»I 1968 var den yderste venstrefløj en lille organisation blandt studenterne, men uden nogen forankring i arbejderklassen. I dag er det næsten omvendt,« siger Alain Krivine, en af veteranerne fra det franske 68-oprør.

Var det kun studenterne, som gjorde oprør i maj 68?

I de fleste lande var maj 68 et studenteroprør, som skyldtes to sammenfaldende forhold: På den ene side var mange af arbejderklassens børn i mange lande begyndt at komme ind på universiteterne, som havde nogle fuldstændig forældede strukturer – der var virkelig nogle interne problemer på universiteterne. Den anden grund var den enorme politisering blandt studenterne i forhold til Vietnam-krigen. Det er sammensmeltningen af disse to faktorer, som førte til et studenteroprør i Frankrig, Mexico og en række andre lande.

Dertil kom – og det er for mig afgørende – et arbejderoprør, som sluttede sig til studenteroprøret, først og fremmest i to lande: i Frankrig og lidt senere i Italien, hvor det varede et helt år. I Frankrig vil jeg især minde om, at udover studenterbevægelsen, som mange har analyseret grundigt, havde vi også den største generalstrejke nogensinde. Den varede i mere end tre uger og omfattede 10 millioner strejkende arbejdere med næsten alle fabrikkerne besat, den røde fane hang over fabrikkerne. Det er det centrale aspekt.

Hvad er der sket med alle aktivisterne og lederne fra maj 68? Nogle af dem som Daniel Cohn-Bendit siger, at folk som du ikke har udviklet sig siden dengang?

Flere af studenter-repræsentanterne fra 1968, som Leismar eller Sauvageot, har flyttet sig politisk i mindre grad. Dengang troede de, at det var en revolution, uden at vide særlig godt, hvor de ville hen. Bendit var mere en libertiner, og Jossmar stod tættere på det venstrereformistiske parti PSU (det Forenede Socialistparti), men jeg tror, at de havde mange illusioner om perspektiverne i 68.

Det, som skete, var, at efter det politiske nederlag i 68 (det kapitalistiske samfund fortsatte), forsøgte de lidt vilkårligt at genoplive begivenhederne, lige efter 68. De henfaldt til en vis grad til venstresekterisme og opdagede at arbejderklassen ikke fulgte dem, hverken i 68 eller efter. Meget hurtigt konkluderede de så, at der ikke længere var en arbejderklasse, og at klassekampen var forbi, en dinosaurernes kamp, og de tilpassede sig systemet.

Daniel Cohn-Bendit – jeg kendte ham godt i 1968 og senere i Europa-Parlamentet – har bevaret nogle gode sociale holdninger – antiracisme, antifascisme, men hvad angår de grundlæggende problemer, er han blevet liberal. Han arbejder i dag med de liberale. Det er et farvel til arbejderklassen og et farvel til det, som i bund og grund var 1968.

1960’erne var en vækstperiode for kapitalismen. Sker det samme i dag?

Det er rigtigt, at der i 1968 var et kraftigt økonomisk boom. Bare for at give et enkelt tal, så var der ikke mere end 300.000 eller 400.000 arbejdsløse i Frankrig. I dag er der 5 millioner. Det er afslutningen på dette økonomiske opsving. Vi har endda den modsatte situation. I dag kan den finansielle krise gå meget langt, og frem for alt giver kapitalisterne, i deres uafbrudte konkurrence og profitjagt, intet rum for at reformisterne kan gennemføre reformer. Det er dette, som forklarer, at reformisterne bliver social-liberale. Socialdemokraterne tilpasser sig i dag fuldstændigt til kapitalismen, fordi de ikke kan lave reformer, de får ikke lov til det. I den forstand er der en radikal ændring af situationen, som forklarer, at der i dag er bedre plads end dengang for en antikapitalistisk venstrefløj.

I 1968 blev mange mennesker politiseret af den antikoloniale og antiimperialistiske kamp. Sker det samme i dag?

Det er rigtigt, at der i 1968 var en stor politisering, som især handlede om Vietnamkrigen, men som i hvert fald i Frankrig også omfattede en generation, som kom ud af krigen i Algeriet, og hvor vi var blevet politisk bevidstgjort gennem støtten til den algeriske befrielsesfront FLN. Krigen i Algeriet og senere i Vietnam var begivenheder, som fik enorm betydning.

Dette tema er i dag næsten endnu vigtigere, for krigen er stort set alle steder. Mange folk tænkte, at med Sovjetunionens sammenbrud var det overstået, og sagde: »Nu hvor der ikke er nogen blokke, vil der ikke være krige.« Det er sket præcis det modsatte, der er mere krig end nogensinde. Først og fremmest i dag med for eksempel med Israels krig mod det palæstinensiske folk, og krigen i Irak. Den eneste forskel er, at vi ikke har at gøre med krige mellem stater. I dag er det krige, der føres af imperialistiske stater, især af USA, mod befolkningerne, ikke mod hære som sådan, og det gør tingene både mere komplicerede og mere frygtelige. Vi befinder os i åben krig. Jeg tror, at antikrigsbevægelsen kan være og er en dimension i politiseringen af de nye generationer.

Hvordan skal man forstå den måde, som det franske kommunistparti, PCF, afsporede generalstrejken i 1968? PCF og PS (socialdemokraterne) har jo en lige så dominerende rolle i arbejderbevægelsen nu, som de havde i 1968.

Man skal huske, at i 1968, i hvert fald i Frankrig, var kommunistpartiet totalt dominerende i arbejderklassen. De styrede totalt CGT, den største faglige landsorganisation. Omvendt havde PCF ikke kontrol over studenterne. Og da bevægelsen rullede, var reaktionen typisk for stalinistiske bureaukrater, de var bange for en bevægelse, som de ikke kontrollerede. De blev sat fuldstædigt ud på et sidespor. På virksomhederne løb bevægelsen dem hurtigt over ende, men her lykkedes det alligevel at bevare kontrollen til en vis grad.

Derfor foregik alliancen mellem studenter og arbejderne på gaden. Det var symbolsk, men stak ikke dybt. For at give et enkelt eksempel: Da vi hørte at strejken var brudt ud på Renault-Billancourt – 30.000 arbejdere, den franske arbejderklasses nervecenter – gik vi adskillige tusinder i demonstration til fabrikken. Vi blev mødt af en fabrik, hvor alt lå stille, hvor alle arbejdere sag på tagene og i vinduerne, men der var ikke en eneste klapsalve.

I deres ansigter stod den stalinistiske propaganda: »De småborgerlige venstrefløjs-eventyraktivister kommer.« Især i begyndelsen. Men bevægelsen løb dem over ende. Alligevel kom de i en vis forstand kom de over det, for da spørgsmålet om magten blev stillet, en enkelt dag eller to, ved afslutningen af bevægelsen, da De Gaulle rejste til Tyskland, så vendte arbejderne blikket mod studenterne, men de havde ingen tiltro til studenterlederne, i forhold til at tage magten. De vendte tilbage til deres parti, som absolut ikke havde lyst til at tage magten i kølvandet på en generalstrejke, og det var de Gaulle som genialt så, at PCF ikke ønskede at tage magten og udskrev valg. PCF sagde straks: »Ja, ja til valg«, hvilket var det samme som at begrave en udenomsparlamentarisk bevægelse.

Da mellemlagene, som havde allieret sig med arbejderklassen, forstod, at der ikke var noget perspektiv til den side, gik de tilbage til deres gamle holdninger om at forsvare det bestående, lov og orden, og det skubbede alting mod højre. Omvendt, og det er pudsigt, betalte PCF ikke prisen med det samme for det, som vi kan kalde deres forræderi. Det er først meget senere, også de allerseneste år, at der er sket en total ændring, og hvor man er blevet klar over, at begyndelsen til deres brud med ungdommen og arbejderklassen var den manglende forståelse i 1968.

Vi har altså en fuldstændig ny situation. Før sagde man: »Når man står til venstre, stemmer man kommunistisk.« I dag er den ’sikre stemme’ – som i mine øjne er en spildt stemme, men sikker i forhold til de parlamentariske institutioner, ikke det kommunistiske parti, men det socialistiske parti, men hvor partiets forbindelse til arbejderklassen i bund og grund er rent vælgermæssigt.

Der er således opstået et totalt tomrum i dag, som må få os til at overveje, hvad der præcist kan skabe et sejrrigt maj 68 under nye betingelser. Vi har et borgerskab, som mere end nogensinde går til angreb, som ødelægger de sociale landvindinger. Vi har en traditionel venstrefløj, som er miskrediteret, især kommunistpartiet, som nærmest er på vej til at forsvinde. Og så har vi en generation, som vil kæmpe, som ikke genkender sig selv i den traditionelle venstrefløj, og som mangler en venstrefløj, der virkelig kan imødekomme disse målsætninger og overvejelser.

Derfor er der i en vis forstand flere grunde til at gøre oprør i dag end i 1968, men i dag har de først og fremmest mange flere redskaber. Den yderste venstrefløj var en lille organisation med basis blandt studenterne, men uden forankring blandt arbejderne. I dag er det næsten omvendt.

Maj 68 gav grobund for revolutionære grupper, trotskister, maoister og andre typer. I dag er de fleste forsvundet, andre har ændret sig. I 2008 er det ikke den trotskistiske eller maoistiske identitet, der er afgørende. Man kalder sig marxistisk eller antikapitalistisk. Hvad er der blevet af ånden fra 1968?

Den yderste venstrefløj i 1968 var et produkt af en periode. 1968 var et bindeled mellem en gammel arbejderbevægelse, hvis udtryk var den røde fane, barrikaderne, Pariserkommunen, arbejderklassen, Internationalen – og på den anden side fødslen af det, som man i dag kalder den nye sociale bevægelse med krav, som eksploderede senere, men hvor spirerne eksisterede i 1968. Udover de traditionelle arbejderklassekrav, er det indvandrernes krav, kvindernes, de homoseksuelles, de boligløses og så videre, en ny bevægelse for en anden verden.

Den store forskel til situationen i dag er, at i 1968 var der i Sorbonne-universitetets gård portrætter af Mao, Lenin, Marx, Stalin og Trotskij. Se på de unges demonstrationer i dag, der er ikke et eneste portræt. Den eneste, der stadig eksisterer på t-shirts , er Che Guevara, det er alt. Så vi ser en anden form for politisering.

I dag har vi en antikapitalistisk venstrefløj, som ikke tager form som en programmatisk afgrænset yderste venstrefløj, defineret som trotskistisk, maoistisk og så videre. Det er en venstrefløj, som ønsker at bryde med kapitalismen. Det er en generation, som ønsker at slås, som afviser den traditionelle venstrefløjs forræderier eller eftergivenhed, og som ønsker at opbygge en venstrefløj, som er virkelig antikapitalistisk.

Oversat af Åge Skovrind fra www.lcr-lagauche.be

 

Opslået i Historie

single.php