Forbuddet er et bevidst træk fra regeringen for at udnytte den udbredte islamofobi, please støtten fra den yderste højrefløj og aflede opmærksomheden fra sociale konflikter i samfundet.

I et år, hvor aktionærers udbytter er rekordhøje, og hvor det trods højlydte protester er lykkedes regeringen at gennemtvinge pensionsloven, hvad ville da ikke være bedre for kapitalisterne end at få folk til at tænke, at hovedproblem for det franske samfund er muslimerne? Og da spørgsmålet om islamofobi er i stand til at splitte den venstrefløj, som stod sammen om forsvaret af pensionerne, er der rigelig grund til, at champagnen flyder i det franske borgerskabs gemakker i denne uge.

Forbud

I slutningen af august annoncerede den ny-udpegede undervisningsminister Gabriel Attal en udvidelse af det racistiske forbud fra 2004 mod, at unge muslimske kvinder bærer tørklæde i skolerne. Han sagde, at fra nu af vil lange abaya-kjoler og kjortler til mænd blive betragtet som ”mistænkelige religiøse symboler” og forbudt. Det til trods for den kendsgerning, at de to beklædninger er uklare, og at det Muslimske Råd har erklæret, at abaya ikke er en religiøs klædedragt. Alt dette bygger på regeringens diskurs om, at sikkerheden er truet af radikale muslimer.

2.000 lærere er blevet trænet i ”håndhævelse af sekularitet i skolerne”. Lærernes træningskurser omfatter en hel pakke af propaganda om farerne ved religion i skolerne. Der er et nemt on-line skema til lærere til at rapportere ” brud på sekulariteten”.

Dette skema har på det seneste vist, at ”brud” er stigende, men et nærmere kig på tallene afslører, hvilket racistisk cirkus skemaet er. Overtrædelserne handler for eksempel om elever, der opfordrer andre elever til at begynde at bede. Men at opmuntre dine venner til at begynde at bede, stoppe med at bede, høre countrymusik eller bære goth-tøj er simpelt hen en demokratisk ret.

Skemaerne fortæller at der nu er 300-700 indberetninger om måneden på brud – halvdelen af dem er om de lange klædedragter – som nogle skoleledere allerede førloven forsøgte at forbyde. Tallene viser også, at alle beskyldningerne om brud på sekulariteten stammer fra de samme 170 skoler (Frankrig har 60.000 skoler).

Dette er ikke en eller andet sofistikeret fundamentalistisk sammensværgelse med det formål at nedbryde den franske stat ved at skjule kvinders knæ, men i bund og grund et meget lille antal stålsatte skoleledere, som skaber ballade. Alt imens regeringen og medier jævnligt forsøger at skabe en forbindelse mellem dagligdags religiøse udtryk og det horrible mord på læreren Samuel Paty i 2020, som blev udført af en teenager-terrorist – en russisk statsborger af tjetjensk afstamning – som hævdede, at Paty havde krænket islam.

Fremskridt i venstrefløjens antiracisme

Når den konservative regering bruger så meget tid på at angribe muslimer, er det, fordi den ved, at venstrefløjen vil være håbløst splittet på dette spørgsmål. Og ganske rigtigt: I sidste uge var Fabien Roussel, kommunistpartiets generalsekretær, Oliver Veran, leder af Socialistpartiet, og Sophia Binet, generalsekretær i den faglige landsorganisation CGT alle enige med regeringen. Sophia Venetitay, leder af lærerrnes største fagforbund for de højeste klassetrin, modsatte sig at afvise lovændringen, og samtidig udtrykte lederen af SOS Racisme kritik, men ikke en klar modstand mod forbuddet. Et betydeligt antal feminister og venstrefløjsaktivister forsvarede også forbuddet.

Heldigvis protesterede enkelte mere radikale CGT-afdelinger. CGT-Uddannelse 93 i Paris’ forstæder forklarede i en pressemeddelelse, at der var tale om ”en racistisk polemik for at skjule et politisk vakuum” og fordømte ”den racistiske og sexistiske beslutning om at stigmatisere muslimske piger”, som en blindgyde for at skjule alvorlige problemer forårsaget af regeringens nedskæringspolitik. Udtalelsen insisterede også på, at abaya ”ikke er en religiøs klædedragt”.

France Insoumise

Situationen er bedre end for nogle år siden. I 2004, hvor tørklæder blev forbudt i skolerne, mønstrede protestmøderne i Paris nogle få dusin deltagere og havde ikke opbakning fra nogen væsentlig gruppe på venstrefløjen. Da niqab- sløret blev forbudt i det offentlige rum i 2010 var protesterne på samme niveau

Men denne uges angreb blev fordømt højlydt af Jean Melenchon, lederen af France Insoumise [venstrefløjens største parti, De Ubøjelige. Melenchon fik ved præsidentvalget i 2022 7 millioner stemmer]. Denne stillingtagen viser en del politisk mod, da opinionsundersøgelser viser, at 71 procent af befolkningen støtter forbuddet af abaya i skolerne (endog 41 procent af de 18-24- årige). 80 procent af dem, der plejer at stemme på fascisten Marine Le Pen, støtter regeringen på dette spørgsmål. Det samme gør 55 procent af dem, som stemmer på Melenchon.

Manuel Bompard, gruppeformand for France Insoumise, har fordømt ”den ondskabsfulde og farlige” beslutning, som vil være starten på ”endnu en række diskriminerende tiltag mod unge kvinder, især muslimske kvinder”. Han har meddelt, at partiet vil retsforfølge sagen i et forsøg på at bevise, at tiltaget er grundlovsstridigt. En muslimsk menneskerettighedsorganisation planlægger også at gøre det.

Dette, at den største og mest indflydelsesrige venstrekraft har fordømt tiltaget for at være diskriminerende, er virkelig gode nyheder. Dette fremskridt er delvist et resultat af, at der er kommet flere anti-racistiske netværk i de sidste 20 år, og delvist af France Insoumises dynamiske ønske om at lytte til og styrke alle kampe mod uretfærdighed.

Det er slående at være vidne til, at France Insoumise for bare for 4 år inviterede den kendte islamofobiske venstre-intellektuelle Henri Pena Ruiz til at tale på deres sommerskolen, hvor han udtalte: ”Vi er i vores gode ret til at være islamofobiske”. Dette års sommerskole opnåede derimod overskrifter for at invitere den kendte rapper Medine, som højlydt og poetisk har bekæmpet islamofobi i årevis.

På den yderste venstrefløj fordømte det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) beslutningen, trods nogen uenighed i partiet. Nogle mindre grupper på den revolutionære venstreflø,j såsom Revolution Permanente, har forsvaret elevernes fulde ret til at give udtryk for deres religion.

Svagheder

Fraværet af en aktiv opposition mod islamofobi fra det meste af venstrefløjen betyder, at det er meget vanskeligt for unge at have selvtillid til at organisere civil ulydighed og modstand. Selvfølgelig ville antiracister elske det, hvis alle elever på de ældste klassetrin mødte op i abaya og trodsede forbuddet, men uden en solid politisk opbakning var der meget få udfordringer af forbuddet på den første skoledag.

Desuden har den politiske opposition, som faktisk findes, to væsentlige svagheder. For det første fokuserer den almindeligvis enten på rent verbale fordømmelser i medierne, elle på institutionelle procedurer såsom at føre retssager. Begge disse er vigtige, men hvor er demonstrationerne, møderne, uddeling af flyers og – hvor det er muligt – civil ulydighed?

For det andet koncentrerer store dele af oppositionen sig om det argument, at disse lange kjoler ikke nødvendigvis er religiøse. Det skubber hele debatten over i en temmelig tåbelig diskussion om, hvem der skal afgøre, hvad der er religiøst. Vi skulle meget hellere forsvare elevernes ret til at give offentligt udtryk for deres religion og dermed også kræve ophævelse af forbuddet mod tørklæder fra 2004.

I FNs menneskerettighedserklæring fra 1948, som er underskrevet af 192 lande, herunder Frankrig, hedder det, at det er en grundlæggende menneskeret at ”offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro og frihed gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter” (artikel 18, dansk udgave, o.a.). Det sekulære princip i franske skoler blev indført i 1905 for at stoppe kirkens kontrol med skolen og dens bestemmende indflydelse på undervisningen. Det var ikke hensigten at forbyde udtryk for religion blandt unge borgere.

Disse forbud, som er blevet indført de sidste 20 år, er en racistisk fordrejning af det sekulære princip. De må rulles tilbage.

5.september 2023

John Mullen er en revolutionær socialist bosat I Paris og tilhænger af France Insoumise. Han skriver på hjemmesiden randombolshevik.org.]

Artiklen er oversat fra Green Left af Leif Mikkelsen