”Hvis en socialdemokratisk regering bryder de løfter, der fik Enhedslisten til at pege på en socialdemokratisk forhandlingsleder, eller hvis den sammen med højrefløjen gennemfører alvorlige angreb på mennesker eller miljø, kan Enhedslisten beslutte at trække sin parlamentariske støtte til regeringen, så vælgerne kan spørges ved et valg.”

af SAPs Forretningsudvalg

Således blev EL’s ”nye parlamentariske redskaber” i 2017 formuleret – på baggrund af erfaringerne med en Thorning regering, der i alliance med de blå partier gennemførte bl.a. en dybt asocial skattereform, en lærerlockout og en DONG-privatisering, mens EL og betydelige bevægelser så magtesløse til.

 

De omtalte løfter, der siden fik navnet ”forståelsespapiret”, skulle udgøre et minimumsgrundlag, som tydeliggjorde, at den SD-ledede regering trods alt ville være bedre end en blå regering. Der var på ingen måde tale om, at EL herefter ville gøre sig til et støtteparti – tvært imod blev det understreget, at ”vores politiske ambition begrænser sig ikke til at sikre små korrektioner af Socialdemokratiets fejlslagne politiske kurs”, og at en SD-formand blot er ”den mindst ringe forhandlingsleder”. Helt i forlængelse af årsmødevedtagelserne om EL som ”en venstrefløj i egen ret”, der står i opposition til både blå blok og Socialdemokraterne. Men med de ovennævnte formuleringer blev det muligt i højere grad at træde frem som opposition, når situationen gør det nødvendigt – ikke bare, når der skal et finanslovsflertal på plads.

 

Ideen var og er, at EL med truslen om et mistillidsvotum kan true en SD-ledet regering på livet, hvis: Den ikke lever op til en række løfter (et ”forståelsespapir”), der tydeliggør en anden og bedre linje, end den en blå regering ville føre. Eller: Den vil gennemføre helt uacceptable angreb på arbejderklassen og/eller miljøet.

 

Det er indlysende, at truslen om et mistillidsvotum skal bruges meget velovervejet. Især hvis det handler om punkt 2 – helt uacceptable tiltag, der ikke udtrykkeligt er nævnt i forståelsespapiret – er det væsentligt, at der ikke bare er tale om hjerteblod for EL, men også om noget, der giver genklang i brede dele af arbejderklassen. Fordi vi skal gøre alvor af truslen, hvis vi fremsætter den. Fordi vores primære mål ikke er at vælte regeringen, men – sammen med en folkelig bevægelse – at presse regeringen til at rette ind. Og fordi vi skal kunne stå på mål for sagen i en valgkamp, hvis vores mistillidsvotum ender med dette – helst så godt, at valget ender med et bedre sammensat Folketing!

 

Regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken
Regeringsindgrebet i sygeplejerskernes strejke er helt uacceptabelt – eller rent ud sagt: en svinestreg. Først og fremmest fordi der er tale om et fuldstændig ensidigt indgreb, der ophøjer den overenskomst til lov, som sygeplejerskerne – faktisk hele to gange – har stemt nej til! Vel at mærke et arbejdsgiverdikteret forhandlingsresultat, som er styret af den snævre økonomiske ramme, som den selvsamme regering i sidste ende selv har dikteret. En kniv i ryggen på strejkende lønarbejdere.

 

Sagen, sygeplejerskernes lønkrav, rammer ind i flere vigtige kampe, som har god opbakning i arbejderklassen/den brede befolkning:

 

For det første selvfølgelig kampen for ligeløn. Hele kvindekampen har de senere år vist en rigtig positiv genopblomstring (bl.a., men langt fra kun, med MeeToo-bevægelsen) – og perspektivet om ”tjenestemandsreformens” diskriminering af kvindefagene er nået bredt ud. Opbakning fra den kvindelige halvdel af befolkningen er en god start!

 

Dernæst kampen for en velfungerende sundheds- og velfærds-sektor. Ikke mindst aktualiseret af coronaen er der stort fokus på behovet for at kunne skaffe tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft på hospitalerne (og i øvrigt på hele velfærdsområdet: pædagoger, SOSU’er osv.). Det er indlysende, at de dårlige løn- og arbejdsvilkår (tæt sammenvævet med de mange 2%-nedskæringer) er den grundlæggende årsag til problemerne – og at et ordentligt lønløft er afgørende for at tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft. Brugerne af sundhedssystemet – ikke mindst den ældre del af befolkningen – bliver ikke svære at få støtte fra!

 

Endelig er der kampen for faglige rettigheder for de offentligt ansatte. De offentligt ansatte har gang på gang set eller selv oplevet, hvordan skiftende regeringer først dikterer den økonomiske ramme om arbejdsgiverkravene til overenskomsten – og dernæst tvinger disse igennem, enten ved et regeringsindgreb eller trusler om dette. Konfliktretten bliver en narresut, fordi det offentlige bare sparer penge på konflikter, hvor fagforeningerne kan tømme strejkekasserne og nedlukningen fortrinsvis går ud over sagesløse brugere. De offentligt ansatte, der generelt er godt trætte af denne parodi på ”den danske model”, udgør knapt 30% af samtlige lønmodtagere i landet. Også her burde der kunne samles hundredtusinder af støtter!

 

Der er med andre ord gode argumenter for, at Enhedslisten kunne true regeringen med et mistillidsvotum, hvis de ikke stiller med en kæmpe pose penge, der kan give det lønløft til sygeplejerskerne og andre underbetalte grupper, som kan retfærdiggøre en afslutning af konflikten!

 

Fattigdom og klima
Enhedslisten har tilsyneladende af (gode eller mindre gode?) taktiske årsager valgt ikke at bruge truslen om en mistillidsdagsorden i forsøget på at støtte sygeplejerskernes kamp. Men efteråret byder – desværre, må man sige – efter alt at dømme også på mindst to andre anledninger til, at Enhedslisten kan blive tvunget til at trække den samme trussel op af skuffen, hvis vi overhovedet mener noget med ”de nye redskaber”.

 

Den første anledning er spørgsmålet om fattigdomsydelserne, hvor regeringens foreløbige udmeldinger – om bare at flytte penge rundt mellem forskellige grupper af fattige, og om systematisk at holde ydelser til indvandrere og flygtninge nede – peger på konfrontation. Her er der tale om oplagte brud på ”forståelsespapiret”, og heldigvis har truslen her også allerede været luftet, både på Årsmødet og sommergruppemødet. Fattigdom er ikke bare et problem for de fattige. Truslen om fattigdom lægger et nedadgående pres på løn- og arbejdsforhold inden for mange områder. Også derfor er det en vigtig opgave for fagbevægelsen at engagere sig i kampen mod fattigdom.

 

Den anden, måske endnu mere uundgåelige, anledning er klimapolitikken. Efter en stribe forlig, der i katastrofal grad erstatter den nødvendige, øjeblikkelige handling med fugle på taget – og f.eks. på det samlede trafikområde decideret trækker i den forkerte retning – tåler hverken klimaet, klimabevægelserne eller Enhedslisten flere ”hockeystave”, mere nøl. Det er helt uomgængeligt, at EL – helst på ryggen af en post-corona genopblomstret klimabevægelse – sætter regeringen stolen for døren. EL må under ingen omstændigheder fremstå som regeringens alibi i en kurs, der end ikke lever op til formuleringerne i forståelsespapiret og slet ikke til de langt videre skridt, hvis nødvendighed nu må stå klart for enhver.

 

Diskussionen bør være en partidiskussion
Ifølge den ovenfor nævnte vedtagelse er det Hovedbestyrelsen, der i givet fald skal beslutte at true med mistillid til regeringen. Men diskussionen om, hvornår nok er nok – så vi skal true med et mistillidsvotum til Mette Frederiksen – er en diskussion, vi skal have udbredt i hele partiorganisationen. Netop på grundlag af vores samlede erfaringer ”på gulvet” og i bevægelserne kan HB træffe den allermest kvalificerede beslutning om, hvorvidt eller hvornår det er rigtigt at true regeringen på livet. Det er ude blandt medlemmerne, vi kan finde de bedste vurderinger af, om vi kan vinde forståelse for vores argumenter, og om vi på det givne tidspunkt faktisk kan bruge denne trussel til at give et boost til en bevægelse. – Eller omvendt, om det bare bliver et slag i luften, som isolerer os og kun tjener til mental terapi for os selv.

 

Der er også en anden grund til, at diskussionen skal ud i partiet: Netop en bred diskussion blandt medlemmerne kan sikre, at at alle medlemmer i givet fald faktisk bliver rustet til at gå ud og agitere for, at det er det rigtige skridt, vi har taget. Dette er lige vigtigt i situationen, hvor det alene er en trussel – som vi skal bruge til at fremme et pres på regeringen fra bevægelser m.m. – og i den situation, at det ender i en valgkamp.

 

Det vil også være godt for partiet at få en åben diskussion af, hvordan det går med at få indfriet løfterne i forståelsespapiret, og hvordan erfaringerne med samarbejdet med regeringen i det hele taget er. Ikke bare som en snævert Christiansborg-orienteret diskussion, men også erfaringerne i forhold til den brede offentlighed og de bevægelser, der – trods coronaen – alligevel har været.

 

I den forbindelse forekommer det umiddelbart helt forkert, at et flertal i EL’s hovedbestyrelse har valgt at holde referatet af et møde om sygeplejerskekonflikten/regeringen ”fortroligt” indtil videre. Dette kan vel kun begrundes legitimt med, at man på mødet har planlagt taktiske manøvrer i forhold til regeringen, som helst skal præsenteres på en anden måde. Sådanne manøvrer må vi jo så indtil videre afvente…? Endnu mere uforståeligt forekommer det, at Hovedbestyrelsen angiveligt også har behandlet en status på, hvordan det går med indfrielsen af forståelsespapirets løfter, som et lukket punkt. Der er åbenbart plads til forbedring med åbenheden, og det er ikke godt for partidemokratiet.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 3. september 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com