Læsetid: 8 minutter

En sådan chance var foråret 1968 i Prag, Tjekkoslovakiet. Måske var det socialismens sidste mulighed i det 20. århundredes Europa [artiklen er forfattet før årtusindskiftet, o.a.]. Inden den blev malet til støv af de sovjetiske tanks den 21 august 1968.

 

”Kammerater! I kom til os med overbevisningen om, at I forsvarer socialismens sag i vort land. Men I har selv kunnet se, at her hersker fred, og at der ikke er nogle aktive kontrarevolutionære elementer…. Derfor ser vi på jeres ankomst her som en påtvungen besættelse og opfordrer jer: Forlad vort territorium som venner!”

 

Arbejderne på Polygrafiafabrikken i Prag var forsamlede i den store fabrikshal efter en lang dag uden at bestille ret meget. Mange af dem var blevet vækket tidligt af brølende dieselmotorer og urovækkende radioudsendelser.

 

Diskussionerne var ophedede og urolige, til stadighed afbrudt af nye alarmerende rapporter. De vedtog enstemmigt deres erklæring om, at landet stadig stod ”på socialismens grund”, og at de selv efter skrækårene under Hitlers besættelse et kvart århundrede tidligere godt vidste, hvordan de skulle forsvare sig, hvis der skulle dukke nogle fascister op.

 

Men nu var det ikke den gamle tyske Wehrmacht, som var kommet masende. Det var ”broderfolkene”, kammeraterne fra Sovjetunionen og fire ”folkedemokratier”, som lige før midnat var rullet ind for at gøre en ende på deres forhåbninger.

 

Modsætninger

Kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948 var i visse henseender en undtagelse. Til forskel fra Polen eller Ungarn, hvor ubetydelige smågrupper blev båret frem til magten på sovjetiske bajonetter var det tjekkoslovakiske kommunistparti et masseparti. Og selv om metoderne til magtovertagelsen var brutale blev Klement Gottwalds styre løftet frem af folkelig støtte. Til at begynde med.

 

Men selv over Tjekkoslovakiet lagde den stalinistiske formørkelse sig snart med Slansky-processer (se note 1) og totalitær undertrykkelse. Og den bureaukratiske kommandoøkonomi blev ingen succes.

 

Tjekkoslovakiet havde være Centraleuropas industrielle hjerte. Og stalinismens centraliserede statsøkonomi kunne relativt hurtigt genopbygge den tunge industri, som havde lidt skade under Anden Verdenskrig.

 

Men så gik udviklingen i stå. Ligesom i det øvrige Østeuropa og Sovjetunionen kunne diktaturets dekreter ikke fremskaffe varierede forbrugsgoder af høj kvalitet. Den tjekkoslovakiske økonomi trådte vande, systemet stagnerede. I 1967 voksede den sociale uro, samt den politiske. Samtidige kriser på flere områder førte til modsætninger inden for det kommunistiske partiapparat.

 

På det økonomiske område krævede økonomer med Ota Sik i spidsen decentraliseringer og markedsmekanismer. Men det stødte på indædt modstand hos planbureaukratiet.

 

Inden for forfatterforbundet nægtede flere fremstående medlemmer at fordømme Israel under den såkaldte seks-dages krig, svaret her var bandbuller om zionisme og eksklusion.

 

Under trykket fra den forværrede økonomiske situation voksede de nationale krav fra republikkens slovakiske del; men de blev mødt med anklager om ”borgerlig nationalisme”.

 

Da partiets ledelse i centralkomitéen trådte sammen den 19. december 1967 var det efter et efterår med stormfulde indre stridigheder. Og ydre. I oktober var studenterdemonstrationer blevet slået ned med vold. Spørgsmålet om demokrati og ytringsfrihed blev samlingsformlen for oppositionen på ellers vidt adskilte spørgsmål.

 

Novotny fyres

For partilederen Novotny og dennes stalinistiske tilhængere repræsenterede den genstridige opposition opløsning og kontrarevolution. Så de henvendte sig til den russiske partichef, Leonid Brezjnev, om hjælp. I særdeleshed for at stoppe de slovakiske ”nationalister” med Gustav Husak og Alexander Dubcek i spidsen. Husak var blevet fængslet i 1951 og blev først rehabiliteret tolv år senere. Dubcek var førstesekretær for den slovakiske gren af kommunistpartiet.

 

Men Brezjnev havde fuld tillid til Dubcek, som han personligt havde en smule kendskab til: ”Aldrig ville Aliosja (Alexander) kunne gøre noget sovjetfjendtligt”, var hans svar til Novotny. At Novotny på et tidspunkt havde været blandt Brezjnevs forgænger, Nikita Krustjovs, sikre støtter var heller ikke en fjer i hatten hos Breznjev, som jo selv havde gjort sit yderste for at lægge Krustjovperioden i graven.

 

Da Novotny den 3. januar 1968 blev afsat som partichef og erstattet af Alexander Dubcek var der derfor ingen panikagtige tegn på uro i Kreml. Dubcek var en sovjettro kompromispolitiker, ganske vist med en smule slovakisk nationalisme i bagagen, men sikkert med evne til at afbalancere de stridende kræfter mod hinanden.

 

Men den indre strid i partiledelsen skulle snart inddrage langt større sociale kræfter.

 

Diskussionsforum

De liberale i demokratispørgsmålet, som havde bakket Dubcek op i partiledervalget, tøvede ikke med at offentliggøre deres forhåbninger om et mere frit politisk klima. Samtidigt førte Novotny-tilhængerne striden ud på de store industriarbejdspladser i den tro, at de der ville finde opbakning til deres kamp mod ”de småborgerlige intellektuelle”. Resultatet blev et ganske andet. Millioner af mennesker blev inddraget i debatten og i de tidlige forårsmåneder blev Tjekkoslovakiet forvandlet til et gigantisk diskussionsforum. “I ugevis henlå gaderne øde efter arbejdsdagens afslutning”, skriver historikeren Francois Fejtö. ”Alle deltog i møder”.

 

Og ved centralkomitémødet i slutningen af marts befandt Novotnys tilhængerne sig i en choktilstand. I de seneste uger var det, som om tappen var blevet banket ud af tønden. Censuren og kontrollen blev skyllet bort i samme takt, som befolkningen blandede sig i legen. I stedet for at blive hilst velkomne blandt industriarbejderne havde Novotnys folk fået den kolde skulder, undertiden endog oplevelsen af en syngende lussing.

 

Og arbejdermøderne stemte for udtalelser til støtte for ytringsfrihed og demokrati. ”På visse fabrikker har arbejderne sat direktøren på porten eller truet med at fyre hæderlige funktionærer”, klagede en oprørt rapportør til Centralkomitéen. ”En følelse af vendetta spreder sig, dommere begår selvmord…” Og ledende stalinister som general Sejna flygter ud af landet, kunne han have tilføjet.

 

En efter en faldt de, Novotnys mænd af den gamle skole. Selv blev han tvunget til at afgå som republikkens præsident i slutningen af marts og blev erstattet af den pensionerede general Ludvig Svoboda.

 

Da den kommunistiske centralkomité igen var samlet i begyndelsen af april, var Tjekkoslovakiet allerede et forandret samfund. Hele den tidligere periodes totalitære lammelse var brudt. Statens repressive organer var begyndt at miste deres greb, samfundet pulserede af politisk og kulturelt liv uden andre begrænsninger end de deltagendes selvbeherskelse.

 

Aprilprogrammet

Det berømte såkaldte aktionsprogram forfattet af juristen Zdenek Mlynar, som blev vedtaget af Centralkomitéen, blev båret frem af denne folkelige bevægelse og kom til at blive en slags håndfæstning for Pragforåret: Adskillelse af parti og stat, frihed selv for ikke-kommunistiske partier og andre folkebevægelser, afskaffelse af censuren, frihed til at rejse, æresoprejsning til ofrene for undertrykkelsen, total omorganisering af sikkerhedstjenesten og forbud mod at bruge den i politiske tvister, decentralisering af økonomien, normalisering af forholdet mellem kirke og stat, ligestilling mellem tjekker og slovakker i en føderal statsdannelse.

 

Alt inden for en ramme om, at det drejede sig om et bedre socialistisk samfund, et samfund med et ”menneskeligt ansigt”, som nu skulle opbygges.

 

Aprilprogrammet blev fremlagt for de 1,7 millioner partimedlemmer op til en ekstraordinær partikongres som skulle afholdes den 9. september. For første gang skulle de delegerede vælges i fuld frihed efter åben debat i et samfund, der kogte af politik.

 

Det blev for meget for Kreml og dets marionetter.

 

Naturligvis havde alarmklokkerne ringet langt tidligere hos partiledelserne i det øvrige øst. Den pålidelige Dubcek havde åbenbart været en dr. Jekyll eller måske bare en kraftløs brik, som var blevet skyllet med, da sluseportene blev åbnet. Hans forsikringer om Tjekkoslovakiets troskab overfor Warszawa-pagten, og at kommunistpartiet var i fuld kontrol, ville kun få tro på.

 

Den polske partiledelse, som var i fuld gang med en dårligt dulgt antisemitisk kampagne mod oppositionelle, havde fået et studenteroprør på halsen og forsøgte at knuse det med vold. Blot for at blive tvunget til at se på, mens studenterne i Prag og Bratislava helt frit kunne solidarisere sig med deres polske kammerater.

 

Da Novotny og dele af den gamle stalinistgarde endeligt blev ekskluderet af det tjekkiske parti i maj, gik der et gys gennem nomenklaturaen i hele østblokken.

 

Hvem kunne betvivle, at her var et nyt Ungarnsoprør a la 1956, som var i gang med at sprænge dæmningerne? Oven i købet samtidigt som Moskvas allierede i vest, Frankrig med general de Gaulle, vaklede under sin egen maj-opstand i Paris’ gader.

 

Da tidsskriftet Literarny Listy i slutningen af juni offentliggjorde sin appel, ”De to tusinde ord”, med opfordring til forsvar af reformregeringen, om nødvendigt med våben, havde bægeret i lang tid været fuldt.

 

I Moskva og Warszawapagtens hovedkvarter var det alarmberedskabet, som gik i gang. Og den tjekkoslovakiske partiledelse blev gang på gang kaldt til konsultationer med den sovjetiske udenrigsminister Kosygin og andre østledere.

 

Men selv om Dubcek undertiden bakkede – således blev f.eks. forslaget om flerpartisystem modificeret – rullede folkets forår videre mod højsommer.

 

Arbejderrådene

Gennem juli stod det klart, at de intellektuelles revolte var blevet forenet med arbejdernes. De store fabrikkers støtte til ytringsfriheden blev nu fulgt op af universiteternes, forfatternes og journalisternes støtte til arbejderne. I de første forsommeruger havde disse nemlig besluttet at gøre virkelighed af den gamle socialistiske grundlovs ord om, at virksomhederne tilhørte arbejderklassen. Ord som hidtil havde været tomme.

 

I begyndelsen af juli var der blevet dannet 114 arbejderråd på landets store industriarbejdspladser. Deres formål var at skaffe arbejderne ”direkte og effektiv kontrol med produktionsmidlerne”. Rådene blev valgt med almen stemmeret på arbejdspladsen, hyrede og fyrede direktøren, fastsatte dennes løn, traf beslutninger om fordelingen af firmaets overskud, større investeringer og samarbejde med andre virksomheder ligesom med andre overordnede dele af økonomien.

 

På regeringsniveau fandtes der modstand mod dette regulære arbejderstyre over produktionen, som på denne måde voksede frem. Men i offentligheden var sympatierne stærke.

 

Den 14. juli affyredes et ultimatum fra et møde i Warszawa med repræsentanter for de fem kommunistpartier i Sovjetunionen, Polen, Østtyskland, Ungarn og Bulgarien. Den tjekkoslovakiske partiledelse blev kaldt til møde i Cierna ved grænsen til Ukraine, hvor Warszawapagten krævede at få lov til at overtage kontrollen med Tjekkoslovakiets vestgrænse.

 

Med sig havde Dubcek en folkeappel til sine forhandlere, som var underskrevet af såvel den kulturelle og videnskabelige elite som fra industriarbejdspladserne:

 

”Alt hvad vi efterstræber kan sammenfattes i fire ord: SOCIALISME! ALLIANCE! SUVERÆTNITET! FRIHED!

Forklar for jeres forhandlingspartnere, at partiet og socialismens autoritet hos os i dag uden sammenligning er større end nogensinde før. Fortæl dem, at vi har brug for demokrati, ro og tid for at kunne blive bedre socialister og allierede end tidligere… Forhandl, forklar og forsvar vedholdende og kompromisløst den vej, vi har slået ind på, og som vi ikke vil fravige, så længe vi lever.”

 

Men nogle fik ikke lov til at leve så meget længere. Lederne i Kreml og deres marionetter havde allerede besluttet sig.

 

Mod efterår

Da arbejderne på Polygrafiafabrikken vedtog deres udtalelse til de sovjetiske pansersoldater var de første blade så småt begyndt at gulne, og Pragforårets højsommer var på vej mod efterår.

 

Men trods stridsvognene og de første blodige ofre gennemførtes en næsten total generalstrejke fra og med den 22 august. Og trods at Dubcek og hans nærmeste umiddelbart blev arresteret og ført til Ukraine, lykkedes det ikke den gruppe, med centralkomitéens sekretær Indra i spidsen, som var blevet skruet sammen af sovjetambassadør Tjervonenko, at vinde nogen legitimitet blandt de menige partimedlemmer. Tværtimod vægrede lokale partiorganisationer blot at modtage cirkulærer fra den nye selvudnævnte partiledelse.

 

Den demokratisk valgte fjortende partikongres, som var planlagt til den 9. september, kunne også gennemføres. Men nærmest i hemmelighed, beskyttet af arbejdermilits i den vældige CKD-fabrik. Godt tusinde af de femtenhundrede valgte delegerede havde held til at deltage, og kongressen blev en opvisning i opbakning til forårets aprilprogram og kravet om en afslutning af okkupationen.

 

Men forinden var modstanden alligevel så småt begyndt at smuldre. Da partiet trodsede dem, slæbte russerne den aldrende præsident Svoboda til Moskva for at få en godkendelse af invasionen. Denne nægtede dog blankt overhovedet at tale med sine værter uden den lovlige partiledelses nærvær. Så snart blev selv de arresterede leveret til forhandlingsbordet.

 

Efter dage med trusler og pres underskrev Dubcek den 26. august den såkaldte Moskvaaftale. Formelt et kompromis, hvor tilstedeværelsen af Warszawatropperne blev godkendt; men med det forbehold at de ikke måtte blande sig i landets indre anliggender.

 

Med opbakningen fra 600.000 invasionssoldater kunne Kreml imidlertid hen ad vejen bid for bid få sin vilje; censuren blev genindført, ikke-kommunistiske organisationer blev forbudt, de liberale blev afsat en for en, beslutninger fra den fjortende partikongres blev annulleret, og gamle stalinister blev genindsat på deres poster.

 

Dubcek bakkede op i håb om dog at kunne redde noget. Men da det tjekkoslovakiske ishockey-landshold bankede det sovjetiske under VM i april 69 blev de anti-russiske glædesmanifestationer i Tjekkoslovakiet mødt med krav fra Moskva om, at han trådte tilbage.

 

Efterfølgeren blev Dubceks tidligere stridskammerat Gustav Husak. Som igen på sin side håbede at kunne redde nogle af de nyoprettede slovakiske rettigheder. I stedet fik han rollen som det afskyede symbol på ”normaliseringen” og genoprettelsen af den totalitære partistat i fuldt omfang.

 

Da Husak blev styrtet i forbindelse med den såkaldte ”fløjlsrevolution” i 1989 var der ikke mange, der huskede hans rolle i Pragforåret tyve år tidligere. Den demokratiske socialistiske chance var for længst blevet en mulighed, som var forpasset, og da det stalinistiske fossil faldt sammen, stod der helt andre kræfter klar i kulissen.

 

Højrepolitikere som Vaclav Klaus og nationalister som Vladimir Meciar kunne tage fat på den virkelige kontrarevolution, som ikke bare definitivt begravede Pragforårets ambitioner; men endog Tjekkoslovakiet selv som statsdannelse.

 

Oversætterens noter:

1. Rudolf Slánský var partisekretær og Gottwalds nære ven og næstkommanderende, men blev i 1952 anklaget for ”titoisme” (helt præcist som deltager i en trotskistisk-titotistisk-zionistisk sammensværgelse), tortureret, dømt og henrettet. Han var af jødisk afstamning og blot en blandt flere ledende kommunister, som efter Titos brud med Stalin blev ofre for den paranoide heksejagt på ”titoister” især i Tjekkoslovakiet (ti andre blev også henrettet); men også i Ungarn og resten af Østeuropa.
2. Alle besættelser af betydningsfulde og ledende stillinger i de bureaukratiserede arbejderstater skulle først godkendes af Centralkomitéen. Kandidaterne stod opført på en navneliste – på latin nomenklatura. Lidt som når folketinget ved lov skal godkende alle nye statsborgere herhjemme.

 

 

Artiklen blev første gang bragt i ugeavisen Internationalen nr 34 1998

Oversat fra marxistarkiv.se af Peter Kragelund