Keir Starmers [nuværende formand for det britiske Labourparti] grundløse beslutning om at suspendere partiets tidligere formand Jeremy Corbyn er et utilsløret angreb på venstrefløjen. Medlemmerne af Labour må kæmpe imod. Ellers vil alt, hvad Corbyn stod for, forsvinde sammen med ham.

af Ronan Burtenshaw

EHRC´s rapport om Labours påståede antisemitisme blev offentliggjort den 29. oktober [The Equality and Human Rights Commission (Ligheds- og Menneskerettighedskommissionen) er den britiske stats officielle myndighed omkring lovovertrædelser på disse spørgsmål, o.a.].

 

I modsætning til dommedagsprofetierne på begge sider – om at rapporten ville karakterisere partiet som institutionelt antisemitisk eller personligt fordømme Jeremy Corbyn og hans hold – var det et sobert og ærligt dokument, der fokuserede på spørgsmål om procedurer. Ved frokosttid så det sandsynligt ud, at den ville blive bredt accepteret i hele Labour.

 

Rapporten fandt, at der manglede procedurer for at håndtere klager over antisemitisme i partiet. Partiets strukturer var for svage, de var underlagt politisk pres, manglede ressourcer og klare retningslinjer. Partiapparatet havde ikke fået en passende uddanelse. De mest skadelige eksempler – på chikane – drejede sig om to tilfælde, hvor repræsentanter for partiet, tidligere borgmester Ken Livingstone og et byrådsmedlem i Lancashire, var fremkommet med antisemitiske kommentarer. Rapporten kritiserede Corbynledelsen for dens manglende effektivitet i at håndtese disse sager, men den kom ikke med altomfattende påstande om medskyld i antisemitisme.

 

Jeremy Corbyns reaktion på rapporten var tilsvarende sober. Han anerkendte rapportens kritik, opmuntrede til en hurtig gennemførelse af dens konklusioner og gav en undskyldning til de jødiske medlemmer, hvis klager ikke var blevet behandlet ordentligt. ”Jødiske medlemmer af vort parti og samfundet som helhed havde en berettiget forventning om, at vi skulle håndteret problemet,” sagde han, ”og jeg beklager, at det tog længere tid at gennemføre denne ændring, end det skulle”.

 

Som forventet forsvarede han også sin egen ageren. Mange af de processer, rapporten kritiserede, fandt sted før hans overtagelse af ledelsen – hvad rapporten også selv nævner – og blev afløst af mere grundige procedurer efter 2018. Han godkendte ikke alle rapportens konklusioner, men det er næppe overraskende, når det drejer sig om et kritisk rapport på 129 sider, der handlede om et så kontroversielt emne.

 

Han sagde også, at ”omfanget af problemet var af politiske grunde blevet dramatisk overvurderet af vore modstandere både inden for og uden for partiet, såvel som af store dele af medierne.” Dette er utvivlsomt tilfældet – som vi ved fra den lækkede rapport, var enkelte klagere i visse tilfælde ansvarlige for tusindvis af klager, hvoraf størstedelen var grundløse.

 

Endog parlamentsmedlemmer fra Labour fremsatte udtalelser om antallet af sager, der ikke kunne bekræftes. Margaret Hodge, for eksempel, sagde, at hun havde indgivet et hundrede klager om antisemitisme til partiet. Det viste sig senere at firs af disse drejede sig om mennesker uden nogen som helst forbindelse til Labour – det vil sige, de var ikke engang medlemmer, endsige embedsmænd eller andre, som EHRC kunne give partiet et juridisk ansvar for.

 

Hvis dette kan synes som indicier, så var det generelle indtryk, som denne slags udtalelser skaber, langt tydeligere. Sidste år gennemførte Survation en opinionsundersøgelse, hvor folk blev spurgt, hvor stor en andel af Labours medlemmer, der var blevet anklaget for antisemitisme. Resultatet var, at folk i gennemsnit troede, at 34 procent af medlemmerne i Labour var indblandet i klager om antisemitisme – over 200.000 personer. Kun 14 procent af de adspurgte troede, at det var under 10 procent af partiets medlemmer.

 

Det formindsker ikke EHCR-rapportens konklusioner en tøddel at gøre opmærksom på, at dette offentlige indtryk af omfanget at problemet, var unøjagtigt. Konklusionerne om chikane handlede om to medlemmer i valgte embeder, men selv i forhold til ”grænsetilfældene” var der kun tale om atten tilfælde. Labour har på landsplan et meget stort antal valgte politikere med tilknyttede sekretærer – selv hvis man inddrager alle tyve tilfælde, så ville disse sager kun omfatte en brøkdel af en enkelt procent af disse.

 

Det er vigtigt, at rapporten selv anerkender, at medlemmerne af Labour bør få tilladelse til at gå ind i denne diskussion. Med udgangspunkt i Europakonventionens artikel 10 siger EHCR, at den vil ”beskytte medlemmer af Labour, som udtrykker deres synspunkter om interne partispørgsmål, såsom omfanget af antisemitisme inden for partiet, baseret på egne erfaringer og inden for lovgivningen.”

 

Helt grundlæggende opfordrer EHCR til at overholde regler for almindelig retfærdighed. De, som føler, at de har været udsat for overgreb eller uretfærdig behandling, bør være sikre på, at deres klager til Labour vil blive vurderet uden forudindtagethed og blive retfærdigt behandlet. Det er et legitimt krav, især når det handler om racisme.

 

Men den fælles forståelse, der bør eksistere om disse spørgsmål er øjeblikkeligt gået tabt – netop fordi den nye Labourformand og hans allierede, partiets generalsekretær David Evans, besluttede, at deres egne interne og fraktionelle hensyn var vigtigere end at opbygge en bred enighed i partiet i kølvandet på rapporten.

 

Der var ingen fornuftige grunde til at suspendere Jeremy Corbyn. Hans reaktion på rapporten var underspillet og mild – i en sådan grad, at den ikke engang fremkaldte megen kritik fra en notorisk fjendtlig presse. Der var bestemt intet i hans svar, der kunne opfattes som antisemitisk. Selve suspensionen var forkludret, brød med partiets eget system, der ikke har registreret Corbyn som suspenderet.

 

Når dette skrives, var David Evans ikke engang i stand til at sige, hvilken partiregel Corbyn skulle have overtrådt med sin udtalelse – som ansat i partiet nægtede han at oplyse yderligere, da partiets hovedbestyrelse bad ham om det. Når det engang er lykkedes at finde et påskud, vil det næsten med sikkerhed være en gummiparagraf om at give partiet et dårligt ry.

 

Keir Starmer, som trods vage protester om det modsatte, var med i beslutningen om suspensionen – har været mere åbenhjertig om overvejelserne bag. Det er hans opfattelse, at Corbyns udtalelse fremstillede antisemitisme som et fraktionelt spørgsmål og reducerede dets betydning. Men hvem kan i fuldt alvor påstå, at spørgsmålet ikke er blevet udnyttet i den interne partikamp? EHCR-rapporten indikerer selv, at dette er tilfældet. Og den giver udtrykkeligt tilladelse til at diskutere omfanget af problemet – dette, siger den, er i sig selv ikke antisemitisk og bør være beskyttet tale for alle Labour medlemmer.

 

Suspenderingen af Corbyn passer fint ind i Starmers tilgang til ledelse siden hans sejr tidligere i år. Han har grebet enhver mulighed for at marginalisere venstrefløjen, og dette var den seneste chance. Starmer så en mulighed for et skulderklap fra Murdochs presse for sine statsmandegenskaber, at demonstrere sin magt i partiet og at skabe et offentligt billede af, i hvilken grad Labour nu ”har fået ny ledelse”.

 

Og for at opnå dette, har han sikret sig, at borgerkrigen i partiet vil fortsætte i al fremtid. Medlemmerne vil melde sig ud i tusindvis, fagforenings-medlemmerne vil føle sig forrådt og selv det løfte om enhed, han blev valgt på, vil blive meningsløst. Det er den studehandel, han har lavet – og alle i Labour bør vide det.

 

I dag [30. oktober] har Starmer på sin runde til tv-studierne fremstillet det som en fornuftig beslutning. Han hævdede, at han ikke ønsker at se en borgerkrig – men han har åbenlyst selv startet den: gennem at fravælge venstrefløjen fra alle ledende poster; gennem at udstøde Rebecca Long-Bayley fra sit skyggekabinet; gennem at støtte udnævnelsen af en skamløst fraktionel generalsekretær; gennem at svinge partipisken over afstemningerne om Overseas Operations og Spy Cops-lovgivningen [begge love giver straffrihed for ulovligheder begået af henholdsvis soldater, der tjenstgør i udlandet, og sikkerheds- og almindelige betjente, der arbejder undercover o. a.]; gennem trusler mod de parlamentsmedlemmer, der her ville stemme efter deres samvittighed; gennem at forlade politiske standpunkter, der var selve grundlaget for medlemmernes valg af ham for blot nogle måneder siden. Lige fra starten har det været en krig mod venstrefløjen.

 

Labour befinder sig ret faktisk i en borgerkrig. Men det er kun den ene part, der kæmper. Venstrefløjen har indtil videre i stor udstrækning været desorganiseret og frygtsom. Kendsgerningen er, at Jeremy Corbyn stadig nyder stor respekt og beundring i store dele af partiet. Størstedelen af dets medlemmer – herunder mange tusinder, der stemte for Keir Starmer – meldte sig ind under Corbyn ledelse.

 

De var inspirerede af Cobyns vision om et samfund, hvor millioner af mennesker ikke ville være tvunget til at bide smerten over knugende fattigdom i sig, en vision der sjældent er blevet fremkaldt af Starmerledelsen, selv under denne enorme krise og regeringens håndtering, der har skubbet så mange flere hen mod kanten.

 

De var også overbeviste om, at der var en anden måde at lave politik på – som gav mere plads til deltagelse, mere demokratisk og mere engageret i sociale bevægelser uden for Westminster. Det er denne tilgang, som Starmer og hans hold er gået i gang med at pille fra hinanden i Labour, for derved igen at reducere partiet til en snævert valgorienteret organisation, der opfatter sine medlemmer som værende til besvær. Snart vil de slå det sidste søm i ligkisten ved at nedlægge lokalorganisationerne i boligområderne.

 

Fagforeningerne støttede også Jeremy Corbyn – ikke på grund af manden som person, men fordi han tilbød muligheden for et parti, der virkeligt repræsenterede arbejdernes interesser i parlamentet. Labour ville ikke længere være et parti, der i regering nægtede at ophæve lovgivning rettet mod fagforeningerne og tværtimod fordømmer strejkende arbejdere i den landsdækkende presse. Keir Starmer lovede, at denne vision om partiet ville blive videreført under hans ledelse. Som med så mange andre af hans løfter bliver det dag for dag tydeligere, at dette var en løgn.

 

Denne alliance – af medlemmer og fagforeninger – må nu rejse sig og insistere på, at forsøget på at slette de sidste fem år, mest tydeligt udtrykt gennem suspenderingen af Jeremy Corbyn fra partiet, nu må ophøre. I fællesskab har de betalt for partiapparatet. De har opbygget partiet, fra dør til dør, ofte under dårlige betingelser, ofret deres tid og slid med lille påskønnelse. De bliver nu tvunget til at stikke en kæp i hjulet på dens maskineri.

 

I sammenhæng med en regering, der driver millioner til tiggerstaven, og mange i døden, gennem sin håndtering af pandemien, og med et bagtæppe af en politisk arena, som i stigende omfang omdannes af individer, der er skamløse i deres bestræbelser for at knuse de sidste sørgelige rester af lighed og demokrati, der har overlevet de sidste tiår, har Labourledelsen besluttet sig for at føre krig mod venstrefløjen. Den må ikke få lov at sejre.

 

For hvis den gør det, er det sikkert, at de kommende år kun vil se lidt, om overhovedet nogen, meningsfuld opposition til marchen mod højre, socialt, kulturelt og økonomisk. Labours medlemmer og tilhængere vil i stedet for at være aktive i kampen for deres værdier, blive bedt om blot at vente på et valg, der først finder sted om flere år i Gud ved hvilken form for ørken, som Toryregeringen har efterladt.

 

Vær ikke i tvivl: Hvis Jeremy Corbyn bliver drevet ud af Labour, vil det være socialismen, der er udstødt af britisk politik i al overskuelig fremtid. Vi må opbygge den stærkest mulige alliance for at sikre, at denne suspension bliver omstødt.

 

30. oktober 2020. Ronan Burtenshaw er redaktør af Tribune

 

Oversat fra Jacobin af Peter Kragelund

https://jacobinmag.com/2020/10/jeremy-corbyn-labour-party-suspension-starmer

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com