgt. Denne organisering blev til en kraft, som alle sociale klasser måtte forholde sig til; hvad enten det var med stolthed, forundring eller væmmelse. Som den første store revolutionære oplevelse siden kommunen i Paris, var de to russiske revolutioner lærestykker i arbejderklassens og de undertryktes selvorganisering i det revolutionære samfund.

 

Den russiske revolution var både politisk og social i sit løfte. Den var politisk, fordi den omformede det politiske system fuldstændigt, og erstattede den politiske kaste og det parlamentariske spil med direkte repræsentationer i offentlige råd. Den var social, fordi disse råd traf afgørelser angående prioriteringer af samfundets midler, uden hensyntagen til tidligere ejendomsforhold – den overtog magten over produktionen. I begyndelsen af sidste århundrede var særligt det første spørgsmål kun dårligt udviklet, idet den socialistiske bevægelse ikke havde udviklet en formel for den politiske revolution. Det stod med andre ord uklart, hvorledes arbejderklassen skulle organisere overtagelsen af produktionsmidlerne. Et af de bedste bud på dette kom fra Rosa Luxemburg, der i sin pamflet om massestrejken argumenterede for, at den politiske massestrejke var hjørnestenen i den revolutionære bevægelse. I værket viste hun tydeligt, hvordan en lang række massestrejker og deciderede generalstrejker, hvor alting stod stille i dagevis, gik forud for revolutionen i 1905. Man kan ikke forstå udviklingen af sovjetterne uden at forstå dynamikken bag og deres forhold til strejkebevægelsen. Vi må derfor forholde os til de opsparede erfaringer fra starten af sidste århundrede.

 

Den russiske arbejderbevægelse

Mens arbejderbevægelsen på den ene side bestod af en række sociale og politiske organiseringer, der afholdt undervisning, børnepasning mm., var den politiske styring af samfundet effektivt set lagt udenfor arbejderklassens hænder i det zaristiske Rusland. Spørgsmålet om arbejderklassens organiseringsevne blev derfor ikke et spørgsmål om professionelle fagforeningsansatte eller politikere, men om organiseringen af mere eller mindre spontane strejker, fordeling af strejkevagter, uddeling af mad, organisering af behov under strejken, beskyttelse af fabrikker og strejkende osv.

 

Det var også strejkernes umiddelbare sociale opgaver, der blev fokus for de første anstød til arbejderråd. De mange erfaringer, der udvikledes med forskellige hastigheder over hele Rusland, begyndte med strejkerådene at smelte ledelsen sammen med den russiske arbejderbevægelses sociale sektorer. De socialistiske partier vandt opbakning der, som et resultat af det faktiske arbejde de gennemførte, både hvad angik uddannelse og gensidig hjælp blandt arbejderne. Sovjetterne kom dermed til at varetage såvel koordineringen af fabrikskomiteer som folkekøkkener, arbejderuddannelse, fødevaredistribution og sikkerhed i gaderne. Dette skete som oftest ikke i forlængelse af dekreter, men i kraft af de deltagendes frivillige tilslutning til forsamlingens beslutninger. Sovjetterne blev på grund af deres indflydelse i arbejderbefolkningen reelt det ledende organ i flere byer i løbet af 1905-revolutionen.

 

Dobbeltmagt

Dette forhold skabte en række situationer med dobbeltmagt. På den ene side den magt, der baserede sig på arbejderne og de undertryktes selvstændige organiseringer af eget liv (sovjetterne); på den anden side den absolutistiske magt – senere fabrikanterne og jordejernes magt – der var et udtryk for den gamle statsmagt i forskellige forklædninger.

 

Dobbeltmagt var indtil da et ukendt fænomen. Såvel som forudsætning for og som konsekvens af gennem deres eksistens, udviklede sovjetterne et eget apparat. Dette apparat stod som modsætning til, og uforsonligt overfor, det eksisterende statsapparat. I de tilfælde, hvor det gamle statsapparat adlød sovjetterne frem for regeringen, da blev embedsmændene underlagt sovjettens regler, valgbarhed, tilbagekaldelighed, lønloft, etc. Dets magt hvilede på bevæbningen af befolkningen selv. Dets orden var en orden af og for borgerne i modsætning til den gamle stats orden over borgerne. Sovjetternes magt kunne ikke, i længere tid, eksistere samtidig med den tidligere statsmagt, en af de to magter måtte overvinde den anden.

 

Sovjetterne bestod af repræsentanter fra arbejdspladserne, der kunne gøre krav på repræsentation efter antal. Mandater kunne tilbagekaldes fra gang til gang, og møderne var åbne for offentligheden. Dette førte i sig selv til en lang række nye organiseringer og udviklinger af eksisterende organiseringer. I de fleste områder opstod sovjetterne uafhængigt af, selvom de selvfølgelig inspirerede hinanden, både i forhold til den præcise udformning og de aktuelle opgaver man stod overfor. Det fælles træk var, at sovjetterne reagerede langt hurtigere end det gamle magtapparat på ændringer i stemningen blandt befolkningen. De var derfor i stand til at agere politisk med en langt større præcision. Dette skulle blive en afgørende fordel i 1917.Her stod sovjetternes magtapparat samlet bag sin politiske ledelse, i modsætning til det russiske statsapparat, der var viklet ind i utallige intriger mod sig selv og sin politiske ledelse.

 

I løbet af 1917 havde sovjetterne udviklet sig fra at repræsentere arbejdernes interesser, til også at repræsentere soldaternes og – i landområderne – bøndernes. De to segmenter repræsenterede i høj grad den samme gruppe i forskellige livssituationer. Ligesom udviklingen af erfaringerne med rådsstyre i de store strejkebevægelser, kan bøndernes sovjetter ikke adskilles fra organiseringen af jordekspropriationer og bondeoprør på landet, og soldaternes ikke fra mytterier og konflikter i hæren. Oprettelsen af sovjetter som ledende sociale og politiske råd, og disses fremkomst som alternative magtorganer i løbet af 1917, må derfor ses i konteksten af de enorme sociale kampe, de var indlejret i. I den forstand var sovjetterne både forudsætningen for den revolutionære bevægelse, og resultatet af den.

 

Sovjetten som klassekampens produkt

Som den russiske revolutions deltagere selv understreger gang på gang, var den russiske arbejderklasse langt fra den stærkeste eller bedst organiserede i 1917. Problemerne angående organisering og afvikling af massestrejker og sovjetmagt, var ikke diskuteret på et bredere niveau i den russiske arbejderklasse. Organiseringsformens logik udsprang af klassekampens udvikling i et af de mest overudbyttede, undertrykkende lande i den imperialistiske kæde. Den er siden opstået i specifikke former i en lang række revolutionære situationer igennem historien. Sovjetten eller rådsstrukturen er ikke en fetich. Den er opstået såvel i politiske revolutioner mod ledelserne i den gamle Østblok, som i koloniale kampe i Det Globale Syd, og i revolutionære situationer i de europæiske lande. Rådsstrukturen er ikke resultatet af revolutionære gruppers dogmatik, men et udtryk for, at strukturen på én og samme tid opfylder behovet for organisering af oprør, og i samme åndedrag til forestillingen om organiseringen af et andet samfund. I den forstand svarer sovjetterne til den historiske udfordring, som arbejderbevægelsen er stillet overfor.

 

Under den tyske revolution havde magten ligget entydigt i deres hænder, hvis de tyske socialdemokrater havde stillet sig bag rådsbevægelsen. Den tyske arbejderklasse havde i forvejen de fleste af de institutioner på plads, som ville danne rygraden i en arbejderstat. Hvad der manglede var de demokratiske betingelser, der skulle til for at styre sådanne institutioner og overtage produktionen. En af de største udfordringer ved arbejderbevægelsens organiseringer er og bliver, at disse organiseringer i sig selv skaber et administrativt lag, der er fjernet fra de mennesker der organiserer sig. Det er en udfordring, der er indlejret i kapitalismens funktionsmåde og arbejdsdagens længde. Selve varetagelsen af arbejderklassens økonomiske og politiske krav, og organiseringen af disse kræver tid. For at få folk meldt ind i fagforeninger, må man ud på arbejdspladserne i arbejdstiden. Men at organisere og fremføre krav er ikke et arbejde på samme måde som det fysiske arbejde, der er underlagt en fremmeds ønske om profit; et vilkår de fleste arbejdere lider under. Allerede med Pariserkommunen indførtes der regler, som skulle tage højde for disse forhold, med blandt andet rotation og begrænsninger i løn. Disse erfaringer er vigtige, men var ikke desto mindre utilstrækkelige, når det kom til at svare på hvilken demokratisk forsamling, der både kunne gøre op med den gamle magt, og samtidig etablere den nye. Arbejderbevægelsens egne organiseringer var blevet eksempel herpå. Det gamle samfunds institutioner dør vitterligt aldrig rigtigt hen, før det nye er på plads.

 

Sovjetstrukturen vendte alt kendt ved politik på hovedet. Fra at have været en beskæftigelse for nogle få professionelle personer, blev det allemandseje. Hvad der før havde været resultatet af hemmelige aftaler og skjulte forhandlinger, blev nu slynget åbent ud. Alle verdens øjne kunne nu beskue de hemmelige aftaler, der delte verden op mellem de håbefulde sejrherrer i verdenskrigen, og de beskidte lån, som fransk og britisk imperialisme på den baggrund havde givet Rusland. Det samme gjorde sig gældende for de ågerlån, som Rusland havde givet til sine egne afhængige stater. Sovjetmagten blomstrede netop fordi den ikke baserede sig på den gamle magts hemmeligheder og skjulte dagsordener.

 

Sovjettens relevans

Sovjetstrukturen er i sin politiske natur et klassekampsorgan. Eksistensen af organiserede råd og forsamlinger uden for statens kontrol, fører den dag i dag til sammenstød med statsmagten. Vi har for nyligt set eksempler på dette i blandt andet Egypten, Grækenland, Spanien og Syrien. At fastholde sovjettens eksistens og funktion bliver som en konsekvens af dette modsætningsforhold, til et forsvar for rådsstyrets magt overfor den gamle stats. Den almene udbredelse og organisering af samarbejdende råd baseret på arbejdspladser, reproduktion og lokaliteter, er revolutionære skridt gennemført af revolutionære organer. Ligesom sovjetten ikke kunne være opstået uden arbejderklassens spontane, sociale kampe, kan den ikke forblive uden bevidst at sætte sig i spidsen for arbejderklassen og de undertryktes politiske kamp.

 

Derfor er det også afgørende for sovjetten, at kunne gribe efter magten over samfundet på det rette tidspunkt. Historien fælder sin tydelige dom over rådsstrukturen, hvis ikke den formår det. Selv de mindste politiske indrømmelser er historisk set blevet hævnet i blod, og kapitalisterne forstår godt betydningen af rådsforsamlingen. I skærpede klassekampssituationer er der vindere og tabere; der er ikke (plads til) kompromisser. De finske socialdemokrater, der troede de kunne håndtere kontrarevolutionen gennem parlamentariske manøvrer, lærte om klassekamp, da de tøvede med at tage magten fra det korrumperede parlament. En fjerdedel af de finske proletarer blev dræbt eller givet lange straffet. Det er også hundrede år siden i år.

 

Partier og sovjetten

Der har fra starten været en spænding mellem arbejderklassens partier og sovjetterne. Partier er på godt og ondt opbygget af folk med sans for strukturer. Det er mennesker, der udvikler et system, for derefter at sætte det i brug. Sovjetten fungerede omvendt ved at gennem sine praktiske aktiviteter, at dens politiske system blev skabt. De russiske socialdemokrater forsøgte i begyndelsen at udelukke anarkisterne fra sovjetterne, og forsøgte også at få sovjetten til at vedtage det socialdemokratiske program. Begge dele var udtryk for partipatriotisme, og en forestilling om, at et parti kan sættes i stedet for klassens egne artikulerede interesser. Selvom forestillingen var begrundet i en enorm opbakning til et parti, blev den en del af den muld, som den bureaukratiske kontrarevolution udsprang af. Den forestilling er helt og aldeles et produkt af de materielle forhold i klassekampen, samt det forhold, at det politiske system under kapitalismen bærer ved til den type af ideer. De materielle forhold, fordi arbejderklassens partier i sig selv kommer til at eksistere på et andet grundlag end arbejderklassen. Det politiske system, fordi det i alle led er bygget op om, at træffe beslutninger for andre.

 

Det er en meget virkelig udfordring for moderne antikapitalistiske partier, at overkomme modsætningsforholdet mellem det demokrati, der udvikler sig i aktiviteter og kamp for rettigheder, og det demokratiske system, som disse partier eksisterer indenfor. Der er stadig ikke fundet nogen løsning på den modsætning, som blandt andet kom til udtryk i forholdet mellem strejkebevægelsen, pladsbesættelserne, lokale råd og venstrefløjen i Grækenland. Spørgsmålet kommer til at være, om der er nogen måde denne modsætning kan overvindes på, uden at ødelægge betingelserne for modsætningens opståen – altså uden f.eks. at ophøre med at søge repræsentation i det parlamentariske system, eller opgive udviklingen af selvstyrende demokratiske organer i klassekampen (og derfor søge at undergrave eller overtage dem). At gøre sig denne konflikt bevidst, og at møde den ærligt og åbent, er den første forudsætning for ikke at blive taget på sengen af dens modsætninger. Opbygningen af positioner i arbejderbevægelsen indenfor eksempelvis fødevaresektoren, den reproduktive sektor og i nedlagt industri, er forudsætningen for, at rådsstrukturer har noget at strukturere.

 

Sovjettens potentiale

De undertryktes stat opstår ikke oppefra og ned. Presset af sociale og økonomiske forhold, kan arbejderklassen kun etablere en anden magt, ved allerede i forvejen at have etableret fundamentet for et andet samfund. Der er således ikke tale om en stat i den hidtidige forståelse af ordet, men om den bevidste organisering af livets gang, fra befolkningen selv. I den forstand tiltager denne type stat sig også kun den magt den har behov for, til at kunne bekæmpe sine historiske modstandere. Sovjettens løfte var en stat baseret på befolkningens magt, der ikke brugte vold for at organisere dagligdagen, men blot for at holde den gamle orden tilbage. I denne forstand ophævede sovjetstrukturen en række af de frugtesløse modsætninger, der indtil da havde eksisteret mellem anarkister og marxister i arbejderbevægelsen. Sovjetten dannede bro mellem ideen om, at den gamle stat kunne overtages og visne bort, og dens modsætning, at man ikke behøvede en alternativ magt før staten kunne dø.

 

Strejken er arbejderklassens stærkeste våben, men for kapitalisten står den som død og frugtesløs; virkets ophør. Strejker har dog aldrig været passive og sky optrædener, men snarere eksplosioner af tilbageholdt kreativ energi. Når den overvinder sit sigte om at standse produktionen, stiller selve omstændighederne spørgsmålet om, hvordan man organiserer livet uden lønarbejdet.

 

Sovjetten ejer strejkens kreative energi, den er det politiske udtryk for et økonomisk system, hvor producenten, ikke ejeren, er herre. At sovjetsystemet voksede ud af strejken, kan på denne måde bedst forstås som en parallel til, og udtryk for, klassekampens udvikling. Ophævelsen af det kapitalistiske markeds profitlogik svarer til ophævelsen af det kapitalistiske demokratis anonyme logik. Ligesom den strejkende arbejders forvandling fra forbruger af tilbudt arbejde til producent af nødvendige produkter, forvandles også deltageren i sovjetten fra forbruger af det demokratiske system, til aktiv producent af selvsamme.

 

Siden 1905 er råd og sovjetter opstået i alle tilspidsede klassekampssituationer. Rådet har vist sig som en historisk kendsgerning, på linje med de borgerlige revolutioners historiske kendsgerninger (tredeling af magten, parlamentarisme, etc.). Derfor kan og skal spørgsmålet om sovjetter og magt ikke undviges i debatten. Der har nu i årtier været larmende tavshed fra venstrefløjen, når det kom til spørgsmålet om magt, modmagt og samfundets organisering. Meget lidt er blevet sagt, der ikke passede ind med de allerede etablerede almindeligheder. Det er klart, at de russiske sovjetter for 100 år siden ikke skal kopieres i detaljer. Det er der heller ingen grund til, da mulighederne for deltagelse og indsigt er langt bedre i dag – ikke mindst på det reproduktive område. Ikke desto mindre kan vi med god historisk ret antage, at fremtidens klassekampe også i skærpede tilfælde vil resultere i, at de undertrykte opbygger egne demokratiske organiseringer. Her må principper om deltagelse, tilbagekaldelighed, rotation, gennemskuelighed og åbenhed være bærende.  Disse organiseringer vil på alle områder lade det parlamentariske system stå tilbage som eksempel på et umodent og reaktionært system, ganske som Folketinget ingenlunde kan tale stolt om dengang, det var en rådgivende forsamling for den danske kongemagt.

 

Man kan ikke forstå udviklingen af sovjetterne uden at forstå dynamikken bag og deres forhold til strejkebevægelsen.

 

Sovjetterne blev på grund af deres indflydelse i arbejderbefolkningen reelt det ledende organ i flere byer i løbet af 1905-revolutionen.

 

Det gamle samfunds institutioner dør vitterligt aldrig rigtigt hen, før det nye er på plads.

 

Sovjetstrukturen er i sin politiske natur et klassekampsorgan.

 

Strejken er arbejderklassens stærkeste våben, men for kapitalisten står den som død og frugtesløs.


Artiklen er skrevet til magasinet Solidaritet, hvor den vil blive bragt i januar 2018 som en del af et tema om 100-året for Oktober-revolutionen.

Opslået i Facebook, Historie, Oktober-revolutionen, Rusland, Teori

single.php