Hugo Chávez har igangsat endnu en kampagne for at mindske frem for alt de udenlandske mulitinationale firmaers indflydelse på den venezuelanske økonomi.

af Rolf Bergkvist

Siden februar er både privatejede fabrikker og jord blevet nationaliseret. Medens arbejderne hilser forandringerne velkomne, er fagforeningerne mere afventende og kræver mere.

”I har ret i det, I siger: Det kan ikke være sådan at I arbejder på fabrikken og alligevel ikke ved, hvordan det går for virksomheden! Hvad laver administrationen? Hvordan anvendes ressourcerne? Hvem køber råvarerne, og hvor meget betales der for dem? Hvem sælges produkterne til, og hvordan sælges de? Alt dette … hele produktionsprocessen … og at få produkterne ud på markedet… Alt må være under arbejdernes kontrol! Det er jeg enig i! Det er sådan, det skal være!”

Hugo Chávez’ afslutningsreplik på et møde den 21. maj med 400 arbejdere fra et aluminiums- og stålværk var en klar stillingtagen til spørgsmålet om arbejderkontrol med landets industri. På mødet annoncerede Chávez den forestående nationalisering af fem private stålindustrier: Orinco Iron (med ca. 700 arbejdere), Venezolana de Perreducidos of Caroni, VENPRECAR (232), Materiales Siderúrgicos, MATESI (130), Complejo Siderúrgico de Guayana, COMSIGUA (205), Tubos de Acero de Venezuela, TAVSA (364) og flisefabrikken Cerámicas Carabobo (200). Virksomhederne ejes af multinationale storfirmaer, nogle af dem i samarbejde med venezuelanske kapitalister: Orinoco Iron och VENPRECAR af det britisk-australske BHP Billiton (verdens største mineselskab), MATESI af det italiensk-argentinske Techint, COMSIGUA af japansk-europæiske Kobe Steel, TAVSA af konsortiet Tenaris med hovedkontor i Luxemburg.

Nationaliseringerne af stålværkerne har til formål at skabe forudsætninger for, at den videre forarbejdning af jern/stål og aluminium kan ske inden for landets grænser. De indgår samtidig i den nye offensiv, som Chávez har indledt i løbet af de sidste måneder.

Ny lov
Fra den 8. maj og i løbet af de efterfølgende uger nationaliserede Chávez 76 virksomheder – næsten alle udenlandsk ejede – som leverer tjenester til det statslige oliefirma PDVSA. Tiltaget kom, efter at parlamentet dagen forinden havde vedtaget en ny lov, der, helt eller delvist, overfører servicefirmaer der er forbundet med olieproduktionen til statslig ejendom. Listen over de eksproprierede værdier indbefatter 300 fartøjer, 30 pramme, 5 damme, 13 værksteder og 39 terminaler og værfter ved Maracaibosøen. I alt overgår 8.056 arbejdere til at være statsansatte. Ifølge regeringen vil staten komme til at spare omkring 700 millioner dollars pr. år ved direkte at administrere disse tjenester. Blandt de virksomheder, som berøres, findes bl.a. de amerikansk ejede Williams Company og Woodgroup-konsortiet.

Risfabrikker nationaliseret
Den nye bølge af nationaliseringer indledtes allerede et par uger efter sejren ved folkeafstemningen den 15. februar (som Chávez vandt med 54 procent). I løbet af marts-april drejede det sig først og fremmest om at sikre landets selvforsyning med levnedsmidler.

Den 28. februar beordrede Chávez Nationalgarden til midlertidigt at overtage kontrollen med landets 11 privatejede risfabrikker. Målet med aktionen var at sikre, at mindst 60 procent af virksomhedernes produktion var basisris, der sælges til regulerede lave priser. Ifølge den gældende lov om priskontrol skal melem 70 og 95 procent af virksomhedernes produktion bestå af denne type af ris. De private virksomheder har bevidst forsøgt at omgå prisreguleringen ved i stedet at producere behandlet eller aroma-tilsat ris, som må sælges til den dobbelte pris. Fire dage senere eksproprierede regeringen en risfabrik, der ejedes af det amerikanske firma Scargill, fordi det havde brudt loven og kun fremstillede dyrere ris.

Jordreform
I begyndelsen af marts forsatte regeringen med at overtage 5.000 hektar jord, der var ejet af rige familier og udenlandske firmaer. Den 5. marts blev en træplantage på 1.500 hektar, der var ejet af det irske tømmerfirma Smurfit Kappa, eksproprieret. I stedet for dyrkning af de eucalyptustræer, der udtørrer jorden, planlægger regeringen af uddele jorden til et kooperativ, som driver et langsigtet bæredygtigt landbrug.
Den 14. marts blev industrielt trawlfiskeri forbudt inden for Venezuelas territorialfarvand. ”Trawlfiskeri ødelægger havet, ødelægger de arter, der lever i vandet og begunstiger kun et mindretal. Det er destruktiv kapitalisme”, var Chávez begrundelse for forbuddet. 30 trawlere blev eksproprieret. Regeringen vil i stedet satse 32 millioner dollars på at ombygge bådene og lade fiskere, der driver fiskeri i lille målestok, få adgang til dem, samt konstruere nye fiskeindustrier.

I begyndelsen af maj gik jordreformen videre, da Chávez underskrev en række dekreter, der eksproprierer jord i delstaten Barinas. De ca. 10.000 hektar, det drejer sig om, har enten ligget brak, eller er blevet erhvervet på en ulovlig måde med henblik på produktion af sukkerrør. De kan nu i stedet anvendes til produktion af grønsager som løg, paprika og tomater.

Dyre aktieopkøb
Og medens lokale og udenlandske kapitalister har fordømt ”Chávez’ angreb på den private ejendom”, har arbejderne i virksomhederne hilst eksproprieringerne velkomne som en sejr. På flere af stålvirksomhederne har arbejderne gennem det seneste år befundet sig i kamp med de private ejere. Arbejderne på Matesi har eksempelvis gennem de sidste seks måneder befundet sig i strejke mod virksomhedsledelsens beslutning om at nedlægge to ud af tre skift og gennemføre omfattende personalenedskæringer. Situationen på Tavsa er tilsvarende: De seneste tre måneder har de private ejere intet produceret, men tværtimod lockoutet personalet.
Som tidligere nationaliseres virksomhederne gennem aktiekøb til ”markedspris”. Det har været dyrt!

Blot sidste års nationaliseringer af stålvirksomheden Sidor, cementfabrikkerne Holcim og Lafarge og den spanskejede Banco de Venezuela, som er blevet færdigforhandlede i år, koster 4.143 millioner dollars. Denne sum svarer til 42 procent af de totale eksportindtægter i dette års første kvartal. Alene for Banco de Venezuela skal regeringen betale 1.050 millioner dollars til det spanske finansfirma Santander i de kommende måneder. Til dette skal nu lægges de fem stålvirksomheder, flisefabrikken, Cargills datterselskab og de 76 olieservice-firmaer. Og det i en situation, hvor olieindtægterne i første kvartal i år er mere end halveret sammenlignet med samme periode sidste år.

Offentlig gæld
For at overholde sit løfte om ikke at skære ned på sundhedsvæsenet, skoler og ældrepleje, og samtidigt kunne betale de udenlandske firmaer, planlægger regeringen at tredoble den indenlandske offentlige gældssætning, fra hvad der svarer til 5,6 milliarder dollars til 15,8 milliarder. Desuden har regeringen tidligere i år skåret ned i statsbudgettet med 6,7 procent og forhøjet momsen fra 9 til 12 procent.

Venstrefløjen inden for fagbevægelsen er kritiske overfor, at firmaernes private ejere bliver kompenseret. De mener, at private firmaer, der bryder arbejdsmarkedslovene (eller loven, som regulerer priskontrollen) og stopper produktionen, skal overtages uden nogen erstatning. Pengene bør gå til at forhindre, at reallønnen falder for det fattige flertal i stedet for til kapitalejerne. Den faglige venstrefløj er også kritisk overfor, at ”arbejderkontrollen” i de virksomheder, som staten har overtaget, bliver modarbejdet aktivt af bureaukratiet i de statslige og regionale myndigheder, og i de fleste tilfælde er ikke-eksisterende.

Chávez positive opfordring til øget kontrol fra neden kan åbenbart kun opnås gennem en forsat kamp fra arbejdernes side mod både de private kapitalejere og det statslige bureaukrati.

Oversat af fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com