I slutningen af 1. verdenskrig herskede der en kolossal arbejdsløshed her i Danmark, og samtidig havde vi en skarp rationering af madvarer samt brændsels- og boligmangel osv., hvad der særlig hårdt ramte de folk, der i forvejen var arbejdsløse. De meget små understøttelser tillod dem ikke at købe erstatningsvarer i stedet for de rationerede varer, de havde ikke råd til at købe det erstatningsbrændsel i form af tørv og træ osv., som de mere velhavende og dem, der nogenlunde havde arbejde, bedre var i stand til at skaffe sig. For de arbejdsløse var særlig dårligt stillet under 1. verdenskrig. Der var ikke noget, der hed hjælpekasse dengang i København (det kom der først i 1921 ved en særlig lov derom), og når den kortvarige understøttelse fra arbejdsløshedskasserne var opbrugt, var der kun Københavns Understøttelsesforening, en slags godgørende institution, som man skulle søge om at få hjælp fra. Det havde mere karakter af velgørenhed end ret til understøttelse.

På initiativ af  Fagoppositionens Sammenslutning (FS) organiserede de arbejdsløse sig i vinteren 1917-18 og søgte gennem demonstrationer at skabe lydhørhed for deres krav, og især en stor demonstration til rigsdagen i 1918 bevirkede, at de arbejdsløse blev bedre stillede, idet de fik større og lovmæssige understøttelser. Undertiden støttede en del af de arbejdende sagen ved at nedlægge arbejdet på demonstrationsdage og deltage i demonstrationerne, og det viste sig også i denne sag, at den direkte aktion, som vi syndikalister var talsmænd for, havde ført til et resultat. Trods det var de arbejdsløses kår stadig beskedne, og der var fortsat stor utilfredshed mellem de arbejdsløse, der vidste, at overklassen havde særdeles gyldne dage dengang. Danmark var jo neutral under 1. verdenskrig, kunne handle til alle sider og tjene penge i både den ene og den anden krigsførende lejr, hvad «smarte» forretningsfolk uden blufærdighed benyttede sig af. Danske fødevarer blev således i stor udstrækning sende til Tyskland med regeringens samtykke og til dels som en slags betaling for de tyske kul, vi efterhånden fik herop. I den revolutionære agitation under 1. verdenskrig spillede det en stor rolle, at de danske arbejderes levefod skulle nedsættes, mod at vi fik tyske kul her til landet, og visse socialdemokratiske lederes transaktioner i denne forbindelse måtte ligeledes stå for skud. Det var en hel stor historie for sig, som man måske skulle komme ind på, men der for mange dunkle punkter i affæren til, at jeg vil tage den op til nærmere beskrivelse her.

Men i hvert fald tjente skibsredere, børsjobbere, aktionærer og gullaschbaroner osv. styrtende med penge, mens arbejderklassen forarmedes. Aktierne steg dag for dag, der var eksempler på, at dampskibsaktier på få måneder kom op i en kurs på 12-, 13- ja 1400. Det var så eventyrlige summer, der blev tjent på Børsen, at overklassen væltede sig i vellevned, i penge og i magt, hvad der selvfølgelig i høj grad ophidsede de arbejdsløse, der selv måtte spænde livremmen ind i uhyggelig grad. På de arbejdsløses møder rundt omkring i byen blev der mange gange talt om, at de arbejdsløse burde gå til direkte aktioner for at skaffe opmærksomhed om deres problemer og for vise, at de ikke ville finde sig i at være en pariakaste. Efter et arbejdsløshedsmøde på Enghavevej var de arbejdsløse draget ned gennem Istedgade og havde plyndret nogle levnedsmiddelbutikker der. Dengang kunne den slags demonstrationer og aktioner måske nemmere finde sted end nu. Når jeg senere fortæller om stormen på Børsen og Grønttorvssagen vil det fremgå endnu tydeligere. Politiet var jo ikke belavet på hurtig og massiv udrykning, havde ikke dette store udrykningsapparat, biler, radiofoni osv., som de nu har, så de var jo lidt længere om at komme til stede, hvor der skete noget, og det bevirkede, at den slags ting som levnedsmiddelplyndringer kunne finde sted. Men i hvert fald var der mange, som på møderne i vinteren 1917-18 talte for, at de arbejdsløse måtte prøve at ruske op i samfundets samvittighed på en eller anden måde, og vi besluttede så, os der havde talt så meget om den direkte aktions gavnlighed, at vi ville storme Børsen. Ideen herom udgik fra redaktør Christian Christensen, maskinarbejder Lauritz Hansen og tømrer Alfred Morgensen, men den praktiske udførelse heraf blev overdraget til andre kammerater. Børsen var jo på det tidspunkt samlingssted for hele den klike, der tjente tykt på krigen: børshajer, skibsredere, aktieindehavere, vekselerere osv., og vi besluttede derfor, at vi en dag efter et møde ville storme Børsen, jage alle børsherrerne ud derfra og hænge et skilt op på døren, hvorpå der stod: «Spillebulen er lukket af de arbejdsløse!»

Jeg havde den dag to møder, et på Jagtvejen og et i Rømersgade, og på dem blev det besluttet at gå i samlet demonstration ind gemmen byen. Vi havde under hånden udspredt det rygte, at det gjaldt en plyndring af Kødbyen. Vi var klar over, at der blandt de arbejdsløse var en del stikkere, og at der var civilklædte politifolk på vore møder, og derfor havde vi netop udspredt det rygte for at vildlede politiet. Efter de før nævnte plyndringer kunne det lyde nogenlunde troligt, og politiet troede i alt fald på den historie. Jeg havde talt på mødet på Jagtvejen, og demonstrationen derfra gik ind ad Nørrebrogade, til den nåede Farimagsgade, hvor vi forenede os med dem, der havde haft møde i Rømersgade. Begge steder havde der været fuldt hus, og det var derfor en mægtig demonstration, der nu samlet bevægede sig mod Købmagergade og Børsen.

Vi var klar over, at når de arbejdsløse nærmede sig Børsen, så kunne den børsbetjent, der stod ved indgangen, ganske roligt smække døren i for næsen af demonstranterne og derved forpurre hele foretagendet. Vi var derfor en lille fortrop på fire, der var gået i forvejen for at forhindre det. På en måde var vi dog kun tre, for den fjerde var min kone – Emma Fritzner – og hun skulle selvfølgelig ikke være med til det, selv om hun fulgtes med og ind ad Købmagergade. Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918 den dag, og vi stoppede op ved en forretning, der hed Kina- og Japan-huset, og som lå på hjørnet af Landemærket og Købmagergade, hvor vi købte tre fastelavnskøller, som vi stoppede i inderlommen. Vi skulle rigtigt ud at slå katten af tønden den dag, og vi gik altså i forvejen et stykke foran demonstrationstoget ind til Børsen.

Vi vidste ikke, at der var en lille standsning i demonstrationen ved et improviseret møde på Kultorvet, så vi stod ved børsrampen og ventede på den. Men endelig så vi dem komme på Højbro Plads. En politikæde søgte at spærre dem vejen, men den var ikke ret stærk og gjorde ikke noget alvorligt forsøg på at standse de arbejdsløse, så demonstrationen fortsatte ned langs slottet, og nu gik det stærkt. Da de nåede Frederik den Syvendes statue, gik vi tre i fortroppen op ad rampen, og da vi nåede foden af den, trængte vi tre ind i børssalen, trak vore knipler og begyndte at slå løs på børsherrerne.

Jeg har tit tænkt på, at den betjent i døren må havde fået et helt chok, da han så os. Han kunne jo ganske roligt havde lukket døren og drejet nøglen om, så havde vi tre jo været indespærrede blandt flere hundrede børsherrer, og vi kunne være blevet klemt ligesom et vist dyr mellem to negle. Men intet af det skete, og min kollega Poul Gissemann, som sammen med Jørgen Mortensen fra ungsocialisterne og jeg selv udgjorde den lille fortrop, råbte med sin bekendte kraftige stemme, da vi trak kniplerne frem: «Kan I så komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter!» Vi slog så løs på børsfolkene, og snart myldrede demonstranterne ind ad døren, og så var hele Børsen hurtigt ryddet for dens daglige gæster.

En del af slaget husker jeg intet om – i kampens hede er den bekendte klap nok gået ned – men jeg kan da huske, at jeg på et tidspunkt var med til at rydde et lille sidelokale for spekulanter og børsfunktionærer, og da jeg kom ud i den store børssal igen, var den fuldstændig øde og tom. Jeg var lidt forbavset, men politiet var imidlertid arriveret og havde besat indgangene til Børsen med en politikordon. både ved bagdøren og fordøren. Jeg gik imidlertid ud af hoveddøren, og mærkværdigt nok fik jeg lov til uantastet at gå igennem politikordonen og ned på gaden, hvor der stadigvæk var slagsmål mellem politi og demonstranter, som forsvarede sig med murbrokker fra en dynge ved det nyopførte Christiansborg.

Der blev foretaget en del anholdelser efter stormen på Børsen, både af demonstranter og formodede bagmænd, men skønt Gissemann og jeg dog både havde været talsmænd og hovedmænd for demonstranterne og for selve stormen, så slap vi med en bøde på 500 kr. – for gadeuorden! Vi havde dog ingen gadeuorden lavet, men nok en vis «uorden» inde på Børsen! Når man husker, hvordan domstolene ellers i disse år slog ned på os med straffe af større eller mindre længde, både forbedringshusstraffe, vand-og-brød-straffe osv., så var en sådan bøde jo en latterlig lille straf. Andre demonstranter fik langt hårdere straffe, f.eks. fik fem, der havde spillet en langt mindre rolle, fra 120 dage til 2 års fængsel. Denne sidste straf fik en maskinarbejder Aage Jacobsen, formentlig fordi han havde holdt en brandtale ved det improviserede møde på Kultorvet. Blandt de arresterede var også redaktør Chr. Christensen, der sad 5 uger i varetægtsarrest, skønt han havde opholdt sig på « Solidaritet» (Syndikalisternes blad) og langt fra Børsen hele den dag. Gissemann og jeg meldte os til afsoning af bøden, hvad der skulle vare en måned, men da FS havde kongres i påsken 1918, samlede kammeraterne dér ind og løskøbte os, inden den måned var gået.

Jeg vil tilføje to oplysninger i forbindelse med stormen på Børsen:

Kun lederne for toget vidste, at målet var Børsen; parolen til demonstranterne i øvrigt var: følg manden med den røde klud!

Skiltet med påskriften: «Spillebulen er lukket af de arbejdsløse!» blev ikke sat op. Tømrer Alfred Mogensen havde både det samt søm og brædder med og ville spigre døren til Børsen til og sætte skiltet derpå, så snart Børsen var ryddet, men politiet nåede frem kort forinden og forpurrede planen.

Denne storm på Børsen blev meget omtalt, det var jo noget ganske uhørt, at de arbejdsløse sådan kunne rydde en børs, og de forskellige blade, især de såkaldt frisindede Politikken og Ekstra Bladet og til en vis grad Social-Demokraten vidste ikke rigtigt, hvordan de skulle behandle hele denne sag.

Der var i en del af befolkningen og i særdeleshed i arbejderklassen selvfølgelig en forståelse af, at de arbejdsløse kunne lade sig drive til sådanne handlinger, og selvom men kan sige, at en sådan aktion i og for sig ikke giver nogen direkte resultater, så kan man dog aldrig frakende den slags episoder en vis indvirkning på de styrendes og ledendes opfattelse i samfundet. Jeg har mange gange erfaret, at selvom en eller anden aktion, f.eks. en strejke, er tabt lige i øjeblikket, så har den slags aktioner sine virkninger. Tit bliver en arbejdsgiver mere medgørlig efter en tabt strejke, selvom arbejderne bliver dømt for den, for han ved nu hvad der kan ske ham. Derfor har den slags aktioner en vis betydning, og jeg tror også, at de forbedringer der fandt sted for de arbejdsløse i de år, var en følge af de arbejdsløses demonstrationer og aktioner dengang.

Arbejdermuseet har lavet en temaside om Stormen på Børsen

Se også temasiden https://stormenpåbørsen.dk/