Foto: Wikimedia

Så er regeringens oplæg til den nye sundhedsreform landet. Det byder på flere strukturelle forandringer, blandt andet oprettelse af 17 nye sundhedsråd, som skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra både regionsrådet og byrådene.

Om en sådan omstrukturering I sig selv vil medføre en bedre sammenhæng mellem det kommunale og det regionale, står hen i det uvisse, og man kan frygte, at der blot bliver tale om endnu et bureaukratisk led i et borgerfjernt og demokratifjendsk landskab.

Sundhedsreformen lægger op til, at der skal sikres bedre adgang til egen læge og en ændret fordeling af speciallæger på tværs af landet ved indførelsen af lofter over speciallæger på universitetshospitalerne. Et af virkemidlerne er, at læger på universitetshospitalerne skal tage vagter på mindre sygehuse, og der skal oprettes flere uddannelsespladser på medicinstudiet i Aalborg, Esbjerg og Køge.

Reformen vil skære i antallet af regioner fra 5 til 4 ved en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden til en samlet region Østdanmark. Denne centralisering er ikke bare demokratisk betænkelig. Dansk Sygeplejeråd er bekymret på sygeplejerskernes vegne, fordi en sammenlægning af de to regioner kan betyde, at sygeplejersker skal til at møde ind i den nordlige ende af regionen den ene dag og i den sydlige ende den anden – i en særdeles vagttungt profession.

Man kan mistænke Djøf-laget af embedsmænd for at tro, at omstruktureringer som en sammenlægning vil løse personalemanglen i sundhedsvæsenet – men en sammenlægning sikrer jo ikke i sig selv flere sygeplejersker.

Omstrukturering koster

Reformen vil rykke en række kommunale opgaver til regionerne, hvor de kommunale sengepladser med sundhedsfaglige indsatser erstattes af regionale sundheds- og omsorgspladser til patienter, der er blevet udskrevet fra sygehuset.  Akutsygepleje, nogle genoptræningstilbud og patientrettet forebyggelse er andre opgaver, der skal flyttes over til regionerne.

Det er opgaver, som kommunerne har brugt mange penge og ressourcer på at etablere, og hvor de har oparbejdet en ekspertise.  Vigtig viden og erfaring risikerer at gå tabt i overgangen fra kommunal til regional organisering , hvor den enkelte borger og de pårørende bliver taberne. Helt som ved kommunalreformen i nullerne, hvor kommunerne fik nye opgaver – f.eks. specialskolerne – som flere kommuner fortsat kæmper for at kunne løfte.

Endvidere lægger reformen op til, at der skal oprettes hjemmebehandlingsteams, der kan køre ud til borgere med særlige behov. Også her er  Dansk Sygeplejeråd bekymret, fordi erfaringen er, at for at opnå velfungerende akutsygeplejeteams, vellykket genoptræning og patientrettet forebyggelse, så kræver det et tæt samspil mellem akutsygeplejerskerne, de kommunale sygeplejersker og hjemmeplejen samt egen læge.

Endelig skal borgere med kronisk sygdom fremover have ret til en samlet pakke med sundhedsindsatser med en samlet indgang og egen læge som tovholder. Patienter med henvisninger til en speciallæge får rettigheder til udredning og behandling, hvilket umiddelbart lyder godt. Men man kan frygte, at hvis det offentlige sundhedsvæsen mangler ressourcer til at overholde de politisk bestemte tider for udredning, så skal patienter have ret til at blive udredt i den private sektor – og de i forvejen utilstrækkelige offentlige midler overføres til den private sektor. Helt som vi har set det på hospitalsområdet.

Utilstrækkelige ressourcer

Sundhedsreformen kan kun lade sig gøre, hvis der også følger en stor pose penge med. Der er afsat en ramme på 6,4 milliarder kroner frem mod 2030 til reformen, hvilket ikke er meget, set i forhold til de samlede sundhedsudgifter på ca. 150 mia. – hvert år.  Regeringen vil oprette en sundhedsfond til bedre fysiske rammer og digital infrastruktur på 3,5 milliarder kroner til nye lokale sundhedsindsatser, så borgere kan få træning, pleje og behandling i nærheden af, hvor de bor. Desuden afsættes der 22 milliarder kroner over til de næste ti år til mere moderne sygehuse i hele landet. Pengene skal sikre moderne bygninger og ny teknologi.

Alle, der kender en smule til sundhedsøkonomi, ved desværre, at sygehusbyggerier og opgraderinger snildt går 30-50 procent over budget, og at der ved enhver stor omorganisering går mange ressourcer tabt. I det lys er de afsatte penge til reformen langt fra nok.

I en tid med store overskud i erhvervslivet, et svulmende ”råderum” for statsbudgetterne, råd til storstilet krigsoprustning og skattelettelser for milliarder af kroner, kan man forfærdes over, at den offentlige velfærd ikke prioriteres højere. Når der gang på gang er tegn på et nærtstående kollaps af både sundheds-, pleje- og skolesektoren i Danmark.

Et kig over mod England giver et billede af de følger, det kan få for det danske sundhedsvæsen, hvis ikke der prioriteres tilstrækkelige ressourcer – sundhedsreform eller ej.

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 29. september 2024