Efter den seneste tids uenigheder i det spanske venstrefløjsparti Podemos om den politiske linje, var der set frem med spænding til de interne valg, som foregik i en række regioner i perioden 7-9. november. Det drejede sig om valg af lokal generalsekretær (formand) og repræsentanter til Borgerrådene, som udgør partiets ledelse på lokalt plan.

af Denis Rogatyuk

Der var valg i regionerne Madrid, Andalusien, Extremadura, La Rioja, Castilla y Leon, Navarra og Aragón, samt i 12 forskellige byer. I Madrid vandt Ramon Espinar posten som generalsekretær med 50,8 procent af alle stemmer, hvilket svarer til opbakning fra 13.686 medlemmer. Espinar stillede op på en liste med opbakning fra den nationale leder Pablo Iglesias, Juan Carlos Monedero (en af partiets grundlæggere) og Miguel Urban, medlem af EU-parlamentet og af Antikapitalistisk Venstre – som er en forening inden for Podemos, der har tilknytning til Fjerde Internationale.

Han konkurrerede med Rita Maestre, som er nært allieret med Inigo Errejon, og Madrid-politikerne Tania Sanchez og Jose Manuel Lopez. Maestre fik 43,7 procent af stemmerne og 11.783 stemmer, på listen "Fremad Podemos med Folket".

I Andalusien, blev den afgående generalsekretær Teresa Rodriguez, som er et fremtrædende medlem af IA, genvalgt med et overvældende flertal. Hun fik 75,6 procent af stemmerne, og hendes liste fik 27 af 43 pladser i ledelsen i Andalusien. I Extremadura, blev den afgående generalsekretær og nær allieret med Iglesias, Alavaro Jaen, også genvalgt med 64,05 procent.

De interne valg var kendetegnet af en høj medlemsdeltagelse, særligt i Madrid, hvor 54,52 procent af medlemmerne stemte, og i Andalusien (43,34 procent).

Valgresultatet markerer en vigtig fremgang for venstrefløjen og den antikapitalistiske fløj i partiet, og også for Iglesias´ lederskab.

Efter at der opstod uenigheder og debat mellem Iglesias og Errejon – den centrale politiske strateg og organisator i Podemos, blev valgene set som en vigtig test på medlemmernes tillid til Iglesias og til hans strategi om at arbejde for at skabe en ny energi i de politiske bevægelser.

Det skuffende resultat for Podemos ved parlamentsvalget den 26. juni – hvor det ikke lykkedes at slå socialdemokraterne i PSOE – har fremprovokeret en debat. Den seneste succes for lederen af det konservative Partido Popular, Mariano Rajoy, som nu kan fortsætte som premierminister, har forstærket de udfordringer, som Podemos står overfor.

Hovedspørgsmålet i de interne diskussioner har været, hvordan Podemos bedst kan vinde frem som en hovedkraft i den politiske bevægelse mod nedskæringspolitikken. Det største slagsmål har handlet om Iglesias linje for et nyt engagement med græsrods-grupperne i Podemos, en skarpere og mere kritisk holdning til PSOE og PP – og en alliance med IA og nogle af deres centrale personer, blandt andet Teresa Rodriguez og Miguel Urban.

Errejon har på den anden side mere stået for en bredere tilgang i et forsøg på at tiltrække mindre radikale dele af venstrefløjen i det spanske samfund, blandt andet skuffede PSOE-vælgere. Errejon står for en bredere politisk strategi og en fortælling, som handler om socialt demokrati og en langsigtet målsætning om at vinde de parlamentariske valg og overtage kontrollen med de statslige institutioner.

Barcelona, 20. november 2016. Oversat og forkortet fra Green Left Weekly (Australien) af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com