Slagteriarbejderne har en meget vigtig kamp foran sig, når de kæmper for bedre arbejdsbetingelser. Organiseringsgraden i deres branche er faldet drastisk i de senere år. Op mod 90 procent af slagteriarbejderne var organiserede i tiden efter Anden Verdenskrig, mens det her i 2019 kun er 15 procent.

 

På et stykke fortov, der kun er få hundrede meter langt, falder lyden af stemmer fra 57 forskellige sprog sammen med toner fra jamaicansk reggae, dominikansk bachata, thai pop, haitiansk kompa og mikronesisk hip-hop. Ved solnedgang samles snesevis af mennesker for at bryde fasten under ramadan, og pulserende musik fra ghettoblastere og mobiltelefoner koblet op til forstærkere svulmer op til en fælles summen.

 

På denne strimmel land, hvor den store fødevarevirksomhed JBS breder sig over en stor del af arealet, har slagteriarbejdere fra hele verden forenet sig for at gå i strejke, den største i 40 år.

 

3800 ansatte på JBS Food i Greeley, Colorado, nedlagde arbejdet mandag den 16. marts og indledte en to uger lang strejke mod ledelsens tilsidesættelse af arbejdsretslige regler.

 

Slagteriet er selskabets flagskib i USA. Selskabets tidligere kontrakt med Food and Commercial Workers (UFCW) Local 7, udløb i juli måned sidste år.

 

De strejkende hævder, at JBS har forøget hastigheden på samlebåndet, samtidig med, at de har skåret antallet af arbejdstimer ned fra 40 om ugen til 35, og på den måde presset mere arbejde ud af dem til en mindre løn. Tusinde haitianske arbejdere har anlagt et gruppesøgsmål mod JBS for en forskelsbehandling, der pressede dem til at arbejde så hurtigt, at det blev farligt for dem.

 

Hastigheden i produktionsprocessen er det vigtigste problem i kødindustrien. UFCW International har for nylig taget bladet fra munden over for et nyt forslag fra USA’s landbrugsministerium om helt at fjerne de føderale maksimale hastigheder ved samlebåndet.

 

’Vi forlanger, at vores rettigheder bliver respekteret, både med hensyn til lønninger og arbejdsbetingelser, fordi før strejken blev vi virkelig udnyttet’, sagde en spansktalende arbejder fra den sektion, der arbejdede med kødudskæring, og som samtidig ønskede at forblive anonym. ’De vil have, at vi skal producere det samme som tidligere, men med færre arbejdstimer og færre ansatte’.

 

Efter at have arbejdet 18 år for JBS sagde han, at ’alting er blevet så dyrt. Alting er steget, undtagen vores lønninger’.

 

Én forkert bevægelse kan koste dig livet

De ansatte kræver også, at selskabet stopper med at pålægge arbejderne selv at betale for deres værnemidler som for eksempel brynjeforklæder, som er nødvendige ved arbejde med knive, save og andet skarpt og farligt udstyr.

 

JBS gør udlæg i arbejdernes løn, når udstyret skal erstattes på grund af daglig slitage, skader og tyveri. Det kan koste op mod 1100 dollars, der skal tages fra deres løn, selv om de ikke selv er blevet spurgt, om de ville gå med til det.

 

’Jeg har aldrig oplevet noget så så svært i hele mit liv’ sagde Teshale Dadi, der arbejder på chuck steak-linjen. JBS var hans første arbejdsplads, efter at han var rejst til USA fra Addis Ababa i Etiopien. ’Én forkert bevægelse kan koste dig livet’.

 

De forskellige jobs, der er nævnt, ligner alle hinanden: kalvekroppene kører på et transportbånd, og arbejderne skal meget hurtigt skære dem i mindre stykker og skære fedtet fra med knive.

 

’Adgang til udstyret er af afgørende betydning for os,’ sagde Brett Tanner, der har arbejdet for JBS siden 2024 og skåret ben fra kødet. ’Hvad mig selv angår, elsker jeg mit job. Det gør jeg virkelig. Jeg sørger for, at amerikanerne får noget at spise. Men det er tit meget stressende, både med hensyn til det antal timer, vi arbejder, og den fysiske belastning, som jobbet har på din krop.’

 

Job inden for kødbranchen er blandt de farligste i hele landet. Arbejdere ved samlebåndet får snitsår, dybe hårhudsdannelser og kemiske forbrændinger. Skader ved gentagne bevægelser er også almindelige. Skrid, fald og maskinfejl kan koste en livet; i 2021 var der en arbejder på fabrikken i Greely døde efter at være faldet i et kar med kemikalier.

 

’Det er vores hårde arbejde, der gør JBS, det største kødproducerende firma i verden, til et profitabelt foretagende’, sagde Dadi. ’Når det er så hårdt, fortjener vi alle den største respekt. Vores løn er som regel god, i hvert fald i forhold til resten af landet, men i forhold til, hvor specifikt det er, synes jeg ikke, at det er bare i nærheden af, hvad vi fortjener.’

 

’Det styrker os, at vi er så mange, der står sammen om at sige til dem, at vi vil have mere i løn og bedre adgang til værnemidler’, sagde Tanner.

 

Vi tager kampen op imod en gigant

At organisere på tværs af sprog og forskellige kulturer har været et historisk vilkår i kødindustrien. Faglig organisering i 1930’erne forenede sorte, mexicanere og østeuropæiske immigrantarbejdere om at skabe en af de tidligste fagforeninger inden for den industri i USA, der beskæftiger sig med forarbejdning af kød.

 

Det er den første strejke på fabrikken i Greely og den første større slagteristrejke i USA siden strejken i 1985 på Hormel-fabrikken i Austin, Minnesota. (Der var overenskomststridige strejker på Smithsfield Foods i Tarheel, North Carolina, i 2006 og 2007.) På Hormel strejkede 1500 medlemmer af medlemmer af UFCW Local P-9 i 13 måneder, fordi de nægtede at gå ind på de vilkår, som deres internationale forbund ville presse dem til at gå med til. Hormel-strejken mobiliserede støtte blandt græsrødder overalt i landet, selv om arbejderne i sidste instans blev besejret af de stærke kræfter, som de stod overfor.

 

Igennem de seneste år har UFCW Local P-9 fået ry for at være en organisation, der altid er klar til kamp, som er kommet til udtryk ved, at de har stået for de største strejker inden for forbundet. Sidste år gik 10.000 butiksmedarbejdere i strejke i to uger i februar, fulgt op af 7000 andre fra Safeway i juni.

 

Men slagteriarbejderne står over for en kamp, der er stejlt op ad bakke, når de kæmper for bedre arbejdsbetingelser. Organiseringsgraden inden for branchen er faldet drastisk. Op imod 90 procent af dem var medlemmer af en fagforening i tiden efter Anden Verdenskrig, men kun 15 procent i 2019, hvor industrien havde konsolideret sig og lukket de fabrikker, hvor de ansatte var medlemmer af en fagforening, hvorefter de genstartede produktionen med arbejdere, der ikke var medlem af en fagforening.

 

Kødindustrien er nu koncentreret om de ’fire store’ selskaber - JBS, Tyson, Cargill og National Beef - der kontrollerer 85 procent af oksekødsproduktionen i USA. JBS overtog Greely-fabrikken, da de købte Swift & Co. i 2007, et af mange opkøb og fusioner på deres vej til at blive verdens største kødproducent.

 

Virksomheder, som forarbejder kød, har høstet rekordstore overskud siden Covid-pandemien (hvis vi ser bort fra bøder for ulovlig prisfastsættelse), selv om mange lokalsamfund lider under fabrikslukningerne, og oksekødspriser stiger drastisk for forbrugerne.

 

JBS, et multinationalt firma med base i Brasilien, er USA’s største oksekødsproducent, og ejer også den næststørste producent af kyllingekød, Pilgrims’s Pride. Den leverer kødprodukter til fast food-kæder som McDonalds og Burger King, samt til grossister og supermarkeder.

 

Selv inden for en industri, der er kendt for grådighed og lovbrud, har JBS et meget dårligt ry. Selskabet betalte sidste år 4 millioner dollars i bøder, efter at Arbejdsministeriet havde opdaget, at rengøringsfirmaer på Greely-fabrikken brugte børnearbejdere. De betalte også 55 millioner dollars i forbindelse med en ulovlig aftale, hvor kødindustrien ville skære lønningerne ned til et niveau, der var endnu lavere, end det var i forvejen.

 

Selskabets bestræbelser på at blive børsnoteret på New York Stock Exchange blev bremset af U.S. Securities and Exchange Commission (SEC) på grund af omfattende korruption og skandaler og desuden selskabets rolle i forbindelse med rydning af regnskoven i Amazon.

 

I januar 2025 stod Pilgrim’s Pride for den største enkeltdonation, 5 millioner dollars, til Trump’s indsættelseskomité, hvad der førte til anklager for en ’noget-for-noget’ aftale. Få måneder senere godkendte SEC, at Pilgrim’s Pride blev børsnoteret.

 

Nationale forhandlinger

Greely-fabrikken er én af mange JBS-fabrikker, der har en overenskomst med UFCW. 14 af disse fabrikker, der omfatter 26.000 arbejdere i 12 lokalafdelinger, er nu dækket ind af en national aftale, der blev indgået for første gang i maj sidste år. Local 7, der som de eneste trak sig fra de nationale forhandlinger, satser højere end aftalen, med henvisning til højere leveomkostninger i Colorado.

 

Den nationale aftale inkluderede sejre med hensyn til hastighed ved samlebåndet, herunder en ordning med kontrollører (der bevæger sig omkring på fabrikken for at sikre, at aftalen bliver overholdt, og som er betalt af selskabet, og ikke af fagforeningen). Aftalen omfattede i øvrigt også lønforhøjelser og løn under sygdom.

 

En særlig triumf var oprettelsen af en ny pensionsaftale. Pensioner var tidligere almindelige inden for kødproduktion; UFCW roste denne aftale for at være den første, der var blevet tilbudt af en arbejdsgiver inden for kødindustrien siden 1986. (Mindst ét medie antydede, at JBS var gået med til pensionsaftalen for at få deres børsansøgning godkendt.)

 

Alligevel må JBS’ pensionsaftale vurderes som ret moderat, eftersom et bidrag på 10 cents pr. time i det første år, stigende til 10 cents hvert af de følgende år, må siges at være beskedne krav.

 

Adskillige UFCW-lokalafdelinger har vist deres solidaritet med Local 7, heriblandt Local 663 fra Minnesota og Local 431 fra Iowa, der var med i de nationale forhandlinger.

 

Fra starten gjorde Local 7 det klart, at det skulle være en tidsbegrænset strejke på to uger. Den kunne blive mere kortvarig, sagde fagforeningen, hvis JBS accepterer at komme tilbage og indlede seriøse forhandlinger.

 

’Jeg håber, at vi får retfærdighed, og at også andre slagterier står fast og får samme resultater’, sagde den anonyme arbejder, som i sin tid kom fra fra Mexico, ’det vil være godt for Latino-fællesskabet, og frem for alt for arbejderne.’

 

22. marts 2026

 

Sidste: Fagforeningen meddelte den 4. april, at de strejkende vil genoptage arbejdet, efter at ledelsen lovede at indlede forhandlinger med start 9.-10. april.

 

Caitlyn Clark er national organizer for Essential Workers for Democracy, en organisation, der især beskæftiger sig med uddannelse af menige medlemmer af fagforeninger og give dem værktøjer til at opnå indflydelse og kæmpe for faglige rettigheder. Lisa Xu er med i redaktionen af og organizer for Labor Notes.

 

Oversat fra Labor Notes af Niels Overgaard Hansen