Den selvudnævnævnte syriske regering vil ikke have den kvindelige kurdiske milits YPJ med i den nationale hær. Foto: Wikimedia

 

I Syrien drejer det sig om, at den kurdiske selvstyreadministrations revolutionære eksperiment er blevet tvunget til at blive integreret i Ahmed al-Sharaas islamistiske diktatur, så overgangsregeringens krav er en hån mod demokratiet.

 

Samtidig er der i Tyrkiet en parallel mellem den kuldsejlede fredsproces, hvor kurderne håbede på en demokratisk åbning i stedet for den væbnede kamp, og så den måde, hvorpå domstolene bliver brugt mod det vigtigste oppositionsparti, det Republikanske Folkeparti (CHP). Det er blevet endnu mere grotesk end tidligere, så der er mange, der er i gang med at skrive nekrologen over det tyrkiske demokrati.

 

Geopolitik

Den tyrkiske indflydelse på, hvordan begivenhederne i Syrien har udviklet sig, er veldokumenteret og grundigt analyseret. De forskellige trin i udviklingen i begge lande finder sted i en verden, hvor Tyrkiet har været i stand til at udnytte sin beliggenhed strategisk til det yderste, og hvor de internationale magter ikke har nogen skrupler ved at støtte autokratiske ledere, hvis de føler, at det er i deres egen interesse.

 

De vestlige lande har aldrig for alvor bekymret sig om demokratiet i de lande, som de samarbejder med. Deres støtte til autoritære ledere har en lang historie bag sig, og den eneste overraskelse i Syrien er deres tro på, at al-Sharaa vil være i stand til at skabe den stabilitet, som de vestlige investorer kræver. Støtten til og opbakningen bag Sharaa, var, ligesom deres svigt af kurderne, et valg, der blev truffet i skyggen af tyrkiske interesser. Præsident Recip Tayyip Erdogan hersker over et land, hvor flertallet af befolkningen står over for voksende økonomiske vanskeligheder, men han har udmærket sig ved at være ekspert i det internationale diplomatis hensynsløse mangesidede skakspil.

 

Erdogans brug af domstolene i den politiske kamp

Erdogan er lige så hensynsløs i sin magtudøvelse hjemme i Tyrkiet, ikke kun for sin egen skyld, men for at afværge det retslige efterspil, der kunne komme, når han går af.

 

Efter at han mistede flertallet til CHP - som det viste sig så eftertrykkeligt ved lokalvalgene i marts 2024 – overlod han ikke længere sin fremtid til vælgerne.

 

Erdogan var i forvejen en mester i juridisk krigsførelse mod sine politiske modstandere. Tidligere var det folk fra det pro-kurdiske Folkets Demokratiske Parti (HDP), og dets efterfølger, Folkets Ligestillings- og Demokratiparti (DEM), som han havde i skydeskiven. Det tidligere HDP-formandskab er blandt de tusinder af partimedlemmer, der fortsat er i fængsel, i strid med den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

I løbet af det seneste årti er flertallet af borgmestre fra HDP/DEM blevet afsat. Efter lokalvalgene i 2024 kom turen til borgmestre og partimedlemmer fra CHP.

 

Mens kurderne blev anklaget for terror-relaterede forbrydelser, er anklagerne mod CHP-politikere og kampagneledere næsten altid relateret til korruption.

 

Omfanget af korruption i Tyrkiet blev udstillet for hele verden i forbindelse med jordskælvet i 2023, hvor den officielle godkendelse af et byggeri, der var under al kritik, resulterede i tusinder af dødsfald, men korruptionsanklagerne synes mirakuløst at forsvinde ud i den blå luft, bare de involverede politikere skifter til Erdoğans regeringsparti, Partiet for Retfærdighed og Udvikling.

 

Tyrkiets yderst politiserede domstole har vist sig at leve op til det princip, der tilskrives chefen for det hemmelige politi under Josef Stalin: ’Vis mig, hvem manden er, og jeg vil vise, hvori hans forbrydelser består.’

 

Angrebet på CHP intensiveredes i marts sidste år med fængslingen af Ekrem Imamoglu, borgmesteren i Istanbul, om hvem det var blevet forudsagt, at han ville besejre Erdogan ved det næste præsidentvalg.

 

Massebevægelsen imod hans fængsling og de andre angreb blev anført Özgur Özel, der overtog ledelsen fra Kemal Kılıçdaroğlu, der tabte præsidentvalget i 2023.

 

Erdogans domstole prøvede at spænde ben for CHP, herunder valget af Özel som leder, som de hævdede var manipuleret, men det første forsøg blev afvist.

 

Appeldomstolen trak sin tidligere afgørelse tilbage, og vedtog, at Özel, hvis popularitet var for opadgående, samt hans ledergruppe, skulle suspenderes og at Kılıçdaroğlu skulle genindsættes.

 

Kılıçdaroğlu, hvis troværdighed for længst er falmet, havde allerede erklæret sig klar til at genindtræde i en video, hvor han kritiserede  Özel.

 

Kılıçdaroğlu har påberåbt sig sin tidligere position, og fik den 24. maj politiet til at fjerne Özel og hans støtter fra CHP´s hovedkvarter. Özel har appelleret til Højesteret og ført kampagnen ud i gaderne. Samtidig forsvarer İmamoğlu sig i en sag, hvor anklagerne kræver ham idømt mere end 2000 år i fængsel.

 

Mange partifunktionærer er blevet fængslet i forbindelse med anklagerne om svindel, og man frygter, at  Özel bliver den næste. Med et CHP, der hænger i laser, er der spekulationer om, at Erdogan snart vil udskrive valg.

 

Kurdisk ’fredsproces’

Det kompromisløse angreb på demokratiet er blevet udført på baggrund af diskussioner mellem den fængslede kurdiske leder Abdullah Öcalan, DEM-partiets ledere, og den tyrkiske stat, hvor man håbede, at disse diskussioner vil sætte gang i en fredsproces. Öcalan og DEM-partiet har altid været klar i mælet med hensyn til, at denne proces ikke bare handler om at afslutte årtiers væbnede kamp, men også om et demokratisk alternativ, og at freden ikke er mulig uden demokrati. I deres fordømmelse af det seneste angreb på CHP, har DEM-partiet gentaget, hvor stor betydning den demokratiske vej vil have, og Öcalan mente, at angrebet måtte tilskrives ’fraværet af det demokratiske princip.’

 

Mens kurderne taler om ’Processen henimod fred og et demokratisk samfund’, insisterer regeringen på, at det er en proces henimod et ’terror-frit Tyrkiet’. Devlet Bahçeli, Erdogans allierede og leder af det højreekstremistiske ’Nationale Aktionsparti’ (MHP) har været i spidsen for denne udlægning af ’fredsprocessen’.

 

Devlet Bahçeli udsendte den 18. maj en lang erklæring om processen. Selv om ordet demokrati optræder mange gange, er det blevet reduceret til ikke at handle om meget andet end ’ikke terrorisme’. Devlet Bahçelis dokument indeholder ingen konkrete forslag til at integrere tidligere guerilla-kæmpere i samfundet eller at løslade politiske fanger, og det forventes stadigvæk, at kurderne integreres i ’en fælles national identitet’ med ’en fælles fortid, kultur og sprog’.

 

Devlet Bahçeli vil gerne anerkende Öcalans rolle i processen, men ikke ændre på hans juridiske status eller tillade ham at spille en politisk rolle. Han opfatter bare Öcalan som en hjælper, der kan bidrage til opløsningen af Kurdistans Arbejderparti (PKK).

 

Hvis PKK afvæbnes og opløses, vil der være tusinder af kurdere, der vil være på udkig efter en demokratisk vej for deres politiske ambitioner. Mens PKK-guerilla-kæmperne er parate til at slå ind på den demokratiske vej, så er Tyrkiet ved at afvikle demokratiet – og udsigterne til fred.

 

Den nuværende proces begyndte på et tidspunkt, hvor kurderne kontrollerede næsten en tredjedel af Syrien, og der var dem, der mente, at Israel ville støtte kurderne for at styrke deres egen position i forhold til Tyrkiet.

 

Sådan som det er i dag, så er Tyrkiets internationale position styrket, mens kurderne er blevet ladt alene tilbage. Den tyrkiske regering ser ikke ud til at have travlt med at bringe processen fremad. Det er blevet en bekvem ramme for at indskrænke kurdernes handlefrihed - kurderne ønsker ikke at lægge sig ud med deres samtalepartnere – og fraværet af de fremskridt, som alle kurdernes håb var rettet imod, kan svække den kurdiske bevægelse og dens ledere.

 

Syrien

I Syrien har den kurdiske tilbagegang og integrationsaftalen, som de er blevet påtvunget i kraft af de vestlige magter - især USA’s – støtte til al-Sharaa, ført til kritik af den kurdiske ledelse og de multikulturelle ideer, der er centrale i Rojava-projektet.

 

Ledelsen har indrømmet, at de har begået fejl i deres fortolkning af den geopolitiske situation, men den internationale politik har også ladt dem tilbage med dårlige handlemuligheder. Nu oplever de, alt det, de har kæmpet for, bliver ødelagt, og det gælder især for kvinderne.

 

Overgangsregeringens nej til at lade de Kurdiske Kvinders Forsvarsbrigader blive en del af hæren, har umiddelbart mærkbare og også symbolske implikationer på tværs af det kurdiske samfund. Selv spørgsmålet om brugen af det kurdiske sprog er stadig uafklaret.

 

Som led i integrationsprocessen er de regioner, der dannede den Demokratiske Selvstyreadministration for Nord- og Østsyrien (DAANES, også kaldet Rojava) blevet flettet ind i de statslige strukturer med egne medlemmer af det syriske parlament - den institution, der skal lave et udkast til en ny forfatning. Selv om man tit taler om dem som valgte repræsentanter, så er to tredjedele af de parlamentsmedlemmer, der ikke er udpeget direkte af al-Sharaa, blevet valgt af regionale underudvalg, som er udpeget af en centralkomité.

 

I dette ekstremt centraliserede system kan kurderne kun opleve sig selv som frarøvet endnu mere indflydelse, end de var i forvejen. Kurdiske organisationer har protesteret over, at kurderne kun er tildelt en brøkdel af, hvad de skulle have i forhold til deres procentvise andel af Syriens befolkning, og at alle deres poster var besluttet på forhånd.

 

Det Demokratiske Unionsparti (PYD), der dominerede DAANES, boykottede den udemokratiske proces. Der er nu kun ni kurdere blandt de 137 ’valgte’ medlemmer - mange med forbindelser til det tyrkisk-venlige Kurdistans Nationalråd.

Politik baseret på identitet rummer sine egne problemer, men forfulgte samfund har også et brændende behov for repræsentation, og hvis disse medlemmer også kom fra Rojavas radikale politiske tradition, så kunne de tjene som modvægt til al-Sharaa-regimets islamistiske konservatisme.

 

Den beskrevne udvikling er ikke noget, som bekymrer de lande, der støtter al-Sharaa. Der har ikke været den store interesse i, at ’fredsprocessen’ er gået i stå, og mens angrebet på CHP har givet anledning til skarp kritik, så har det ikke udmøntet sig i international handling.

 

Det kan næppe overraske, at i en verden, hvor et folkemord – som vi i detaljer kan følge på vores mobiltelefoner, ikke bliver straffet og endda bliver forsvaret – at denne verden er ude af stand til at ændre sine politiske og økonomiske relationer, når demokratiet er under angreb.

 

Sarah Flynn er journalist og aktivist. Hun skriver på sarahglynn.net og newsfromkurdistan.wordpress.com

 

Oversat fra Sarah Glynns Kurdistan-side af Niels Overgaard Hansen