Denne tekst var formentlig det sidste, som Daniel Bensaid skrev. Den er gengivet i det seneste nummer af tidsskriftet ”Contretemps”, hvor Daniel var en af de tre redaktører. Teksten er et bidrag til en serie af essays om kommunismens betydning. De blev samlet som del af et symposium i Paris 22. – 23. januar om samme emne.

 

 

I 1843 anså den unge Engels (som endnu ikke var fyldt 23 år) – i en artikel om de sociale reformers fremskridt i Europa – kommunismen som en nødvendig konklusion, man ikke kan undgå at drage ud fra de præmisser, der er os givet af den moderne civilisations generelle fakta. Dette var altså en logisk kommunisme, der var et resultat af revolutionen i 1830, hvor arbejderne refererede til den store revolutions historie og ivrigt bemægtigede sig Babeufs kommunisme. (note 1)

Omvendt for den unge Marx, så var denne kommunisme stadig bare en dogmatisk abstraktion og et særligt udtryk for det humanistiske princip. Det spirende proletariat havde kastet sig i armene på dem der prædikede deres frigørelse, grundlæggerne af socialistiske sekter og forvirrede sjæle, som i humanistisk stil vrøvlede om tusindårsriget og universel broderlig kærlighed, og som alle repræsenterede fantasien om klasserelationernes ophævelse. Denne spøgelsesagtige kommunisme uden et præcist program hjemsøgte før 1848 tidsånden i upolerede forklædninger som egalitære sekter og vildfarelser af Ikaros-typen.

For at nå ud over den abstrakte ateisme var der brug for en ny social materialisme, som netop var kommunismen: På samme måde som ateismen – som er erstatning af Gud – er begyndelsen på en teoretisk humanisme, er kommunismen – som erstatning af den private ejendomsret – et forsvar af det ægte menneskelige liv. Langt fra nogen form for vulgær anti-klerikalisme, var denne kommunisme begyndelsen på en praktisk humanisme, som ikke længere blot bekæmpede religiøs fremmedgørelse, men også den konkrete sociale fremmedgørelse og fattigdom, som forårsagede behovet for religion.

Fra den lærerige erfaring i 1848 frem til “Kommunen” (Pariser-kommunen 1871, red) tog den ægte bevægelse form. Den gik efter en ophævelse af herskende orden og samlede styrke, i og med at det karakteristiske nonsens blev kastet til side og den vægtige tone fra orakelmageres videnskabelige ufejlbarlighed blev latterliggjort. Med andre ord, kommunismen der oprindeligt var en mental tilstand og en filosofisk kommunisme, var ved at finde et politisk udtryk. Hen over et kvart århundrede færdiggjorde den sin forvandling fra sin oprindelige filosofiske og utopiske form, til den omsider fandt sin politiske frigørelselsesform.

1. Ordene for frigørelse er ikke kommet uskadt gennem det sidste århundredes lidelser. Det er ligesom dyrene i Lafontaines fabel: Alle blev angrebet, men ikke alle døde. Socialisme, revolution og selv anarki står det ikke meget bedre til med end med ordet kommunisme. Socialismen har fået snavs på fingrene med mordene på Karl Liebknect og Rosa Luxemburg, i koloniale krige og i regeringsalliancer, hvor indholdet er blevet tyndere efterhånden som alliancerne er blevet bredere. En metodisk og ideologisk kampagne har haft succes med at få folk til at forbinde revolutionen med vold og terror. Men af alle de ord, som engang drev store drømme og store forventninger, er kommunisme det, som har lidt mest skade, på grund af den måde det blev indfanget af bureaukratisk realpolitik og blev underordnet et totalitært projekt. Spørgsmålet, der til gengæld står tilbage, er hvorvidt der blandt alle disse kompromitterede ord er nogle, som det er værd at reparere og sætte tilbage i omløb.

2. Vi er nødt til at overveje, hvad der skete med kommunismen i det 20. århundrede. Ordet og objektet kan ikke forstås udenfor tid og udenfor de historiske trængsler, de var tvunget til at udholde. For de fleste mennesker vil den massive brug af det kommunistiske varemærke til at karakterisere den autoritære frit-markedsstat i Kina vægte tungere og længere end den kommunistiske hypoteses sårbare teoretiske og eksperimentelle spirer. Selv om det er fristende at undgå at lave et kritisk historisk regnskab, ville det indebære en reduktion af kommunistiske ideer til tidløse modeller – som om de er synonyme med uspecificerede ideer om retfærdighed og frigørelse, og ikke den specifikke form for frigørelse i den epoke, hvor kapitalismen dominerer. Ordet ville miste lige så meget i politisk præcision, som det vinder i etisk og filosofisk drivkraft. Et afgørende spørgsmål er, om bureaukratisk despotisme er den legitime fortsættelse af oktoberrevolutionen, eller snarere resultatet af en bureaukratisk mod-revolution, sådan som det blev illustreret ikke blot af retssagerne, udrensningerne og massedeportationerne, men også af opstande i samfundet og af det sovjetiske statsapparat.

3. En ny betegnelse kan ikke opfindes på befaling. Ord er skabt over tid gennem brug og erfaring. At give efter og sidestille kommunisme med stalinistisk totalitært diktatur ville være at kapitulere overfor de nuværende sejrherrrer. Det ville være at sammenblande revolutionen med den bureaukratiske modrevolution, og dermed udelukke muligheden for den kæp i hjulet, der ellers har været det eneste, der har holdt håbet levende. Og det ville være at begå en uoprettelig uretfærdighed mod alle de besejrede kvinder og mænd – anonyme eller ej – som udlevede det kommunistiske ideal med intens passion og gav det liv imod karikaturer og bedragere. Skam over dem, som holdt op med at være kommunister, da de holdt op med at være stalinister, og som kun var kommunister, så længe de var stalinister!

4. Af alle de måder, vi kan navngive den usle kapitalismes nødvendige og mulige modsætning, er ordet kommunisme det, som fastholder mest historisk mening og har mest eksplosiv programmatisk ladning. Imod den generelle udplyndring og privatisering af verden er det det ord, der bedst giver et billede af almindelig fællesskab og lighed; fordelingen af magt; solidaritet i modsætning til egoistisk beregning og almindelig konkurrence; forsvar af menneskehedens naturlige og kulturelle fælles gods og udvidelsen af området for frie, markeds-uafhængige serviceydelser til også at omfatte de grundlæggende goder.

5. Det er også navnet på et andet mål for social rigdom end det mål, som bestemmes af værdiloven og markedets værdifastsættelse. Fri og uhindret konkurrence bygger på tyveri af fremmedgjort arbejdstid. Den hævder at kunne kvantificere det, der ikke kan kvantificeres; den søger at reducere det usammenlignelige forhold mellem mennesket og de naturlige betingelser for vores reproduktion til et fattigt fælles mål for abstrakt arbejdstid. Kommunismen er navnet på et andet kriterium for velstand, for økologisk udvikling, som er kvalitativt anderledes end kapløbet om kvantitativ vækst. Kapitalakkumulationens logik nødvendiggør ikke bare produktion for profit i modsætning til sociale behov, men også produktion af nyt forbrug: Den konstante udvidelse af området for forbrug gennem skabelsen af nye behov og skabelsen af nye værdier. Det betyder, at naturen udnyttes i sin helhed og jorden på alle måder. Dette ødelæggende overskud af kapital er drivkraften bag behovet for en radikal øko-kommunisme.

6. I det kommunistiske manifest angår spørgsmålet om kommunisme først og fremmest spørgsmålet om ejendomsret. Kommunisternes teori kan opsummeres i en enkelt sætning: ”Afskaffelsen af privat ejendomsret” til produktionsmidlerne og finans – ikke at forveksle med individuel ejendom af goder til personligt brug. ”I alle disse bevægelser” fremhæver de, at bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået.”
Ud af de ti pointer, som afslutter det andet kapitel, er syv om ejendomsformer: afskaffelse af ejendomsret til jord og tilknytningen af al leje af jord til offentlige formål; en kraftig progressiv og gradueret indkomstskat; afskaffelsen af alle arverettigheder til produktionsmidler og finans; konfiskering af alle emigranters og oprøreres ejendom; centraliseringen af kredit i hænderne på en offentlig bank; nationalisering af transportmidler og gratis offentlig uddannelse til alle; skabelsen af statsejede fabrikker og produktionsmidler og opdyrkning af ubrugt jord. Det handler ikke om at afskaffe alle typer af ejendomsret, men kun den borgerlige private ejendomsret, altså den type af tilegnelse, som er baseret på de fås udnyttelse af de mange.

7. Marx skrev, at mellem to rettigheder, ejeres ret til at tilegne sig fælles goder, og de ejendomsløses ret til at eksistere, er det styrkeforholdet, der bestemmer. Hele den moderne historie om klassekampe er historien om denne konflikt fra bondekrigene i Tyskland over de engelske og franske revolutioner frem til de sociale revolutioner i det sidste århundrede. Konflikten løses, når der fremkommer en legitimitet, som kan modstilles til den herskende klasses legalitet.
”Kommunen” er et billede på fremkomsten af denne ny legitimitet – den langt om længe opdagede politiske form for frigørelse, afskaffelsen af statsmagten og opfyldelsen af den sociale republik. ”Kommunen” inspirerede den form for folkelig selvorganisering og selvstyre, som har taget form gennem revolutionære kriser: arbejderråd, sovjetter, milits-komiteer, virksomhedsråd, kvarterskomiteer og landbrugsfællesskaber. Alle disse peger i retning af en afprofessionalisering af politik, en forandring af den sociale arbejdsdeling og skabelsen af betingelser for, at staten som en separat bureaukratisk instans sygner hen.

8. Under kapitalens herredømme bliver ethvert tilsyneladende fremskridt modgået af regression og destruktion. Det handler i sidste ende om en forandring af formerne for trældom. Kommunismen nødvendiggør en anderledes ide og nogle andre kriterier end afkast på investeringer, og at det kan betale sig økonomisk. For det første er der nødt til at være et drastisk fald i obligatoriske arbejdstimer og en forandring af selve forestillingen om, hvad arbejde er. Der kan ikke være selvrealisering gennem rekreation og fritid, når arbejdere forbliver fremmedgjorte og undertrykte på arbejdet. Det kommunistiske projekt nødvendiggør også en radikal forandring i forholdet mellem mænd og kvinder: Éns oplevelse af forholdet mellem kønnene er den første erfaring med ”det andet”. Så længe undertrykkelsesforholdet her varer ved, vil enhver, som er anderledes på grund af sin kultur, farve eller seksuelle orientering, blive offer for forskellige former for diskrimination og dominans. Reelt fremskridt kan findes i udviklingen og differentieringen af behov, som kombineret på en original måde gør hver mand og kvinde til unikke væsener, hvis enestående karakter bidrager til berigelsen af menneskeheden.

9. Manifestet opfatter kommunismen som en sammenslutning, hvor enhvers frie udvikling er en forudsætning for alles frie udvikling. Som sådan er det kodeordet for at undgå, at fri selvrealisering forveksles med enten illusionen om individualisme uden individualitet, der sidder fast i dyndet af den konformisme, der promoveres i reklamerne, eller det grove ligemageri i kaserne-socialismen. Udviklingen af de særlige behov og talenter for hver enkelt person bidrager til udviklingen af menneskeheden som art. Omvendt indebærer den frie udvikling af hver enkelt den frie udvikling af alle, fordi frigørelse ikke er en én-personers fornøjelse.

10. Kommunismen er ikke en ren ide eller doktrinær model for samfundet. Det er ikke navnet på et statsregime eller en ny produktionsmetode. Det er snarere navnet på en bevægelse, som til stadighed bevæger sig ud over og afskaffer den etablerede orden. Men den er også det mål som, idet det udgår fra denne bevægelse, guider den og gør os i stand til at se, hvad der bringer os nærmere målet, og hvad der fører os længere væk. Det er et værn mod principløs politik, meningsløs handling og dag-til-dag improvisation. I det lys kan man sige, at det ikke er en form for videnskabelig viden om mål og midler, men snarere en regulerende strategisk hypotese. Uløseligt forbundet og på samme tid udgør den den aldrig vaklende drøm om en anden verden med retfærdighed, lighed og solidaritet, den konstante bevægelse, som søger at omstyrte den eksisterende orden i kapitalismens epoke, og hypotesen der leder denne bevægelse mod en radikal forandring af ejendomsforholdene og magten. Det er meget langt fra en tilpasning til et mindre onde, som faktisk er den korteste vej til den værste af alle verdener.

11. Vi ser alle sammen den sociale, økologiske og moralske krise i kapitalismen, som kun kan omgå sine egne begrænsninger ved at gå mod forøget afsindigt overforbrug og ufornuft, der truer såvel vores art som selve planeten. Det sætter den radikale kommunismes relevans tilbage på dagsordenen på samme måde, som Walter Benjamin talte om den, da han stod overfor farerne i mellemkrigsperioden.

Note 1: Babeuf (1760-1797), kommunistisk teoretiker og politiker fra den franske revolution.Teksten er oversat fra den engelske version af Bodil Olsen

Daniel Bensaid (1946 – 2010) var en af Frankrigs mes prominente marxistiske filosoffer og skrev meget om dette og andre emner. Han var i mange år et ledende medlem af LCR (den franske sektion af Fjerde Internationale) og efterfølgende i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA).

Den oprindelige franske version af dette essay blev offentliggjort i nummer 4 af ”Contretemps” (ny serie), december 2009

 

Opslået i Teori

single.php