Læsetid: 5 minutter

Det er den klare konklusion i en undersøgelse om udenlandske bygningsarbejderes arbejdsmiljø, som er lavet på Aalborg Universitet.

 

Debataften om social dumping i byggeriet 22. januar 18:00 – 20:00 Enhedslistens Faglige Landsudvalg invitere til en debataften om vilkår og arbejdsforhold for migrantarbejdere i byggeriet og hvad vi kan gøre ved det. Mødet er åbent for alle. Studiestræde 24, København Eller deltag på Zoom: https://enhedslisten.zoom.us/j/89427969702?pwd=518kbrya3rO1hNbVy9C3yEP6reeTub.1   I panelet: Palle Bisgaard – Næstformand i 3F byggegruppe Victoria Velasquez – Arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten Karsten Klausen – Rørsmed og faglig aktiv. Aftenens værter er Louis Jacobsen medlem i 3F BJMF og Sebastian Mogensen medlem i Rør & Blik.

Det sker i en branche, der i forvejen har forholdsvis flere dødsfald og mere nedslidning end gennemsnittet på det danske arbejdsmarked. I undersøgelsen er det et gennemgående træk, at de udenlandske kollegaer føler, at de er mindre værd end deres danske kollegaer. Det er ikke de danske kollegaer, der giver dem det indtryk. Det er deres chefer. Danske som udenlandske.

 

Det er ikke tilfældigt, at det er sådan.

 

For mange år siden, da der blev åbnet op for, at østeuropæere frit kunne arbejde i blandt andet Danmark, afholdt Byggefagenes Samvirke i København en konference. Her var Børge Elgaard, daværende direktør i Entreprenørforeningen inviteret som gæstetaler. Han lagde ikke skjul på sin vision: ”Vores mål er at 40 procent af jobbene er besat af udlændige,” sagde han. Og tilføjede med et smørret grin: ”og det er JER (altså fagforeningerne), der skal sørge for at der er overenskomst!”

 

De store byggefirmaers mål var at få et arbejdsmarked, som godt nok havde grundtrækkene ved den danske model, nemlig fredspligt og overenskomster, men hvor lønmodtagersiden står splittet og svag. Så de toneangivende firmaer i byggebranchen har ikke kun en interesse i de udenlandske arbejdere, fordi de er billigere. De har også en strategisk interesse i at bruge dem til at svække hele den danske fagbevægelse.

 

 

Rapporten fra Aalborg Universitet er skræmmende læsning med al den kynisme og pengegriskhed, der lægges for dagen. Som en af de udenlandske kollegaer siger:

Vi er ikke mennesker; vi er kun et nummer.

 

Men hvordan kan det gå så galt? Er Danmark ikke sådan et velordnet samfund, der behandler alle godt? Det korte svar er nej.

 

Selvforståelsen

Det officielle Danmark er syltet ind i en selvforståelse, der i bedste fald er naiv og i værste fald udtryk for, at staten er til for de velstillede og ikke de svage.

 

To eksempler springer i øjnene:

 

Den nærmest uendelige række af offentlige byggeprojekter, hvor social dumping, byggesjusk og omgåelse af stribevis af regler vælter frem, når man begynder at kradse i overfladen. Alligevel virker det, som om det offentlige, som bygherrer, ikke lærer særligt meget af det. Fejlene gentages igen – og igen.

 

Public management-kulturen i det offentlige (altså at lade, som om man er et firma) er så stærk, så beslutningstagere og ledende embedsmænd forholder sig primært til deadlines, måltal og bonusser (til sig selv) frem for, om de egentligt bygger godt på ordentlige vilkår.

 

Desuden er dele af erhvervslivet så vant til altid at får ret og medhold, så de enten ignorer reglerne eller udfordrer dem. Hvilket det offentlige slet ikke kan håndtere. De har ikke opdaget at klasse samarbejdet er ophævet fra dele af erhvervslivet – eller vil ikke se det!

 

Arbejdsgiveransvaret er væk

Arbejdstilsynet (AT), som både skal kontrollere arbejdsmiljøet og social dumping er en skygge af sig selv. Efter Anders Fogh Rasmussen svang den liberalistiske sparekniv over AT i 2001, har AT været præget af dårlige budgetter (hvor de er afhængige af årlige bevillinger på finansloven), stor gennemstrømning og retssager hvor firmaerne kræver erstatning. Desuden gør den gældende lovgivning det svært for AT at kontrollere arbejdsmiljø og social dumping.

 

Det objektive arbejdsgiveransvar er væk. Det gør det meget nemmere for firmaerne at undslippe ansvaret.

 

AT kan kun rejse sager, hvor de selv ser overtrædelsen sker. Det betyder, at hvis fagforeningen går efter at få dømt en arbejdsgiver, skal man bede sine medlemmer om at lave noget ulovligt og farligt, når AT er på besøg.

 

ATs rolle er i stigende grad at rådgive firmaerne til at holde loven frem for at sanktionere, hvis det ikke sker. I alt for mange tilfælde tager firmaerne det ikke alvorligt og ser det blot som et synspunkt. Og ikke en lov der skal holdes.

 

AT tager alt for tit firmaernes påstande om, at tingene er bragt i orden, for gode varer. 3F/BJMF har for eksempel pt en sag om et stillads, hvor det er meget svært få AT til at tage stilling til, om stilladset er i orden.

 

Og i dagligdagen er der mange huller. Det er fx ikke strafbart for firmaerne at undlade at informere de ansatte om informationer, som fx påbud fra AT. Også selv om det kan være alvorlige informationer, som arbejdsgiveren tilbageholder.

 

Og når AT har besøgt en byggeplads, står der ofte i rapporten om forhold, de ikke har forholdt sig til: ”der er ikke andet at bemærke”, hvilket jo sjovt nok tolkes, som at alt er i orden. Hvilket det tit ikke er.

 

Fagbevægelsens ansvar

Generelt har fagbevægelsen også haft problemer med at løfte opgaven. Mange fagligt aktive og mange afdelinger og forbund bekymrer sig meget om arbejdsmiljøet, men der er godt nok også mange, der ikke forholder sig til det.

 

Mange fagforeninger henviser blot til AT, hvis medlemmerne har problemer med arbejdsmiljøet. Og fagpolitisk har fagbevægelsen opgivet at kæmpe for en meget stærkere lovgivning og et stærkere AT.

 

Arbejdsmiljøloven og de fagretslige regler giver faktisk de ansatte lov til at forlade et farligt område – uden at tabe penge på det. Men ofte er det forbundet med stor risiko for ens ansættelse, hvis man benytter sig af den ret. I takt med, at AT er blevet svækket, burde det være en opgave for fagbevægelsen at sikre vores ret til at håndhæve den såkaldte ”liv, ære og velfærd”-paragraf. Men det holder hårdt.

 

I 3F/BJMF har vi både oplevet, at folk er kylet på porten, og at sagen ikke kunne køres fagretsligt, og vi har oplevet, at Dansk Industri indklager folk for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, når de forlader et farligt område. Og vi har skulle diskutere højlydt med forbundet om at køre sagen.

 

Et andet sted, hvor fagbevægelsen – eller rettere dele af den – har sovet i timen, er i forsøget på at organisere de udenlandske kollegaer.

 

Der er ingen tvivl om, at faglige sager for udenlandske kollegaer fylder meget i Byggegruppen i 3F, og der er et stort ønske her om at organisere de udenlandske kollegaer. Men i 3F er afdelingerne suveræne, og her er der langt mellem snapsene. Alt for få afdelinger prøver at løfte den opgave.

 

Der er også alt for mange firmaer, der ikke har overenskomst. Ikke fordi det i sig selv giver et godt arbejdsmiljø, men billedet er tydeligt: Jo mere firmaerne får lov til at passe sig selv, jo dårligere arbejdsmiljø.

 

Vejen frem

Den faglige venstrefløj må gå på to ben:

For det første kæmpe for et stærkere AT:

 

–      Det objektive arbejdsgiveransvar skal genindføres.

–      Arbejdsmiljølovgivningen skal styrkes:

o    Det skal være nemmere at stoppe arbejdet. Det er tit det eneste der hjælper.

o    Al overtrædelse af arbejdsmiljøloven skal være strafbart. Slut med smuthuller.

o    Der skal køres flere sager og der skal idømmes større bøder.

–      AT skal styrkes. Der skal tilføres flere ressourcer og der skal opbygges en stab, der kan håndtere udfordringerne.

 

For det andet en aktivistisk fagbevægelse:

–      Fagbevægelsen skal tage skeen i den anden hånd og åbne op for større medlemsindflydelse – og derved aktivitet. De valgte og ansatte kan ikke alene løfte opgaverne. Der skal aktivister og frivillige til. Og der kræver, at de får magt og indflydelse. Flere selvstændige brancheklubber, åbne udvalg og fagforeninger med et stærkt brancheaftryk er nogle af de veje, man kan gå.

–      Se organisering af både danske og udenlandske kollegaer, som en selvstændig opgave. Der skal ansættes folk, der ikke vil true og hverve folk ind i organisationen, men engagerer dem og involverer dem. Fagbevægelse er ikke et forsikringsselskab, men en medlemsorganisation.

–      Det kræver kampagner for gode overenskomster og fx lavere pensionsalder, så folk kan se, at fagbevægelsen kæmper.

–      Vi skal understøtte folk, der nægter at arbejde, hvor det er farligt. Byggegruppen i 3F har kørt en kampagne, der hedder: Vær sej – sig nej! Godt slogan, men folk skal støttes. Ellers bliver de slagtet.

–      Vi skal være meget bedre til at kræve overenskomster. Vi har et rigtigt godt redskab i vores muligheder for hovedkonflikt og sympatikonflikt. Alt for få bruger det!

–      Vi skal fastholde kravet om kædeansvar. Det skal ikke kunne betale sig at sende regningen nedad!