Læsetid: 7 minutter

Aktionerne havde betydelig konsekvenser, med store tab for julehandlen, mistede indtægter for privatiserede motorvejsfirmaer på mange millioner euro og knuste bankvinduer på Champs Elysses – alt sammen noget, der sætter pletter på præsident Macrons image som det 21. århundredes europæiske kapitalismes blåøjede dreng.

 

Juletræer var blevet opsat på adskillige rundkørsler og betalingsposter ved motorvejene besat af De Gule Veste, som symbol på, at protesterende ikke er på vej til at stoppe. Ved nogle vejspærringer samler bevægelsen ind til fødevarer til fordeling blandt trængende, ved andre har de opsat symbolske guillotiner. Et af parlamentsmedlemmerne fra Macrons partis kom på arbejde en dag blot for at opdage, at hendes kontor var blevet nymalet med en klar gul farve.

 

Nye initiativer viser sig hver dag. En dag var der blokade af det multinationale Monsatos kontorer, en anden hjemme hos formanden for den største arbejdsgiver-organisation, en tredje foran et engros fødevaremarked i Rungis, uden for Paris. Da De Gule Veste blokerede skattekontoret i Figeac, gik nogle arbejdere i strejke for at støtte dem.

 

Adskillige steder (så som Toulouse eller Clermont-Ferrand), er stormøder i stor skala for første gang blevet afholdt for at diskutere kravene. Repræsentanter for partier eller fagforeninger er ofte ikke velkomne, men kommentatorer, der havde troet på de overdrevne meldinger om det yderste højres indflydelse, blev overraskede over, at der i Toulouse ikke blev rejst noget racistisk krav. I Clermont blev det enlige anti-indvandrer krav råbt ned. Af de omkring 30 forskellige slogans, jeg så på veste og skilte i Paris den 15. december, var der ingen omtale af indvandring.

 

Politiindgreb mod vejspærringer er vokset til dusinvis hver dag, men De Gule Veste, der er blevet fjernet, vender somme tider tilbage den næste dag. Nogle borgmestre støtter dem, og vreden er fortsat stor (adskillige betalingsposter ved motorveje er blevet brændt ned). Der er stadig et par hundrede aktive vejspærringer.

 

Macrons indrømmelser

Efter den tidligere mobilisering af De Gule Veste og gymnasieeleverne, gik Macron på landsdækkende tv den 10. december. Han lod, som om han undskyldte sin tidligere holdning og gav yderligere indrømmelser (efter at have aflyst forhøjelse af brændstofpriserne ugen før). Indrømmelserne er små, men uhyre vigtige, fordi de knuste hans image som den thatcheragtige hårde jerndreng. Han håber desperat på, at disse mindre tilbagetog samt julepausen vil være tilstrækkeligt til at standse bevægelsen.

 

Den første indrømmelse bestod i flere penge til arbejdere på minimumsløn. Selvfølgelig er disse penge nyttige, men mekanikken i forslaget er pilrådden. I stedet for at hæve minimumslønnen, der ofte virker som løftestang for andre lønninger, fremlagde Macron en stigning af det tilskud, som regeringen giver til de lavestlønnede. Dette indebærer, at arbejdsgiverne ikke skal betale mere (og det var underforstået, at nedskæringer på velfærden skulle dække disse udgifter).

 

Stigningen på omkring 100 euro skulle også indeholde allerede planlagte stigninger. Imidlertid kom der en ny udtalelse den næste dag (efter at de var blevet tydeligt, at De Gule Veste var uimponerede), der sagde, at den ville blive lagt oven i det allerede planlagte, hvilket svarer til yderligere omkring 20 euro. Regeringen hastevedtog også disse stigninger for at sikre, at de ville træde i kraft i løbet af få uger, efter at lækkede informationer tydede på, at det ville tage seks måneder.

 

En anden indrømmelse var aflysningen af en ny skat på pensionister, der har en husstandsindkomst på under 2.000 euro.

 

For det tredje genindførelsen af et system, der stammede fra den konservative præsident Nicolas Sarkozy: Overtidsbetaling vil ikke længere skulle indkomstbeskattes. Det ville give ekstra penge til op mod en tredjedel af arbejderne i Frankrig, men flertallet har ikke overtid og den store arbejdsløshed medfører, at der løbende bliver mindre overtidsarbejde, ikke mere.

 

For det fjerde meddelte Macron, at regeringen ville opmuntre arbejdsgivere, som er ”i stand til det”, at betale en bonus til de ansatte ved årets afslutning. Denne bonus ville være skattefri, hvis den ikke overstiger 1.000 euro. Ved et cocktailparty i Elysee-paladset sagde adskillige store arbejdsgivere, blandt andet Total, Orange og Publicis, at de ville udbetale en sådan bonus. Ifølge et venstreorienteret nyhedsmagasin, var deres mission ”saving private Macron” [med henvisning til Tom Hanks filmen ”Saving Private Ryan”, o.a.].

 

I Macrons tale på nationalt tv var der dog en skurrende mislyd. Han opfordrede til en ”national debat” om emner, der bl.a. inkluderede franskmændenes ”dybe identitet”, indvandring og truslen mod det sekulariserede samfund. Macron har været kendt for i betydeligt mindre omfang end andre højrefløjsledere at benytte sig af islamofobi og racisme. Sidste juli sagde han f.eks.: ”Republikken har ingen grund til at have nogen som helst form for vanskeligheder med islam”, og han kritiserede militant sekularisme. Men det ser ud til, at muligheden for at lede opmærksomheden over på syndebukke var for stor en fristelse denne gang. Den ”nationale debat” som blev annonceret nogle få dage senere, undlod dog spørgsmålet om indvandring, men disse omtaler er måske mørke tegn for fremtiden.

 

Macron er skræmt – det er der ingen tvivl om. Han og hans venner bladrer febrilsk gennem deres eksemplarer af ”Nyliberal Regering for Dummies”, mens de leder efter ideer. Pludselig offentliggjorde Paris Metro og de nationaliserede jernbaner samt Postvæsenet en julebonus på et par hundrede euro til alle deres 300.000 ansatte. En af Macrons ministre annoncerede, at regeringen vil lægge en ny skat på internetgiganterne – Google, Facebook, Amazon osv. – som er blevet fordømt af De Gule Veste for deres omgåelser af at betale skat. Og 400 millioner til sygehusene, som havde været bureaukratisk blokeret gennem fem år, var pludselig til rådighed.

 

Propaganda

Da der den11. december var et tragisk tilfælde med skyderi i Strasbourg, greb højrefløjen med kyshånd chancen for at få lukket bevægelsen. Nyhedskanalerne og ”bekymrede” ministre insisterede på, at ”fornuftige Gule Veste” opfordrede til at stoppe demonstrationerne; at det heltemodige politi var udmattet og var nødt til at koncentrere sig om terrorisme. Der var også et fortløbende forsøg på at diskreditere den radikale venstrefløj ved at slå den i hartkorn med fascisterne.

 

”Jean-Luc Mélenchon, leder af venstrefløjsorganisationen La France Insoumise (FI – Ukuelige Frankrig), og Marine Le Pen fra det yderste højre opfordrer til mere voldelige demonstrationer” – lød omkvædet i ugen op til jul. TV-shows på alle kanaler inviterede de bedst klædte og vittigste nazister i landet ind for at tale om bevægelsen. Seerne formodes at konkludere, at Macron er det eneste alternativ til fascisme.

 

I mellemtiden er volden fra politiet steget. Adskillige af de protesterende har mistet synet på et øje på grund af gummikugler. Amnesty International har fordømt politivolden som overdreven, og har optalt mere end 1.500 sårede, heraf 47 alvorligt.

 

De faglige ledere

En af fordelene ved en bevægelse uden en anerkendt ledelse er, at den ikke kan lukkes ned fra oven til gengæld for mindre, men indviklede indrømmelser. Fagbevægelsernes ledere har generelt spillet en rigtig dårlig rolle, især eftersom den overvældende offentlige støtte til bevægelsen havde gjort en opfordring til generalstrejke plausibel.

 

Først kom der den 6. december en fælles udtalelse fra alle de faglige landsorganisationer med en enkelt undtagelse, som erklærede, at de ønskede at forhandle med regeringen. Denne udtalelse fordømte ikke engang politivolden, og opfordrede heller ikke til at opbygge Gule Veste-bevægelsen. Så bøjede den største af venstrefløjens landsorganisationer af for presset fra neden og opfordrede til en endagsstrejke den 14. december. Men denne opfordring var halvhjertet og rutinepræget og nævnte knapt Gule Veste-bevægelsen. Dette var med til at sikre, at strejkerne var relativt svage.

 

Desuden nærer mange arbejdere, som er demoraliserede efter massive strejker her i foråret, der ikke bar frugt, et håb om, at de Gule Veste kan klare ærterne for dem, uden at det bliver nødvendigt med massestrejker og yder derfor kun passiv støtte. Men strejker er alligevel blevet udløst her før jul, (inden for handelen f.eks.), hvor nogle kræver julebonusser lige som dem, de store firmaer lige har givet deres ansatte.

 

Studenternes nylige mobiliseringer var stærke, men har endnu ikke haft held til at vokse og omfatte flertallet af læreanstalterne. Vi får se, hvor meget energi, der er til rådighed i denne bevægelse efter juleferien. I mellemtiden er der endnu en destabiliserende faktor for regeringen: en krybende bevægelse inden for politistyrken, der kræver flere ressourcer og betaling for overarbejdet. Den 19. december afholdt politiet ved paskontrollerne en arbejd langsomt-aktion, og nogle politistationer lukkede. Dette førte til en lønforhøjelse på 150 euro efter blot 12 timer!

 

Venstrefløjen

I parlamentet krævede Mélenchon et minuts tavshed til minde om de Gule Veste, der er døde (den sidste blev dræbt af en lastbil, der brasede igennem en vejspærring). Regeringen nægtede at deltage i dette symbol på respekt. Det Ukuelige Frankrigs parlamentsmedlemmer har været meget imponerende, både med at forsvare bevægelsen på TV og ude i virkeligheden. Men partiets reformistiske opfattelse af arbejdsdelingen mellem fagforeningerne og politiske partier indebærer, at Mélenchon ikke vil opfordre til en generalstrejke. Det langt mindre indflydelsesrige Nye Antikapitalistiske Parti opfordrer til en sådan strejke, men forbliver marginaliseret – skønt dets aktivister arbejder sammen med Ukuelige Frankrigs aktivister i mange af de Gule Vestes grupper.

 

Ændrede krav

I ugen op til jul var der specielt et krav fra de Gule Veste, der havnede i overskrifterne: En ændring af forfatningen, så folkeafstemninger bliver obligatoriske, hvis tilstrækkeligt mange borgere skriver under på et ønske herom. Sådanne afstemninger skulle f.eks. kunne ophæve en lov eller fyre et medlem af parlamentet.

 

Forfatningsændringer har ofte været vigtige for den franske venstrefløj, og dette forslag indgik allerede i Ukuelige Frankrigs valgprogram ved valget i 2017. Det er et yderst populært krav, der afspejler mistroen til de nuværende demokratiske strukturer, men det er bare et blandt flere andre. Et stort løft af minimumslønnen, genindførelsen af den nyligt afskaffede skat på de rigeste eller Macrons tilbagetræden er alle mindst lige så populære.

 

Tilsyneladende er der et forsøg på at placere kravet om adgang til folkeafstemninger i centrum af debatten i mainstream-medierne. Dette er ikke godt for venstrefløjen, for det er den type spørgsmål, der kan begraves gennem et løfte om at nedsætte en kommission til at undersøge, hvordan folkeafstemninger kunne forbedre demokratiet. ”Genindfør rigmandsskatten nu” eller ”Flere penge til løn og pensioner” er bedre krav at prioritere, fordi de er sværere at sno sig uden om.

 

En af grundene til, at kravet om adgang til folkeafstemninger er populært blandt de Gule Veste, er, at det fremstår som værende hverken venstre- eller højreorienteret, og på den måde gør det muligt at undgå de mere vanskelige politiske spørgsmål. Det er langtfra sikkert, at dette krav vil forblive centralt, skønt Macrons ministre giver indtryk af, at de er villige til at diskutere det. Der er mængder af andre forslag. Nogle har foreslået, at de Gule Veste skal opstille som et parti til valget til EU-parlamentet i maj.

 

Fremtiden for Macron

Nyhedsmagasinernes overskrifter lyder: ”Er Macron færdig”? Popularitetsmålingerne giver ham omkring 23 procent, et fald fra 50 procent i begyndelsen af 2018 til trods for hans sikre flertal i parlamentet. Bekymrede kommentatorer fra højrefløjen siger, at hans stilling er så svækket, at han måske ikke er i stand til at gennemføre de ondskabsfulde angreb på pensionerne, som han ellers planlagde. I mellemtiden begår hans sammenflikkede parti den ene brøler efter den anden. Dets leder forklarede i ugen op til jul, at problemet har været, at partiet har været for underforstået og for intelligent!

 

Den herskende klasse har gjort en ekstrem indsats for at støtte Macron, fordi de tidligere nyliberale præsidenter Sarkozy (fra højre) og Hollande (fra venstre) ikke var i stand til at svække arbejdernes styrkepositioner halvt så meget, som kapitalisterne ønskede, og Macron, har de ofte følt, var deres sidste kort. Men selv om der er kørt adskillige store gaver til de rige gennem parlamentet, er Macrons popularitet faldet til under 30 procent, selv blandt virksomhedsejerne.

 

Ingen kan forudsige, hvor langt Gule Veste-bevægelsen vil gå i det kommende uger, men vi kan blive udsat for mange flere overraskelser. Fattigdommen blandt arbejderne står nu i centrum af den offentlige debat. Og dele af arbejderklassen, der aldrig tidligere har været mobiliseret, har nu opdaget muligheden for radikal kollektiv handling. Det er et klart fremskridt

 

John Mullen bor i Paris. Han er medlem af den antikapitalistiske netværk Ensemble og støtter France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig).

 

Artiklen blev bragt 22. december i Red Flag (Australien) og er oversat af Peter Kragelund.