Læsetid: 6 minutter

Der var parlamentsvalg i Spanien den 23. juli. Det var oprindeligt planlagt til december som kronen på Spaniens EU-formandskab i efteråret, men blev fremskudt af premierminister Pedro Sánchez, efter at socialdemokraterne PSOE og venstreplatformen Unidas Podemos, begge regeringspartier, modtog drøje hug ved kommunalvalget den 28. maj.

 

I kølvandet på det dårlige resultat og en i øvrigt lidt lunken stemning internt i regeringen, vakte det derfor glæde og overraskelse blandt mange på den spanske venstrefløj, at der igen tegner sig mulighed for, at PSOE og venstrefløjen kan danne regering.

 

Godt nok blev konservative Partido Popular (PP) det største parti og voksede med hele 48 pladser siden valget i 2019 til nu 137 ud af Kongressens 350 pladser, men på samme tid gik det højrenationale Vox 19 pladser tilbage til 33, hvorfor PP og Vox ikke kan mønstre flertal sammen alene.

 

De to højrepartier har heller ingen nyttige alliancepartnere i Kongressen, da de har satset alt på at skabe en meget klar kant til alt selvstændighedsvæsen i de spanske regioner. Efter en valgkamp fuld af hård retorik har de konservative selvstændighedspartier i Baskerlandet og Catalonien begge været meget klare i afvisningen af at kunne støtte en PP-Vox-regering, så PP-leder Alberto Nuñez Feijóo har kun kunnet opnå støtte med et mandat fra hvert af de to små regionale partier Unión del Pueblo Navarro og Coalición Canaria, hvilket i alt kun giver 172 pladser, mens man i Spanien skal tælle til 176 for at opnå magten.

 

Det var derfor mest en formssag, da kongen satte Feijóo til som den første at forsøge at danne regering i den såkaldte investidura-proces med afstemninger i Kongressen. Efter at Feijóo den 29. september blev nedstemt i anden omgang, fik fungerende premierminister Sánchez derfor muligheden for at samle opbakning til en regering; en proces som skal være afsluttet den 27. november for at undgå nyvalg, men som ser ud til at tage sin for Sánchez succesfulde afslutning i denne uge, sandsynligvis før 10. november.

 

Sánchez og selvstændighedspartierne

Socialdemokratiske PSOE gik ved valget frem til 121 pladser, og venstreorienterede SUMAR opnåede 31 pladser, de er altså henholdsvis anden- og fjerdestørst i Kongressen. Hvis de vil have magten sammen (igen), som PSOE og Unidas Podemos har haft den siden 2019, har de brug for direkte eller indirekte støtte fra det venstreorienterede catalanske selvstændighedsparti ERC (7), det borgerlige catalanske selvstændighedsparti JUNTS (7), det venstreorienterede baskiske selvstændighedsparti EH Bildu (6) og det borgerlige basiske selvstændighedsparti PNV (5). Så når de 177, og det hele kan så sikres med et enkelt venstreorienteret galicisk mandat fra BNG og måske et fra Coalición Canaria.

 

Ved siden af varetagelsen af Spaniens EU-formandskab i efteråret 2023 som fungerende regering har PSOE og SUMAR altså forhandlet og konsulteret på flere niveauer: om regeringsgrundlag med hinanden, om støtteaftaler med selvstændighedspartierne og med deres respektive baglande.

 

Den vel nok største socialdemokratiske bekymring i investidura-processen har været, hvor langt ERC og JUNTS vil være villige til at gå i deres krav om indrømmelser vedrørende selvstændighed. De er konkurrenter om magten i Catalonien, så ingen af de to kan tillade sig at stå tilbage som eftergivende overfor en central-spansk regering og uambitiøse i forhold til at rykke på selvstændighed. Men den nuværende parti- og personkonstellation i den spanske Kongres giver altså også et rigtig godt udgangspunkt for at opnå catalanske indrømmelser, så at fremtvinge nyvalg ved at nedstemme en Sánchez-regering er heller ikke omkostningsfrit.

 

I forlængelse heraf har det også været en bekymring – ikke mindst i de spanske medier – om det socialdemokratiske bagland med mange traditionalister, kunne være med på de indrømmelser, der måtte blive givet til selvstændighedspartierne.

 

Begge bekymringer synes at blive gjort til skamme i disse dage, idet aftaler, der inkluderer amnesti til – og politisk rehabilitering af – de involverede i processen op til den catalanske afstemning om selvstændighed i oktober 2017, er blevet færdiggjort mellem PSOE/SUMAR og venstreorienterede ERC og er ved at blive færdiggjort mellem PSOE/SUMAR og borgerlige JUNTS.

 

Amnesti uden anarki

Amnesti er et meget kontroversielt og følelsesladet emne i Spanien – ikke mindst i de spanske medier – som vil betyde, at Cataloniens ekspræsident og leder af JUNTS, Carles Puigdemont, kan komme tilbage fra sit eksil i Bruxelles, mens ERC-leder Oriol Junqueras og en række andre politisk-kulturelle ledere i Catalonien kan vende tilbage til den spanske politiske virkelighed, offentlighed, forhåbentligt samtale. Det blev den 11. oktober foregrebet af et historisk telefonopkald fra Sánchez til Junqueras og i ugerne efter med møder mellem og billeder af højtstående PSOE/SUMAR-folk sammen med Puigdemont og JUNTS-folk i Bruxelles.

 

Amnestiloven, en lov om indførelse af brugen af samtlige co-officielle sprog (catalansk, basisk og galicisk) i den spanske Kongres, aftaler om eftergivelse af milliardgæld til Spanien, måske en aftale om en slags afstemning om Cataloniens fremtid og adskillige mere specifikke aftaler har per 6. november fået blåt stempel i både Catalonien, Baskerlandet og Galicien. Kun aftalerne med de borgerlige baskere i PNV og med de borgerlige catalanere i JUNTS mangler de sidste detaljer, før regeringen kan stemmes igennem.

 

Desuden har det socialdemokratiske bagland netop givet fuld opbakning til Sánchez, da 87 procent af de 63 procent deltagende partimedlemmer i ugen op til 4. november gav deres støtte til PSOE’s aftale med SUMAR og opbakning til de aftaler, der var tegnet med selvstændighedspartierne, herunder aftalen om amnesti.

 

Dagbladet El País har interviewet en lang række af de socialdemokrater, der stemte, og her anså mange amnestien som en nødvendig forhandlingsindrømmelse, for at regeringen kan komme videre med de sociale initiativer, som de har haft rimelig succes med i den nuværende regeringsperiode. Men mange så også amnesti-loven som vigtig i sig selv i en bestræbelse på at normalisere den politiske samtale i Spanien, stabilisere landet – og i øvrigt for Cataloniens egen fremtid.

 

Højrefløjen, især Vox, har givet fuld opbakning til flere protester og store demonstrationer mod amnesti-loven, både i weekenden 4.-5. november og i ugen efter op til i dag. Det har ikke været enorme folkelige tilløbsstykker, men dog med flere tusinde deltagere. De er som sædvanligt i Spanien garneret af kanonslag og kasteskyts, flere er endt voldeligt, og en del både nazistiske, fascistiske og forskellige andre antidemokratiske deltagere er blevet dokumenteret til demonstrationerne, hvorfor især PP de seneste dage har gået den svære balancegang mellem at dissociere sig fra volden, men på samme tid at bevare blusset under indignationen mod amnestiloven.

 

En helt frisk meningsmåling fra 6. november giver mild rygvind til højrefløjen, men rykker stadig ikke ved flertallet. Amnesti-loven virker ikke til at have potentiale til at bringe PSOE og SUMAR ud af balance.

 

Hvad får venstrefløjen ud af det?

Kan partierne i platformen SUMAR så se sig selv i en regeringsaftale med PSOE? Det tyder det på. SUMAR rummer partierne Podemos, Izquierda Unida, Más País, Verdes Equo, Allianza Verde, Más Madrid, Compromís, En Comú Podem, Catalunya en Comú og flere andre. Platformen er skabt og ledet af Yolanda Díaz, arbejdsminister og anden vicepremierminister, nummer tre i regeringen. Hun overtog ledelsen i Unidas Podemos, da Pablo Iglesias trådte tilbage i 2021 og har brugt de senere år på at skabe den alternative platform SUMAR.

 

Díaz og Sánchez har et godt forhold til hinanden, men selvom Díaz både er en suveræn kommunikator, en god forhandler og en fagligt dygtig tidligere advokat med speciale i arbejdsret, har hun også sine temaer at slås med. SUMAR rummer nemlig både store personkonflikter og uenigheder om prioriteringen af dagsordner som køn, LGBT, miljø, klima, det sociale område og arbejdsmarkedet.

 

Men på trods af interne uenigheder, er de fleste dog med på regeringsaftalen mellem PSOE og SUMAR, der rummer nogle af de følgende elementer:

 

–          En lovfastsat reduktion af arbejdsugen fra 40 til 37,5 timer ugentligt uden lønreduktion, indfaset gennem 2024 og 2025, et klart SUMAR-aftryk

–          En ny lov, der giver arbejdere bedre sikring ved afskedigelser, også et SUMAR-ønske

–          En lov, der sætter maksimum på ventelister til det offentlige sundhedsvæsen, et SUMAR-ønske

–          En regulering af længere vikarkontrakter

–          (Endnu) en forøgelse af minimumslønnen, der skal sikre købekraften for de lavestlønnede, et SUMAR-ønske

–          Forlængelse af betalt barselsorlov op til 20 uger og bedre forhold for familieorlov

–          En forøgelse af den samlede almene boligmasse, et SUMAR-ønske

–          En skattereform med øget skat på banker og store energiselskaber, et SUMAR-ønske

–          En nødplan for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed (Spanien har den højeste i EU)

–          En udvidelse af det offentligt dækkede uddannelses- og pasningssystem for de 0-3-årige

–          En omsorgslov, et SUMAR-ønske

–          En stramning af den klimalov, som PSOE-Unidas Podemos lavede sammen i 2020, så Spanien skal reducere udledningerne med 55 procent og øge vedvarende energi-andelen til 48 procent op til 2030 med ambitioner om at nå netto-nul i 2050

–          En lov om regulering af indenrigsflyvning, så distancer, der kan nås med tog på under 2,5 time, begrænses/forbydes, et klart SUMAR-aftryk

–          En reform af regionernes finansieringsmodel, et SUMAR-ønske med Compromís-aftryk

–          Tilbagetrækning af en meget omfattende ytringsfrihedsbegrænsningslov, den såkaldte ley mordaza, der blev vedtaget under konservative Mariano Rajoy i 2015

 

Mens det selvfølgelig er umuligt at sige præcist, hvorfra elementerne stammer, er det klart, at aftalen er progressiv, og flere af ønskerne har SUMAR tidligere luftet offentligt. Men Izquierda Unida har været mere umiddelbart positiv i reaktionen på aftalen end Podemos.

 

Den afdæmpede reaktion skyldes nok til dels, at Podemos led en hård medfart i forhandlingerne om opstillingen af kandidater på SUMARs liste. Partiet, som med Pablo Iglesias var den klare profil i platformen Unidas Podemos, måtte kæmpe hårdt om pladserne i SUMAR, og fik endda ligestillingsminister (og hustru til Pablo Iglesias) Irene Montero udelukket fra opstilling.

 

Opmærksomheden i SUMAR er for nærværende rettet mod, hvilke ministerposter de deltagende partier kan opnå – foruden afslutningen af forhandlingerne med JUNTS og PNV, før stemningen formodentlig letter en smule indenfor de nærmeste dage.

 

På fredag den 10.-11. november afholder de europæiske socialdemokrater (PES) kongres i Malaga, og mon ikke godt Sánchez kunne tænke sig at træde på talerstolen i velkomsttalen og præsentere sig som netop genvalgt premierminister?

 

Michael Birkkjær Lauritsen er bosat i Galicien