Dave Kellaway sætter fokus på hvad man kan lære af den britiske regerings nedlukning af skolerne - og fagforeningens mobiliseringer.

af Dave Kellaway

1. Arbejdere kan gribe kollektivt ind og gøre en forskel under Covid-19 pandemien

Helt op til dagen før skolerne efter planen skulle åbne igen sagde [premierminister Boris] Johnson, at skolerne var sikre. Dagen efter, efter det største online fagforeningsmøde i historien med et sted mellem 70.000 og 100.000 deltagere, kunne vi se [Labours formand] Starmer skifte politik og opfordre til en national nedlukning. Så foretog Johnson endnu en kovending og lukkede landet ned i seks uger. Det er faktisk anden eller tredje gang lærernes aktioner har tvunget regeringen på tilbagetog under pandemien.

 

2. Starmer er ikke så velargumenteret og ikke så stærk

Starmers ledelse er blevet udstillet som meget mindre stærkt og velargumenteret end hans rygklappere i pressen og Labour Party har hævdet. Det var kun efter den kæmpemæssige opbakning til National Education Unions (NEU’s) online-møde at han opfordrede Johnson til at indføre en national nedlukning. Selv efter det undgik han omhyggeligt, også retorisk, direkte henvisninger til lærernes mobilisering. Han havde hele vejen igennem været mere stædig end Toryerne med hensyn til nødvendigheden af at holde skolerne åbne. Hans formulering, at skolerne ”nødvendigvis bliver nødt til at lukke”, var et forsøg på at skrive lærernes og deres fagforenings konkrete aktion ud af historien. Det blev ligefrem latterligt, da han tilsyneladende satte lukningen af de zoologiske haver på lige fod med skolernes lukning. Se bare fjernsynsinterviewet. På trods af gentagne spørgsmål om, hvad han ville gøre med skolerne, blev han ved med at vende tilbage til, hvordan de nationale restriktioner åbnede for den mulighed. Han nægtede at udtale sig klart om, hvad Labours stilling til åbningen af underskolerne mandag morgen ville være.

 

Starmer tøver med at støtte arbejdere der går i aktion, og som i dette tilfælde nægtede at følge regeringens regler og skoleledernes anvisninger, fordi han mener, det vil svække hans bestræbelser på at vinde ”midten” for sig. Aktioner, der ikke er parlamentariske, eller som udfordrer den juridiske orden den mindste smule, kan ikke støttes. Hans foretrukne politiske ramme er at lade Labours politik ligge inden for ”nationens interesse” og sikre sig et ry for kompetent management. Det meste af tiden vil Toryerne under alle omstændigheder sidde på ”nationens interesse”, og Starmers håb om at det vil føre til en valgsejr er langt fra sikkert, med mindre Toryerne falder sammen.

 

3. Arven fra Corbyn er spillevende

Disse begivenheder viser at resultaterne fra Corbyns projekt langt fra er udtømt. NEU’s ledelse rummer en stærk gruppe af Corbyn-tilhængere. Et brev organiseret af Corbyns venstrefløj opfordrer Labour til at støtte lærerne, og det har fået støtte på tværs af partiet og fagforeningerne. Lærerne og studenterne var blandt de mest talstærke og entusiastiske Corbyn-støtter. Han var en fremtrædende talsmand for opbakning til lærerne og talte på deres kampagnemøder. At presse Starmer til at tage et stærkere standpunkt vil opmuntre – og ikke demoralisere – Labour-aktivister, der organiserer sig mod Starmers heksejagt og for at få afskaffet hans berømte ti løfter om ”kontinuitet”.

 

4. Hvilken arbejderklasse?

Når man ser på det der foregår, ripper det op i alle snævre definitioner af arbejderklassen, der begrænser den til den såkaldte ”røde mur” af pro-Brexit industriarbejdere (ofte forhenværende industriarbejdere). Skal man lave indrømmelser over for disse grupper med hensyn til ”nationalismen” og de såkaldte traditionelle familieværdier, som Blue Labour-tilhængere eller ”Lexiteers” som Paul Embery taler for?

 

Eller skal man bygge videre på de progressive mobiliseringer i sektorer som f.eks. lærerne for at vinde de Labour-medlemmer, der er svinget over til Brexit, tilbage til en progressiv politik? Aktioner blandt lærerne i de valgkredse, der er domineret af den ”røde mur”, vil have en positiv indflydelse på de Labour-vælgere, der er gået over til Toryerne, ved at belyse hvor lidt regeringen bekymrer sig om arbejdernes sundhed.

 

Der er allerede nogle meningsmålinger, der tyder på at Toryerne mister opbakning i de områder. At forlade den progressive politik for at overbevise et mindretal af Labour-vælgere der, er ikke blot principløst, men heller ikke nødvendigvis en opskrift på succes. Sådan en Blue Labour-politik vil tabe opbakningen fra de lærere og studenter, der nu mobiliserer mod regeringen.

 

5. En stærk ledelse og aktioner styrker fagforeningerne

I de seneste uger har NEU fået 16.000 nye medlemmer. Den var allerede vokset på grund af sin stærke linje mod regeringen sidste år. Lige sådan får RMT (Rail and Tube Workers Union) opbakning ved aktioner og kampagner i industrien på en helt anden måde, end de får ved blot at yde juridisk bistand og andre ”individuelle” ydelser. Ledelsen af den tidligere venstreorienterede NUT (National Union of Teachers) arbejdede helt korrekt på en enhed med en mindre fagforening for at danne NEU, og den har brugt online-værktøjer kreativt for at organisere sine aktiviteter. De nationale massemøder over Zoom er måske nok et resultat af pandemien, men NEU har brugt dem mere effektivt end nogen andre.

 

Ud over det har deres ledere åbnet og talt til bredere kampagnefora til støtte for lærerne. Initiativet til sådan nogle kampagner er kommet fra venstrefløjsaktivister både inden for og uden for Labour. Møder online kan vise arbejdsgiverne – eller i dette tilfælde regeringen – hvor stor opbakningen fra basis er her og nu. Det forklarer hvorfor både Starmer og Johnson var nødt til at skifte standpunkt så hurtigt. Det var meget inspirerende at logge ind på online-mødet og opleve, hvor interaktivt det var. Lærerne rejste bogstavelig talt hundredvis af påtrængende spørgsmål om aktionen, og fik svar enten fra talerne på platformen eller fra andre deltagere via chatten. Selv når pandemien er overstået, vil denne form for online-organisering bestemt fortsætte.

 

6. januar 2021

 

Dave Kellaway er medlem af Socialist Resistance, og af Labour Party i London-valgkredsen Hackney and Stoke Newington, og bidrager til International Viewpoint og Europe Solidaire Sans Frontieres.

 

Artiklen er oversat fra Anticapitalistresistance.org af Poul Bjørn Berg

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com