Billedtekst: Plakaten med en boliviansk minearbejder er fra demonstrationerne tidligere på året. 

 

Efter mere end fire ugers konflikt og intens politisk krise i Andeslandet - og kun knap seks måneder inde i sin embedsperiode - er Bolivias højreorienterede præsident Rodrigo Paz' regering allerede i defensiven og splittet.

 

Et stort oprør blandt minearbejdere (lønmodtagere og kooperativmedlemmer), arbejdere inden for transport, sundhedsvæsen og uddannelse, bondesamfund og lokalråd krævede præsidentens afgang. Samtidig blokerede de næsten 80 veje over hele landet – og oprøret blev ledsaget af strejker og protester i La Paz, hvor regeringen holder til.

 

Det hele blev voldeligt undertrykt, men er fortsat i gang. Den borgerlige presse og analytikere af alle slags peger på, at en stor del af de mobiliserede er de samme mennesker, som denne gang havde stemt på Paz, efter 16 års støtte til Bevægelsen frem mod Socialisme (MAS – partibevægelsen for de tidligere præsidenter Morales og Luis Arce).

 

Der er tale om den anden konfrontation mellem arbejder- og folkebevægelsen – overvejende bestående af quechua- og aymara-folk – og den politiske alliance, der blev valgt i november 2025. Den første konfrontation var i april 2026, da den udøvende magt iværksatte to provokerende dekreter.

- Dekret 5503, udstedt i januar, erklærede undtagelsestilstand for at kunne retfærdiggøre et stop for brændstofstøtte – hvilket resulterede i en stigning på 86 % i benzinpriserne og en stigning på 160 % i dieselpriserne, samt banede vejen for ultraliberale modreformer inden for minedrift, landbrug og infrastruktur.

- Det andet dekret (lov 1720), udstedt den 10. april, omklassificerede landdistrikter for at lette erhvervelsen af ​​store jordområder (kaldet mellemstore) for store agroindustrielle iværksættere og investorer. Det ville ifølge miljøforkæmpere og Bolivias bondeforbund og konføderationer føre til fordrivelse af oprindelige folk og traditionelle bondesamfund og til skovrydning gennem ændringer i arealanvendelsen. Med andre ord et forsøg på at gøre noget, som ingen lokal neoliberal regering havde vovet at forsøge: at omgøre landbrugsreformen fra 1953, en præstation fra revolutionen i 1952. Dette dekret var allerede blevet afvist af Kongressens underhus, den ”plurinationale” forsamling[i], og det udløste forargelse blandt bondesamfund over hele landet (inklusive dele af Santa Cruz) og fik dem til at organisere demonstrationer til La Paz. Utilfredsheden i landdistrikterne blev kombineret med vreden i byområder over stigende brændstofpriser.

 

I denne måned eksploderede vreden hos arbejdere, bønder og andre grupper, i lyset af La Paz' afvisning af at forhandle en lønstigning på 20 % med den bolivianske arbejderforening (COB) samt den brutale undertrykkelse af protesterne den 16. maj, som kostede fire mennesker livet. Regeringsbyen og kommunen El Alto, landets næststørste by med en aymara-arv og den stærkeste kamptradition i de sidste 20 år, blev mobiliseret, men isoleret fra resten af ​​landet. Vejspærringer på motorveje og lokale veje (mere end 80), som ellers var blevet reduceret i antal på grund af undertrykkelsen, er taget til igen i de seneste dage.

 

En march med tusindvis af arbejdere anført af COB og Tupac Katari-bondeforeningen (El Alto), fuldendte den voksende afvisning af regeringen og gik videre til at kræve Paz' afgang.  De fik støtte fra Bartolinas, kvindeorganisationen i MAS, og bondeforeningerne og -samfundene fra hele Andesregionen, og de fik deltagelse af den sociale base for den tidligere præsident Evo Morales (fra Chapare, Cochabamba). Paz forsvandt fra den politiske scene i over en uge og udsatte implementeringen af ​​dekreterne om brændstof og jord. Men presset af oligarkerne og neofascisterne ved magten i den mest industrialiserede provins, Santa Cruz, nægter han at forhandle med COB om lønstigninger.

 

Kombinationen af ​​bondeblokader med bykampe afspejlede karakteristika ved de store folkelige opstande i de sidste 74 år – fra arbejderrevolutionen i 1952 til vand- og gaskrigene i henholdsvis 2000 og 2003, gennem folkeforsamlingerne i 1970-71, kampene mod diktaturerne i 1980'erne, regeringens og COB's dobbelte magt under Siles Suazo-årene (1982 til 1985), minearbejderoprøret i 1985 og kampene for at forsvare den konstituerende forsamling, der etablerede den ”plurinationale” stat – som anerkendte Bolivia som en stat af forskellige nationer og etniske grupper – i Evo Morales' tidlige år.

 

Imperialisterne og det lokale borgerskab kender denne historie og er derfor bekymrede over bevægelsens bredde og radikalisme. Reaktionen var hurtig: Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, talte om et "kup mod Paz", højrefløjen i Santa Cruz opfordrede til en reaktionær borgermarch og pressede OAS til at udstede en erklæring til forsvar for den demokratiske retsstat (læs: Paz’ konservative regering). Regeringen afbrød forbindelserne med Petros Colombia, som havde tilbudt at mægle i konflikten. Resultatet af processen er ved at vise sig, med voldelig undertrykkelse af lederne, i søgen efter en reaktionær løsning, som gerne må koste blodsudgydelser.

 

I øjeblikket fortsætter undertrykkelsen af ​​vejspærringer og demonstrationer, der forsøger at nå Palacio Quemado, sammen med anholdelser og forfølgelse af COB-ledere og trusler om tilbageholdelse af lederne af COB, Bartolinas og Evo Morales. Alligevel viser regeringen svaghed: Vicepræsident Lara brød med Paz efter at have erklæret sin støtte til forhandlinger om lønstigninger. Paz har allerede måttet trække de dekreter tilbage, der blev udstedt i januar og april. Og nu forsøger bønder fra Valle Grande på sletterne i Santa Cruz – af aymara-, quechua- og guarani-oprindelse – at slutte sig til kampen og marchere mod den andesindiske, vestlige ,del af landet.

 

En dialogkommission bestående af forsvarsadvokater, en minister, den katolske kirke og ledere af parlamentariske grupperinger opfordrer regeringen til at suspendere undertrykkelsen og arrestordrerne mod lederne samt bevægelsen til at suspendere blokaderne. Hverken COB, Bartolinas eller bønderne har dog endnu besluttet, om de vil deltage i forhandlingerne. Mens regeringen fortsætter med at undertrykke, true og forhandle med DEA (det amerikanske agentur for bekæmpelse af narkotikahandel), er en ny bølge af undertrykkelse mod kokadyrkning i gang.

 

Fjerde Internationale erklærer sin fulde støtte til arbejdernes, oprindelige folks, bøndernes og hele det bolivianske folks kamp mod Rodrigo Paz' ultraliberale nedskæringsplaner; fordømmer den igangværende undertrykkelse, Paz' tilnærmelse til den yderste højrefløj i Santa Cruz og Trumps USA og afviser kraftigt manøvrerne for at erklære belejringstilstand.

 

 

·         Solidaritet med arbejderne og bønderne i Bolivia!

·         Længe leve det bolivianske folks kamp for bedre leve- og arbejdsvilkår!

·         Nej til de ultraliberale modreformer, der søger at fjerne historisk vundne rettigheder!

·         Ingen tilbagerulning af landbrugsreformen!

·         Øjeblikkelige lønstigninger!

·         Læg lovforslag 5503 og 1720 på hylden for evigt!

·         Længe leve COB, bondeforeningerne og lokalrådene!

·         Ned med Paz-regeringens undertrykkelse!

·         Øjeblikkelig løsladelse af tilbageholdte ledere og demonstranter!

·         Marco Rubio, Trump og OAS ud af Bolivias interne anliggender!

·         Nej til undtagelsestilstand!

 

29. maj 2026

[i] Den ”plurinationale” stat anerkender Bolivia som en stat af forskellige nationer og etniske grupper.

 

Erklæringen er oversat fra engelsk af Anne Haarlev.