Læsetid: 5 minutterFoto: Kø ved et afstemningssted i Venezuela. Fra PSUV’s Facebookside.
Dette står i stærk kontrast til valget i 2015, hvor den højreorienterede opposition vandt et overvældende flertal i parlamentet og proklamerede, at den ville fjerne præsident Nicolas Maduro fra magten ”inden for 6 måneder”.
I sin tale på valgaftenen udtrykte han, at det var afgørende for det nye parlament at åbne en national dialog, der omfattede alle politiske partier og alle økonomiske og sociale sektorer ” for at diskutere en national dagsorden for økonomisk genstart”.
Han henvendte sig til oppositionen med en opfordring til ”at benytte Trumps nederlag til at forlade dens ekstremistiske kurs og opfordre til, at sanktionerne mod Venezuela bliver ophævet”.
Sanktionerne, som USA har iværksat, har invalideret Venezuelas olieindustri. De har blokeret landets adgang til internationale finansmarkeder og har skræmt potentielle investorer bort med truslen om at blive straffet økonomisk. Sanktionerne har haft en ødelæggende virkning på landets økonomi og millioner af venezuelaneres liv.
Det nyvalgte parlamentsmedlem fra oppositionen, Luis Eduardo, tog Maduros opfordring op og udtalte, at indsættelsen af det nye parlament den 5. januar ville ”markere en ny æra med fred og forsoning, hvor alle parlamentsmedlemmer bør arbejde sammen for at tackle den vanskelige situation, Venezuela befinder sig i”.
”Vores prioritering må være at arbejde sammen om at gøre en ende på de internationale, amoralske og uretfærdige sanktioner, som på lige fod har ramt alle, og igen at få tilgang til republikkens værdier i udlandet, så man kan få adgang til nye investeringer, der kan modsvare de påtrængende behov, især dem, der er udløst af pandemien,” udtalte han.
Den eftergivende strategi
Denne U-vending sammenlignet med for 5 år siden kan forklares med den fejlslagne strategi, som hardlinere i oppositionen har forfulgt. Siden 2015 har de søgt enhver mulighed for at afsætte Maduro, herunder voldelige protester, økonomisk krigsførelse, mordforsøg, opfordringer til militærkup, paramilitær indtrængen og støtte til økonomiske sanktioner og udenlandsk intervention.
Ud af alt dette kom der meget få resultater, og demoraliseringen voksede i oppositionens bagland, så mere moderate ledere søgte at sætte deres egen selvstændige kurs. Det førte til, at en gruppe oppositionsledere blev enige om at indgå i en dialog med regeringen og i sidste ende deltage i det nyligt afholdte valg.
Latinamerikaforsker og forfatter Steve Ellner har om denne tilnærmelse mellem regeringen og mere moderate dele af oppositionen skrevet, at den delvis var et resultat af ”Washingtons politik og de uhørte lidelser, som den har påført Venezuelas befolkning”, men han mener også, at den var et produkt af ”Maduros behændige strategi med at acceptere nogle af midterpolitikernes krav, men samtidig fastholde en hård linje overfor den oprørske opposition”.
Vigtigheden af denne tilnærmelse, udtalte Ellner, ligger i den kendsgerning, at ”fremkomsten af en blok af ikke-venstrefløjspartier, der enten åbenlyst eller stiltiende anerkender legitimiteten af Venezuelas politiske system, kunne bane vej for en ny æra i landets politik blottet for fortidens indbyrdes krigsførelse.”
Sammen med en fjernelse af sanktionerne ville det betyde et enormt spring hen imod at løfte Venezuela ud af den årelange krise, landet har været fanget i.
Denne strategi har imidlertid haft nogle omkostninger for regeringen.
Den revolutionære aktivist og tidligere minister for Maduro, Reinaldo Iturriza, udtalte til Green Left, at regeringen som en del af denne strategi har besluttet, at det var nødvendigt at give indrømmelser til erhvervsinteresser i et forsøg på ” at danne en alliance med visse dele af kapitalistklassen”.
Problemet, understregede Iturriza, var ikke alliancen i sig selv, eftersom når man ”befinder sig i en svag position, er det ikke bare forudsigeligt, men endog korrekt og fornuftigt og tilrådeligt at foretage et tilbagetog, samtidig med at man reorganiserer sine styrker.
”Det, der imidlertid er sket siden da, ligner mest af alt et desorganiseret tilbagetog.”
Efterhånden som den økonomiske situation blev forværret i takt med stramningen af sanktionerne i 2017, har regeringens politik i det store hele simpelthen været at tilbyde yderlige indrømmelser. Fra 2018 gennemførte regeringen i bund og grund den slags monetaristiske politik, som blev praktiseret af ny-liberale regeringer i regionen ”ikke af overbevisning, men blot for at overleve,” ifølge tidligere minister for produktions-økonomi, Luis Sales.
Resultatet var, at arbejdernes lønninger blev symbolske (nu de laveste i regionen), voksende fattigdom og de facto dollarisering af økonomien. Det har først og fremmest gavnet de sektorer, som kan få fingre i dollar enten i kraft af deres rigdom, gennem statsapparatet eller korruption.
Maduro bekræftede disse forhold den 9. december, da han udtalte: ”Jeg anerkender, at vi har bevæget os baglæns, hvad angår socialisme, som et resultat af den kamp, vi er involveret i, men slaget er ikke tabt.”
Han beskrev de facto dollariseringen, som en ” sikkerhedsventil”, folk havde anvendt for at klare den økonomiske krig, som var blevet påført Venezuela, og han tilføjede: ”Vi vil beskytte arbejdernes lønninger. Hvornår vil vi gøre det? Når Venezuela er i stand til fuldstændigt at bryde blokaden, når vi igen får indtægter fra vores eksport”
I mellemtiden er antallet af protester fortsat med at stige over hele landet. Venezuelas Forskningscenter for Sociale Konflikter har endnu ikke offentliggjort tallene for november, men bemærkede i rapporten for oktober, at det var den mest konfliktfyldte måned indtil videre i 2020, med næsten 1500 protester, herunder i gennemsnit 18 daglige protester om lønninger. Da Iturriza gjorde status over denne periode, sagde han: ”Der er mere end rigeligt bevis for, at i forsøget på at finde en vej ud, er vi endt længere inde i labyrinten. Hvis dette er sket gennem en rodet tilbagetrækning, så er det, der er nødvendigt nu, at reorganisere vores styrker og vende tilbage til offensiven”.
Hjemløse chavister
Behovet for at reorganisere styrkerne var en vigtig faktor i den beslutning, som et dusin partier, græsrodsorganisationer og sociale bevægelser tog, da de dannede det Revolutionære Folkelige Alternativ (APR) for at opstille kandidater i konkurrence med PSUV.
Når det kom til stykket fik APR blot 3 procent af stemmerne og fik kun valgt en enkelt kandidat. APR har forklaret dette med de ufavorable betingelser, de konkurrede på: Flere partier, der var en del af APR, var ofre for retslig indgriben og fik deres godkendelse til opstilling overdraget til mindretalsfraktioner, der støttede PSUV, og samtidig nægtede statslige medier at dække deres kampagner.
Men det er mere sandsynligt, at når det ikke lykkedes at vinde nogen støtte blandt chavister, skyldes det APR’s linje, som fokuserede mere på at angribe regeringen end at fremsætte konstruktive forslag.
Dette kan delvis forklares med det stærke ønske om enhed blandt vigtige sektorer blandt chavister, som anser en stemme på PSUV som det bedste valg, uanset den kritik, de måtte have af regeringen. Men APR mislykkedes også med at mobilisere endog en lille del af de millioner af tidligere og nuværende chavister, som valgte ikke at stemme.
”Vi har utvivlsomt en regering, som har formået at modstå gentagne voldelige anslag og trods alt er forblevet ved magten, men til en forfærdelig høj pris i strategiske termer,” udtalte Iturriza.
” Hvis jeg skulle opsummere den indvirkning, som denne situation har haft på den brede befolkning, ville jeg sige, at vi har set et fænomen, som man kunne kalde udbredt politisk hjemløshed.”
”Efter min opfattelse kan den største blok i dag beskrives som politisk hjemløse chavister,” sagde. De kan ikke genkende sig selv i ”regeringen eller i PSUV.”
Stillet overfor denne udfordring siger Iturriza, at venstrefløjen må ”generobre det fundamentale i revolutionær politik”.
Uanset om de stemte på PSUV, APR eller oppositionen eller undlod at stemme, ”tilhører arbejderbefolkningen den samme klasse,” siger han. ”Vi trænger til en politik for og med arbejderklassen, uanset hvilket parti de sympatiserer – om noget overhovedet, som det er tilfældet for rigtigt mange i øjeblikket. Det er der, vi må arbejde politisk.”
11. december 2020
Artiklen er oversat fra Green Left af Leif Mikkelsen