Illustration: Svend Vestergaard Jensen

For at kunne besvare spørgsmålene må vi starte med at beskrive Irans nuværende situation.

Det iranske regime har været under diverse økonomiske-, handels- og militære sanktioner siden besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i slutningen af 1979. Landet kæmpede en blodig krig mod nabolandet Irak, efter Saddam Hussein beordrede invasion af Iran i september 1980. Resultatet af krigen var, at grænserne forblev, som de var inden krigen, men med samlet ca. 1 million døde, størstedelen af dem iranere.

På baggrund af disse to vigtige højdepunkter i den nyere iranske historie, skal man se både det iranske regime, men også den iranske psyke. Det har haft en betydelig påvirkning på iranerne, at man har været isoleret så længe og været i en så blodig og langtrukken krig med Irak. Især fordi Saddam Hussein blev hjulpet af USA og Storbritannien med våben (heraf bio- og kemiske våben) og efterretninger. Det har medført, at der dels er blevet skabt en følelse af os-mod-dem, men også, at mange er voldsomt trætte af regimets kamp mod Vesten, idet de ikke mener, at det er iranernes kamp – at det ikke er i det iranske folks interesse at tage kampen op mod Vesten,

Men Iran er ikke et antiimperialistisk land. Man skal blot se på Irans samarbejde med Rusland i dennes illegitime krig mod Ukraine, hvor Iran fodrer Rusland med kamikaze-droner. Det vil sige, at Iran aktivt tager del i og støtter en imperialistisk stormagt i en krig. Det er ikke første gang, at det iranske regime støtter en imperialistisk krig. Vi skal blot se mod nabolandet Afghanistan, hvor regimet støttede USA’s fjernelse af Taliban fra magten.

Det er korrekt, at det iranske regime gør hyppigt brug af antiimperialistisk retorik, men det er ikke ensbetydende med, at regimets reelle politik er antiimperialistisk. Valget af Masoud Pezeshkian (reformist, præsident siden 28. juli 2024) kan og bør ses i lyset af, at den iranske økonomi er fuldstændig i ruiner, og man havde brug for igen at lave en aftale med amerikanerne om at fjerne de økonomiske sanktioner. Dette var ikke muligt under den ultrakonservative Ebrahim Raisi, som døde i et flystyrt tidligere i 2024. Årsagen til valget af Pezeshkian vidner endnu engang om, at regimet i sin natur ikke er antiimperialistisk. I 2021 indgik regimet en aftale med Kina om 25 års samarbejdsaftale mellem de to nationer, som skal sikre kinesisk investering i Iran på 400 milliarder dollars til gengæld for billig iransk olie. Dette uden på nogen måde at nævne eller beklage Kinas imperialistiske ageren i verden.

Ikke nok med, at man ofte indgår aftaler med imperialistiske lande, såsom Kina og Rusland, så støtter man også gerne imperialistiske lande i deres krige mod ikke-imperialistiske lande, som man har gjort i Afghanistan og Ukraine. Derfor, som det første, lad os afvise den absurde påstand om, at det iranske regime er anti-imperialister.

Næste skridt er at se på det iranske regimes forhold til den palæstinensiske modstandskamp.

Regimet har været pro-palæstinensisk siden revolutionen i 1979. I hvert fald i retorikken. Man har ydet massiv økonomisk støtte til diverse grupperinger i Palæstina, primært Hamas og Islamisk Jihad, foruden støtte til den libanesiske shia-milits Hezbollah, som også kæmper mod Israel. Så langt, så godt. Men har det iranske regime reelt set har bidraget til en forbedring af palæstinensernes vilkår og muligheder for retfærdighed?

Det iranske regime har altid kæmpet den palæstinensiske kamp ud fra egoistiske årsager. Og det har kostet den palæstinensiske befolkning dyrt. Iran er primært domineret af shiiter og det iranske regime er helt og fuldt shiitisk i sin natur. Shiiter udgør kun ca. 10-15 procent af alle muslimer, og lige siden den iranske revolution har dette ikke været til regimets fordel (ikke at det historisk nogensinde har været været en fordel at være shia-muslim. Historisk har denne gruppe været undertrykt og forfulgt). Khomeini propaganderede international islamisk revolution og ønskede at eksportere revolutionen (den islamiske revolution) til nabolandene. Monarkierne og diktaturstaterne omkring Iran frygtede, at der ville opstå revolutionære tilstande i deres lande og begyndte at benævne det iranske regime som shiitisk, simpelthen for at delegitimere regimet og dets revolution.

Det er i dette lys, man skal se det iranske regimes støtte til palæstinensernes sag. Noget, der forener store dele af den muslimske verden, er Palæstina, og Khomeini opfandt et kendt slogan under Iran-Irak-krigen: “Gennem Karbala, til Quds (Jerusalem)”. Khomeini sammenkoblede derved forsvarskrigen mod Saddam Hussein med kampen mod zionisterne. Det har altid primært været for at legitimere sig selv i den muslimske befolkning i nabolandene, at regimet har gjort brug af pro-palæstinensisk retorik.

Det iranske regime har ikke bidraget positivt til palæstinensernes situation, primært fordi det ikke ønsker det. Så længe der er et zionistisk Israel, har man en ydre fjende, man kan bekæmpe.

Hvis zionisterne blev besejret, og der ikke længere var et zionistisk Israel i regionen, hvem skulle regimet så kunne bruge som fjende? Regimet opfattes som dybt illegitimt blandt befolkningen i Iran og kan ikke legitimere sin magt ud fra indre forhold. Den økonomiske situation blandt befolkningen er i det store og hele elendig, med tårnhøj inflation og arbejdsløshed, samtidig med at man lever under et repressivt, korrupt teokratisk styre, uden ytringsfrihed, uden ægte demokrati. Derfor har regimet – for at kunne bevare magten – brug for en ydre fjende, og Israel er den “perfekte” fjende, fordi den forener store dele af den muslimske befolkning. Dermed skærmer det regimet fra pres og modstand fra de regionale magter, samtidig med at det mobiliserer de mest trofaste segmenter af regimets støtter.  Man skal derfor ikke forvente, at hjælpen kommer fra det iranske mullahregime, fordi det har brug for en ydre fjende, som forener hele regionen, for at bevare magten.

Den iranske oppositions opgaver

Med udgangspunkt i Lenins revolutionær defaitisme ved vi, at ‘hovedfjenden er herhjemme’. Men konsekvente trotskister tror også på, at enhver kamp mod imperialisten er ønskværdig og skal hjælpes på vej. Ud fra dette skal vi altså ikke beklage det iranske regimes “kamp” mod zionistregimet, hvis det iranske regime reelt set gjorde det. Men det gør det ikke. Modstanden er meningsløs i revolutionær forstand, da den kun har til opgave at konsolidere egen magt.

Men hvad skal den revolutionære iranske opposition så gøre i denne situation? Den skal svare med denne sætning: revolutionært nederlag til begge sider, zionistregimet såvel som mullahregimet.

I alt for mange år har den palæstinensiske frihedskamp været fedtet ind i det iranske regime, og dermed er den iranske opposition blevet distanceret fra den palæstinensiske frihedskamp. Det tjener hverken palæstinenserne eller iranerne, for begge har brug for hinanden. Palæstinensernes og iranernes kamp for frihed og retfærdighed er vigtig at sammenkoble – ikke på den vulgære måde, som Khomeini gjorde – men på den revolutionære måde, hvor der praktiseres international solidaritet. Vi kan håbe på, at den optrappende konflikt, sammen med den økonomiske situation, kan skærpe omstændighederne for, at den iranske arbejderklasse påtager sig sin historiske rolle og fuldbyrder revolutionen fra 1979. For at hjælpe dette på vej er det vigtigt, at iranerne kan se allierede i udlandet, som støtter deres sag og ikke mullahregimets.

Vi bør derfor ikke lovprise det iranske regimes handlinger, og vi skal ikke tro på dets tomme pro-palæstinensiske, antiimperialistiske retorik. Vi skal ikke lade os forblænde af Irans meget kontrollerede og velovervejede angreb på israelske militærbaser. Det var et symbolsk og overfladisk angreb, sat ud som fælde, som store dele af den internationale venstrefløj desværre faldt i. Vores lid skal ikke sættes til det iranske regime, men til den iranske befolkning.

6. oktober 2024