Venezuela er ikke ukendt med protester, tusindvis af demonstrationer, gademøder og strejker hvert eneste år. Den 1. oktober havde der været 7.000 protestaktioner i år (omkring 25 om dagen) ifølge det Venezuelanske Forskningscenter for sociale konflikter.

af Federico Fuentes

Imidlertid har antallet af protester været tiltagende, i september blev der registreret i gennemsnit 40 protester om dagen, herunder 700 de sidste 10 dage af måneden.

 

I modsætning til tidligere har disse protester i det store og hele ikke fundet sted i højre-oppositionens styrkebastioner eller nødvendigvis krævet Maduro afsat.

 

I stedet har protesterne fokuseret på krav om adgang til basale fornødenheder – elektricitet, gas til husholdningen og vand, og de har fundet sted i områder, der traditionelt stemte på den tidligere præsident Hugo Chavez, Maduros forgænger.

 

Talspersonen for LUCHAS (Det Forenede Chavistiske Forbund), Stalin Perez Borges, fortæller til den australske ugeavis Green Left, at til forskel fra “de rige protester” i de seneste år er Venezuela vidne til en stigning i “de fattiges protester med befolkningens vanskelige situation som drivkraft”. Protesterne har i de fleste tilfælde været rettet mod politikere og embedsmænd med tilknytning til Maduros Forenede Socialistiske Parti (PSUV).

 

Talsmanden for et andet venstrefløjsparti, Det Forenede Venstre, Feliz Velasquez, er af samme opfattelse:

 

“Disse protester er meget anderledes end de protester, vi så i 2014 eller 2017, som var voldelige protester, der forsøgte at vælte regeringen. Det, vi ser i dag, er fortrinsvis fredelige protester fra de folkelige kræfter, i nogle tilfælde små lokalsamfund i samlet flok, som har besluttet at protestere, fordi krisen har forringet deres adgang til basale serviceydelser. ”

 

Voksende utilfredshed

Disse former for protester er ikke fuldstændig nye – heller ikke deres årsager.

 

Atenea Jimenez fra Det Nationale Netværk af Kommuneaktivister (RNC) fortalte i begyndelsen af 2019 Green Left om en bølge af protester, som havde fundet sted i januar i nogle fattige kvarterer flere steder i Caracas. Herunder nogle steder, som historisk havde været stærke Chavez-bastioner.

 

I år var der i april et mindre udbrud af, mestendels spontane, optøjer og plyndringer i nogle mindre byer forskellige steder i landet.

 

Endnu en gang er regionale byer epicentre for protesterne. Forsømt og overset i årtier af de traditionelle partier blev Venezuelas landområder sammen med slumkvartererne – højborge for støtte til Chavez.

 

Livet i disse områder blev radikalt ændret med Chavez’ bolivarianske revolution vendt mod fattigdom og med en hurtig udbygning af uddannelsesmuligheder, sundhedssystemet og grundlæggende tjenesteydelser. Vigtige initiativer til fremme af andelsbrug- og virksomheder, kommuner og produktionsvirksomheder ejet af lokalsamfundet blev også udbredt.

Imidlertid er det her, at tilbageslagene for revolutionen har været mest tydelige – her 8 år efter hans død. Maduro-regeringen har været tydeligt fokuseret på, at der var lys og vand i de store byer – først og fremmest i hovedstaden, Caracas. Når dette har slået fejl, har myndighederne nu og da tyet til statslig repression og sågar bevæbnede bøller for at kvæle uroen.

 

Men i provinsbyerne kan beboerne opleve dage uden basale former for service. Når man er blevet træt af denne situation, er folkelige bevægelser gået på gaden.

 

Grundlæggende årsager

Jonathan Vargas et medlem af det internationale udvalg i den Revolutionære Bolivar- og Zamora-Platform, som er aktiv inden for PSUV, fortalte Green Left, at krisen inden for grundlæggende serviceydelser “skyldes den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade, som USA-imperialismen ensidigt har påtvunget Venezuela.”

 

Siden 2014 har USA indført mere end 40 ensidige sanktioner mod Venezuela i et forsøg på at kvæle det sydamerikanske lands økonomi og udløse Maduros fald. Disse tiltag har kostet Venezuelas økonomi et beløb anslået til 116 milliarder dollar og mere end 40.000 liv.

 

Vargas tilføjer, at krisen også skyldes “interne modsætninger i processen… uduelighed, ineffektivitet, dovenskab, byrokratisme og korruption,”

 

Et eksempel på, hvordan samspillet mellem disse faktorer har påvirket landet, er det statslige olieselskab PDVSA, som er “hjertet i Venezuelas økonomi”. “PDVSA har været ramt af blokaden, siger Vargas.”Dets søsterselskab i USA, CITGO, som plejede at levere tilsætningsstoffer til fremstillingsprocessen til benzin i Venezuela, blev beslaglagt af den amerikanske regering i 2019 og blev overgivet til den imperialistiske marionet Guaido. Det er soleklart pirateri og tyveri.”

 

I januar 2019 udråbte den daværende formand for Nationalforsamlingen Guaido, sig selv til “overgangspræsident”. Siden da har USA brugt dette som undskyldning for at overføre alle statslige ressourcer og værdier, som det kan få fingre i, til Guaido og hans støtter.

 

Det har resulteret i, at Venezuela ikke længere fremstiller benzin. Det har udløst en dramatisk mangelsituation, som har påvirket alt fra privat og offentlig transport til landbrugsproduktionen. Benzinkrisen var den største enkeltårsag til utilfredsheden i september, Det løber op i 400 protester.

 

“Samtidig,” udtaler Vargas, “har PDVSA været offer for intern korruption, hvor forskellige tidligere bestyrelsesformænd og direktører som er blevet dømt for korruption.” Ud over de grundlæggende tjenesteydelser er der også spørgsmålet om arbejdernes lønninger. I september blev der i gennemsnit registreret 9 protestaktioner eller strejker om dagen, der krævede lønstigninger.

 

Hyperinflationen – et andet våben ved siden af sanktioner i den økonomiske krig mod Venezuela – har betydet, at arbejdernes lønninger er styrtdykket og har ladet mange vigtige fornødenheder uden for rækkevidde for de fleste.

 

“Lige nu har Venezuela de laveste lønninger i verden,” udtaler Velasquez, En lærer, en funktionær, en universitetsuddannet akademiker tjener ikke mere end 2-3 dollar om måneden, hvilket naturligvis gør livet hårdt, når et kilo ris kan koste 1 dollar.”

 

“Konsekvensen af dette,” udtaler Perez Borges, er, at ”folk må investere al deres tid ikke kun på deres arbejde, men må gøre alt, hvad de kan for at hjælpe deres familie til at overleve. Det er blevet dagliglivets vigtigste beskæftigelse og bekymring.”

 

COVID-19 har gjort det endnu mere vanskeligt. Mens regeringens tiltag for at inddæmme pandemien i det store og hele har været vellykkede, så har for eksempel nedlukninger gjort alting mere besværligt for dem, som må bevæge sig omkring for at købe eller sælge varer på det uformelle marked for at få tingene til at hænge sammen,” siger Velasquez.

 

Højre-oppositionen

Til spørgsmålet om oppositionens deltagelse i protesterne, svarer Vargas, at splittelsen på højrefløjen stort set har forhindret dem i at spille nogen rolle af betydning. Den yderste højrefløj, som har været dominerende i oppositionen siden Maduro vandt valget i 2013, har mistet opbakning på grund af deres voldelig terroraktioner i 2014 og 2017 og fiasko for Guaidos strategi, forklarer Vargas. Det har forvandlet dem til “en minoritet uden forbindelse til den almindelige befolkning”.

 

Velasquez tilføjer, at en vigtig del af oppositionen for nylig har besluttet at bryde med det yderste  højres voldelige strategi og lægge “deres egen strategi, som indbefatter deltagelse i det kommende valg (parlamentsvalget den 6. december).”

 

“Alt dette har ført til splittelse inden for oppositionen, hvilket har gjort dem ude af stand til at udnytte protesterne til egen fordel. Vi så det under de seneste protester blandt ansatte i uddannelsessektoren. Oppositionen opfordrede befolkningen til at møde op et sted, men fagforeningerne besluttede at samles et andet sted og havde en meget større demonstration. Ligesom andre fagforeninger ønsker de ikke at blive brugt af oppositionen, de ønsker ikke, at deres protester bliver politiseret eller brugt af politiske aktører.”

 

Et andet eksempel på dette var protesterne i Urachihe i delstaten Yaracuy i september. Perez Borges forklarer:

 

“Der blev der indkaldt til en fredelig protest af en lokal radiovært og leder af den (pro-revolutionære) Tupamaros-bevægelse.  Formålet med protesten var at gennemføre en fredelig march og forelægge en række krav og løsninger til de lokale (PSUV) myndigheder. Fremmødet var meget stort, meget større end noget, oppositionen ville være i stand til at mobilisere. Imidlertid begyndte oppositionen at tweete billeder fra protesterne og foregive, at det var dem, der demonstrerede på gaden imod regeringen, selv om de ikke havde noget at gøre med den.”

 

”Oppositionen forsøgte så at indkalde en ny protest næste dag, men det eneste, de kunne opvise, var en ubetydelig gruppe af mennesker, som satte ild til rådhuset i et forsøg på at fremprovokere mere vold. Som du kan se, var det to vidt forskellige situationer: først en omfattende, fredelig folkelig protest og derefter et forsøg fra oppositionen på at anvende den første situation til deres egne formål, fordi de ikke kan ikke mobilisere folk, eftersom de har tabt anseelse også i deres eget bagland”.

 

Nye brudflader

Hvordan bør venstrefløjen reagere på disse protester? I nogle tilfælde har PSUV-myndigheder reageret med undertrykkelse, idet de påstod, at dem, der stod bag protesterne, udgjorde en trussel mod revolutionen.

 

Vargas bemærker, at det er langt fra at være en del af et landsomfattende oprør mod revolutionen. Disse protester “er og bliver uden forbindelser til hinanden og er specifikke protester, i bestemte områder, med særlige krav og problemer, som befolkningen står overfor”.

 

Han mener, at revolutionære skal “deltage i befolkningens legitime protester og støtte retfærdige krav, organisere sig sammen med dem, øge folkets styrkeposition og i fællesskab fremsætte løsninger for at forbedre befolknings livskvalitet.”

 

Vargas siger, at venstrefløjen altid har været på vagt overfor oppositionens forsøg på at udnytte legitime krav for at fremme vold og destabilisere landet. Men man må også systematisk bekæmpe korruption og transformere de offentlige magtorganer ved at starte på det lokale niveau. ”Det er strukturelle problemer, som endnu ikke er blevet løst, men hvis eksistens Maduro har erkendt.”

For at få dem løst vil det være afgørende at styrke befolkningens magt og selvorganisering og opbygge ”en stat, der er mere demokratisk, og som bygger på folkelig deltagelse.”

 

Kan Maduro regeringen være et redskab i denne kamp, eller er den en forhindring, der skal overvindes? Mens et flertal af de pro-revolutionære kræfter – især indenfor PSUV, som er landets absolut største politiske parti – fortsat bakker op om Maduro, så er der stadig flere, der stiller spørgsmålet til Maduros linje.

 

Velazquez – hvis organisation er del af en alliance af venstrepartier og bevægelser, som stiller op i konkurrence med PSUV i det kommende valg – mener, at der har været et skift i regeringernes tilgang fra Chavez til Maduro:

 

“Chavez søgte altid dialog og debat. Han bad altid folk om at fremsætte forslag til løsning af problemerne og var villig til at lære sammen med befolkningen. Den nuværende regering har en helt anden stil.” Maduro-regeringen har “en aristokratisk vision om, hvordan man fører politik, hvor regeringen tror, de alene sidder med sandheden, at de er en regering af de ypperste for de øvrige”.

 

“Denne opfattelse af politik har fået dem til at se bort fra indspark og synspunkter hos andre politiske bevægelser og til at ignorere befolkningens behov og krav.”

 

 

Artiklen er oversat fra Green Left af Leif Mikkelsen.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com